Dansk Vestindiens historie
Alt om Jomfruøernes historie. Fra indianernes indvandring. Til Columbus, der gav dem navn. Til danskernes kolonier. Til amerikanerne, der købte dem. Til i dag.
På Jomfruøerne er historiebøgerne støvet af. I mange år var de gemt og glemt, for historie var noget, der gjorde ondt. Men så fik man en historieprofessor til guvernør i 1990erne. Han mente, at et folk ikke kan leve uden sin historie. Historiebøgerne kom frem. Nye museer. Gamle bygninger blev restaureret efter gamle håndværkstraditioner. Historiske temadage i skolerne. Og nu bliver der talt om historien - også dansk historie. Og godt for det. For man kan dårligt forestille sig en mere spændende, grusom og vanvittig historie, som den vi havde på de gamle vestindiske øer. Den er værd at fortælle. Den må man ikke snyde nogen for.
Årstals-liste nederst.
Årstals-liste nederst.
Fra til indianer til vestinder til dansker
Af Kenneth Bo Jørgensen
Livet i Dansk Vestindien begyndte længe før danskerne. Og længe før Columbus. Man regner med, at øerne blev beboet omkring år 300. Af arawakere, der kom i kanoer fra Sydamerika til alle de østlige caribiske øer. Fredelige folk, der levede i velordnede samfund. Uden fjender, i et rart klima, rigeligt med mad og drikke. De blev høje og smukke, og meget gamle. Ja, de boede nærmest to numre fra Paradis.
Livet i Dansk Vestindien begyndte længe før danskerne. Og længe før Columbus. Man regner med, at øerne blev beboet omkring år 300. Af arawakere, der kom i kanoer fra Sydamerika til alle de østlige caribiske øer. Fredelige folk, der levede i velordnede samfund. Uden fjender, i et rart klima, rigeligt med mad og drikke. De blev høje og smukke, og meget gamle. Ja, de boede nærmest to numre fra Paradis.
Sådan har en Taino-landsby i Caribien set ud. To numre fra Paradis.
Tainoerne kommer - år 300
Arawaker bestod af flere stammer, på vores øerne boede taino-stammen. Tainoer var højt udviklede. De var dygtige pottemagere og træskærere, de pyntede ting og sig selv med smykker og make-up – på hele kroppen, tøj bar de ikke. Deres huse var af ler med et højt konisk stråtag, flettet omkring en mast i midten af huset. På St. Croix har man udgravet et kulturcenter med en overdådigt udsmykket boldbane, så de var også socialt et højt udviklet folk. De lavede kanoer af udhulede træstammer, så de kunne sejle til andre øer. Maden fik de fra søde kartofler (yams), majs, jordnødder, bønner, men basisføden var rodfrugten cassava, som blev brugt til saft og brød. Roden var så vigtig, at tainoer tilbad guden Jocuahuma, som i deres religion var cassavaens fader. Når tainoerne døde, røg de efter dette paradis direkte over i et nyt, coyaba, hvor der var fest og glæde fra morgen til aften.
Cariberne kommer - år 1000
De fredelige tainoer blev snart lækkerbidskener for en barbarisk stamme, der sev op fra Sydamerika omkring år 1000: Cariberne. De indtog - bogstaveligt talt - ø efter ø. De åd sig frem. Dog kom de kun mænd i gryderne, kvinder blev taget som slaver eller koner. Vi ved ikke, hvornår de kom til St. Croix. som dengang blev kaldt Ay Ay af tainoerne. Men vi ved, at cariberne kendte øen, for de kaldte den Cibuguiera, Stenet land. Tainoerne var derfor tæt på at blive spist af dem, da et andet folk tilfældigt dukkede op, og de var værre: spanierne. De åd ingen, men satte et af verdenshistoriens største folkedrab i gang. Det første blodige slag mellem europæere og tainoer fandt sted på St. Croix. Og tainoer og caribere blev indianere.
Arawaker bestod af flere stammer, på vores øerne boede taino-stammen. Tainoer var højt udviklede. De var dygtige pottemagere og træskærere, de pyntede ting og sig selv med smykker og make-up – på hele kroppen, tøj bar de ikke. Deres huse var af ler med et højt konisk stråtag, flettet omkring en mast i midten af huset. På St. Croix har man udgravet et kulturcenter med en overdådigt udsmykket boldbane, så de var også socialt et højt udviklet folk. De lavede kanoer af udhulede træstammer, så de kunne sejle til andre øer. Maden fik de fra søde kartofler (yams), majs, jordnødder, bønner, men basisføden var rodfrugten cassava, som blev brugt til saft og brød. Roden var så vigtig, at tainoer tilbad guden Jocuahuma, som i deres religion var cassavaens fader. Når tainoerne døde, røg de efter dette paradis direkte over i et nyt, coyaba, hvor der var fest og glæde fra morgen til aften.
Cariberne kommer - år 1000
De fredelige tainoer blev snart lækkerbidskener for en barbarisk stamme, der sev op fra Sydamerika omkring år 1000: Cariberne. De indtog - bogstaveligt talt - ø efter ø. De åd sig frem. Dog kom de kun mænd i gryderne, kvinder blev taget som slaver eller koner. Vi ved ikke, hvornår de kom til St. Croix. som dengang blev kaldt Ay Ay af tainoerne. Men vi ved, at cariberne kendte øen, for de kaldte den Cibuguiera, Stenet land. Tainoerne var derfor tæt på at blive spist af dem, da et andet folk tilfældigt dukkede op, og de var værre: spanierne. De åd ingen, men satte et af verdenshistoriens største folkedrab i gang. Det første blodige slag mellem europæere og tainoer fandt sted på St. Croix. Og tainoer og caribere blev indianere.
Maleri af Columbus i Government House
Columbus kommer - år 1492
Christoffer Columbus kom til Amerika i 1492 uden at ane det. Han ville finde vestvejen til Østen og troede, at han var kommet til Indien, da han satte fødderne på en af Bahamaøerne – formentlig San Salvador. Derfor kaldte han de indfødte for indianere. Herfra sejlede han videre til øen, som han døbte Hispaniola (i dag: Haiti og Den Dominikanske Republik), hvor han satte 39 soldater af. De skulle etablere den første europæiske bosættelse, mens han tog hjem og hentede forstærkninger. Året efter var han tilbage med 17 kæmpe skibe, men han dog en lidt sydligere kurs og stødte på St. Croix, 14. november 1493. Columbus navngav den Santa Cruz – Helligkors. Her mødte han for første gang de krigeriske caribere, der ikke stak op for bollemælk. De gik til angreb, og det kostede flere liv på begge sider. Columbus tog et par caribere til fange og forærede dem senere til den spanske dronning som souvenirs. De første indianere i Europa var derfor fra St. Croix. Herefter sejlede han til St. Thomas og St. John, som han døbte Jomfruøerne efter St. Ursulas jomfruer, der led martyrdøden under en pilgrimsrejse til Rom i 200-tallet (St. Croix blev først en Jomfruø senere).
Men så var det også slut med Columbus´ interesse for vores øer. Han sejlede til Hispaniola, hvor den første bosættelse var udryddet af indianerne. Men så gik de bare i gang med at bosætte sig andre steder på øen. Derefter kom turen til Cuba og Puerto Rico - senere Mexico, og så styrtdykkede spaniernes interesse for de små caribiske øer, for det var meget nemmere at plyndre rige indianere i Mexico og Peru.
Christoffer Columbus kom til Amerika i 1492 uden at ane det. Han ville finde vestvejen til Østen og troede, at han var kommet til Indien, da han satte fødderne på en af Bahamaøerne – formentlig San Salvador. Derfor kaldte han de indfødte for indianere. Herfra sejlede han videre til øen, som han døbte Hispaniola (i dag: Haiti og Den Dominikanske Republik), hvor han satte 39 soldater af. De skulle etablere den første europæiske bosættelse, mens han tog hjem og hentede forstærkninger. Året efter var han tilbage med 17 kæmpe skibe, men han dog en lidt sydligere kurs og stødte på St. Croix, 14. november 1493. Columbus navngav den Santa Cruz – Helligkors. Her mødte han for første gang de krigeriske caribere, der ikke stak op for bollemælk. De gik til angreb, og det kostede flere liv på begge sider. Columbus tog et par caribere til fange og forærede dem senere til den spanske dronning som souvenirs. De første indianere i Europa var derfor fra St. Croix. Herefter sejlede han til St. Thomas og St. John, som han døbte Jomfruøerne efter St. Ursulas jomfruer, der led martyrdøden under en pilgrimsrejse til Rom i 200-tallet (St. Croix blev først en Jomfruø senere).
