Dette er den digitale Turen går til Dansk Vestindien (Politikens Forlag). Gratis. Men støt gerne forfatteren med fx 20 kr. Mobilepay: 20216673.
Kunst og kultur i Dansk Vestindien
Den vestindiske kultur er et miks af dansk, engelsk, fransk, spansk og afrikansk. Da afrikanerne altid har været i overtal, sætter de præg på både musik, dans og kunst. Danskerne sætter deres præg på byggestil og design.
Arkitektur
Bygninger er tydeligste tegn på, at danskerne har været her. Officielle bygninger, forterne, byhuse og byplanlægning, stod danskerne for. Stolt står de mange overdækkede arkader, der skærmer byhuse, så man kan gå i skygge og tørvejr. Her kalder dem Danish Arcades. Især ét byggemateriale ses alle vegne: danske mursten. Fra København eller Flensborg kom de som ballast med de skibe, der sejlede tomme eller halvfyldte hertil for at hente sukker, det var nemlig kun en del af skibstrafikken, der gik via Afrika. Murstenene er alle vegne. Som trapper. Som vægge. Som arkader. Som vejmarkører. Når kalken ryger af væggene, vil man dog se, at der ikke altid har været mursten nok. Man brugte også kampesten, ral og småsten. Eller den lokale, Blue Green Stone, som er så besværlig at arbejde med, at håndværkere kalder den blue bitch. Det hele blev holdt fast med en mørtel, der var tilsat siruprester fra sukkerproduktionen, for så hæftede den bedre. Også koraller blev brugt til vægge. De var lette at skære i blokke, mens de var våde, og når de blev sat ovenpå hinanden, voksede de sammen. I dag ligner de brogede afskallede mure nærmest vægmalerier.
Planterne boede herskabeligt i Greathouses bygget i vestindisk kolonistil, lette og luftige, gerne med en stor indbydende trappe, der tager imod gæsten med ”åbne arme”. Planterne havde også et byhus ved havnen, hvor de kunne holde øje med told og papirer, for det var langt vigtigere end at holde øje med end markarbejdet, det havde man slaver til. Byhuse blev bygget i sten i stueetagen, og i træ på 1. sal. Tagene bliver stadig belagt med shingles, tagspåner af palmetræ, det er mere tætte end teglsten.
Husene havde ingen glas i vinduerne, man havde brug for gennemtræk i varmen. Man slog i stedet skodder for, hvis det skulle regne og storme.
Slaverne boede i små lerklinede hytter, og de sov på den bare jord. Til slavernes småbørn byggede man hytter, så de kunne ligge i skygge, mens mødrene arbejdede. Her sad også mesterknægten og holdt øje med, om nogen flygtede, eller om der opstod ildebrand. Flere af disse hytter er bevaret, bl.a. et mellem lufthavnen og Frederiksted på St. Croix.
Man får let det indtryk, at vestinderne ikke vedligeholder deres bygninger og huse, men det er helt forkert. De bruger mange kræfter og penge på dem, men det er lidt af en Sisyfos-opgave i det klima. Man kan lige nå at restaurere, så skaller det igen. Når gamle bygninger restaureres, bliver der ofte sendt bud efter danske håndværkere.
Billedkunst
Mange lokale kunstnere maler akvareller med motiver af den tropiske flora og øernes gamle bygninger. Man maler med lyse farver, ofte med det naviistiske udtryk, der kendetegner hele Caribien. Interessen for billedkunst er stigende, alle byer har gallerier, og flere maler selv. Man ser mange vægmalerier, for det var malerkunst for sorte, der ikke havde råd til lærreder.
Danse
Der bliver danset meget. Vore forfædre beskrev afrikanernes dans som vildt: ”de lod alle lemmer dingle og daske, rullede med hovederne, hoppede og spjættede”. Der var langt fra afrikansk dans til de hvides gavotter og quadriller, hvor man gik kontrolleret rundt i geometriske mønstre. I dag danser de fleste ”sort”, uanset hudfarve. Den bedst kendte dans fra Afrika er limboen. Man skal danse under et kosteskaft uden at røre skaftet med kroppen. Man må kun bøje sig bagover. Dansen repræsenterer en død person, der er på vej ind i næste verden. Limbo er hverken himmel eller helvede eller på jorden.
