Dansk Vestindiens historie
Alt om Jomfruøernes historie. Fra indianernes indvandring. Til Columbus, der gav dem navn. Til danske kolonier. Til slavernes øer. Til salg til amerikanerne. Til i dag.
På Jomfruøerne var historiebøgerne i mange år gemt væk, for historie gjorde ondt. Men i 1990erne valgte man en historieprofessor til guvernør. Han mente, at et folk ikke kan leve uden sin historie, også selv om den gør ondt. Der kom nye museer. Gamle bygninger blev restaureret. Der kom historiske temadage i skolerne. Historie er noget, man taler om. Og godt for det. For man kan dårligt forestille sig en mere spændende, grusom og vanvittig historie som den, vi har til fælles med disse tre vestindiske øer. Den skal ingen snydes for.
Årstals-liste nederst.
Fra indianere til vestindere til danskere til amerikanere
Af Kenneth Bo Jørgensen
Livet i Dansk Vestindien begyndte selvfølgelig længe før, de blev danske. Man regner med, at de blev beboet omkring år 300. Det var arawakere, der i kanoer sejlede fra Sydamerika op til de østlige caribiske øer. Fredelige folk, der etablerede velordnede samfund. Uden fjender, i rart klima, hvor der var rigeligt med mad og drikke. De var høje og smukke, og blev gamle. Ja, de boede nærmest to numre fra Paradis.
Livet i Dansk Vestindien begyndte selvfølgelig længe før, de blev danske. Man regner med, at de blev beboet omkring år 300. Det var arawakere, der i kanoer sejlede fra Sydamerika op til de østlige caribiske øer. Fredelige folk, der etablerede velordnede samfund. Uden fjender, i rart klima, hvor der var rigeligt med mad og drikke. De var høje og smukke, og blev gamle. Ja, de boede nærmest to numre fra Paradis.
Sådan har en Taino-landsby i Caribien set ud. To numre fra Paradis.
Tainoer kommer - år 300
Arawakere havde flere stammer, på vores øer boede taino-stammen. Tainoer var højt udviklede. De var dygtige pottemagere og træskærere, de pyntede sig med smykker og make-up – på hele kroppen, tøj bar de ikke. Deres huse var af ler med et højt konisk stråtag, flettet omkring en mast i midten af huset. På St. Croix har man udgravet et kulturcenter med en udsmykket boldbane, så de var også socialt et højt udviklet folk. De lavede kanoer af udhulede træstammer, så de kunne sejle til andre øer. Maden fik de fra søde kartofler (yams), majs, jordnødder, bønner, men basisføden var rodfrugten cassava, som saft, grød og brød. Roden var så vigtig, at de tilbad guden Jocuahuma, cassavaens fader. Når tainoerne døde, røg de i coyaba, hvor der var fest og glæde fra morgen til aften.
Arawakere havde flere stammer, på vores øer boede taino-stammen. Tainoer var højt udviklede. De var dygtige pottemagere og træskærere, de pyntede sig med smykker og make-up – på hele kroppen, tøj bar de ikke. Deres huse var af ler med et højt konisk stråtag, flettet omkring en mast i midten af huset. På St. Croix har man udgravet et kulturcenter med en udsmykket boldbane, så de var også socialt et højt udviklet folk. De lavede kanoer af udhulede træstammer, så de kunne sejle til andre øer. Maden fik de fra søde kartofler (yams), majs, jordnødder, bønner, men basisføden var rodfrugten cassava, som saft, grød og brød. Roden var så vigtig, at de tilbad guden Jocuahuma, cassavaens fader. Når tainoerne døde, røg de i coyaba, hvor der var fest og glæde fra morgen til aften.
Cariberne kommer - år 1000
De fredelige tainoer blev snart lækkerbidskener for en barbarisk stamme, der snart sivede op fra Sydamerika omkring år 1000: Cariberne. De indtog - bogstaveligt talt - ø efter ø. De åd sig frem. Dog spiste de kun mænd, kvinder blev taget som slaver eller koner. Vi ved, at de var i gang med at æde sig ind på St. Croixs befolkning, og de kaldte øen Cibuguiera, Stenet land. Men indbyggerne blev skånet, fordi et andet folk tilfældigt dukkede op, og de skulle vise sig, at være meget værre: Europæerne. De åd ingen, men de satte et af verdenshistoriens største folkedrab i gang. Det første blodige slag mellem europæere og tainoer fandt sted på St. Croix. Og ved den lejlighed blev tainoer og caribere til: Indianere.
Vidste du, at der stadig er efterkommere efter de oprindelige Taino-indianere på øerne, og de er officielt anerkendt. Stammen hedder Guainía Taino, og høvdingen kasiken er en kvinde: Maekiaphan Phillips.
De fredelige tainoer blev snart lækkerbidskener for en barbarisk stamme, der snart sivede op fra Sydamerika omkring år 1000: Cariberne. De indtog - bogstaveligt talt - ø efter ø. De åd sig frem. Dog spiste de kun mænd, kvinder blev taget som slaver eller koner. Vi ved, at de var i gang med at æde sig ind på St. Croixs befolkning, og de kaldte øen Cibuguiera, Stenet land. Men indbyggerne blev skånet, fordi et andet folk tilfældigt dukkede op, og de skulle vise sig, at være meget værre: Europæerne. De åd ingen, men de satte et af verdenshistoriens største folkedrab i gang. Det første blodige slag mellem europæere og tainoer fandt sted på St. Croix. Og ved den lejlighed blev tainoer og caribere til: Indianere.
Vidste du, at der stadig er efterkommere efter de oprindelige Taino-indianere på øerne, og de er officielt anerkendt. Stammen hedder Guainía Taino, og høvdingen kasiken er en kvinde: Maekiaphan Phillips.
Maleri af Columbus i Government House
Columbus kommer - år 1492
3. august 1492 tog Columbus afsted mod Amerika, men en helt anden dato var langt vigtigere for Amerikas opdagelse, nemlig 29. maj 1453, da herskeren af Det Ottomanske Rige, Mehmed II (1432–1481), erobrede Konstantinopel, for dermed var alle lande ud mod Middelhavet islamiske – med adgang forbudt for Europas handelsskibe. Indtil da havde det været en vanvittig tanke at sejle ud i Atlanterhavet for at nå Østen. Men nu var Spanien tvunget til at tænke den vej rundt. Derfor lod man Columbus sejle afsted med 90 mand på de tre meget små skibe, hvoraf det største, Santa Maria, ikke var meget større end en juniorsuite på et af vore dages krydstogtskibe.
Christoffer Columbus ankom til Amerika i oktober 1492 og troede, at han var kommet til Indien. Hans første landsigte var formentlig en af Bahamaøerne – man gætter på San Salvador. Da han troede, at han var i Indien, kaldte han de indfødte for indianere.
Han sejlede herfra videre til øen, som vi i dag kender som Hispaniola og som deles af de to stater: Haiti og Den Dominikanske Republik. Her blev 39 soldater sat af, og de skulle bosætte sig, mens Columbus sejlede hjem efter forstærkninger. På den anden rejse havde han 17 kæmpe skibe med sig. Han tog en sydligere rute og stødte derfor på St. Croix, 14. november 1493. Columbus navngav den Santa Cruz – Helligkors. Her mødte han caribere, der ikke stak op for bollemælk. De gik til angreb, og det kostede flere liv på begge sider. Columbus tog et par caribere til fange og forærede dem senere til den spanske dronning som souvenirs. De første indianere i Europa var derfor fra St. Croix. Herefter sejlede han nordpå til St. Thomas og St. John, som han døbte Jomfruøerne efter St. Ursulas jomfruer, der led martyrdøden under en pilgrimsrejse til Rom i 200-tallet (St. Croix blev en Jomfruø senere).
Men så var det også slut med Columbus og vores øer. Han sejlede til Hispaniola, hvor den første bosættelse i mellemtiden var udryddet af indianerne. Så han satte bosættelser i gang andre steder på øen. Derefter på Cuba og Puerto Rico - senere Mexico, hvor man fandt så meget guld, at spanierne glemte alt om vores små caribiske øer.
Vidste du, at Columbus oprindeligt kaldte Hispaniola for Den Spanske Ø - på spansk La Isla Española. Det blev første forkortet til Española, men i de senere beretninger fra øen var det blevet til Hispaniola.
3. august 1492 tog Columbus afsted mod Amerika, men en helt anden dato var langt vigtigere for Amerikas opdagelse, nemlig 29. maj 1453, da herskeren af Det Ottomanske Rige, Mehmed II (1432–1481), erobrede Konstantinopel, for dermed var alle lande ud mod Middelhavet islamiske – med adgang forbudt for Europas handelsskibe. Indtil da havde det været en vanvittig tanke at sejle ud i Atlanterhavet for at nå Østen. Men nu var Spanien tvunget til at tænke den vej rundt. Derfor lod man Columbus sejle afsted med 90 mand på de tre meget små skibe, hvoraf det største, Santa Maria, ikke var meget større end en juniorsuite på et af vore dages krydstogtskibe.
Christoffer Columbus ankom til Amerika i oktober 1492 og troede, at han var kommet til Indien. Hans første landsigte var formentlig en af Bahamaøerne – man gætter på San Salvador. Da han troede, at han var i Indien, kaldte han de indfødte for indianere.
Han sejlede herfra videre til øen, som vi i dag kender som Hispaniola og som deles af de to stater: Haiti og Den Dominikanske Republik. Her blev 39 soldater sat af, og de skulle bosætte sig, mens Columbus sejlede hjem efter forstærkninger. På den anden rejse havde han 17 kæmpe skibe med sig. Han tog en sydligere rute og stødte derfor på St. Croix, 14. november 1493. Columbus navngav den Santa Cruz – Helligkors. Her mødte han caribere, der ikke stak op for bollemælk. De gik til angreb, og det kostede flere liv på begge sider. Columbus tog et par caribere til fange og forærede dem senere til den spanske dronning som souvenirs. De første indianere i Europa var derfor fra St. Croix. Herefter sejlede han nordpå til St. Thomas og St. John, som han døbte Jomfruøerne efter St. Ursulas jomfruer, der led martyrdøden under en pilgrimsrejse til Rom i 200-tallet (St. Croix blev en Jomfruø senere).
Men så var det også slut med Columbus og vores øer. Han sejlede til Hispaniola, hvor den første bosættelse i mellemtiden var udryddet af indianerne. Så han satte bosættelser i gang andre steder på øen. Derefter på Cuba og Puerto Rico - senere Mexico, hvor man fandt så meget guld, at spanierne glemte alt om vores små caribiske øer.
Vidste du, at Columbus oprindeligt kaldte Hispaniola for Den Spanske Ø - på spansk La Isla Española. Det blev første forkortet til Española, men i de senere beretninger fra øen var det blevet til Hispaniola.
Spanierne var imponerende krigere, men det var nu deres lort, at indianerne døde af
Indianere forsvinder - år 1520
Vi ved ikke meget om indianernes skæbne på vores øer. Men de er formentlig blevet behandlet som alle andre steder i Caribien, som slaver. Om de er blevet udryddet af hårdt arbejde eller af sygdomme ved vi ikke. Men beviseligt er det, at indianerne døde som fluer af de sygdomme, som spanierne havde med sig. Et nys fra en forkølet spanier kunne udrydde en landsby på en uge. Den største dræber var: Salmonella - Paratyphi C: pølseforgiftning. Den var spanierne immune over for, men de havde den i maverne, og deres afføring var derfor dødelig for indianerne. Man kan sige, at spanierne sked sig til erobringen og en af verdenshistoriens største humane katastrofer. Indianerne var stort set udslettet i 1520. Også på vores øer.
Vi ved ikke meget om indianernes skæbne på vores øer. Men de er formentlig blevet behandlet som alle andre steder i Caribien, som slaver. Om de er blevet udryddet af hårdt arbejde eller af sygdomme ved vi ikke. Men beviseligt er det, at indianerne døde som fluer af de sygdomme, som spanierne havde med sig. Et nys fra en forkølet spanier kunne udrydde en landsby på en uge. Den største dræber var: Salmonella - Paratyphi C: pølseforgiftning. Den var spanierne immune over for, men de havde den i maverne, og deres afføring var derfor dødelig for indianerne. Man kan sige, at spanierne sked sig til erobringen og en af verdenshistoriens største humane katastrofer. Indianerne var stort set udslettet i 1520. Også på vores øer.