Men så var det også slut med Columbus´ interesse for vores øer. Han sejlede til Hispaniola, hvor den første bosættelse var udryddet af indianerne. Men så gik de bare i gang med at bosætte sig andre steder på øen. Derefter kom turen til Cuba og Puerto Rico - senere Mexico, og så styrtdykkede spaniernes interesse for de små caribiske øer, for det var meget nemmere at plyndre rige indianere i Mexico og Peru.
Spanierne var imponerende, men indianerne døde af deres lort.
Indianere forsvinder - år 1520
Vi ved ikke meget om indianernes skæbne på vores øer. Generelt blev de behandlet som slaver og arbejde ihjel på markerne. Men da interessen for vores øer var begrænset, er det ikke sikkert, at det er gået så hårdt for sig som andre steder i Amerika. De kan såmænd være udryddet med de første spaniere. For indianerne døde som fluer af sygdomme, som spanierne bragte med sig. Et nys fra en forkølet spanier kunne udrydde en landsby på en uge. Den største dræber var: Salmonella - Paratyphi C, der giver pølseforgiftning. Den har spanierne var immune over for, de har haft den i sig og smittet via deres afføring, spanierne sked sig til erobringen. Det blev en af verdenshistoriens største humane katastrofer. Indianerne var stort set udslettet i 1520. Også på vores øer.
Vi ved ikke meget om indianernes skæbne på vores øer. Generelt blev de behandlet som slaver og arbejde ihjel på markerne. Men da interessen for vores øer var begrænset, er det ikke sikkert, at det er gået så hårdt for sig som andre steder i Amerika. De kan såmænd være udryddet med de første spaniere. For indianerne døde som fluer af sygdomme, som spanierne bragte med sig. Et nys fra en forkølet spanier kunne udrydde en landsby på en uge. Den største dræber var: Salmonella - Paratyphi C, der giver pølseforgiftning. Den har spanierne var immune over for, de har haft den i sig og smittet via deres afføring, spanierne sked sig til erobringen. Det blev en af verdenshistoriens største humane katastrofer. Indianerne var stort set udslettet i 1520. Også på vores øer.
Nye magter kommer - år 1600
Spanierne begyndte at sende enorme rigdomme fra Den Nye Verden til Spanien og Portugal, og snart fik de andre europæiske lande nys om mulighederne og sendte ekspeditioner afsted. Fra begyndelsen af 1600-tallet var alle større nationer med i et virvar af bosættelser. I Caribien kunne store nationer dele småøer, indtil de var mange nok til at bekrige hinanden. Øer skiftede nationalitet så ofte, at sproget ikke kunne følge med, så på franske øer talte man engelsk, og omvendt. St. Lucia skiftede mellem engelsk og fransk ejerskab 14 gange, den lille Statia skiftede ejer 22 gange. Derudover var området også hærget af pirater (læs her). Så det var ikke et nemt område at operere i. Med det gik op for Kongen af Danmark, at han også hellere måtte tage en bid af Den Nye Verden for ikke at blive hægtet af udviklingen.
Nye magter kommer - år 1600
Spanierne begyndte at sende enorme rigdomme fra Den Nye Verden til Spanien og Portugal, og snart fik de andre europæiske lande nys om mulighederne og sendte ekspeditioner afsted. Fra begyndelsen af 1600-tallet var alle større nationer med i et virvar af bosættelser. I Caribien kunne store nationer dele småøer, indtil de var mange nok til at bekrige hinanden. Øer skiftede nationalitet så ofte, at sproget ikke kunne følge med, så på franske øer talte man engelsk, og omvendt. St. Lucia skiftede mellem engelsk og fransk ejerskab 14 gange, den lille Statia skiftede ejer 22 gange. Derudover var området også hærget af pirater (læs her). Så det var ikke et nemt område at operere i. Med det gik op for Kongen af Danmark, at han også hellere måtte tage en bid af Den Nye Verden for ikke at blive hægtet af udviklingen.
Danskerne kommer - år 1666
Første danske bygning på St. Thomas var Fort Christian - foto Kenneth Bo Jørgensen
I Danmark kendte vi godt varerne fra Amerika. Vi købte sukker af hollændere, men vi nød allermest al den told, som vi lagde på de nye varer, når de skulle sejle forbi Helsingør på vej til Østersøen. Det kriblede i Kong Christian 4. Han ville til Caribien, men han fik bare så travlt med at tabe krige til højre og venstre. I stedet investerede købmænd i togter, som hentede sukker, tobak og sjældent træ til Danmark. Høj-risiko-projekter, for rejsen var lang og farlig med orkaner og pirater, derfor var lysten begrænset. Der blev tabt mange penge. Kong Frederik 3. forsøgte at få gang i handelen ved at give toldfordele til købmænd, der gik sammen. Da meldte Erik Niels Smit sig. Han havde været kaptajn på sejladser til Caribien, men han ville mere end det. I april 1665 foreslog han kongen at indtage St. Thomas, så Danmark fik fast base. Han kendte øen og vidste, at spanierne havde tømt den for indianere, og at den havde en perfekt naturlig havn. Navnet havde den efter en engelsk pirat, men han boede der heller ikke længere. Faktisk boede der kun nogle hollændere, der gerne ville beskyttes af danskere. 6. maj 1665 udnævnte kongen Smit til guvernør over St. Thomas, og 1. juli 1665 afsejlede han med skibet Eendragt.
Første bosættelse
Smit nåede frem til St. Thomas sidst på året, og i februar 1666 sendte han et skib hjem med tobak, pokkenholt, sukker, kakao, kanel og nogle skildpadder. Varer Erik Smit havde købt af hollændere på øen. 30. marts 1666 lod guvenøren Dannebrog gå til tops og erklærede øen for dansk. Danmark var blevet 83 km2 større. Erik Smit døde i juni, og pastor Kjeld Jensen fra Slagelse overtog ledelsen. Det var til at overskue, for der var kun ni englændere og tre hollændere udover den håndfuld danskere, der havde overlevet sejlads og strabadser. De fremmede svor troskab til den danske konge, til gengæld måtte de dyrke deres egne religioner på den betingelse, at de ikke forsøgte at omvende lutheranere, og de skulle overholde danske helligdage. Den religionsfrihed blev afgørende for øens udvikling og eksisterer stadig. Men alt andet gik i smadder. Der var mangel på mad og brændevin. Pirater plyndrede konstant, og til sidst var alle døde, syge eller sultne, og alle danskere tog hjem igen i 1668. Dannebrog blafrede dog stadig i den tropiske brise.
Første bosættelse
Smit nåede frem til St. Thomas sidst på året, og i februar 1666 sendte han et skib hjem med tobak, pokkenholt, sukker, kakao, kanel og nogle skildpadder. Varer Erik Smit havde købt af hollændere på øen. 30. marts 1666 lod guvenøren Dannebrog gå til tops og erklærede øen for dansk. Danmark var blevet 83 km2 større. Erik Smit døde i juni, og pastor Kjeld Jensen fra Slagelse overtog ledelsen. Det var til at overskue, for der var kun ni englændere og tre hollændere udover den håndfuld danskere, der havde overlevet sejlads og strabadser. De fremmede svor troskab til den danske konge, til gengæld måtte de dyrke deres egne religioner på den betingelse, at de ikke forsøgte at omvende lutheranere, og de skulle overholde danske helligdage. Den religionsfrihed blev afgørende for øens udvikling og eksisterer stadig. Men alt andet gik i smadder. Der var mangel på mad og brændevin. Pirater plyndrede konstant, og til sidst var alle døde, syge eller sultne, og alle danskere tog hjem igen i 1668. Dannebrog blafrede dog stadig i den tropiske brise.