Arkitektur
Bygninger er tydeligste tegn på, at danskerne har været her. Officielle bygninger, forterne, byhuse og byplanlægning, stod danskerne for. Stolt står de mange overdækkede arkader, der skærmer byhuse, så man kan gå i skygge og tørvejr. Her kalder dem Danish Arcades. Især ét byggemateriale ses alle vegne: danske mursten. Fra København eller Flensborg kom de som ballast med de skibe, der sejlede tomme eller halvfyldte hertil for at hente sukker, det var nemlig kun en del af skibstrafikken, der gik via Afrika. Murstenene er alle vegne. Som trapper. Som vægge. Som arkader. Som vejmarkører. Når kalken ryger af væggene, vil man dog se, at der ikke altid har været mursten nok. Man brugte også kampesten, ral og småsten. Eller den lokale, Blue Green Stone, som er så besværlig at arbejde med, at håndværkere kalder den blue bitch. Det hele blev holdt fast med en mørtel, der var tilsat siruprester fra sukkerproduktionen, for så hæftede den bedre. Også koraller blev brugt til vægge. De var lette at skære i blokke, mens de var våde, og når de blev sat ovenpå hinanden, voksede de sammen. I dag ligner de brogede afskallede mure nærmest vægmalerier.
Planterne boede herskabeligt i Greathouses bygget i vestindisk kolonistil, lette og luftige, gerne med en stor indbydende trappe, der tager imod gæsten med ”åbne arme”. Planterne havde også et byhus ved havnen, hvor de kunne holde øje med told og papirer, for det var langt vigtigere end at holde øje med end markarbejdet, det havde man slaver til. Byhuse blev bygget i sten i stueetagen, og i træ på 1. sal. Tagene bliver stadig belagt med shingles, tagspåner af palmetræ, det er mere tætte end teglsten.
Husene havde ingen glas i vinduerne, man havde brug for gennemtræk i varmen. Man slog i stedet skodder for, hvis det skulle regne og storme.
Slaverne boede i små lerklinede hytter, og de sov på den bare jord. Til slavernes småbørn byggede man hytter, så de kunne ligge i skygge, mens mødrene arbejdede. Her sad også mesterknægten og holdt øje med, om nogen flygtede, eller om der opstod ildebrand. Flere af disse hytter er bevaret, bl.a. et mellem lufthavnen og Frederiksted på St. Croix.
Man får let det indtryk, at vestinderne ikke vedligeholder deres bygninger og huse, men det er helt forkert. De bruger mange kræfter og penge på dem, men det er lidt af en Sisyfos-opgave i det klima. Man kan lige nå at restaurere, så skaller det igen. Når gamle bygninger restaureres, bliver der ofte sendt bud efter danske håndværkere.
Billedkunst
Mange lokale kunstnere maler akvareller med motiver af den tropiske flora og øernes gamle bygninger. Man maler med lyse farver, ofte med det naviistiske udtryk, der kendetegner hele Caribien. Interessen for billedkunst er stigende, alle byer har gallerier, og flere maler selv. Man ser mange vægmalerier, for det var malerkunst for sorte, der ikke havde råd til lærreder.
Danse
Der bliver danset meget. Vore forfædre beskrev afrikanernes dans som vildt: ”de lod alle lemmer dingle og daske, rullede med hovederne, hoppede og spjættede”. Der var langt fra afrikansk dans til de hvides gavotter og quadriller, hvor man gik kontrolleret rundt i geometriske mønstre. I dag danser de fleste ”sort”, uanset hudfarve. Den bedst kendte dans fra Afrika er limboen. Man skal danse under et kosteskaft uden at røre skaftet med kroppen. Man må kun bøje sig bagover. Dansen repræsenterer en død person, der er på vej ind i næste verden. Limbo er hverken himmel eller helvede eller på jorden.
En planterstol kan koste en formue i dag
Design
Danish design er også møbelarkitektur fra kolonitiden. Internationale designere kommer for at se de smukke, enkle og praktiske møbler, skabt af danskerne. Møblerne blev ofte lavet i mahogni, fordi det er så hårdt, at termitter ikke kan æde det. Træet blev sendt til Danmark, hvor møbelproducenter designede møbler egnet til troperne. På øerne var der også møbeldesignere, ofte talentfulde slaver, som producerede og reparerede. Stole og sofaer blev designet uden betræk, men med et fletværk i sædet for at give luft bagi. Hvis der skulle betræk på, var det hestehår, for det brød insekter sig ikke om.