Nye magter kommer - år 1600
Spanierne begyndte at hente enorme rigdomme fra Den Nye Verden til Spanien, og snart ville andre europæiske lande også have del i kagen. De sendte ekspeditioner afsted, og i 1600-tallet var alle større nationer med i et virvar af bosættelser. I Caribien delte store nationer små øer, indtil de var mange nok til at bekrige hinanden. Øer skiftede nationalitet så ofte, at sproget ikke kunne følge med, og derfor kunne man på franske øer tale engelsk og omvendt. St. Lucia skiftede mellem engelsk og fransk 14 gange, den lille Statia skiftede ejer 22 gange. Derudover var området også hærget af pirater (læs her). Så det var ikke et nemt område at operere i. Men også kongen af Danmark-Norge ville have en bid af Den Nye Verden.
Spanierne begyndte at hente enorme rigdomme fra Den Nye Verden til Spanien, og snart ville andre europæiske lande også have del i kagen. De sendte ekspeditioner afsted, og i 1600-tallet var alle større nationer med i et virvar af bosættelser. I Caribien delte store nationer små øer, indtil de var mange nok til at bekrige hinanden. Øer skiftede nationalitet så ofte, at sproget ikke kunne følge med, og derfor kunne man på franske øer tale engelsk og omvendt. St. Lucia skiftede mellem engelsk og fransk 14 gange, den lille Statia skiftede ejer 22 gange. Derudover var området også hærget af pirater (læs her). Så det var ikke et nemt område at operere i. Men også kongen af Danmark-Norge ville have en bid af Den Nye Verden.
Støt guiden via MobilePay på 20216673
Danskerne kommer - år 1666
Frederik 3. var den første danske konge, der sendte ekspeditioner afsted til Caribien
I Danmark vidste man godt, at der var lækkerier i Amerika. De fremmedartede varer sejlede lige forbi vores næser ned gennem Øresund på vej til markederne i Østersøen. Det kriblede i Christian 4. for at komme afsted, men der var hele tiden en krig, der kom i vejen. I stedet investerede danske købmænd i private togter for at få sukker, tobak og eksotisk træ på hylderne. Men risikoen var høj, og mange togter gik tabt til pirater eller orkaner. Frederik 3. var også optaget af Caribien og gav toldfordele danskere, der vovede, men så kom kaptajn Erik Niels Smit i april 1665. Han havde sejlet på Caribien, og han kendte en ø, som Danmark kunne tage som base: St. Thomas. Den havde en perfekt naturlig havn, og den var ganske vist opkaldt efter en engelsk pirat, men han var forduftet. Man vidste, at øen havde haft besøg af englændere, der var på vej til at kolonisere Nordamerika, og at den engelske admiral Rupert brugte Hassel Island til at reparere sine skibe, men ellers boede der kun nogle få hollændere, og de ville hellere end gerne have danskere til at styre øen.
6. maj 1665 blev Smit udnævnt til guvernør over St. Thomas, og 1. juli 1665 afsejlede han med skibet Eendragt. Det blev en lang tur med mange dødsfald undervejs. Men 30. marts 1666 erklærede han St. Thomas for dansk, og Danmark var blevet 83 km2 større. Erik Smit døde i juni, og da boede der ni englændere, tre hollændere og de få danskere, der havde overlevet. Og så gik det helt i smadder. De manglede mad og brændevin. Og hvis de endelig fik fat i noget, blev det stjålet af pirater, der jævnligt kiggede forbi. Elendigheden var så stor, at alle tog hjem igen i 1668. Men Dannebrog blafrede stadig i den tropiske brise.
6. maj 1665 blev Smit udnævnt til guvernør over St. Thomas, og 1. juli 1665 afsejlede han med skibet Eendragt. Det blev en lang tur med mange dødsfald undervejs. Men 30. marts 1666 erklærede han St. Thomas for dansk, og Danmark var blevet 83 km2 større. Erik Smit døde i juni, og da boede der ni englændere, tre hollændere og de få danskere, der havde overlevet. Og så gik det helt i smadder. De manglede mad og brændevin. Og hvis de endelig fik fat i noget, blev det stjålet af pirater, der jævnligt kiggede forbi. Elendigheden var så stor, at alle tog hjem igen i 1668. Men Dannebrog blafrede stadig i den tropiske brise.
Det første danske bygningsværk var Christiansfort, nu Fort Christian, foto Kenneth Bo Jørgensen
Chr. 5 var vild med Caribien
Kompagniet kommer - år 1671
Men man havde ikke opgivet. Der blev dannet et Vestindisk Guinea Compagni, som skulle kolonisere St. Thomas, men det gik stadig trægt. I 1670 kom Christian 5. på tronen, og han var vild med Caribien. Han købte aktier i selskabet og stillede flådefartøjer til rådighed for ekspeditioner. Vestindien-fareren Jørgen Iversen Dyppel (1638-1683) blev headhuntet som guvernør, og så gjorde man et nyt forsøg. Han afsejlede med skibet Færø i august 1671 med materialer nok til at opføre en mindre provinsby og med 190 sjæle ombord – de fleste servinger, fattige folk, der skulle arbejde for kompagniet i tre år mod at få et jordlod bagefter. 62 var fanger, som fik frihed for at tage med. De kom hurtigt til at længes efter deres klamme fængsel. Bare på det første stræk til Norge, døde så mange, at man i Bergen måtte supplere med nordmænd. Og uheldet fortsatte. Turen over Atlanten kom til at vare syv måneder, normalt kunne man klare den på tre måneder. 77 døde på havet, og syv måneder efter ankomsten til St. Thomas var kun 29 af de oprindelige 190 stadig i live. Til gengæld kom der flere og flere hollændere og englændere fra andre caribiske øer. Mest forbrydere, som flygtede fra straf. Alle var velkomne på den danske ø.
Og de nye indbyggere var flittige. Man begyndte opførelsen af Fort Christian, så kunne forsvares, og i 1673 afskibedes 100 tons sukker til København. I 1675 indlemmede man naboøen St. Jan i det danske rige, uden nogen lagde mærke til det. Så guvernør Dyppel havde gjort det godt, da han udkørt sejlede hjem til Danmark. Nu ventede man på en ny visionær guvernør, der kunne sikre udviklingen af Danmarks nye kolonier.
Men man havde ikke opgivet. Der blev dannet et Vestindisk Guinea Compagni, som skulle kolonisere St. Thomas, men det gik stadig trægt. I 1670 kom Christian 5. på tronen, og han var vild med Caribien. Han købte aktier i selskabet og stillede flådefartøjer til rådighed for ekspeditioner. Vestindien-fareren Jørgen Iversen Dyppel (1638-1683) blev headhuntet som guvernør, og så gjorde man et nyt forsøg. Han afsejlede med skibet Færø i august 1671 med materialer nok til at opføre en mindre provinsby og med 190 sjæle ombord – de fleste servinger, fattige folk, der skulle arbejde for kompagniet i tre år mod at få et jordlod bagefter. 62 var fanger, som fik frihed for at tage med. De kom hurtigt til at længes efter deres klamme fængsel. Bare på det første stræk til Norge, døde så mange, at man i Bergen måtte supplere med nordmænd. Og uheldet fortsatte. Turen over Atlanten kom til at vare syv måneder, normalt kunne man klare den på tre måneder. 77 døde på havet, og syv måneder efter ankomsten til St. Thomas var kun 29 af de oprindelige 190 stadig i live. Til gengæld kom der flere og flere hollændere og englændere fra andre caribiske øer. Mest forbrydere, som flygtede fra straf. Alle var velkomne på den danske ø.
Og de nye indbyggere var flittige. Man begyndte opførelsen af Fort Christian, så kunne forsvares, og i 1673 afskibedes 100 tons sukker til København. I 1675 indlemmede man naboøen St. Jan i det danske rige, uden nogen lagde mærke til det. Så guvernør Dyppel havde gjort det godt, da han udkørt sejlede hjem til Danmark. Nu ventede man på en ny visionær guvernør, der kunne sikre udviklingen af Danmarks nye kolonier.
Militæret kommer
Skytsborg er Blackbeard
Guvernør Dyppel forstod, at den nye koloni skulle forsvares, især mod pirater. Han opførte et fort og kaldte det Christiansfort, senere blev det Fort Christian. Et smukt, klassisk militæranlæg med bastioner og kanoner, der dog havde den ulempe, at det hverken havde udsigt til havs eller til lands, for foran lå en ø, og bagved lå et bjerg. Derfor opførte man midt i fortet et tårn, Trygsborg. Og dernæst et ti meter tårn oppe på Baggaertsbjerg, som blev døbt Skytsborg. Det står stadig på toppen af de 99 trin, nu kendt som Blackbeard. Herfra havde man udsyn for alle pengene.
Både Fort Christian og Skytsborg er i dag på USA's liste over nationale monumenter. Skytsborg er med på listen, fordi det er det mest intakte bygningsværk fra 1600-tallet i hele Caribien. Eneste forskel fra dengang er. at det dengang var kalket hvidt.
Både Fort Christian og Skytsborg er i dag på USA's liste over nationale monumenter. Skytsborg er med på listen, fordi det er det mest intakte bygningsværk fra 1600-tallet i hele Caribien. Eneste forskel fra dengang er. at det dengang var kalket hvidt.
Frederiks Taarn er nu Bluebeard Tower
10 år efter udvidede man med Frederiksfort på det høje Smidtsbjerg, hvorfra man fik udsyn til den østlige del af St. Thomas, så man nu trygt kunne etablere nye plantager i det område. Tårnet på fortet fik navnet Frederiks Taarn, nu er det kendt som Bluebeard. De to tårne uden for fortet var bestykket med kanoner, men havde ingen soldater. De blev udsendt fra fortet, når det var nødvendigt, og det var det aldrig, så især Skytsborg fik en kort militær karriere og blev forfaldt. Allerede sidst i 1600-tallet er det på kort beskrevet som ”Gammelt forfaldent Taarn” – det kaldes ikke en gang ved navn. Frederiks Taarn var derimod aktivt indtil 1734. Men så var det forældet. Begge tårne blev solgt og er endt som attraktioner på de hoteller, som de giver navn.
Hvornår de to tårne fik piratnavnene, Blackbeard og Bluebeard, er svært at sige, men det er ikke rigtigt, at det er noget, som smarte hotelejere fandt på for at tiltrække gæster med hang til gys. For på et dansk kort i 1807 bliver de kaldt Blåskægs Røvertårne (Læs Charlotte Amalie, nr. 7 og 11).
Hvornår de to tårne fik piratnavnene, Blackbeard og Bluebeard, er svært at sige, men det er ikke rigtigt, at det er noget, som smarte hotelejere fandt på for at tiltrække gæster med hang til gys. For på et dansk kort i 1807 bliver de kaldt Blåskægs Røvertårne (Læs Charlotte Amalie, nr. 7 og 11).
Støt guiden via MobilePay på 20216673
Pirater og danskere var et fedt i starten.
Forbrydere og pirater kommer - år 1680
Da Jørgen Dyppel var rejst udmattet hjem, blev han afløst af en perlerække elendige guvernører, der opførte sig, så man tror, det er løgn. De gjorde det svært at få pæne danskere derover.
Nicolaj Esmit (1625-1688) var en af dem. Han blev valgt, fordi han kunne prale af stor erfaring i Caribien, hvilket viste sig mest at handle om pirateri. Han gav byen på St. Thomas navn efter Danmarks dronning på den tid, Charlotte Amalie, for at fedte lidt for kongen. Hidtil havde byen heddet Taphus, da den faktisk kun bestod af fire værtshuse udover fortet. Men bortset fra det var han en katastrofe. Ragede til sig. Gik i ledtog med pirater, så St. Thomas blev berygtet viden om. Venligtsindede skibe blev bestjålet i havn. I 1683 blev han afsat af sin bror Adolph, som var viceguvernør.
Adolph Esmit viste sig at ligne sin bror mere, end man havde håbet. En led sadist, der spredte skræk og rædsel. Folk blev parteret eller hængt, hvis det passede ham. Tunger blev stukket med gloende stænger og gnubbet i salt, hvis man gik imod hans brutale styre. Også han gik i ledtog med pirater og deres skibe lov til at ligge i Charlotte Amalie, herunder det berygtede Trompeuse. Det var briterne så sure over, at de sendte et orlogsfartøj ind i havnen og brændte det af. Derefter truede den britiske regering med at overtage øen, hvis vi ikke fik styr på den piratrede.
Så sendte man Gabriel Milan (1631-1689), men han var heller ikke rigtig klog. Han opførte sig som enevældig konge, stjal med arme og ben og pinte alt og alle med urimelige straffe. Efter to år blev han afsat, sendt hjem og henrettet på Nytorv. Mest fordi han havde stjålet.