Chr. 5 var vild med Caribien
Kompagniet kommer - år 1671
I 1670 kom Kong Christian 5. på tronen, og han var også vild med Caribien. For at få gang i handelen købte han personligt en stor aktiepost i Vestindisk Guinea Compagni, et aktieselskab, der fik eneret på at kolonisere St. Thomas. Han stillede også flådefartøjet Færø og en jagt til rådighed for et togt. Vestindien-fareren Jørgen Iversen Dyppel (1638-1683) blev headhuntet til guvernør, og så prøvede man igen.
Færø sejlede i august 1671 med materialer nok til at opføre en mindre provinsby. Ombord var 190 – de fleste servinger, det vil sige folk, der forpligtede sig til at arbejde for kompagniet i tre år mod at få et jordlod i det nye land bagefter. 62 af de 190 var straffefanger, som fik frihed ved at tage med, men de kom hurtigt til at længes efter deres klamme fængsel. I Bergen toppede man op med nordmænd som erstatning for danskere, der var døde siden afgang fra København, og det var ikke så få.
Ture over Atlanten tog normalt tre måneder, men denne varede syv. 77 døde undervejs, og efter syv måneder på øen, var kun 29 af de 190 tilbage. Til gengæld kom der hollændere og englændere forvist fra andre øer, og på St. Thomas bad man ikke om rene straffeattester. Alle var velkomne på danskernes ø.
I 1673 afskibede man 100 tons sukker til København.
I 1675 indlemmede guvernøren naboøen St. Jan, uden nogen rigtig lagde mærke til det.
I 1680 var der etableret 46 plantager befolket af 156 hvide, 175 slaver, 3 frinegere og en indianer, der hed Jan Henrichsen.
Fort Christian blev opført for at forsvare St. Thomas. Så guvernør Dyppel kunne vende hjem til Danmark med god samvittighed, og øerne afventede på en ny visionær guvernør.
I 1670 kom Kong Christian 5. på tronen, og han var også vild med Caribien. For at få gang i handelen købte han personligt en stor aktiepost i Vestindisk Guinea Compagni, et aktieselskab, der fik eneret på at kolonisere St. Thomas. Han stillede også flådefartøjet Færø og en jagt til rådighed for et togt. Vestindien-fareren Jørgen Iversen Dyppel (1638-1683) blev headhuntet til guvernør, og så prøvede man igen.
Færø sejlede i august 1671 med materialer nok til at opføre en mindre provinsby. Ombord var 190 – de fleste servinger, det vil sige folk, der forpligtede sig til at arbejde for kompagniet i tre år mod at få et jordlod i det nye land bagefter. 62 af de 190 var straffefanger, som fik frihed ved at tage med, men de kom hurtigt til at længes efter deres klamme fængsel. I Bergen toppede man op med nordmænd som erstatning for danskere, der var døde siden afgang fra København, og det var ikke så få.
Ture over Atlanten tog normalt tre måneder, men denne varede syv. 77 døde undervejs, og efter syv måneder på øen, var kun 29 af de 190 tilbage. Til gengæld kom der hollændere og englændere forvist fra andre øer, og på St. Thomas bad man ikke om rene straffeattester. Alle var velkomne på danskernes ø.
I 1673 afskibede man 100 tons sukker til København.
I 1675 indlemmede guvernøren naboøen St. Jan, uden nogen rigtig lagde mærke til det.
I 1680 var der etableret 46 plantager befolket af 156 hvide, 175 slaver, 3 frinegere og en indianer, der hed Jan Henrichsen.
Fort Christian blev opført for at forsvare St. Thomas. Så guvernør Dyppel kunne vende hjem til Danmark med god samvittighed, og øerne afventede på en ny visionær guvernør.
Pirater og danskere var et fedt i starten.
Forbrydere og pirater kommer - år 1680
Efter etableringen fulgte en perlerække af dårlige guvernører, der opførte sig, så man tror, det er løgn. Og de gjorde det endnu sværere at få danskere til at tage derover.
Nicolaj Esmit (1625-1688) hed næste guvernør. Han havde 30 års erfaring i Caribien, blandt andet havde han været med til at kolonisere Jamaica, sagde han. Han opkaldte byen i St. Thomas efter Danmarks dronning, Charlotte Amalie, for at fedt lidt for kongen. Hidtil havde byen heddet Taphus, fordi den bestod af fire værtshuset udover fortet, men alligevel mente han, at den var en dronning værdig. Ellers var han en katastrofe. Ragede til sig. Gik så meget i ledtog med pirater, og at man snart indså, at hans caribiske erfaring nok mest var udi sørøveri. St. Thomas blev en piratrede, berygtet viden om, for venligtsindede skibe blev bestjålet af guvernøren, mens de lå i havn. Til sidst blev det for meget, og hans bror Adolph, som var viceguvernør, sendte ham i 1683 til København, hvor han døde i fattigdom.
Adolph Esmit viste sig at ligne broderen mere, end man havde håbet. Han spredte skræk og rædsel. Folk blev parteret eller hængt, hvis de ikke makkede ret. Tunger blev stukket med gloende stænger og gnubbet i salt, hvis man opponerede mod rædslerne. Og han gik i ledtog med pirater og gav ly for det mest berygtede sørøverskib, Trompeuse. Heldigvis ankom et engelsk krigsskib, og den britiske regering gik til den danske og truede med at overtage St. Thomas, hvis man ikke straks lukkede den danske piratrede.
Ny guvernør blev Gabriel Milan (1631-1689) som heller ikke var rigtig klog. Han opførte sig som enevældig konge, stjal med arme og ben og pinte alt og alle med urimelige straffe. Efter to år blev han afsat, sendt hjem og henrettet på Nytorv.
Som afløser sendte man i 1688 Adolph Esmit, jo, virkelig, piraten fra før. Han havde nemlig overbevist folk højt på strå, at han kendte til en stor skat, som han ville dele med dem, når han kom hjem igen. Men den kunne han alligevel ikke finde, og så blev han afsat for anden gang i 1690, efter at have terroriseret øerne endnu nogle år. Han blev fængslet i København, men flygtede og ingen ved, hvor han endte sine dage.
Sådan afløste den ene uduelige guvernør den anden. Ingen kunne få styr på noget, ofte døde de efter få måneder i tjenesten, og de fik ringe hjælp, for de øvrige embedsmænd var altid berusede, det hele var så trist. Men efterhånden kom der hæderlige guvernør, der skabte ro og fremgang på øen, primært ved at få orden i slavehandelen.
Efter etableringen fulgte en perlerække af dårlige guvernører, der opførte sig, så man tror, det er løgn. Og de gjorde det endnu sværere at få danskere til at tage derover.
Nicolaj Esmit (1625-1688) hed næste guvernør. Han havde 30 års erfaring i Caribien, blandt andet havde han været med til at kolonisere Jamaica, sagde han. Han opkaldte byen i St. Thomas efter Danmarks dronning, Charlotte Amalie, for at fedt lidt for kongen. Hidtil havde byen heddet Taphus, fordi den bestod af fire værtshuset udover fortet, men alligevel mente han, at den var en dronning værdig. Ellers var han en katastrofe. Ragede til sig. Gik så meget i ledtog med pirater, og at man snart indså, at hans caribiske erfaring nok mest var udi sørøveri. St. Thomas blev en piratrede, berygtet viden om, for venligtsindede skibe blev bestjålet af guvernøren, mens de lå i havn. Til sidst blev det for meget, og hans bror Adolph, som var viceguvernør, sendte ham i 1683 til København, hvor han døde i fattigdom.
Adolph Esmit viste sig at ligne broderen mere, end man havde håbet. Han spredte skræk og rædsel. Folk blev parteret eller hængt, hvis de ikke makkede ret. Tunger blev stukket med gloende stænger og gnubbet i salt, hvis man opponerede mod rædslerne. Og han gik i ledtog med pirater og gav ly for det mest berygtede sørøverskib, Trompeuse. Heldigvis ankom et engelsk krigsskib, og den britiske regering gik til den danske og truede med at overtage St. Thomas, hvis man ikke straks lukkede den danske piratrede.