Sengene havde himmel på fire søjler, four posters, der holdt myggenettet. Madrassen lå højt, så man måtte op ad en lille trappe for at gå i seng. Det var for at få så meget luft under sengen som muligt. En himmelseng af mahogni kan i dag snildt koste 70.000 kroner.
Det meget kendte vestindiske møbel er planterstolen, som blev produceret i Danmark. Stolen er en liggestol med lange, brede armlæn. Op på dem lagde planteren sine bestøvlede ben, når han kom ind fra marken, fødderne dampede og hævede af, så støvlerne var lettere at få af. En planterstol koster op til 25.000 kr. Endelig er der lysestagen med høje glas omkring lyset, stormlygten, der kan stå i træk.
Danish design er også møbelarkitektur fra kolonitiden. Internationale designere kommer for at se de smukke, enkle og praktiske møbler, skabt af danskerne. Møblerne blev ofte lavet i mahogni, fordi det er så hårdt, at termitter ikke kan æde det. Træet blev sendt til Danmark, hvor møbelproducenter designede møbler egnet til troperne. På øerne var der også møbeldesignere, ofte talentfulde slaver, som producerede og reparerede. Stole og sofaer blev designet uden betræk, men med et fletværk i sædet for at give luft bagi. Hvis der skulle betræk på, var det hestehår, for det brød insekter sig ikke om.
Sengene havde himmel på fire søjler, four posters, der holdt myggenettet. Madrassen lå højt, så man måtte op ad en lille trappe for at gå i seng. Det var for at få så meget luft under sengen som muligt. En himmelseng af mahogni kan i dag snildt koste 70.000 kroner.
Det meget kendte vestindiske møbel er planterstolen, som blev produceret i Danmark. Stolen er en liggestol med lange, brede armlæn. Op på dem lagde planteren sine bestøvlede ben, når han kom ind fra marken, fødderne dampede og hævede af, så støvlerne var lettere at få af. En planterstol koster op til 25.000 kr. Endelig er der lysestagen med høje glas omkring lyset, stormlygten, der kan stå i træk.
Mocko Jumbies
Karneval
Den største kulturelle begivenhed er karnevallet. Forberedelserne begynder mange måneder før selve festen. Bands øver sig, dansere træner, og der sys kostumer. Selve festen varer flere dage, og da er byerne afspærret for at give plads til dans, musik og parader. Der bliver festet godt og grundigt igennem, og ni måneder efter er der sjovt nok langt flere fødsler end resten af året. Det vestindiske karneval kommer af, at slaverne så, hvordan de hvide holdt stilfulde maskerader, og de begyndte at lave parodier på dem. De tilsatte deres egen musik og dans. De hvide forsøgte at stoppe det, men gav til sidst op og tillod, at de sorte bare en gang om året kunne erobre gadebilledet. Under karnevalet vendte man alt på hovedet. Mænd optrådte som kvinder, fattigfolk førte sig frem som rige. På plantagerne var der parader foran herskaberne, som bagefter skulle varte deres egne slaver op med rom og kager. Indtil midten af 1950´erne gik man med masker, så man kunne gøre nar uden at skulle stå til regnskab. Visse ting går igen fra de tidlige karneval. Det gælder Mocko Jumbies, maskerede mænd på flere meter høje stylter. Traditionen stammer fra Congo, hvor de holder onde ånder væk. Karnevalet udnævner også stadig en Konge og Dronning.
St. Thomas har karneval sidst i april. St. John i juli, og St. Croix begynder sit umiddelbart efter jul og varer til Helligtrekongers Dag. Den lange fest kulminerer med parader, en for børn og til sidst en for voksne på karnevalets sidste dag. Fordi man er så glad for karneval, holder man gerne nogle mindre af dem i løbet af året. Så lukker man gader i byen af og holder Jump Ups - asfaltbal med klovne, musikere og Mocko Jumbies.
Kunsthåndværk
Mange vestindere kan få kunstværker ud af et stykke ståltråd eller et stykke træ. Talenterne blev udviklet efter slavernes frigivelse, fordi kunsthåndværk var en mulighed for en frigivet slave til at tjene penge. Det krævede ingen store investeringer at blive træskærer, for træ var der nok af, og alle ville have pyntet deres huse. Traditionen er bevaret, og træskærer-arbejdere er i dag kunstnere. Mange huse har verandaer udsmykket med trædesign, og også i smykker viser vestinderne sig som gode formgivere. Ganske vist er de fleste smykker i butikkerne importeret, men man fremstiller selv det berømte Crucians Hook Bracelets, som afslører, om man er single eller optaget.