Som afløser udnævnte man i Adolph Esmit, jo, virkelig, skidderikken fra før. Han havde fået overbevist folk i Danmark om, at han kendte en stor skat, som han ville dele med dem, når han kom hjem. Men den kunne han alligevel ikke finde, og så blev han afsat for anden gang i 1690, efter igen at have terroriseret øerne. Begge brødre opnåede at sidde i fængsel på Fort Christian, og man kan besøge deres celle, som var ganske overdådig.
Sådan afløste den ene uduelige guvernør den anden. Ingen kunne få styr på noget, ofte døde de efter få måneder, og alle embedsmænd var berusede, og det hele var trist. Men af frygt for briterne, fik man styr på pirateriet, og i 1699 nægtede vi den verdensberømte pirat Kaptajn Kidd adgang til havnen. Men vaner er svære at bryde, og Kaptajn Sortskæg en anden berømt pirat, fik, så vidt vides, adgang til øen i 1718. Så rigtig styr på det, kom der først, da befolkningen skiftede fra hvid til sort.
Da Jørgen Dyppel var rejst udmattet hjem, blev han afløst af en perlerække elendige guvernører, der opførte sig, så man tror, det er løgn. De gjorde det svært at få pæne danskere derover.
Nicolaj Esmit (1625-1688) var en af dem. Han blev valgt, fordi han kunne prale af stor erfaring i Caribien, hvilket viste sig mest at handle om pirateri. Han gav byen på St. Thomas navn efter Danmarks dronning på den tid, Charlotte Amalie, for at fedte lidt for kongen. Hidtil havde byen heddet Taphus, da den faktisk kun bestod af fire værtshuse udover fortet. Men bortset fra det var han en katastrofe. Ragede til sig. Gik i ledtog med pirater, så St. Thomas blev berygtet viden om. Venligtsindede skibe blev bestjålet i havn. I 1683 blev han afsat af sin bror Adolph, som var viceguvernør.
Adolph Esmit viste sig at ligne sin bror mere, end man havde håbet. En led sadist, der spredte skræk og rædsel. Folk blev parteret eller hængt, hvis det passede ham. Tunger blev stukket med gloende stænger og gnubbet i salt, hvis man gik imod hans brutale styre. Også han gik i ledtog med pirater og deres skibe lov til at ligge i Charlotte Amalie, herunder det berygtede Trompeuse. Det var briterne så sure over, at de sendte et orlogsfartøj ind i havnen og brændte det af. Derefter truede den britiske regering med at overtage øen, hvis vi ikke fik styr på den piratrede.
Så sendte man Gabriel Milan (1631-1689), men han var heller ikke rigtig klog. Han opførte sig som enevældig konge, stjal med arme og ben og pinte alt og alle med urimelige straffe. Efter to år blev han afsat, sendt hjem og henrettet på Nytorv. Mest fordi han havde stjålet.
Som afløser udnævnte man i Adolph Esmit, jo, virkelig, skidderikken fra før. Han havde fået overbevist folk i Danmark om, at han kendte en stor skat, som han ville dele med dem, når han kom hjem. Men den kunne han alligevel ikke finde, og så blev han afsat for anden gang i 1690, efter igen at have terroriseret øerne. Begge brødre opnåede at sidde i fængsel på Fort Christian, og man kan besøge deres celle, som var ganske overdådig.
Sådan afløste den ene uduelige guvernør den anden. Ingen kunne få styr på noget, ofte døde de efter få måneder, og alle embedsmænd var berusede, og det hele var trist. Men af frygt for briterne, fik man styr på pirateriet, og i 1699 nægtede vi den verdensberømte pirat Kaptajn Kidd adgang til havnen. Men vaner er svære at bryde, og Kaptajn Sortskæg en anden berømt pirat, fik, så vidt vides, adgang til øen i 1718. Så rigtig styr på det, kom der først, da befolkningen skiftede fra hvid til sort.
Udgangspunktet for den danske slavehandel var dette fort i Guinea, nu Ghana.
Afrikanerne kommer
Da Columbus kom til Amerika, havde han sukkerrør med i lasten. Dem havde han taget fra De Kanariske Øer, hvor man længe havde dyrket dem. Men det er en skrøne, at det var starten på sukkereventyret i Caribien. Spanierne dyrkede dem kun til privat brug. Først i 1630 hentede franskmænd sukkerrør fra Brasilien til Barbados, og først her fandt man på, at det kunne være fantastisk at dyrke sukkerrør i stor stil- Det må gå over i historien som en af verdens dummeste ideer. For sukkerrør voksede så fint i Afrika og på De Kanariske Øer. Men nu skulle det absolut ske på den anden side af Jorden på vildt uvejsomme små øer, som var helt uegnede til det. Desuden var arbejdet var så hårdt, at plantagerne ikke kunne skaffe frivillig arbejdskraft. Men så fik de en ide. Man kunne kidnappe afrikanere og sejlede dem til Amerika, hvor de så kunne knokle sig selv ihjel som slaver, for man mente alligevel ikke, at det var rigtige mennesker. Dermed var der sat gang i en af verdenshistoriens største forbrydelser. Og danskerne var med på den fra start.
I Guinea på Afrikas vestkyst (nu: Ghana) havde vi fået lov af den lokale høvding til at etablere en handelsstation og to forter, Fredensborg og Christiansborg. Herfra kunne vi lagre de afrikanere, som vi købte af lokale høvdinger. De fangede dem til os. Danskere selv gik aldrig på menneskejagt, det var alt for farligt. De blev leveret til døren. Så skulle de bare sejles til Amerika. Dermed fik vi:
I Guinea på Afrikas vestkyst (nu: Ghana) havde vi fået lov af den lokale høvding til at etablere en handelsstation og to forter, Fredensborg og Christiansborg. Herfra kunne vi lagre de afrikanere, som vi købte af lokale høvdinger. De fangede dem til os. Danskere selv gik aldrig på menneskejagt, det var alt for farligt. De blev leveret til døren. Så skulle de bare sejles til Amerika. Dermed fik vi:
Afrikanerne blev pakket som kreaturer
Trekantshandelen
En trekantssejlads kunne begynde: Skibe lastet med varer sejlede fra Danmark til Guinea, hvor de blev byttet til afrikanere. Især danske tekstiler gik som varmt brød hos de lokale høvdinger, men de var også glade for spiritus. Desuden havde de brug for uanede mængder af geværer, krudt og knive til at fange afrikanere, som de kunne sælge til os. Når de var fanget og afregnet, kunne de sidde som sild i en tønde i måneder og vente på at blive losset på danske skibe, hvor de blev lagt som sardiner i dåse. Og så afsted til Vestindien, hvor de blev solgt som slaver. Herefter blev skibene læsset med sukker, rom, træ og eksotiske varer og sejlet til Danmark. Og så begyndte det forfra. Trafikken passede med passatvindene, der blæser i en cirkel om Atlanterhavet, det var som om, at naturen selv havde tilrettelagt ruten.
En trekantssejlads kunne begynde: Skibe lastet med varer sejlede fra Danmark til Guinea, hvor de blev byttet til afrikanere. Især danske tekstiler gik som varmt brød hos de lokale høvdinger, men de var også glade for spiritus. Desuden havde de brug for uanede mængder af geværer, krudt og knive til at fange afrikanere, som de kunne sælge til os. Når de var fanget og afregnet, kunne de sidde som sild i en tønde i måneder og vente på at blive losset på danske skibe, hvor de blev lagt som sardiner i dåse. Og så afsted til Vestindien, hvor de blev solgt som slaver. Herefter blev skibene læsset med sukker, rom, træ og eksotiske varer og sejlet til Danmark. Og så begyndte det forfra. Trafikken passede med passatvindene, der blæser i en cirkel om Atlanterhavet, det var som om, at naturen selv havde tilrettelagt ruten.
En tur fra København til Dansk Vestindien via Afrika og tilbage igen tog cirka halvandet år.
Danske slaveskibe kommer
Danskerne fik hurtigt slaver på St. Thomas. Den første guvernør købte i 1666 en mulat, to indianere og seks negere. Senere udvidede han med et parti fra et forlist skib. Imponerende har de ikke været, for de fik navne som: Benrad, Uden Bug, Indtørret, Skidenside og Sur-Øye. Fra 1680 var der allerede flere sorte end hvide på St. Thomas. I 1680 var 46 plantager befolket af 156 hvide, 175 slaver, 3 frinegere og en indianer, der hed Jan Henrichsen. Og snart kunne man på slavemarkedet "købe dansk".
Første danske slavetransport fra Guinea ankom til St. Thomas i 1698 med 280 afrikanere. Året efter ankom 353. Og i 1700 ankom 238. Antallet af kidnappede var meget større, for dødstallet over Atlanten var ekstremt. I 1701 fik slavetransporterne fuld skrue.
Vi var ikke alene om det. De fleste nationer i Europa røvede afrikanere. På sit højeste blev 75.000 sejlet over om året. Indtil 1850 var det blevet til 12-15 mio. – halvdelen til Caribien, resten fordelt på Nord- og Sydamerika. Danske skibe sejlede - ifølge Rigsarkivet - 110.000 afrikanere til Amerika. Det svarer til Københavns indbyggertal på den tid. Danmark regnes i dag for verdens 7. største slavehandler-nation opgjort på sejladser.
Danskerne fik hurtigt slaver på St. Thomas. Den første guvernør købte i 1666 en mulat, to indianere og seks negere. Senere udvidede han med et parti fra et forlist skib. Imponerende har de ikke været, for de fik navne som: Benrad, Uden Bug, Indtørret, Skidenside og Sur-Øye. Fra 1680 var der allerede flere sorte end hvide på St. Thomas. I 1680 var 46 plantager befolket af 156 hvide, 175 slaver, 3 frinegere og en indianer, der hed Jan Henrichsen. Og snart kunne man på slavemarkedet "købe dansk".
Første danske slavetransport fra Guinea ankom til St. Thomas i 1698 med 280 afrikanere. Året efter ankom 353. Og i 1700 ankom 238. Antallet af kidnappede var meget større, for dødstallet over Atlanten var ekstremt. I 1701 fik slavetransporterne fuld skrue.
Vi var ikke alene om det. De fleste nationer i Europa røvede afrikanere. På sit højeste blev 75.000 sejlet over om året. Indtil 1850 var det blevet til 12-15 mio. – halvdelen til Caribien, resten fordelt på Nord- og Sydamerika. Danske skibe sejlede - ifølge Rigsarkivet - 110.000 afrikanere til Amerika. Det svarer til Københavns indbyggertal på den tid. Danmark regnes i dag for verdens 7. største slavehandler-nation opgjort på sejladser.
De kidnappede afrikanere havde ikke udsigt til meget andet end at dø af hårdt arbejde.
Slavernes liv i Dansk Vestindien
Slaveri har altid eksisteret, også i Afrika. Men i Amerika og Caribien blev det storindustri, som man aldrig havde set før. Og man behandlede dem ovenikøbet forfærdeligt.
Når afrikanerne kom til St. Thomas blev de solgt som husdyr. Først blev de fedet op, og på auktionsdagen blev de tvunget til at drikke rom, så de virkede mere muntre. De blev inspiceret som heste. Ved salg blev der ikke taget hensyn til familier. Børn blev solgt til en plantage, mødre til en anden. Man mente ikke, at de havde samme følelser som hvide. Det var dyr. Og sådan blev de behandlet, indtil de segnede.
Markslaverne var de værst stillede. De blev vækket klokken fem, og så skulle de samle foder til plantagens dyr. Derefter gik de i marken under stegende sol og plantede sukkerrør eller høstede dem. De arbejdede indtil 18.30 med en enkelt spisepause midt på dagen. Mad måtte de selv skaffe sig ved at dyrke grøntsager omkring deres lerhytter – negeriet, ellers vankede der kun planterens majsgrød. De blev konstant overvåget af en bomba, en slave, som skulle piske dem til at holde tempoet, og hvis han ikke piskede rigeligt, fik han selv pisk af den hvide mesterknægt. Meget få hvide overvågede markslaverne. Der var plantager, hvor der slet ingen hvide var. Slaverne piskede hinanden. Samme system, som man brugte i de tyske koncentrationslejre. Marknegerne blev regnet for store dumme dyr, og i de tidlige år fik de end ikke tøj på. Andre slaver havde det bedre.