Ny guvernør blev Gabriel Milan (1631-1689) som heller ikke var rigtig klog. Han opførte sig som enevældig konge, stjal med arme og ben og pinte alt og alle med urimelige straffe. Efter to år blev han afsat, sendt hjem og henrettet på Nytorv.
Som afløser sendte man i 1688 Adolph Esmit, jo, virkelig, piraten fra før. Han havde nemlig overbevist folk højt på strå, at han kendte til en stor skat, som han ville dele med dem, når han kom hjem igen. Men den kunne han alligevel ikke finde, og så blev han afsat for anden gang i 1690, efter at have terroriseret øerne endnu nogle år. Han blev fængslet i København, men flygtede og ingen ved, hvor han endte sine dage.
Sådan afløste den ene uduelige guvernør den anden. Ingen kunne få styr på noget, ofte døde de efter få måneder i tjenesten, og de fik ringe hjælp, for de øvrige embedsmænd var altid berusede, det hele var så trist. Men efterhånden kom der hæderlige guvernør, der skabte ro og fremgang på øen, primært ved at få orden i slavehandelen.
Afrikanerne kommer
Det var en forfærdelig ide at dyrke sukkerrør i Amerika. Sukkerrør kom fra Afrika, fra De Kanariske Øer, og der kunne man have dyrket dem videre, men nej, de skulle absolut over Atlanten på nogle uvejsomme små øer, som overhovedet ikke var egnet til det. Og snart manglede plantagerne folk, for det var hårdt arbejde i den stegende sol. Det var så hårdt, at man kun anså afrikanere for egnede. Så dem begyndte man at kidnappe, sejle over Atlanten og gøre til slaver. En af verdenshistoriens største forbrydelser.
Danskerne var fint med fra start. I Guinea på Afrikas vestkyst (nu: Ghana) indgik vi i 1661 aftale med den lokale høvding om at etablere en handelsstation og to forter, Fredensborg og Christiansborg. Herfra kunne vi købe slaver af de lokale høvdinge, som fangede dem inde i Afrikas jungle. Danskerne gik aldrig selv på slavejagt, det var alt for farligt. Det var nemmere at få dem leveret ved døren. Vi skulle så bare sejle dem til Amerika og sælge dem der.
Trekantshandelen
En trekantshandel kunne begynde: Skibe med varer sejlede fra Danmark til Guinea. Her byttede man dem til mennesker. Især de danske tekstiler var der stor prestige i at eje for de lokale høvdinger, de var også glade for spiritus, og ellers byttede de sig til geværer, krudt og knive, som de kunne bruge til at fange endnu flere afrikanere og gøre dem til slaver. Slaverne blev læsset som sardiner i dåse, og sejlet til Vestindien, hvor de blev solgt. Og for de penge købte man sukker, rom, træ og andre eksotiske varer, der blev sejlet tilbage til Danmark. Og så begyndte det forfra. Den trafik blev hjulpet af passatvindene, der blæser i en cirkel om Atlanterhavet, naturen passede perfekt til denne rædsels-ringrute.
Danskerne var fint med fra start. I Guinea på Afrikas vestkyst (nu: Ghana) indgik vi i 1661 aftale med den lokale høvding om at etablere en handelsstation og to forter, Fredensborg og Christiansborg. Herfra kunne vi købe slaver af de lokale høvdinge, som fangede dem inde i Afrikas jungle. Danskerne gik aldrig selv på slavejagt, det var alt for farligt. Det var nemmere at få dem leveret ved døren. Vi skulle så bare sejle dem til Amerika og sælge dem der.
Trekantshandelen
En trekantshandel kunne begynde: Skibe med varer sejlede fra Danmark til Guinea. Her byttede man dem til mennesker. Især de danske tekstiler var der stor prestige i at eje for de lokale høvdinger, de var også glade for spiritus, og ellers byttede de sig til geværer, krudt og knive, som de kunne bruge til at fange endnu flere afrikanere og gøre dem til slaver. Slaverne blev læsset som sardiner i dåse, og sejlet til Vestindien, hvor de blev solgt. Og for de penge købte man sukker, rom, træ og andre eksotiske varer, der blev sejlet tilbage til Danmark. Og så begyndte det forfra. Den trafik blev hjulpet af passatvindene, der blæser i en cirkel om Atlanterhavet, naturen passede perfekt til denne rædsels-ringrute.
En tur fra København til Dansk Vestindien via Afrika og tilbage igen tog cirka halvandet år.
Danske slaveskibe kommer
De første slaver var på St. Thomas stort set så snart, danskerne etablerede sig. Vi ved, at den første danske guvernør i 1666 købte en mulat, to indianere og seks negere. Senere udvidede han med et parti slaver fra et forlist skib, men imponerende har de ikke været, for han gav dem navne som: Benrad, Uden Bug, Indtørret, Sur-Øye og Skidenside. I 1680 boede der allerede flere slaver end hvide på St. Thomas. På de 46 plantager var der 156 hvide, 175 slaver og 3 frinegere. De var ikke købt fra danske skibe, men snart kunne man "købe dansk".
Den første danske slavetransport fra Guinea ankom til St. Thomas i 1698 med 280 afrikanere i lasten. I 1699 ankom 353. I 1700 ankom 238. Der er afsejlet betydeligt flere, for dødstallet over Atlanten var enormt hver gang, både blandt afrikanere og den hvide besætning. Der var ikke den store fortjeneste ved slavehandel, men der var brug for arbejdskraft, og i 1701 fik slavehandel fuld skrue.
Stort set alle nationer sejlede afrikanere over Atlanten. Da det var på sit højeste, blev 75.000 sejlet til Amerika om året. Indtil 1850 var det blevet til 12-15 mio. afrikanere – ca. halvdelen til Caribien, resten fordelt på Nord- og Sydamerika. Antallet af afrikanere, som danske skibe sejlede til Caribien er af Rigsarkivet opgjort til 110.000. Som Københavns indbyggertal på den tid. Det ser måske ikke ud af meget i forhold til andre lande, men Danmark var regnet for verdens 7. største slavehandler-nation.
De første slaver var på St. Thomas stort set så snart, danskerne etablerede sig. Vi ved, at den første danske guvernør i 1666 købte en mulat, to indianere og seks negere. Senere udvidede han med et parti slaver fra et forlist skib, men imponerende har de ikke været, for han gav dem navne som: Benrad, Uden Bug, Indtørret, Sur-Øye og Skidenside. I 1680 boede der allerede flere slaver end hvide på St. Thomas. På de 46 plantager var der 156 hvide, 175 slaver og 3 frinegere. De var ikke købt fra danske skibe, men snart kunne man "købe dansk".
Den første danske slavetransport fra Guinea ankom til St. Thomas i 1698 med 280 afrikanere i lasten. I 1699 ankom 353. I 1700 ankom 238. Der er afsejlet betydeligt flere, for dødstallet over Atlanten var enormt hver gang, både blandt afrikanere og den hvide besætning. Der var ikke den store fortjeneste ved slavehandel, men der var brug for arbejdskraft, og i 1701 fik slavehandel fuld skrue.
Stort set alle nationer sejlede afrikanere over Atlanten. Da det var på sit højeste, blev 75.000 sejlet til Amerika om året. Indtil 1850 var det blevet til 12-15 mio. afrikanere – ca. halvdelen til Caribien, resten fordelt på Nord- og Sydamerika. Antallet af afrikanere, som danske skibe sejlede til Caribien er af Rigsarkivet opgjort til 110.000. Som Københavns indbyggertal på den tid. Det ser måske ikke ud af meget i forhold til andre lande, men Danmark var regnet for verdens 7. største slavehandler-nation.
De kidnappede afrikanere havde ikke udsigt til meget andet end at dø af hårdt arbejde.