Den største kulturelle begivenhed er karnevallet. Forberedelserne begynder mange måneder før selve festen. Bands øver sig, dansere træner, og der sys kostumer. Selve festen varer flere dage, og da er byerne afspærret for at give plads til dans, musik og parader. Der bliver festet godt og grundigt igennem, og ni måneder efter er der sjovt nok langt flere fødsler end resten af året. Det vestindiske karneval kommer af, at slaverne så, hvordan de hvide holdt stilfulde maskerader, og de begyndte at lave parodier på dem. De tilsatte deres egen musik og dans. De hvide forsøgte at stoppe det, men gav til sidst op og tillod, at de sorte bare en gang om året kunne erobre gadebilledet. Under karnevalet vendte man alt på hovedet. Mænd optrådte som kvinder, fattigfolk førte sig frem som rige. På plantagerne var der parader foran herskaberne, som bagefter skulle varte deres egne slaver op med rom og kager. Indtil midten af 1950´erne gik man med masker, så man kunne gøre nar uden at skulle stå til regnskab. Visse ting går igen fra de tidlige karneval. Det gælder Mocko Jumbies, maskerede mænd på flere meter høje stylter. Traditionen stammer fra Congo, hvor de holder onde ånder væk. Karnevalet udnævner også stadig en Konge og Dronning.
St. Thomas har karneval sidst i april. St. John i juli, og St. Croix begynder sit umiddelbart efter jul og varer til Helligtrekongers Dag. Den lange fest kulminerer med parader, en for børn og til sidst en for voksne på karnevalets sidste dag. Fordi man er så glad for karneval, holder man gerne nogle mindre af dem i løbet af året. Så lukker man gader i byen af og holder Jump Ups - asfaltbal med klovne, musikere og Mocko Jumbies.
Kunsthåndværk
Mange vestindere kan få kunstværker ud af et stykke ståltråd eller et stykke træ. Talenterne blev udviklet efter slavernes frigivelse, fordi kunsthåndværk var en mulighed for en frigivet slave til at tjene penge. Det krævede ingen store investeringer at blive træskærer, for træ var der nok af, og alle ville have pyntet deres huse. Traditionen er bevaret, og træskærer-arbejdere er i dag kunstnere. Mange huse har verandaer udsmykket med trædesign, og også i smykker viser vestinderne sig som gode formgivere. Ganske vist er de fleste smykker i butikkerne importeret, men man fremstiller selv det berømte Crucians Hook Bracelets, som afslører, om man er single eller optaget.
Medier
Der er tre lokale tv-stationer, herunder den reklamefri PBS. En turistkanal oplyser døgnet rundt om seværdigheder og restauranter. Dertil hundredvis af kanaler, afhængig af hvilken satellit man sværger til. Der er flere lokale radiostationer. Danskerne udgav flere aviser. Fra 1770 udkom The Royal Danish American Gazette. Senere udkom St. Thomæ Tidende og St. Croix Avis. Den sidste har overlevet og er i dag The Avis. Det andet dagblad er Daily News.
Der er tre lokale tv-stationer, herunder den reklamefri PBS. En turistkanal oplyser døgnet rundt om seværdigheder og restauranter. Dertil hundredvis af kanaler, afhængig af hvilken satellit man sværger til. Der er flere lokale radiostationer. Danskerne udgav flere aviser. Fra 1770 udkom The Royal Danish American Gazette. Senere udkom St. Thomæ Tidende og St. Croix Avis. Den sidste har overlevet og er i dag The Avis. Det andet dagblad er Daily News.
Steel pans er caribiske toner
Musik
Man lytter til stort set samme musik, som vi gør. Den er ikke så larmende som andre steder i Caribien, hvor enhver forretning helst skal have fire ghetto-blastere på højeste blus på fire forskellige kanaler på samme tid. I Dansk Vestindien kan man gå en tur uden at få blæst trommehinderne i stykker.
Alle skoler har orkestre, ofte steelpan-bands eller brass bands. Man vil høre dem, når noget skal fejres, og ved juletid får de traditionelle julesange deres eget liv, når de bliver banket på tønderne fra en plads i byen.