Slaveri har altid eksisteret, også i Afrika. Men i Amerika og Caribien blev det storindustri, som man aldrig havde set før. Og man behandlede dem ovenikøbet forfærdeligt.
Når afrikanerne kom til St. Thomas blev de solgt som husdyr. Først blev de fedet op, og på auktionsdagen blev de tvunget til at drikke rom, så de virkede mere muntre. De blev inspiceret som heste. Ved salg blev der ikke taget hensyn til familier. Børn blev solgt til en plantage, mødre til en anden. Man mente ikke, at de havde samme følelser som hvide. Det var dyr. Og sådan blev de behandlet, indtil de segnede.
Markslaverne var de værst stillede. De blev vækket klokken fem, og så skulle de samle foder til plantagens dyr. Derefter gik de i marken under stegende sol og plantede sukkerrør eller høstede dem. De arbejdede indtil 18.30 med en enkelt spisepause midt på dagen. Mad måtte de selv skaffe sig ved at dyrke grøntsager omkring deres lerhytter – negeriet, ellers vankede der kun planterens majsgrød. De blev konstant overvåget af en bomba, en slave, som skulle piske dem til at holde tempoet, og hvis han ikke piskede rigeligt, fik han selv pisk af den hvide mesterknægt. Meget få hvide overvågede markslaverne. Der var plantager, hvor der slet ingen hvide var. Slaverne piskede hinanden. Samme system, som man brugte i de tyske koncentrationslejre. Marknegerne blev regnet for store dumme dyr, og i de tidlige år fik de end ikke tøj på. Andre slaver havde det bedre.
Husnegere kaldte man herskabets tjenende ånder, der arbejdede i great house med alt fra rengøring til amning af herskabets børn. Der var sære opgaver, fx hængte man negerbørn i stropper over middagsbordet, så de kunne vifte fluer væk, andre havde den ære at tørre herren og fruen bag i efter toiletbesøg. En rig planter kunne have op til 25 husslaver.
Håndværkerslaver var afrikanere, der havde udviklet særlige talenter – eller som var børn af planteren. De kunne dygtiggøre sig og leje sig ud, når der ikke var travlt på plantagen. Især dem, der mestrede processerne i sukkerkogeriet, havde høj status og var eftertragtede. Men også håndværkere kunne tjene penge nok til med tiden at købe sig fri.
Så vist var der slaver, der blev behandlet fair, og som måske fik en bedre tilværelse, end den de var taget væk fra. Men for langt, langt de fleste var det et liv i uendelig lidelse - uden udsigt til andet end at arbejde sig selv ihjel for nogle hvide mennesker, de aldrig så.
Håndværkerslaver var afrikanere, der havde udviklet særlige talenter – eller som var børn af planteren. De kunne dygtiggøre sig og leje sig ud, når der ikke var travlt på plantagen. Især dem, der mestrede processerne i sukkerkogeriet, havde høj status og var eftertragtede. Men også håndværkere kunne tjene penge nok til med tiden at købe sig fri.
Så vist var der slaver, der blev behandlet fair, og som måske fik en bedre tilværelse, end den de var taget væk fra. Men for langt, langt de fleste var det et liv i uendelig lidelse - uden udsigt til andet end at arbejde sig selv ihjel for nogle hvide mennesker, de aldrig så.
Man manglede ikke fantasi, når det gjaldt straffe til oprørske slaver.
Slaveoprør - år 1733
Det var selvfølgelig ikke alle afrikanere, der fandt sig i det. Der var masser af oprør, og de hvide levede i evig skræk for, hvornår det næste ville bryde ud. Et af de største slaveoprør i Caribien fandt sted på St. Jan. Det begyndte 23. november 1733. Anledningen var et reglement udsendt af guvernør Philip Gardelin (død 1740). Han opfandt straffe, der fik selv hvide til at blive blege. Men dødsstraf havde ingen virkning på slaver, for de ville hellere end gerne dø for at slippe for det helvede, vi havde arrangeret til dem. Derfor skulle straffe være noget med at pine, knibe med gloende tænger, sætte folk i små bure og sulte dem, skære ører af osv. Reglementet var så strengt med så sadistiske straffe, at de gjorde oprør - læs om det her.
Efterhånden var man klar over, at strenge straffe heller ikke virkede mod oprør. Og efterhånden levede de hvide i evig rædsel for, hvornår det var deres tur til at få skåret halsen over midt om natten.
Men så kom der hjælp fra uventet kant: Kristendom.
Det var selvfølgelig ikke alle afrikanere, der fandt sig i det. Der var masser af oprør, og de hvide levede i evig skræk for, hvornår det næste ville bryde ud. Et af de største slaveoprør i Caribien fandt sted på St. Jan. Det begyndte 23. november 1733. Anledningen var et reglement udsendt af guvernør Philip Gardelin (død 1740). Han opfandt straffe, der fik selv hvide til at blive blege. Men dødsstraf havde ingen virkning på slaver, for de ville hellere end gerne dø for at slippe for det helvede, vi havde arrangeret til dem. Derfor skulle straffe være noget med at pine, knibe med gloende tænger, sætte folk i små bure og sulte dem, skære ører af osv. Reglementet var så strengt med så sadistiske straffe, at de gjorde oprør - læs om det her.
Efterhånden var man klar over, at strenge straffe heller ikke virkede mod oprør. Og efterhånden levede de hvide i evig rædsel for, hvornår det var deres tur til at få skåret halsen over midt om natten.
Men så kom der hjælp fra uventet kant: Kristendom.
Christian 6. ville kristne slaverne
Missionærerne kommer
Den pietetiske konge, Christian 6., var fortørnet over alle de danske slaver, der gik rundt uden at tro på Gud. Han bad derfor lederen af den religiøse bevægelse, Brødremenigheden eller De Moraviske Brødre, rigsgreve Zinzendorf (1700-1760) kom at få kristendom ud til Dansk Vestindiens slaver. Kongen finansierede en mission, som tog afsted i 1732. De skulle de omvende slaver, og det måtte så blive i frokostpausen, for sådan noget pjat mente planterne ikke, at der var tid til. Der skete derfor først noget, da missionæren Frederik Martin (1703-1750) kom til i 1736. Han fik tilnavnet St. Croix' Apostel. Han købte Basunbjerget og endte med at blive en af øens største slaveejere, og en af de mest brutale. Men omvende kunne han. Med en særlig version af kristendommen, hvor man lærte slaverne, at de var elendige mennesker, der ikke havde fortjent bedre, men hvis de opførte sig ordentligt, ville de møde himmelsk fred og et liv i paradis efter døden. Det gjorde det nemmere at være slave, for så var der da lidt at glæde sig til, og meget lettere at være slaveejer, og snart var missionærerne populære, for religion viste sig at være den helt rette medicin mod oprørske slaver.
Den pietetiske konge, Christian 6., var fortørnet over alle de danske slaver, der gik rundt uden at tro på Gud. Han bad derfor lederen af den religiøse bevægelse, Brødremenigheden eller De Moraviske Brødre, rigsgreve Zinzendorf (1700-1760) kom at få kristendom ud til Dansk Vestindiens slaver. Kongen finansierede en mission, som tog afsted i 1732. De skulle de omvende slaver, og det måtte så blive i frokostpausen, for sådan noget pjat mente planterne ikke, at der var tid til. Der skete derfor først noget, da missionæren Frederik Martin (1703-1750) kom til i 1736. Han fik tilnavnet St. Croix' Apostel. Han købte Basunbjerget og endte med at blive en af øens største slaveejere, og en af de mest brutale. Men omvende kunne han. Med en særlig version af kristendommen, hvor man lærte slaverne, at de var elendige mennesker, der ikke havde fortjent bedre, men hvis de opførte sig ordentligt, ville de møde himmelsk fred og et liv i paradis efter døden. Det gjorde det nemmere at være slave, for så var der da lidt at glæde sig til, og meget lettere at være slaveejer, og snart var missionærerne populære, for religion viste sig at være den helt rette medicin mod oprørske slaver.
Vi kommer til St. Croix - 1733
Uanset hvor meget vi piskede vores slaver, havde danske plantageejere ikke stor succes med sukker på St. Thomas og St. Jan. Øerne var for bakkede og besværlige. Men i Danmark ville vi have sukker, så vi måtte se os om efter et mere egnet sted at dyrke det. Det lå lige stik syd. Den franske ø St. Croix var forsømt, med ca. 600 indbyggere, heraf 450 slaver, og den danske guvernør fik dollartegn i øjnene, da han besøgte øen i 1718. Fladt, frodigt land var det, han ledte efter. I 1733 købte vi St. Croix af Frankrig for 164.000 rigsdaler – øens hovedstad Port St. Jean blev til Christiansted. Øen havde haft mange ejere, i dag ser man syv flag vaje: Det engelske, hollandske, spanske, maltesiske, franske, danske, amerikanske og deres eget. Første guvernør på St. Croix – eller opperhoved, som man kaldte det - blev den norske storkøbmand Frederik Moth (1724–1727). Han gik til opgaven med krum hals. Han delte øen op i ni kvarterer, som stadig eksisterer med danske navne. Han hentede folk fra de engelske øer, for danskere var svære at tiltrække. Han fik også behov for slaver, for selv om øen var perfekt til at dyrke tømmerhandel, som man ikke behøvede slaver til, var det ikke træ, men sukker, kongen ville have, og derfor fik slavehandel fuld skrue.
Kongen køber Dansk Vestindien
Frederik 5. blev hædret med denne statue, betalt af sukker og slaver, foto Kenneth Bo Jørgensen
Øerne var ejet og drevet af købmænd, der dannede et Handelskompagni. I midten af 1700-tallet var disse købmænd langt fra tilfredse med tingenes tilstand. De havde store tab på slavehandel, og de var trætte af slaver. De ville hellere skovle penge ind på handel med andre varer end sukker, fx eksotisk træ. Men plantageejere ville hellere producere sukker med slaver, for nu havde de dem jo. Så alle var utilfredse i kolonierne.
Kompagniet fik den ide at tørre det af på den danske stat, og det ville dengang sige Kong Frederik 5. Kongen interesserede sig kun for hor og druk, men hans førstemand, Danmarks egentlige hersker, var storaktionærer i kompagniet. Det var Adam Gottlieb Moltke, som kunne få kongen til hvadsomhelst. Og i 1754 købte kongen det hele for 1,4 mio. rigsdaler, et svimlende beløb, der forarmede Danmark-Norge i årtier, mens kompagniets ejere gned sig i hænderne. De var så taknemmelige for deres velynder, at de bestilte en statue af ham. Det blev rytterstatuen af Saly på Amalienborg Slotsplads, som blev færdig mange årtier senere, og som kom til at koste mere end alle pladsens fire palæer tilsammen.
Støt guiden via MobilePay på 20216673
Dansk Vestindiens flag
Men Dansk Vestindien var blevet en kronkoloni, og i 1755 kom den første generalguvernør: kun 37-årige Christian Lebrecht von Pröck. Med ham fulgte en hale af embedsmænd, som skulle bringe orden i sagerne. For en stat betyder det inddrivelse af skatter. Snart kunne man ikke slå en prut uden, at der var told, skat eller afgifter på det. Og pengene fossede ind i kongens kasse. Det viste sig, at den sprit-omtågede konge havde gjort en overdådig investering.
Sukker var konge
Den første generalguvernør fik følgende ordre fra kongen: Lad mig nu se, at I bringer det dertil, at Vi kan have så mange Sukkere, som Vi kan forbruge i Vore egne Riger.
Det var nødvendigt for kongen at understrege, at han ville have sukker. For ellers risikerede han, at man på øerne fandt på noget, der var mere givtigt for dem selv. Især på St. Croix ville plantageejere hellere dyrke alt andet end den brutale sukker, men Danmark ville altså have sukker. For at fremme det vedtog den danske regering, at man kun kunne købe jord, hvis man havde et vist antal slaver, og hvis man havde det, kunne man lige så godt dyrke sukkerrør. Dermed tvang den danske stat øerne til at købe flere slaver.
Sukker var konge
Den første generalguvernør fik følgende ordre fra kongen: Lad mig nu se, at I bringer det dertil, at Vi kan have så mange Sukkere, som Vi kan forbruge i Vore egne Riger.
Det var nødvendigt for kongen at understrege, at han ville have sukker. For ellers risikerede han, at man på øerne fandt på noget, der var mere givtigt for dem selv. Især på St. Croix ville plantageejere hellere dyrke alt andet end den brutale sukker, men Danmark ville altså have sukker. For at fremme det vedtog den danske regering, at man kun kunne købe jord, hvis man havde et vist antal slaver, og hvis man havde det, kunne man lige så godt dyrke sukkerrør. Dermed tvang den danske stat øerne til at købe flere slaver.