Slavernes liv i Dansk Vestindien
Slaveri blev ikke opfundet på dette tidspunkt, det havde altid eksisteret i hele verden – også blandt indianere og afrikanere, og i Danmark kendte man til trælle og stavnsbånd. Men i Caribien blev det en storindustri, som man aldrig havde set før.
Afrikanerne blev handlet på markeder som husdyr. Når de ankom fra Afrika efter en rædsels sejltur over Atlanten, blev de fedet op før auktion. Og på selve auktionsdagen blev de tvunget til at drikke rom, så de var muntre. De skulle hoppe og danse for at vise, hvor vitale de var, og de blev inspiceret overalt på kroppen. Der blev ikke taget hensyn til familier. Børn blev solgt til en plantage, mødre til en anden. Man regnede ikke med, at de kunne have samme følelser som hvide. Man betragtede dem som dyr.
Slaverne levede stort set ens på alle de caribiske øer, uanset hvem der ejede dem.
Markslaverne var de værst stillede. De blev vækket klokken fem, og så skulle de samle foder til plantagens dyr. Derefter gik de i marken under stegende sol og plantede sukkerrør eller høstede dem. De arbejdede indtil 18.30 med en enkelt spisepause midt på dagen. Mad måtte de selv skaffe ved i den sparsomme fritid at dyrke grøntsager omkring deres lerhytter – negeriet, ellers vankede der kun planterens majsgrød. De blev overvåget af en bomba, en slave, som skulle piske dem til at holde tempoet, og hvis han ikke piskede dem rigeligt, fik han selv pisk af den hvide mesterknægt. Der var meget få hvide til at overvåge slaverne. Der var endda plantager, hvor der slet ingen hvide var. Slaverne piskede hinanden. Samme system man brugte i de tyske koncentrationslejre. Marknegerne blev regnet for store dumme dyr, og i kolonitidens tidlige år fik de end ikke tøj på kroppen.
Andre slaver havde det bedre.
Slaveri blev ikke opfundet på dette tidspunkt, det havde altid eksisteret i hele verden – også blandt indianere og afrikanere, og i Danmark kendte man til trælle og stavnsbånd. Men i Caribien blev det en storindustri, som man aldrig havde set før.
Afrikanerne blev handlet på markeder som husdyr. Når de ankom fra Afrika efter en rædsels sejltur over Atlanten, blev de fedet op før auktion. Og på selve auktionsdagen blev de tvunget til at drikke rom, så de var muntre. De skulle hoppe og danse for at vise, hvor vitale de var, og de blev inspiceret overalt på kroppen. Der blev ikke taget hensyn til familier. Børn blev solgt til en plantage, mødre til en anden. Man regnede ikke med, at de kunne have samme følelser som hvide. Man betragtede dem som dyr.
Slaverne levede stort set ens på alle de caribiske øer, uanset hvem der ejede dem.
Markslaverne var de værst stillede. De blev vækket klokken fem, og så skulle de samle foder til plantagens dyr. Derefter gik de i marken under stegende sol og plantede sukkerrør eller høstede dem. De arbejdede indtil 18.30 med en enkelt spisepause midt på dagen. Mad måtte de selv skaffe ved i den sparsomme fritid at dyrke grøntsager omkring deres lerhytter – negeriet, ellers vankede der kun planterens majsgrød. De blev overvåget af en bomba, en slave, som skulle piske dem til at holde tempoet, og hvis han ikke piskede dem rigeligt, fik han selv pisk af den hvide mesterknægt. Der var meget få hvide til at overvåge slaverne. Der var endda plantager, hvor der slet ingen hvide var. Slaverne piskede hinanden. Samme system man brugte i de tyske koncentrationslejre. Marknegerne blev regnet for store dumme dyr, og i kolonitidens tidlige år fik de end ikke tøj på kroppen.
Andre slaver havde det bedre.
Husnegere kaldte man herskabets tjenende ånder, der havde opgaver i great house, fra rengøring til amning af herskabets børn. Der var ret sære opgaver, fx hængte man negerbørn i stropper over middagsbordet for at vifte fluer væk, andre havde den ære at tørre herren og fruen efter toiletbesøg med en særlig visk. En rig planter kunne have 5-25 husslaver.
Håndværkerslaver var talentfulde slaver – eller slaver, som var børn af planteren. De kunne uddanne sig, så de kunne lejes ud, når der ikke var travlt på plantagen. Især slaver, der mestrede processer i det komplicerede sukkerkogeri, havde høj status og var eftertragtede. Mange kunne ad den vej tjene penge nok til med tiden at købe sig fri.
Så vist var der slaver, der blev behandlet fair, og som formentlig fik en bedre tilværelse, end den de var kidnappet fra. Men for langt, langt de fleste var det et liv i uendelige lidelser - uden udsigt til andet end at arbejde sig selv ihjel for nogle få mennesker, de aldrig så.
Husnegere kaldte man herskabets tjenende ånder, der havde opgaver i great house, fra rengøring til amning af herskabets børn. Der var ret sære opgaver, fx hængte man negerbørn i stropper over middagsbordet for at vifte fluer væk, andre havde den ære at tørre herren og fruen efter toiletbesøg med en særlig visk. En rig planter kunne have 5-25 husslaver.
Håndværkerslaver var talentfulde slaver – eller slaver, som var børn af planteren. De kunne uddanne sig, så de kunne lejes ud, når der ikke var travlt på plantagen. Især slaver, der mestrede processer i det komplicerede sukkerkogeri, havde høj status og var eftertragtede. Mange kunne ad den vej tjene penge nok til med tiden at købe sig fri.
Så vist var der slaver, der blev behandlet fair, og som formentlig fik en bedre tilværelse, end den de var kidnappet fra. Men for langt, langt de fleste var det et liv i uendelige lidelser - uden udsigt til andet end at arbejde sig selv ihjel for nogle få mennesker, de aldrig så.
Man manglede ikke fantasi, når det gjaldt straffe til oprørske slaver.
Slaveoprør - år 1733
Det var ikke alle afrikanere, der fandt sig i det. Der var masser af oprør, men de blev slået ned hurtigt med voldsomme straffe til følge. Men et oprør var stort, så stort, at det var det største i Carbien. Det begyndte 23. november 1733 på St. Jan. Anledningen var et nyt slavereglement opfundet af guvernør Philip Gardelin (død 1740). Det var så ondt og pinefuldt, at selv hvide blev blege, da man så med hvilken fantasti, man kunne lemlæste de stakkels afrikanere. For guvernøren havde indset, at dødsstraf ingen virkning havde, da mange slaver ligefrem ønskede at dø. Derfor skulle de pines, knibes med gloende tænger, sættes i små bure og sulte, have skåret ørerne af osv. Og så gjorde de oprør - læs om det her.
Alle de voldsomme straffe havde stort set ingen virkning. Slaver blev ved med at gøre oprør, flygte, og de hvide levede i evig rædsel for, hvornår de fik skåret halsen over midt om natten. Men så kom kristendommen til hjælp.
Det var ikke alle afrikanere, der fandt sig i det. Der var masser af oprør, men de blev slået ned hurtigt med voldsomme straffe til følge. Men et oprør var stort, så stort, at det var det største i Carbien. Det begyndte 23. november 1733 på St. Jan. Anledningen var et nyt slavereglement opfundet af guvernør Philip Gardelin (død 1740). Det var så ondt og pinefuldt, at selv hvide blev blege, da man så med hvilken fantasti, man kunne lemlæste de stakkels afrikanere. For guvernøren havde indset, at dødsstraf ingen virkning havde, da mange slaver ligefrem ønskede at dø. Derfor skulle de pines, knibes med gloende tænger, sættes i små bure og sulte, have skåret ørerne af osv. Og så gjorde de oprør - læs om det her.
Alle de voldsomme straffe havde stort set ingen virkning. Slaver blev ved med at gøre oprør, flygte, og de hvide levede i evig rædsel for, hvornår de fik skåret halsen over midt om natten. Men så kom kristendommen til hjælp.