Man kalder Jomfruøernes egen musik for scratch eller quelbe. Scratch, fordi man spiller på de instrumenter, man kan ”skrabe” sammen – eventuelt selv lave. Og derefter blander man al det musik, man kan ”skrabe” sammen for at fortælle historier om årets gang. Scratch har sin egen ”sound”, som især skyldes ukulele-banjoen, conga-trommen, en squash og en triangle. Hvis man vil høre scratch, så hold øje med de kendte bands: Stanley and the Ten Sleepless Knights eller Jamesie and the All-Stars, som har fået priser for at bevare øernes musiktradition. Man kommer også til at høre andre caribiske toner og rytmer fra Jamaica og Trinidad: Calypso, reggae og de afledte, rapso og soca.
Fra gamle dage er der kun få musikinstrumenter. Indianerne efterlod fløjter og konkylien. Konkylien kaldes tutu, og den kan høres så langt, at den var anerkendt som tågehorn på skibe. Den blev dog primært brugt til at kalde folk på arbejde, i dag høres den, når der landes frisk fisk på havnen. Med danskerne kom harper og violiner. Afrikanerne lavede selv trommer. Og trommerytmer var frygtede af de hvide, der opfattede dem som oprørske. Trommer blev forbudt ved lov, men det var umuligt at håndhæve. Afrikanerne lavede også selv violiner. De tog et kæbeben fra et dødt æsel, strengede det op med hestehår. Det hed en ”asen-kæfter”.
Sport
Englænderne gjorde cricket til nationalsport på deres øer. Men dansk boldglæde har ikke sat sig spor på Jomfruøerne. Afrikanernes primære fysiske udfoldelse var dans, og der var ikke tid til leg. Da de blev amerikanere, overtog de det nye hjemlands idrætstraditioner med rugby og baseball. Begge dele dyrkes, men ikke med den lidenskab som i USA. Hvis man kan tale om lidenskabelig sport på øerne, er det hestevæddeløb.
Man lytter til stort set samme musik, som vi gør. Den er ikke så larmende som andre steder i Caribien, hvor enhver forretning helst skal have fire ghetto-blastere på højeste blus på fire forskellige kanaler på samme tid. I Dansk Vestindien kan man gå en tur uden at få blæst trommehinderne i stykker.
Alle skoler har orkestre, ofte steelpan-bands eller brass bands. Man vil høre dem, når noget skal fejres, og ved juletid får de traditionelle julesange deres eget liv, når de bliver banket på tønderne fra en plads i byen.
Man kalder Jomfruøernes egen musik for scratch eller quelbe. Scratch, fordi man spiller på de instrumenter, man kan ”skrabe” sammen – eventuelt selv lave. Og derefter blander man al det musik, man kan ”skrabe” sammen for at fortælle historier om årets gang. Scratch har sin egen ”sound”, som især skyldes ukulele-banjoen, conga-trommen, en squash og en triangle. Hvis man vil høre scratch, så hold øje med de kendte bands: Stanley and the Ten Sleepless Knights eller Jamesie and the All-Stars, som har fået priser for at bevare øernes musiktradition. Man kommer også til at høre andre caribiske toner og rytmer fra Jamaica og Trinidad: Calypso, reggae og de afledte, rapso og soca.
Fra gamle dage er der kun få musikinstrumenter. Indianerne efterlod fløjter og konkylien. Konkylien kaldes tutu, og den kan høres så langt, at den var anerkendt som tågehorn på skibe. Den blev dog primært brugt til at kalde folk på arbejde, i dag høres den, når der landes frisk fisk på havnen. Med danskerne kom harper og violiner. Afrikanerne lavede selv trommer. Og trommerytmer var frygtede af de hvide, der opfattede dem som oprørske. Trommer blev forbudt ved lov, men det var umuligt at håndhæve. Afrikanerne lavede også selv violiner. De tog et kæbeben fra et dødt æsel, strengede det op med hestehår. Det hed en ”asen-kæfter”.
Sport
Englænderne gjorde cricket til nationalsport på deres øer. Men dansk boldglæde har ikke sat sig spor på Jomfruøerne. Afrikanernes primære fysiske udfoldelse var dans, og der var ikke tid til leg. Da de blev amerikanere, overtog de det nye hjemlands idrætstraditioner med rugby og baseball. Begge dele dyrkes, men ikke med den lidenskab som i USA. Hvis man kan tale om lidenskabelig sport på øerne, er det hestevæddeløb.