Sukkermøllen på St. Croix skaffede rigdomme til København, foto Kenneth Bo Jørgensen
Og det virkede. Sukkerproduktionen steg. St. Croix og St. Jan kunne i 1812 levere 23.000 tons råsukker. Sukker blev konge, som man sagde, ikke mindst i København. Her blev sukkermasse raffineret til sukkertoppe og eksporteret til hele Nordeuropa. Halvdelen af Københavns totale import var sukker fra Vestindien, og halvdelen af den danske eksport var sukker. Vi blev rige på sukker, især København, hvor sukker betød ligeså meget, som sild havde gjort i middelalderen. Sukkerraffinering var Københavns vigtigste industri med op til 20 raffinaderier, specielt på Christianshavn, men også flere provinsbyer havde et. Købmænd kunne snart opføre palæer og herregårde og gå fra bondeknold til adelsmand med gods (Læs her). Og statskassen bugnede. Ikke på grund af indtægter fra statens egne plantager, for de var skidt drevne, næ, de store penge kom fra: Udførselstold, grundskat, bygningsafgift, kopskat på slaver, stempelafgifter, told og tiende, og en skat på planternes formuer, hvis de valgte at nyde deres rigdomme i andre lande end Danmark.
Handelscentrum
Imens de knoklede på St. Croix og St. Jan, blev St. Thomas frihavn og stortrivedes, især når der var krige i Europa, og Danmark var neutral. For da kunne alle parter benytte St. Thomas. Det skæppede i kassen. De store engelske postskibe brugte St. Thomas som postcentral, her blev post og gods fra England fordelt på mindre skibe og sejlet videre til de engelske øer. Da dampskibene kom, blev Charlotte Amalie kendt som en effektiv havn, hvor man kunne få kul ombord - bunkre – i en fart af 300 tons på halvandet døgn. Fra 1819-28 ankom 2754 skibe om året. Så øerne blomstrede på hver deres måde, og man levede i rigdom, altså de hvide.
Imens de knoklede på St. Croix og St. Jan, blev St. Thomas frihavn og stortrivedes, især når der var krige i Europa, og Danmark var neutral. For da kunne alle parter benytte St. Thomas. Det skæppede i kassen. De store engelske postskibe brugte St. Thomas som postcentral, her blev post og gods fra England fordelt på mindre skibe og sejlet videre til de engelske øer. Da dampskibene kom, blev Charlotte Amalie kendt som en effektiv havn, hvor man kunne få kul ombord - bunkre – i en fart af 300 tons på halvandet døgn. Fra 1819-28 ankom 2754 skibe om året. Så øerne blomstrede på hver deres måde, og man levede i rigdom, altså de hvide.
Sådan stopper slavehandel i Dansk Vestindien
Chr. 7 stoppede slavehandel, ikke slaveri
Almindelige danskere vidste meget lidt om slaveriet i Dansk Vestindien, de anede knapt nok, hvad Vestindien var. Men de lærde og på regeringskontorer kendte man til slaveriets grusomheder. For folk kom chokerede hjem og protesterede. Lægen Poul Isert skrev om de grusomme tilstande og foreslog, at man flyttede produktionen til Afrika, dermed kunne afrikanerne i det mindste trælle på egen jord. Det lød så fornuftigt, at han fik kongens støtte til at undersøge det, men sjovt nok døde han under sin research på slavefortet i Guinea. Man skal passe på, når man truer folk på deres levebrød.
Trods det forholdsvis store kendskab til de elendige forhold, var der aldrig en stor bevægelse imod slaveriet, som man f.eks. havde i England. Alligevel fik Danmark 16. marts 1792 plads i verdenshistorien, da Kong Christian 7. bekendtgjorde, at slavehandel ville blive forbudt om fra 1802. På grund af vedholdende og for vort land så heldige misforståelser, bliver det stadig i historiebøger verden over udlagt som om, at Danmark var den første nation, der afskaffede slaveri. Det er branding, der er mere værd en lurpakket smør, men det er forkert. Kongens forbud mod slavehandel nævnte intet om at ophæve slaveriet. Den tanke havde man slet ikke. Næ, målet med forbuddet mod slavehandel var at tjene endnu mere på slaver. Hvordan det?
Trods det forholdsvis store kendskab til de elendige forhold, var der aldrig en stor bevægelse imod slaveriet, som man f.eks. havde i England. Alligevel fik Danmark 16. marts 1792 plads i verdenshistorien, da Kong Christian 7. bekendtgjorde, at slavehandel ville blive forbudt om fra 1802. På grund af vedholdende og for vort land så heldige misforståelser, bliver det stadig i historiebøger verden over udlagt som om, at Danmark var den første nation, der afskaffede slaveri. Det er branding, der er mere værd en lurpakket smør, men det er forkert. Kongens forbud mod slavehandel nævnte intet om at ophæve slaveriet. Den tanke havde man slet ikke. Næ, målet med forbuddet mod slavehandel var at tjene endnu mere på slaver. Hvordan det?
Ernst Schimmelmann
Den smarte plan
Ideen om at forbyde slavehandel og tjene endnu mere på slaveri menes at stamme fra Ernst Schimmelmann (1747-1831) - en af Danmarks vigtigste mænd på den tid. Han var ikke bare finansminister, men også en af Vestindiens største plantage- og slaveejere, og direktør for slavehandelsselskabet. Han levede af slaver. Og han levede som en konge, om vinteren i Odd Fellow Palæet i København. Han vidste, at slaverne blev behandlet så ringe, at de døde unge, og at de fødte alt for få børn, fordi kvinderne aborterede af det hårde arbejde. Desuden vidste han, at slavetransport er noget møg. På ti år havde man mistet flere end 2000 danske søfolk på slaveskibe. Paradoksalt nok var dødsraten blandt besætningen højere end blandt slaverne. Danske søfolk kunne ikke tåle det, og landet kunne ikke blive ved at miste alle sine sømænd. Selve profitten på handelen med slaver var heller ikke særlig høj.
Så her er ideen: Hvis planterne nu fik besked om, at det var slut med at importere nye slaver, ville det være i deres interesse at behandle dem på en måde, så slaverne fik flere børn. De ville sikre sig, at de kunne blive selvforsynede, og slaveriet kunne fortsætte uden den bøvlede trafik fra Afrika. Den ti år lange frist blev sat for at øge slavejagten, så man kunne nå op på det antal, der var nødvendigt for at være selvforsynede. Forbuddet mod slavehandel var altså ikke begyndelsen til en afslutning, men et startskud. Planterne fik endda mulighed for at købe slaver med billige statslån. Men også mange danskere misforstod det og troede, at der lå humane ideer bag. Digteren P. A. Heiberg besang regenten: ”tankens, bondens, negerens lænker han med ædel kækhed brød.” Og i syngespillet ”Peters Bryllup” fra 1793 turde man tage parti og sang:
Hvad har en stakkels Neger gjort
at den blanke Mand ham hader?
Er han ond, for han er sort?
Er Gud ikke alles Fader?
O! Beklag den sorte Mand
Han er Træl i fremmed land.
Operationen lykkedes. Fra forbuddet blev bekendtgjort i 1792 til det trådte i kraft, indførtes 11.000 slaver. Men patienten døde. For planterne ejede ikke skam i livet. De udnyttede de arme mennesker endnu mere i håb om hurtigere fortjeneste. Regeringen var tæt på at forlænge slavehandelen, da England forbød både handel og slaveri med virkning fra 1833. Derefter turde Danmark ikke ændre forbuddet mod handel. Men slaveriet holdt vi fast ved.
Ideen om at forbyde slavehandel og tjene endnu mere på slaveri menes at stamme fra Ernst Schimmelmann (1747-1831) - en af Danmarks vigtigste mænd på den tid. Han var ikke bare finansminister, men også en af Vestindiens største plantage- og slaveejere, og direktør for slavehandelsselskabet. Han levede af slaver. Og han levede som en konge, om vinteren i Odd Fellow Palæet i København. Han vidste, at slaverne blev behandlet så ringe, at de døde unge, og at de fødte alt for få børn, fordi kvinderne aborterede af det hårde arbejde. Desuden vidste han, at slavetransport er noget møg. På ti år havde man mistet flere end 2000 danske søfolk på slaveskibe. Paradoksalt nok var dødsraten blandt besætningen højere end blandt slaverne. Danske søfolk kunne ikke tåle det, og landet kunne ikke blive ved at miste alle sine sømænd. Selve profitten på handelen med slaver var heller ikke særlig høj.
Så her er ideen: Hvis planterne nu fik besked om, at det var slut med at importere nye slaver, ville det være i deres interesse at behandle dem på en måde, så slaverne fik flere børn. De ville sikre sig, at de kunne blive selvforsynede, og slaveriet kunne fortsætte uden den bøvlede trafik fra Afrika. Den ti år lange frist blev sat for at øge slavejagten, så man kunne nå op på det antal, der var nødvendigt for at være selvforsynede. Forbuddet mod slavehandel var altså ikke begyndelsen til en afslutning, men et startskud. Planterne fik endda mulighed for at købe slaver med billige statslån. Men også mange danskere misforstod det og troede, at der lå humane ideer bag. Digteren P. A. Heiberg besang regenten: ”tankens, bondens, negerens lænker han med ædel kækhed brød.” Og i syngespillet ”Peters Bryllup” fra 1793 turde man tage parti og sang:
Hvad har en stakkels Neger gjort
at den blanke Mand ham hader?
Er han ond, for han er sort?
Er Gud ikke alles Fader?
O! Beklag den sorte Mand
Han er Træl i fremmed land.
Operationen lykkedes. Fra forbuddet blev bekendtgjort i 1792 til det trådte i kraft, indførtes 11.000 slaver. Men patienten døde. For planterne ejede ikke skam i livet. De udnyttede de arme mennesker endnu mere i håb om hurtigere fortjeneste. Regeringen var tæt på at forlænge slavehandelen, da England forbød både handel og slaveri med virkning fra 1833. Derefter turde Danmark ikke ændre forbuddet mod handel. Men slaveriet holdt vi fast ved.
Engelsk og dansk skib i kamp, men englænderne vandt og besatte øerne.
Engelsk styre
I 1801 mistede vi øerne for en stund. I Europa havde Danmark neutralitetsaftale med Rusland, Sverige og Preussen, og det brød England sig ikke om. Det endte med, at Lord Nelson bombarderede København, og 27. marts ankrede 25 engelske skibe op i Charlotte Amalie. En venlig englænder sejlede i land og fortalte, at der i skibene sad 5000 blodtørstige soldater og ventede på at smadre øen. Englænderen inviterede den danske militærchef ud for at se det, og det gjorde han, og det må have været noget af et syn, for han kapitulerede straks. Det gentog sig på St. Croix. Alle danske og norske soldater blev sendt til England som krigsfanger, en engelsk guvernør overtog styret, men de danske embedsmænd arbejdede videre som normalt, de kan arbejde for enhver, også dengang. Alle hvide på øerne skulle sværge troskab til den engelske konge, hvilket ikke voldte de store problemer, da de fleste alligevel var englændere, og slaverne blev slet ikke orienteret om deres nye nationalitet. Da Danmark gav efter i Europa, fik vi øerne tilbage. Seks år senere begyndte det forfra. I 1807 skyldtes balladen, at Danmark holdt med Napoleon og dermed tabte. Øerne blev igen engelske - uden at det berørte ret mange. Efter Kielerfreden i 1814 fik vi dog øerne tilbage igen, mod at England fik Helgoland.
I 1801 mistede vi øerne for en stund. I Europa havde Danmark neutralitetsaftale med Rusland, Sverige og Preussen, og det brød England sig ikke om. Det endte med, at Lord Nelson bombarderede København, og 27. marts ankrede 25 engelske skibe op i Charlotte Amalie. En venlig englænder sejlede i land og fortalte, at der i skibene sad 5000 blodtørstige soldater og ventede på at smadre øen. Englænderen inviterede den danske militærchef ud for at se det, og det gjorde han, og det må have været noget af et syn, for han kapitulerede straks. Det gentog sig på St. Croix. Alle danske og norske soldater blev sendt til England som krigsfanger, en engelsk guvernør overtog styret, men de danske embedsmænd arbejdede videre som normalt, de kan arbejde for enhver, også dengang. Alle hvide på øerne skulle sværge troskab til den engelske konge, hvilket ikke voldte de store problemer, da de fleste alligevel var englændere, og slaverne blev slet ikke orienteret om deres nye nationalitet. Da Danmark gav efter i Europa, fik vi øerne tilbage. Seks år senere begyndte det forfra. I 1807 skyldtes balladen, at Danmark holdt med Napoleon og dermed tabte. Øerne blev igen engelske - uden at det berørte ret mange. Efter Kielerfreden i 1814 fik vi dog øerne tilbage igen, mod at England fik Helgoland.