Missionærerne kommer
Lederen af den religiøse bevægelse, Brødremenigheden eller De Moraviske Brødre, rigsgreve Zinzendorf (1700-1760) fik opgaven at bringe kristendom til Dansk Vestindiens slaver. Han havde ved Chr. 6´s kroning mødt en slave fra Vestindien, der fortalte om det elendige liv på øerne. Og med støtte fra det nye, meget pietetiske konge sendte han missionærer af sted i 1732. De skulle omvende slaver i deres frokostpauser. Først rigtig vind i sejlene fik det, da missionæren Frederik Martin kom i 1736. Han fik tilnavnet St. Croix' Apostel. I 1738 købte missionærerne deres egen plantage, Basunbjerget. De endte med at blive en af de største slaveejere på St. Croix, og mange af dem blev regnet blandt de mest brutale, men de piskede dem jo i en god sags tjeneste, mente de, for uden indkomsten fra slaverne kunne de ikke være gode mod andre slaver. Efterhånden blev tusinder af slaver døbt. De lærte, at de var elendige mennesker, der ikke havde fortjent bedre, men der var udsigt til himmelsk fred og et liv i paradis, hvis de holdt ud. Det gjorde det lidt nemmere at være slave, men sandelig meget lettere at være slaveejer, og missionærerne blev populære på plantagerne. Religion viste sig at være den helt rette medicin mod oprørske slaver.
Lederen af den religiøse bevægelse, Brødremenigheden eller De Moraviske Brødre, rigsgreve Zinzendorf (1700-1760) fik opgaven at bringe kristendom til Dansk Vestindiens slaver. Han havde ved Chr. 6´s kroning mødt en slave fra Vestindien, der fortalte om det elendige liv på øerne. Og med støtte fra det nye, meget pietetiske konge sendte han missionærer af sted i 1732. De skulle omvende slaver i deres frokostpauser. Først rigtig vind i sejlene fik det, da missionæren Frederik Martin kom i 1736. Han fik tilnavnet St. Croix' Apostel. I 1738 købte missionærerne deres egen plantage, Basunbjerget. De endte med at blive en af de største slaveejere på St. Croix, og mange af dem blev regnet blandt de mest brutale, men de piskede dem jo i en god sags tjeneste, mente de, for uden indkomsten fra slaverne kunne de ikke være gode mod andre slaver. Efterhånden blev tusinder af slaver døbt. De lærte, at de var elendige mennesker, der ikke havde fortjent bedre, men der var udsigt til himmelsk fred og et liv i paradis, hvis de holdt ud. Det gjorde det lidt nemmere at være slave, men sandelig meget lettere at være slaveejer, og missionærerne blev populære på plantagerne. Religion viste sig at være den helt rette medicin mod oprørske slaver.
Vi køber St. Croix - 1733
Frederik 5. blev hædret med denne statue, betalt af sukker og slaver, foto Kenneth Bo Jørgensen
Danskerne havde ikke den store succes med sukkerproduktionen på St. Thomas og St. Jan. Øerne var for bakkede og besværlige, selv om man piskede afrikanere. Men alle ville have sukker, så man så sig om efter et mere egnet sted at dyrke det. Det lå lige stik syd. Den franske ø St. Croix var forsømt og et vildnis, med ca. 600 indbyggere, heraf 450 slaver, men den danske guvernør fik dollartegn i øjnene, da han besøgte øen i 1718. Fladt, frodigt land var lige, hvad han ledte efter.
I 1733 købte vi St. Croix af Frankrig for 164.000 rigsdaler – øens hovedstad Port St. Jean blev til Christiansted. Øen havde haft mange ejere, i dag ser man syv flag vaje: Det engelske, hollandske, spanske, maltesiske, franske, danske, amerikanske og deres eget. Første guvernør på St. Croix – eller opperhoved, som man kaldte det - blev den norske storkøbmand Frederik Moth (1724–1727). Han gik til opgaven med krum hals. Han delte øen op i ni kvarterer, som stadig eksisterer med de danske navne. Han hentede folk fra de engelske øer, for danskere var stadig svære at tiltrække. Han havde også behov for slaver, for selv om han kunne drive en glimrende tømmervirksomhed på øen uden, så var det ikke træ, men sukker, kongen ville have, og derfor fik slavehandel fuld skrue.
Dansk Kronkoloni
Kompagniet led tab på slavehandel og gad ikke de besværlige transporter til Afrika. De ville hellere skovle penge ind på handel med varer, der ikke kunne dø eller gøre oprør. Men det gjorde plantageejere utilfredse, for de havde brug for slaver for at producere sukker. Og i det hele taget havde handelskompagniet svært ved at styre tingene i kolonierne.
Købmændene bad derfor kongen, Frederik 5. det vil dengang sige staten, om at overtage hele butikken. Det var på det tidspunkt en elendig forretning, men en af kompagniets storaktionærer var Adam Gottlieb Moltke, Danmarks egentlige hersker dengang. Han overtalte i 1754 kongen, som betalte 1,4 mio. rigsdaler for kompagniet, et svimlende beløb, der forarmede landet i årtier, mens kompagniets ejere gned sig i hænderne. Til gengæld blev Frederik hædret efter alle kunstens regler, blandt andet udtrykt ved den fantastiske rytterstatue på Amalienborg Slotsplads, som kom til at koste mere end alle fire palæer tilsammen.
Men det blev staten, der grinte sidst, for med tiden viste det sig at blive en overdådig investering, pengene kom mange gange tilbage i statskassen. Kongen indførte fri handel. St. Thomas blev frihavn, mens St. Croix og St. Jan skulle producere sukker. Og man kunne ikke røre en finger på nogen ø, uden at der skulle svares told eller skat til kongen. Som kronkoloni blev øerne invaderet af rigtige embedsmænd, der fik styr på alt, så meget man nu kunne i den varme. 37-årige Christian Lebrecht von Pröck blev i 1755 Dansk Vestindiens første generalguvernør med følgende ordre fra kongen:
Lad mig nu se, at I bringer det dertil, at Vi kan have så mange Sukkere, som Vi kan forbruge i Vore egne Riger.
Sukker var konge
Det var nødvendigt for kongen at understrege, at han ville have sukker. For ellers risikerede han, at man på øerne fandt på noget, der var mere givtigt for dem selv. Mange plantageejere på St. Croix ville langt hellere dyrke skov eller bare noget andet end den brutale sukkerproduktion, men Danmark ville have sukker. Derfor beordrede den danske regering, at man kun kunne købe jord, hvis man havde et vist antal slaver, og så kunne man ligeså godt dyrke sukkerrør. På den måde tvang den danske stat plantageejerne til at købe flere slaver.
I 1733 købte vi St. Croix af Frankrig for 164.000 rigsdaler – øens hovedstad Port St. Jean blev til Christiansted. Øen havde haft mange ejere, i dag ser man syv flag vaje: Det engelske, hollandske, spanske, maltesiske, franske, danske, amerikanske og deres eget. Første guvernør på St. Croix – eller opperhoved, som man kaldte det - blev den norske storkøbmand Frederik Moth (1724–1727). Han gik til opgaven med krum hals. Han delte øen op i ni kvarterer, som stadig eksisterer med de danske navne. Han hentede folk fra de engelske øer, for danskere var stadig svære at tiltrække. Han havde også behov for slaver, for selv om han kunne drive en glimrende tømmervirksomhed på øen uden, så var det ikke træ, men sukker, kongen ville have, og derfor fik slavehandel fuld skrue.
Dansk Kronkoloni
Kompagniet led tab på slavehandel og gad ikke de besværlige transporter til Afrika. De ville hellere skovle penge ind på handel med varer, der ikke kunne dø eller gøre oprør. Men det gjorde plantageejere utilfredse, for de havde brug for slaver for at producere sukker. Og i det hele taget havde handelskompagniet svært ved at styre tingene i kolonierne.
Købmændene bad derfor kongen, Frederik 5. det vil dengang sige staten, om at overtage hele butikken. Det var på det tidspunkt en elendig forretning, men en af kompagniets storaktionærer var Adam Gottlieb Moltke, Danmarks egentlige hersker dengang. Han overtalte i 1754 kongen, som betalte 1,4 mio. rigsdaler for kompagniet, et svimlende beløb, der forarmede landet i årtier, mens kompagniets ejere gned sig i hænderne. Til gengæld blev Frederik hædret efter alle kunstens regler, blandt andet udtrykt ved den fantastiske rytterstatue på Amalienborg Slotsplads, som kom til at koste mere end alle fire palæer tilsammen.
Men det blev staten, der grinte sidst, for med tiden viste det sig at blive en overdådig investering, pengene kom mange gange tilbage i statskassen. Kongen indførte fri handel. St. Thomas blev frihavn, mens St. Croix og St. Jan skulle producere sukker. Og man kunne ikke røre en finger på nogen ø, uden at der skulle svares told eller skat til kongen. Som kronkoloni blev øerne invaderet af rigtige embedsmænd, der fik styr på alt, så meget man nu kunne i den varme. 37-årige Christian Lebrecht von Pröck blev i 1755 Dansk Vestindiens første generalguvernør med følgende ordre fra kongen:
Lad mig nu se, at I bringer det dertil, at Vi kan have så mange Sukkere, som Vi kan forbruge i Vore egne Riger.
Sukker var konge
Det var nødvendigt for kongen at understrege, at han ville have sukker. For ellers risikerede han, at man på øerne fandt på noget, der var mere givtigt for dem selv. Mange plantageejere på St. Croix ville langt hellere dyrke skov eller bare noget andet end den brutale sukkerproduktion, men Danmark ville have sukker. Derfor beordrede den danske regering, at man kun kunne købe jord, hvis man havde et vist antal slaver, og så kunne man ligeså godt dyrke sukkerrør. På den måde tvang den danske stat plantageejerne til at købe flere slaver.
Sukkermøllen på St. Croix skaffede rigdomme helt hjem til København, foto Kenneth Bo Jørgensen
Og det virkede. Sukkerproduktionen steg. St. Croix og St. Jan kunne i 1812 levere en rekord på 23.000 tons råsukker. Sukker blev konge, som man sagde, ikke mindst i København. Her blev sukkermassen raffineret til sukkertoppe og eksporteret til hele Nordeuropa. Halvdelen af Københavns import var sukker fra Vestindien, og halvdelen af den danske eksport var også sukker. Vi blev rige på sukker, især København, hvor sukker bestød ligeså meget, som sild havde gjort i middelalderen. Sukkerraffinering var Københavns vigtigste industri med op til 20 raffinaderier, specielt mange på Christianshavn, men også provinsbyer havde et. Købmænd kunne opføre palæer og herregårde og fancy titler, fra bondeknold eller matros til adelsmand med gods på få år (Læs her). Og staten blev lige så fed. Ikke på statens plantager, for de skidt drevne, næ, de store penge kom fra: Udførselstold, grundskat, bygningsafgift, kopskat på slaver, stempelafgifter, told og tiende, en særlig skat som blev påført plantere, hvis de ville nyde deres rigdomme i andre lande end Danmark. Man kunne dårligt slå en prut uden skat.
Handelscentrum
Imens de knoklede på St. Croix og St. Jan, nød St. Thomas kronede dage som havn og handelssted, især under alle krigene i Europa, hvor Danmark var neutral. Da kunne de stridende parter benytte St. Thomas. Og det skæppede i kassen. De store engelske postskibe brugte St. Thomas som postcentral, herfra kom post og gods fra England - og blev fordelt på mindre skibe og videre til de øvrige caribiske øer. Dampskibe gav endnu mere vækst, for havnen i Charlotte Amalie var kendt som en effektiv havn, hvor man fik kul ombord - bunkre – i en fart af 300 tons på halvandet døgn, og også dengang var tid penge. Fra 1819-28 ankom i gennemsnit 2754 skibe om året.
Så alle øerne blomstrede, og man kunne pludselig tiltrække dygtige og driftige folk både lokalt og fra Europa. Og besøgende blev overvældede af den velstand, de mødte.
Handelscentrum
Imens de knoklede på St. Croix og St. Jan, nød St. Thomas kronede dage som havn og handelssted, især under alle krigene i Europa, hvor Danmark var neutral. Da kunne de stridende parter benytte St. Thomas. Og det skæppede i kassen. De store engelske postskibe brugte St. Thomas som postcentral, herfra kom post og gods fra England - og blev fordelt på mindre skibe og videre til de øvrige caribiske øer. Dampskibe gav endnu mere vækst, for havnen i Charlotte Amalie var kendt som en effektiv havn, hvor man fik kul ombord - bunkre – i en fart af 300 tons på halvandet døgn, og også dengang var tid penge. Fra 1819-28 ankom i gennemsnit 2754 skibe om året.
Så alle øerne blomstrede, og man kunne pludselig tiltrække dygtige og driftige folk både lokalt og fra Europa. Og besøgende blev overvældede af den velstand, de mødte.
Sådan stopper slavehandel i Dansk Vestindien
Chr. 7 stoppede slavehandel, ikke slaveri
De almindelige danskere vidste meget lidt om slaveriet i Dansk Vestindien, de anede såmænd knapt nok noget om Dansk Vestindien. Men blandt de lærde og på regeringskontorer kendte man alt til slaveriets grusomheder. Mange kom chokerede hjem fra besøg på øerne, og mange protesterede. Lægen Poul Isert skrev om de grusomme tilstande efter et besøg og foreslog, at man flyttede sukker til Afrika, så afrikanerne i det mindste kunne trælle på egen jord. Det lød så fornuftigt, og han fik penge til at undersøge muligheden, men han døde under mystiske omstændigheder under sin research på slavefortet Christiansborg i Guinea. Man skal passe på, når man truer folk på deres levebrød. Så slaveriet fortsatte bare uanset hvor ulogisk det var på alle niveauer. Samtidig kom der også rosenrøde beskrivelser af slaver, der nu havde fået styr på deres indre ondskab ved at udføre hårdt arbejde fra morgen til aften. Der var bare ikke den store bevægelse imod slaveri, som man f.eks. oplevede i England.
Alligevel blev det Danmark, der 16. marts 1792 fik plads i verdenshistorien, da Kong Christian 7. bekendtgjorde, at slavehandel ville blive forbudt fra 1802 – altså ti år efter. På grund af vedholdende og for vort land så heldige misforståelser, bliver det stadig i historiebøger verden over udlagt som om, at Danmark var den første nation, der afskaffede slaveri. Det er branding, der er mere værd en lurpakket smør, men det er forkert. Kongens forbud mod slavehandel nævnte intet om at ophæve slaveriet. Den tanke havde man slet ikke. Der lå derimod masser af tanker om, at man kunne tjene endnu flere penge på slaverne ved at forbyde handel med dem. Hvordan det?
Alligevel blev det Danmark, der 16. marts 1792 fik plads i verdenshistorien, da Kong Christian 7. bekendtgjorde, at slavehandel ville blive forbudt fra 1802 – altså ti år efter. På grund af vedholdende og for vort land så heldige misforståelser, bliver det stadig i historiebøger verden over udlagt som om, at Danmark var den første nation, der afskaffede slaveri. Det er branding, der er mere værd en lurpakket smør, men det er forkert. Kongens forbud mod slavehandel nævnte intet om at ophæve slaveriet. Den tanke havde man slet ikke. Der lå derimod masser af tanker om, at man kunne tjene endnu flere penge på slaverne ved at forbyde handel med dem. Hvordan det?
Ernst Schimmelmann
Den smarte plan
Ideen om at forbyde slavehandel, men tjene endnu mere på slaveri, menes at stamme fra Ernst Schimmelmann (1747-1831) - en af Danmarks vigtigste mænd under Christian 7. Han var finansminister, men også en af Vestindiens største plantage- og slaveejere, og han var direktør for slavehandelsselskabet. Med andre ord: Han levede af slaver. Og han levede som en konge, vinterboligen var Odd Fellow Palæet i København. Hans ide udsprang sig af det faktum, at slaverne blev behandlet så elendigt, at de døde unge, og de fødte kun få børn, fordi kvinderne aborterede af det hårde arbejde. Desuden var slavetransporter noget møg. De krævede meget mandskab, på bare 10 år var 2004 søfolk beskæftiget med slavefart, og så døde de af det på stribe, 691 af de 2004 døde på arbejde. Ofte var dødsraten blandt besætningen højere end blandt slaverne. De danske søfolk kunne ikke tåle det, ligesom tyske ss-soldater også kunne have det svært i kz-lejre. Man kunne ikke blive ved at miste alle de sømænd, og desuden var handelen med slaver i sig selv ikke særlig profitabel.