Københavnerne kunne se og lugte kolonierne omkring Vestindisk Pakhus, hvor det hele kom på lager
Frederik 6.
Rig koloni i fattigt land
Danmark var lagt ned efter krigen. Vi var bankerot, flåden var tabt, og Frederik 6. mistede det ene af sine riger, da Norge blev en del af Sverige. De vestindiske øer var stort set det eneste, der trivedes i kongeriget Danmark. Her steg velstanden i takt med de stigende sukkerpriser, og da kongen ikke havde så meget om ørerne længere, begyndte han at interessere sig for sine caribiske øer. For første gang begyndte almindelige danskere at fatte, at de havde landsmænd i Vestindien. Øerne blev for første gang populære. Og hvor man før dårligt kunne få embedsmænd derover, blev der nu rift om posterne, for der var luksus med soireer og ”kulørte fruentimmere”. Generalguvernøren blev rigets fineste embedsmand uden for hoffet, og han kunne forelægge vestindiske sager direkte for kongen. Ikke mindst, da generalguvernøren i 1827 kom til at hedde Peter von Scholten. Han stod sig så godt med kongen, at man har gættet på ret kringlede aftaler mellem dem, så nogle af von Scholtens store indtægter kunne gå til kongens uægte børn. En af kongens uægte sønner blev gift med en af von Scholtens døtre.
(Læs mere om von Scholten her)
Den nye opmærksom mod Dansk Vestindien betød også, at flere og flere danskere blev klar over, at vi holdt afrikanere som slaver. Der var mange, der misbilligede det, og efterhånden stod det klart, at man var nået et civilisationstrin, hvor den slags ikke kunne foregå.
Danmark var lagt ned efter krigen. Vi var bankerot, flåden var tabt, og Frederik 6. mistede det ene af sine riger, da Norge blev en del af Sverige. De vestindiske øer var stort set det eneste, der trivedes i kongeriget Danmark. Her steg velstanden i takt med de stigende sukkerpriser, og da kongen ikke havde så meget om ørerne længere, begyndte han at interessere sig for sine caribiske øer. For første gang begyndte almindelige danskere at fatte, at de havde landsmænd i Vestindien. Øerne blev for første gang populære. Og hvor man før dårligt kunne få embedsmænd derover, blev der nu rift om posterne, for der var luksus med soireer og ”kulørte fruentimmere”. Generalguvernøren blev rigets fineste embedsmand uden for hoffet, og han kunne forelægge vestindiske sager direkte for kongen. Ikke mindst, da generalguvernøren i 1827 kom til at hedde Peter von Scholten. Han stod sig så godt med kongen, at man har gættet på ret kringlede aftaler mellem dem, så nogle af von Scholtens store indtægter kunne gå til kongens uægte børn. En af kongens uægte sønner blev gift med en af von Scholtens døtre.
(Læs mere om von Scholten her)
Den nye opmærksom mod Dansk Vestindien betød også, at flere og flere danskere blev klar over, at vi holdt afrikanere som slaver. Der var mange, der misbilligede det, og efterhånden stod det klart, at man var nået et civilisationstrin, hvor den slags ikke kunne foregå.
Generalguvernør Peter von Scholten
Slaveriets ophør
Alle vidste, at Danmark måtte opgive slaveriet, for efterhånden var halvdelen af Vestindiens slaver frie. Spørgsmålet var hvornår og hvordan. Generalguvernør Peter von Scholten mente, at de skulle frigives, men at man var nødt til at uddanne dem først, frihed uden uddannelse var intet værd. Derfor oprettede han skoler for slavebørn. Han gik så meget op i det, at han selv tog rundt på skolerne og overværede eksaminer.
Vidste du, at Peter von Scholtens skoler for slavebørn stadig ses i landskabet. En af de første er tæt på indkøbscentret Sunny Isle på Route 70, der hvor den tager et skarpt sving til højre. I dag ejet af St. Croix Majorettes, altså pigegarden.
Von Scholten mente også, at man skulle give alle frihed på én gang. Ellers ville det ende i ragnarok. Og han havde formentlig fået sin vilje, hvis Fr. 6. havde levet længe nok, men han døde i 1839. Den nye konge, Christian 8., var en type, som Scholten ikke kunne nå. Kongen var klog, men vægelsindet og langsom, og så havde han en tendens til at ville mene det stik modsatte af Scholten. Så stik imod Scholtens anbefaling besluttede kongen i 1847 at frigive slavebørn født efter 28. juni 1847. Resten måtte vente i 12 år. Kongen havde dermed valgt den absolut ringeste løsning. For de eneste, der ikke blev sure, var ufødte børn. Alle andre, og det vil sige de levende, var rasende. De forlangte at blive frie.
Alle vidste, at Danmark måtte opgive slaveriet, for efterhånden var halvdelen af Vestindiens slaver frie. Spørgsmålet var hvornår og hvordan. Generalguvernør Peter von Scholten mente, at de skulle frigives, men at man var nødt til at uddanne dem først, frihed uden uddannelse var intet værd. Derfor oprettede han skoler for slavebørn. Han gik så meget op i det, at han selv tog rundt på skolerne og overværede eksaminer.
Vidste du, at Peter von Scholtens skoler for slavebørn stadig ses i landskabet. En af de første er tæt på indkøbscentret Sunny Isle på Route 70, der hvor den tager et skarpt sving til højre. I dag ejet af St. Croix Majorettes, altså pigegarden.
Von Scholten mente også, at man skulle give alle frihed på én gang. Ellers ville det ende i ragnarok. Og han havde formentlig fået sin vilje, hvis Fr. 6. havde levet længe nok, men han døde i 1839. Den nye konge, Christian 8., var en type, som Scholten ikke kunne nå. Kongen var klog, men vægelsindet og langsom, og så havde han en tendens til at ville mene det stik modsatte af Scholten. Så stik imod Scholtens anbefaling besluttede kongen i 1847 at frigive slavebørn født efter 28. juni 1847. Resten måtte vente i 12 år. Kongen havde dermed valgt den absolut ringeste løsning. For de eneste, der ikke blev sure, var ufødte børn. Alle andre, og det vil sige de levende, var rasende. De forlangte at blive frie.
Støt guiden via MobilePay på 20216673
Slaverne blev frie
København fik i 2019 et mindesmærke for slavernes oprør. "Freedom" står på Eigtveds Plads
I starten af juli 1848 brød et oprør løs i Frederiksted på St. Croix. 8000 slaver gik i fakkeltog i gaderne og forlangte frihed. At oprøret begyndte her og netop den dag kan skyldes, at lederen, Moses Gottlieb, også kaldet General Buddo, ville have en fredelig løsning. Og han vidste, at Peter von Scholten var på St. Thomas, og at hans skib skulle anløbe Frederiksted om eftermiddagen. Buddos håb var, at von Scholten ville benytte oprøret til at give slaverne fri, så man kunne undgå blodsudgydelser. Men vinden vendte, og Scholten sejlede i stedet til Christiansted, og så udviklede oprøret sig.
Oprørslederen, der fremtvang slavernes frigivelse, hædres på General Buddos Plads i Frederiksted
Politistationen blev raseret, og plyndringer tog fart. Generalguvernørens bror, Frederik von Scholten, der var tolder i Frederiksted, så, at det var ved at gå amok og sendte bud efter sin bror. Peter von Scholten tog straks til Frederiksted. 3. juli 1848 kørte han ind foran Fort Frederik til den ophidsede folkemængde og råbte: Now you are free. You are hereby emancipated (Nu er I frie. I er hermed givet fri).
Næste dag forsøgte von Scholten at bevare roen på øen, men han havde fået et mindre slagtilfælde, og planterne rasede. Hans sikkerhed var direkte truet, og få dage efter skyndte han sig på et skib og drog hjem. Danske soldater gik til modangreb på oprørerne. General Buddo, som havde redet rundt på en hvid hest i uniform og forsøgt at holde situationen under kontrol, blev fanget og udvist. 40 sorte mistede livet, ingen hvide kom til skade. Men slaverne var frie. Det stod ikke til at ændre.
Næste dag forsøgte von Scholten at bevare roen på øen, men han havde fået et mindre slagtilfælde, og planterne rasede. Hans sikkerhed var direkte truet, og få dage efter skyndte han sig på et skib og drog hjem. Danske soldater gik til modangreb på oprørerne. General Buddo, som havde redet rundt på en hvid hest i uniform og forsøgt at holde situationen under kontrol, blev fanget og udvist. 40 sorte mistede livet, ingen hvide kom til skade. Men slaverne var frie. Det stod ikke til at ændre.
Frie i fattigdom - Fireburn
Slaverne blev frie, men i starten var der ikke den store forandring.
Efter slaveriets ophør vendte de fleste tilbage til deres plantager, hvor skulle de ellers tage hen? Nu på 1-årige kontrakter, og de kunne kun skifte arbejde 1. oktober – skiftedag. Sådan var det også for fattige i Danmark. De sorte danskere var nu landarbejdere, og de fik en løn, som ofte bare var en hytte, lidt jord og 5-15 cent om dagen, ikke meget bedre end før. Til gengæld slap planterne for ansvaret for syge og gamle, som de tidligere havde taget sig af, nu måtte de sorte klare sig selv. På mange måder blev det en fordel for de hvide.
På øerne var der 18.759 slaver i 1848. Den danske stat anerkendte planternes ejendomsret til dem, og de fik erstatning på 50 dollars pr. slave. Pengene brugte de til at købe maskiner, især dampmøller, der kunne erstatte manuel arbejdskraft. Og så gik det ellers ned ad bakke med produktionen, mens det gik godt for bureaukratiet. Administration og militær beslaglagde 3/5 af indtægterne på øerne. Dødsstødet kom, da man begyndte at udvinde sukker af roer på Lolland. Sukkerrør mistede sin betydning.
På øerne var der 18.759 slaver i 1848. Den danske stat anerkendte planternes ejendomsret til dem, og de fik erstatning på 50 dollars pr. slave. Pengene brugte de til at købe maskiner, især dampmøller, der kunne erstatte manuel arbejdskraft. Og så gik det ellers ned ad bakke med produktionen, mens det gik godt for bureaukratiet. Administration og militær beslaglagde 3/5 af indtægterne på øerne. Dødsstødet kom, da man begyndte at udvinde sukker af roer på Lolland. Sukkerrør mistede sin betydning.
Statuen af Queen Mary ved Vestindisk Pakhus
Fattigdom og hungersnød bredte sig. Og på skiftedag 1878 blev der oprør på St. Croix i Frederiksted. Fireburn kom oprøret til at hedde. Årsagen var utilfredshed med de elendige arbejdsvilkår. Store dele af byen og mange plantager blev brændt af. 400 oprørere blev arresteret. 12 blev henrettet. 39 fik i det mindste en retssag, inden de blev dødsdømt. Blandt dem, der senere fik domme nedsat, var tre kvinder: Mary, Axeline og Mathilda. De blev sendt i fængsel i København i 1882, men fem år senere fik de lov at sone resten hjemme. Siden hørte man ikke fra dem, men de er i dag legender. I 2005 blev de hædret med et springvand på St. Thomas (se Charlotte Amalie). Og i Danmark er Mary hædret med en statue ved Vestindisk Pakhus i Københavns havn i 2018. Det var første statue af en sort kvinde i Danmark. Den er udført af Jeannette Ehlers fra Danmark og La Vaughn Belle fra USVI. Desværre er statuen ikke lavet af et særligt bestandigt materiale, og faklen falder hele tiden af. Det er uvist, om den vil blive repareret. Den har den skævhed i forhold til danskere, at der absolut er ingen, der aner, hvem denne Queen Mary er.
Forholdet mellem hvide og sorte danskere ændrede sig, viste det satiriske blad Blæksprutten
Hvem trællede for hvem
Alle disse uroligheder berørte mest St. Croix. Anderledes roligt var der St. Thomas, som jo hverken havde sukker eller utilfredse slaver. Her var opgangstider, fordi Charlotte Amalie var en vigtig havn. Stort set alle skibe fra Europa til Caribien kom her for at bunkre kul. Havnen var verdenskendt for sin kul-service. Men ulykker gik den ikke fri for. Den blev ramt af gul feber, kolera, orkaner og jordskælv. I 1885 flyttede det engelske postvæsen deres hovedkvarter fra St. Thomas til Barbados. Med telegrafen behøvede skibe ikke længere at gå i havn for at få nye fragter. Så fra 1882 og ti år frem lukkede de fleste skibsmæglere i Charlotte Amalie, og mange forretninger fulgte med.
Alle disse uroligheder berørte mest St. Croix. Anderledes roligt var der St. Thomas, som jo hverken havde sukker eller utilfredse slaver. Her var opgangstider, fordi Charlotte Amalie var en vigtig havn. Stort set alle skibe fra Europa til Caribien kom her for at bunkre kul. Havnen var verdenskendt for sin kul-service. Men ulykker gik den ikke fri for. Den blev ramt af gul feber, kolera, orkaner og jordskælv. I 1885 flyttede det engelske postvæsen deres hovedkvarter fra St. Thomas til Barbados. Med telegrafen behøvede skibe ikke længere at gå i havn for at få nye fragter. Så fra 1882 og ti år frem lukkede de fleste skibsmæglere i Charlotte Amalie, og mange forretninger fulgte med.
St. Thomas var kendt som den havn i Caribien, hvor man kunne bunkre kul hurtigst
Vidste du, at kulbunkring på St. Thomas kulminerede i 1929, da man lastede 135.000 tons kul på 500 skibe, hovedsagligt af kvinder, der bar det i kurve på deres hoveder i et tempo, bestemt af deres sange. Det lignede næsten et skuespil, skrev nogen.
Utilfredshed vokser
Utilfredsheden med det danske styre voksede. Den sorte leder Hamilton Jackson var i København for at kræve bedre forhold for arbejderne, men intet ville lykkes, uroen tog til, og flere plantager blev brændt af i protest.
I 1916 var der generalstrejke i en måned. Den gav arbejderne mere i løn, men strejken ændrede også forholdet mellem hvide og sorte. De sorte mistede respekten for de hvide, som knapt turde gå på deres egne marker af frygt for at få et lag tæsk.
Den danske regering sendte krydseren Valkyrien til øerne for vise muskler, selv om det mest var egnet til repræsentation, men det vidste man jo ikke på land. Krydseren med 230 mand blev på øerne indtil 31. marts 1917.
Utilfredshed vokser
Utilfredsheden med det danske styre voksede. Den sorte leder Hamilton Jackson var i København for at kræve bedre forhold for arbejderne, men intet ville lykkes, uroen tog til, og flere plantager blev brændt af i protest.
I 1916 var der generalstrejke i en måned. Den gav arbejderne mere i løn, men strejken ændrede også forholdet mellem hvide og sorte. De sorte mistede respekten for de hvide, som knapt turde gå på deres egne marker af frygt for at få et lag tæsk.
Den danske regering sendte krydseren Valkyrien til øerne for vise muskler, selv om det mest var egnet til repræsentation, men det vidste man jo ikke på land. Krydseren med 230 mand blev på øerne indtil 31. marts 1917.
Salget til USA
Uncle Sam fandt den store pengepung frem i 1915
Salgstanker
Salgstanker svirrede i et mere end et halvt århundrede, før de blev til noget. De begyndte allerede efter slaveriets ophør. Flere ville af med øerne, fordi de ikke længere gav overskud, og fordi vi alligevel ville blive tvunget til at aflevere dem til USA, så vi kunne ligeså godt få lidt penge ud af det. Men der var også mange, der ikke ville af med de danske juveler. som de blev kaldt. Abraham Lincoln var den første amerikanske præsident, der ville købe. Han ønskede en forpost i Caribien for at imødegå angreb fra de spanske lande. Men præsidenten blev myrdet, og i stedet fik USA forposter i Puerto Rico og Cuba. Men tanken dukkede op igen, da USA frygtede, at Danmark ville sælge dem til Tyskland i bytte for Slesvig, som vi havde mistet i 1864. I 1867 tilbød man derfor $5 mio., men Danmark ville have 15. Man enedes om $7½ mio., men så skulle handlen kun gælde St. Thomas og St. Jan.
Salgstanker svirrede i et mere end et halvt århundrede, før de blev til noget. De begyndte allerede efter slaveriets ophør. Flere ville af med øerne, fordi de ikke længere gav overskud, og fordi vi alligevel ville blive tvunget til at aflevere dem til USA, så vi kunne ligeså godt få lidt penge ud af det. Men der var også mange, der ikke ville af med de danske juveler. som de blev kaldt. Abraham Lincoln var den første amerikanske præsident, der ville købe. Han ønskede en forpost i Caribien for at imødegå angreb fra de spanske lande. Men præsidenten blev myrdet, og i stedet fik USA forposter i Puerto Rico og Cuba. Men tanken dukkede op igen, da USA frygtede, at Danmark ville sælge dem til Tyskland i bytte for Slesvig, som vi havde mistet i 1864. I 1867 tilbød man derfor $5 mio., men Danmark ville have 15. Man enedes om $7½ mio., men så skulle handlen kun gælde St. Thomas og St. Jan.
Chr. IXs ex-buste på St. Thomas
Kong Christian 9. underskrev traktaten, og øerne sagde ja ved en afstemning. Men USAs senat afviste og ydmygede os, så det sveg. I 1892 accepterede Chr. 9. igen et købstilbud, men fik igen en blodtud. Derefter var der et virvar af mæglere inde i billedet. Med skandaler og korruption. I 1902 tilbød USA $5 mio. Folketinget stemte ja, og præsident Theodore Roosevelt nåede at udpege den første amerikanske guvernør: dansk-amerikaneren Jacob Riis. Men Landstinget stemte nej. Regeringen sendte efter et valg igen forslaget til afstemning i Landstinget, men det stod lige, og forslaget var dermed forkastet.
Fra 1906 til 1912 var der ingen salgsplaner, fordi Frederik 8. var stærkt imod et salg. Det var hans søn, Christian 10. også, men under 1. verdenskrig blev USA for alvor bange for, at tyskerne ville besætte øerne og anlægge en ubådsbase. Det ville give tyskerne adgang til de indre amerikanske farvande og Panama-kanalen, der åbnede i 1914.
Fra 1906 til 1912 var der ingen salgsplaner, fordi Frederik 8. var stærkt imod et salg. Det var hans søn, Christian 10. også, men under 1. verdenskrig blev USA for alvor bange for, at tyskerne ville besætte øerne og anlægge en ubådsbase. Det ville give tyskerne adgang til de indre amerikanske farvande og Panama-kanalen, der åbnede i 1914.
Respekten for de sorte var nu heller ikke blevet større ved afstemningen.
Folkeafstemning
I 1915 gav udenrigsminister Erik Scavenius amerikanerne et vink med en vognstang om, at de gerne måtte give et bud, men det skulle være stort, og at de gerne måtte true med, at de alligevel ville tage øerne, hvis vi ikke solgte. Det mente han ville hjælpe. Desuden forlangte han, at USA skulle anerkende Danmarks herredømme over Grønland som et led i handelen. Året efter kom tilbuddet på $25 mio., en fjerdedel af det danske statsbudget. 4. august 1916 blev salgstraktaten underskrevet på Hotel Biltmore i New York, og kort efter gik det igennem senatet. I Danmark var det følsomt. Socialdemokratiet og Radikale ville sælge, Konservative ville ikke. Venstre var delt. 14. december 1916 var der folkeafstemning. 286.964 stemte for, 157.596 imod. Valget var det første nationale valg, som kvinderne have stemmeret til. Trods en stemmeprocent på kun 40, var øerne solgt. De sorte var solgt for anden gang.
I 1915 gav udenrigsminister Erik Scavenius amerikanerne et vink med en vognstang om, at de gerne måtte give et bud, men det skulle være stort, og at de gerne måtte true med, at de alligevel ville tage øerne, hvis vi ikke solgte. Det mente han ville hjælpe. Desuden forlangte han, at USA skulle anerkende Danmarks herredømme over Grønland som et led i handelen. Året efter kom tilbuddet på $25 mio., en fjerdedel af det danske statsbudget. 4. august 1916 blev salgstraktaten underskrevet på Hotel Biltmore i New York, og kort efter gik det igennem senatet. I Danmark var det følsomt. Socialdemokratiet og Radikale ville sælge, Konservative ville ikke. Venstre var delt. 14. december 1916 var der folkeafstemning. 286.964 stemte for, 157.596 imod. Valget var det første nationale valg, som kvinderne have stemmeret til. Trods en stemmeprocent på kun 40, var øerne solgt. De sorte var solgt for anden gang.
Med denne check på $25.000.000 købte USA de danske koloniøer
31. marts 1917 – 251 år efter at Danmark havde taget St. Thomas til sig – blev øerne overdraget ved forskellige ceremonier på øerne. Den største fandt sted i Charlotte Amalie, men på alle øer blev Dannebrog strøget og Stars and Stripes røg op. Samtidig modtog den danske gesandt i Washington D.C. en check på $25 mio. i guld. Det er det dyreste landområde, USA har købt – $300 pr. acre. Pengene røg i den danske statskasse, og de fleste gik til at redde Landmandsbanken, nu Danske Bank, da den krakkede. På øerne fik folk ti år til at beslutte, om de ville være danskere eller amerikanere.
De danske øer kom til at hedde The Virgin Islands of the United States of America.
De danske øer kom til at hedde The Virgin Islands of the United States of America.
Øjeblikket, da Dannebrog går ned ved overdragelsen af øerne i 1917.
ØK og Vestindisk Kompagni - 1912-1993
Det amerikanske ejerskab gav ikke det opsving, som man havde regnet med. Men danske forretningsinitiativer holdt alligevel øerne i gang og sikrede især St. Thomas en god fremtid. Det skyldtes den danske industrimagnat H.N. Andersen (1852-1936). Han var stifter af det hæderkronede, Østasiatisk Kompagni, ØK, som dengang var større, end Mærsk er i dag. ØK ejede i forvejen Water Island ud for Charlotte Amalie (Se Water Island), og i 1912 oprettede man datterselskabet, Vestindisk Kompagni, forkortet WICO. (Ikke at forveksle med det første Vestindiske Kompagni, der drev slavehandel, se ovenfor). WICO Selskabet satte sig på en bred vifte af aktiviteter, ikke mindst den givtige bunkring af kul, som fortsatte med at være en hovedindtægt helt op til 1950erne. Man investerede med overskud fra koloniallotteriet, som H. N. Andersen etablerede for at søge støtte til øernes udvikling. Og det fortsatte uanfægtet efter salget til USA, for amerikanerne var vældig tilfredse med, at danskerne stort set drev St. Thomas.
Så Dannebrog fortsatte med at vaje på havnen i Charlotte Amalie også efter 1917. WICO udvidede forretningerne med forsyning af brændsel til øen, og man havde agenturer på alt fra øl til chokolade. H. N. Andersen forudså, at turisme ville blive stort, og i 1936 oprettede han den første souvenirforretning: Maison Danois – Det Danske Hus. Man lagde også grunden til Havensight Mall og den krydstogtterminal, der i dag kan tage op til 3 mega-skibe. WICO opførte hoteller på St. John, som blev til Caneel Bay, og færgeforbindelsen derover. Omkring 1960 gav det pote, for Castro erobrede Cuba, og amerikanerne mistede et caribisk rejsemål. De fandt et nyt på US Virgin Islands.
På Denmark Hill vajede Dannebrog på det fornemme Cathrineberg, for her boede WICOs danske direktør, som også var konsul. Så efterhånden følte vestinderne, at WICO var over det hele og fastholde dem i kolonitiden. 30. juni 1993 købte øerne WICO for $54 millioner. Deudover købte Pensionskasse for Offentligt Ansatte havneanlæg for $32 millioner. Guvernør Alexander Farrelly udtalte dengang: Nu er kolonitiden endelig forbi.
Købet skulle vise sig at være en givtig handel for USVI, og selskabet lever og trives den dag i dag. Ikke mindst driver det havnen og Havensight Mall, herunder øernes første souvenirbutik.
Så Dannebrog fortsatte med at vaje på havnen i Charlotte Amalie også efter 1917. WICO udvidede forretningerne med forsyning af brændsel til øen, og man havde agenturer på alt fra øl til chokolade. H. N. Andersen forudså, at turisme ville blive stort, og i 1936 oprettede han den første souvenirforretning: Maison Danois – Det Danske Hus. Man lagde også grunden til Havensight Mall og den krydstogtterminal, der i dag kan tage op til 3 mega-skibe. WICO opførte hoteller på St. John, som blev til Caneel Bay, og færgeforbindelsen derover. Omkring 1960 gav det pote, for Castro erobrede Cuba, og amerikanerne mistede et caribisk rejsemål. De fandt et nyt på US Virgin Islands.
På Denmark Hill vajede Dannebrog på det fornemme Cathrineberg, for her boede WICOs danske direktør, som også var konsul. Så efterhånden følte vestinderne, at WICO var over det hele og fastholde dem i kolonitiden. 30. juni 1993 købte øerne WICO for $54 millioner. Deudover købte Pensionskasse for Offentligt Ansatte havneanlæg for $32 millioner. Guvernør Alexander Farrelly udtalte dengang: Nu er kolonitiden endelig forbi.
Købet skulle vise sig at være en givtig handel for USVI, og selskabet lever og trives den dag i dag. Ikke mindst driver det havnen og Havensight Mall, herunder øernes første souvenirbutik.
Vestindisk Kompagnis gamle hovedkvarter står tomt i Havensight Mall, foto Kenneth Bo Jørgensen
Støt guiden via MobilePay på 20216673
Historien forsvandt
Herefter bliver historien om de danske koloniøer nærmest væk. På øerne var opfattelsen, at historien skulle viskes bort, fordi den var fastholdte de sorte i et underordnet forhold til et hvidt kolonifolk. I Danmark røg øerne samme vej, uden anden grund end at vi måske var lidt flove over det, eller også havde vi bare nok i os selv. Det var i hvert fald en øjenåbner for mange, da der kom en film med Ole Ernst, der spillede Peter von Scholten. Mange danskere hørte for første gang, at Danmark havde været slavehandler.
Og det kom op igen i 1998, da man skulle fejre 150-året for slaveriets ophør. Da vågnede fortiden. Det var direkte pinligt, at den danske regering kun lod sig repræsentere af en ambassadør. Debatten rasede, om vi burde give en undskyldning for slaveriet, men udenrigsminister Niels Helveg Petersen nægtede til alles undren. Festlighederne endte i uro, og skuespilleren Kurt Ravn, der skulle spille Peter von Scholten ved festen, måtte dække sin uniform og flygte, det var faktisk ret trist.
Det gode forhold blev dog genetableret. I 1999 var kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen på øerne for at underskrive en aftale om udveksling af arkivalier. Ved en tale i den gamle danske kirke på St. Croix sagde hun, at slaveriet havde været en forbrydelse. Og det tog man som en undskyldning, selv om Udenrigsministeriet i København rasede. Da 100-året for salget skulle fejres i 2017, var det med besøg fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Men størst betydning for det gode forhold mellem Danmark og US Virgin Islands har været det frivillige arbejde, der har bevaret og udviklet venskaber. Dansk Vestindisk Selskab og Dansk Vestindiens Venner har rejst penge til at bevare kulturminder, til udveksling af gæster og festivaler. Den dag i dag holder frivillige traditioner i hævd og sørger bl.a. for, at overdragelsesdagen 31. marts bliver fejret – med red grout og frikadeller.
Og det kom op igen i 1998, da man skulle fejre 150-året for slaveriets ophør. Da vågnede fortiden. Det var direkte pinligt, at den danske regering kun lod sig repræsentere af en ambassadør. Debatten rasede, om vi burde give en undskyldning for slaveriet, men udenrigsminister Niels Helveg Petersen nægtede til alles undren. Festlighederne endte i uro, og skuespilleren Kurt Ravn, der skulle spille Peter von Scholten ved festen, måtte dække sin uniform og flygte, det var faktisk ret trist.
Det gode forhold blev dog genetableret. I 1999 var kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen på øerne for at underskrive en aftale om udveksling af arkivalier. Ved en tale i den gamle danske kirke på St. Croix sagde hun, at slaveriet havde været en forbrydelse. Og det tog man som en undskyldning, selv om Udenrigsministeriet i København rasede. Da 100-året for salget skulle fejres i 2017, var det med besøg fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Men størst betydning for det gode forhold mellem Danmark og US Virgin Islands har været det frivillige arbejde, der har bevaret og udviklet venskaber. Dansk Vestindisk Selskab og Dansk Vestindiens Venner har rejst penge til at bevare kulturminder, til udveksling af gæster og festivaler. Den dag i dag holder frivillige traditioner i hævd og sørger bl.a. for, at overdragelsesdagen 31. marts bliver fejret – med red grout og frikadeller.
Christian er flyttet inden for
Og man bliver ved med at bearbejde historien - nu da der alligevel er taget hul på det. I 2018 blev der sat en kæmpe statue af Queen Mary, oprørsleder af Fireburn i slutningen af 1800-tallet. Den står foran Vestindisk Pakhus i Københavns Havn. Og efter lidt armvridning lykkedes det endelig at få en statue op af "Freedom" - drengen, der blæser til oprør i en konkylie, som står på alle tre øer. Nu står han også ved Eigtveds Pakhus i København. Og der er fremskredne planer om at etablere et kolonitids-museum.
På øerne går det lidt den anden vej. Her har man i 2021 fjernet den buste af Christian IX, som stod på en piedestal i Emanicipation Park på St. Thomas. Man fandt det lidt akavet, at man var overvåget af en dansk konge, som kun tænkte på sælge befolkningen "en gang til". Så han er kørt over på museet i Fort Christian, og snart skal "Freedom" overtage kongens hæderplads. Læs historien om Konge Christian. her.
På øerne går det lidt den anden vej. Her har man i 2021 fjernet den buste af Christian IX, som stod på en piedestal i Emanicipation Park på St. Thomas. Man fandt det lidt akavet, at man var overvåget af en dansk konge, som kun tænkte på sælge befolkningen "en gang til". Så han er kørt over på museet i Fort Christian, og snart skal "Freedom" overtage kongens hæderplads. Læs historien om Konge Christian. her.
John “Johnnie” Tranberg (1916-2019) længstlevende dansk-vestinder. Efter hans død, 103 år gammel, regner man ikke med, at der er flere på de vestindiske øer, der er født danske. John Tranberg blev født dansk på Estate Mt. Washington, Frederiksted. Hans forældre var Lauritz Tranberg og Virginia Percival. Han boede stort set hele sit liv på St. Croix, hvor han var kendt som farmer, avler af Senepol-kvæg – og lidt ekscentrisk på den gode måde. Han ville helst leve udendørs sammen med sine dyr, lavede mad ved bål og drak mælk direkte fra koen. Men det kunne man godt blive 103 år af.
Du kan støtte guiden ved at sende en venlig tanke til MobilePay på 20216673
Danske årstal i Dansk Vestindien
# 1493: Columbus opdager St. Croix og Jomfruøerne
# 1625: Englændere og hollændere på St. Croix
# 1650: St. Croix bliver først spansk, så fransk
# 1653: Malta overtager St. Croix
# 1666: Første danskere på St. Thomas
# 1671: Dansk Vestindisk Guinesisk Kompagni oprettes
# 1673: De første slaver kommer fra Afrika
# 1674: Frankrig over tager St. Croix
# 1684: Danmark gør krav på St. Jan
# 1685: Taphus skifter navn til Charlotte Amalie
# 1718: Danskere indtager St. Jan
# 1724: St. Thomas bliver frihavn
# 1733: Kompagniet køber St. Croix af Frankrig. Slaveopstand på St. Jan
# 1754: Kong Fr 5. køber Det Vestindiske Guinesiske Kompagni
# 1755: Hovedstaden flyttes fra Charlotte Amalie til Christiansted
# 1792: Slavehandel erklæres ulovligt om 10 år
# 1801: Øerne besættes af englænderne i et år
# 1803: Forbud mod handel med slaver træder i kraft
# 1807: Første almueskole for blanke børn
# 1807: England besætter øerne igen
# 1815: Øerne tilbage til Danmark
# 1819: St. Thomas bliver hovedcentral for Royal Mail Steam Packet
# 1827: Peter von Scholten bliver generalguvernør
# 1839: Første gratis offentlige skolesystem med skolepligt
# 1841: Første slaveskole åbnes
# 1847: Alle nyfødte slaver bliver frie
# 1848: Slaverne gives fri
# 1865: Første forhandling om salg af øerne til USA
# 1871: Charlotte Amalie bliver hovedstad
# 1878: Oprør »Fireburn« på St. Croix
# 1902: Landstinget stemmer mod salg af øerne
# 1912: ØK stifter Vestindisk Kompagni
# 1917: Danmark sælger alle tre øer til USA. Øerne underlægges marineministeriet
# 1927: Indbyggerne bliver amerikanske statsborgere
# 1931: Øerne kommer under Indenrigsministeriet
# 1946: Første sorte guvernør, William Hastie, udpeget
# 1950: Morris De Castro bliver første guvernør født på øerne
# 1956: Store dele af St. John bliver nationalpark
# 1970: Første guvernørvalg
# 1989: Hurricane Hugo
# 1993: Øerne køber Vestindisk Kompagni ud
# 1999: Arkivsamarbejde mellem Danmark og US Virgin Islands
# 2017: Orkanerne Irma og Maria ødelægger store dele af øerne.
# 2019: John Tranberg dør 103 år gammel som sidste dansk-vestinder - se ovenfor
# 2020: Corona-pandemien lukker turiststrømmene.
# 2021: Busten af Christian 9. fjernes fra Emancipation Park i Charlotte Amalie
# 2022: Øerne åbner igen for turisme og har stor glæde af indenrigsturister.
# 1625: Englændere og hollændere på St. Croix
# 1650: St. Croix bliver først spansk, så fransk
# 1653: Malta overtager St. Croix
# 1666: Første danskere på St. Thomas
# 1671: Dansk Vestindisk Guinesisk Kompagni oprettes
# 1673: De første slaver kommer fra Afrika
# 1674: Frankrig over tager St. Croix
# 1684: Danmark gør krav på St. Jan
# 1685: Taphus skifter navn til Charlotte Amalie
# 1718: Danskere indtager St. Jan
# 1724: St. Thomas bliver frihavn
# 1733: Kompagniet køber St. Croix af Frankrig. Slaveopstand på St. Jan
# 1754: Kong Fr 5. køber Det Vestindiske Guinesiske Kompagni
# 1755: Hovedstaden flyttes fra Charlotte Amalie til Christiansted
# 1792: Slavehandel erklæres ulovligt om 10 år
# 1801: Øerne besættes af englænderne i et år
# 1803: Forbud mod handel med slaver træder i kraft
# 1807: Første almueskole for blanke børn
# 1807: England besætter øerne igen
# 1815: Øerne tilbage til Danmark
# 1819: St. Thomas bliver hovedcentral for Royal Mail Steam Packet
# 1827: Peter von Scholten bliver generalguvernør
# 1839: Første gratis offentlige skolesystem med skolepligt
# 1841: Første slaveskole åbnes
# 1847: Alle nyfødte slaver bliver frie
# 1848: Slaverne gives fri
# 1865: Første forhandling om salg af øerne til USA
# 1871: Charlotte Amalie bliver hovedstad
# 1878: Oprør »Fireburn« på St. Croix
# 1902: Landstinget stemmer mod salg af øerne
# 1912: ØK stifter Vestindisk Kompagni
# 1917: Danmark sælger alle tre øer til USA. Øerne underlægges marineministeriet
# 1927: Indbyggerne bliver amerikanske statsborgere
# 1931: Øerne kommer under Indenrigsministeriet
# 1946: Første sorte guvernør, William Hastie, udpeget
# 1950: Morris De Castro bliver første guvernør født på øerne
# 1956: Store dele af St. John bliver nationalpark
# 1970: Første guvernørvalg
# 1989: Hurricane Hugo
# 1993: Øerne køber Vestindisk Kompagni ud
# 1999: Arkivsamarbejde mellem Danmark og US Virgin Islands
# 2017: Orkanerne Irma og Maria ødelægger store dele af øerne.
# 2019: John Tranberg dør 103 år gammel som sidste dansk-vestinder - se ovenfor
# 2020: Corona-pandemien lukker turiststrømmene.
# 2021: Busten af Christian 9. fjernes fra Emancipation Park i Charlotte Amalie
# 2022: Øerne åbner igen for turisme og har stor glæde af indenrigsturister.
Videre til nye faktaafsnit:
Vestinderne, Kultur, Geografi og natur, Mad og Tal
Eller tilbage til Dansk Vestindiens hovedmenu
Støt guiden via MobilePay på 20216673