Så her er ideen: Hvis planterne nu fik besked om, at det var slut med at importere nye slaver, ville det være i deres interesse at behandle dem ordentligt, så de fik flere børn. På den måde kunne man blive selvforsynede med slaver, og slaveriet kunne fortsætte uden den bøvlede trafik fra Afrika. Den ti års frist blev sat for at øge slavejagten, så man kunne nå op på det antal, der var nødvendigt for at blive selvforsynede. Forbuddet mod slavehandel var altså et startskud, ikke en afslutning. Planterne fik endda mulighed for at købe slaver med billige statslån. Men også mange danskere misforstod forbuddet og troede, at der lå humane ideer bag. Digteren P. A. Heiberg besang regenten: ”tankens, bondens, negerens lænker han med ædel kækhed brød.” Og i syngespillet ”Peters Bryllup” fra 1793 turde man tage parti og sang:
Hvad har en stakkels Neger gjort
at den blanke Mand ham hader?
Er han ond, for han er sort?
Er Gud ikke alles Fader?
O! Beklag den sorte Mand
Han er Træl i fremmed land.
Operationen lykkedes. Fra forbuddet blev bekendtgjort i 1792 til det trådte i kraft, indførtes 11.000 nye slaver. Men patienten døde. For planterne ejede ikke skam i livet. De udnyttede de arme mennesker endnu mere i håb om hurtig fortjeneste. Regeringen var tæt på at forlænge slavehandelen, da England forbød både handel og slaveri med virkning fra 1833. Derefter turde Danmark ikke ændre forbuddet mod handel. Men slaveri holdt vi fast ved.
Ideen om at forbyde slavehandel, men tjene endnu mere på slaveri, menes at stamme fra Ernst Schimmelmann (1747-1831) - en af Danmarks vigtigste mænd under Christian 7. Han var finansminister, men også en af Vestindiens største plantage- og slaveejere, og han var direktør for slavehandelsselskabet. Med andre ord: Han levede af slaver. Og han levede som en konge, vinterboligen var Odd Fellow Palæet i København. Hans ide udsprang sig af det faktum, at slaverne blev behandlet så elendigt, at de døde unge, og de fødte kun få børn, fordi kvinderne aborterede af det hårde arbejde. Desuden var slavetransporter noget møg. De krævede meget mandskab, på bare 10 år var 2004 søfolk beskæftiget med slavefart, og så døde de af det på stribe, 691 af de 2004 døde på arbejde. Ofte var dødsraten blandt besætningen højere end blandt slaverne. De danske søfolk kunne ikke tåle det, ligesom tyske ss-soldater også kunne have det svært i kz-lejre. Man kunne ikke blive ved at miste alle de sømænd, og desuden var handelen med slaver i sig selv ikke særlig profitabel.
Så her er ideen: Hvis planterne nu fik besked om, at det var slut med at importere nye slaver, ville det være i deres interesse at behandle dem ordentligt, så de fik flere børn. På den måde kunne man blive selvforsynede med slaver, og slaveriet kunne fortsætte uden den bøvlede trafik fra Afrika. Den ti års frist blev sat for at øge slavejagten, så man kunne nå op på det antal, der var nødvendigt for at blive selvforsynede. Forbuddet mod slavehandel var altså et startskud, ikke en afslutning. Planterne fik endda mulighed for at købe slaver med billige statslån. Men også mange danskere misforstod forbuddet og troede, at der lå humane ideer bag. Digteren P. A. Heiberg besang regenten: ”tankens, bondens, negerens lænker han med ædel kækhed brød.” Og i syngespillet ”Peters Bryllup” fra 1793 turde man tage parti og sang:
Hvad har en stakkels Neger gjort
at den blanke Mand ham hader?
Er han ond, for han er sort?
Er Gud ikke alles Fader?
O! Beklag den sorte Mand
Han er Træl i fremmed land.
Operationen lykkedes. Fra forbuddet blev bekendtgjort i 1792 til det trådte i kraft, indførtes 11.000 nye slaver. Men patienten døde. For planterne ejede ikke skam i livet. De udnyttede de arme mennesker endnu mere i håb om hurtig fortjeneste. Regeringen var tæt på at forlænge slavehandelen, da England forbød både handel og slaveri med virkning fra 1833. Derefter turde Danmark ikke ændre forbuddet mod handel. Men slaveri holdt vi fast ved.
Engelsk og dansk skib i kamp, men englænderne vandt og besatte øerne.
Engelsk styre
I 1801 fik Dannebrog en pause på øerne, for op røg Union Jack. I Europa havde Danmark indgået en neutralitetsaftale med Rusland, Sverige og Preussen, og det brød England sig ikke om. Det endte med Lord Nelson bombarderede København, men krigen begyndte i Vestindien. 27. marts ankrede 25 engelske skibe op i Charlotte Amalie. En venlig englænder sejlede i land og fortalte, at der i skibene sad 5000 blodtørstige soldater og ventede på at smadre øen. Englænderen inviterede den danske militærchef ud i skibene for selv at se det, og det gjorde han, og han blev overbevist og kapitulerede uden et skud. Det gentog sig på St. Croix. Alle danske og norske soldater blev sendt til England som krigsfanger, en engelsk guvernør overtog styret, men de danske embedsmænd arbejdede videre som normalt, de kan arbejde for enhver også dengang. Alle hvide på øerne skulle sværge troskab til den engelske konge, hvilket ikke voldte de store problemer, da de fleste alligevel var englændere, og slaverne blev slet ikke orienteret om deres nye nationalitet. Da Danmark gav efter i Europa, fik vi øerne tilbage. Seks år senere begyndte det forfra. I 1807 skyldtes balladen, at Danmark holdt med Napoleon og dermed tabte. Øerne blev igen engelske - uden at det berørte ret mange. Efter Kielerfreden i 1814 fik vi dog øerne tilbage igen, mod at England fik Helgoland.
Storhed i fattigdom
Danmark var lagt ned efter krigen med tab af flåden og statsbankerot. De vestindiske øer var det eneste, der trivedes. Sukkerpriserne var høje, og da kongen, Frederik 6. ikke havde så meget om ørerne længere, begyndte han at interessere sig for sine caribiske øer. Også almindelige danskere fik for første gang en bevidsthed om øerne, og de blev ligefrem populære. Der blev pludselig rift om embederne, og de dygtigste embedsmænd kom hertil for at nyde luksus og rigdom med ugentlige soireer og ”kulørte fruentimmere”. Generalguvernøren blev rigets fineste og højst betalte embedsmand uden for hoffet, og han kunne forelægge vestindiske sager direkte for kongen. Ikke mindst, da generalguvernøren i 1827 kom til at hedde Peter von Scholten (Læs her)
I 1801 fik Dannebrog en pause på øerne, for op røg Union Jack. I Europa havde Danmark indgået en neutralitetsaftale med Rusland, Sverige og Preussen, og det brød England sig ikke om. Det endte med Lord Nelson bombarderede København, men krigen begyndte i Vestindien. 27. marts ankrede 25 engelske skibe op i Charlotte Amalie. En venlig englænder sejlede i land og fortalte, at der i skibene sad 5000 blodtørstige soldater og ventede på at smadre øen. Englænderen inviterede den danske militærchef ud i skibene for selv at se det, og det gjorde han, og han blev overbevist og kapitulerede uden et skud. Det gentog sig på St. Croix. Alle danske og norske soldater blev sendt til England som krigsfanger, en engelsk guvernør overtog styret, men de danske embedsmænd arbejdede videre som normalt, de kan arbejde for enhver også dengang. Alle hvide på øerne skulle sværge troskab til den engelske konge, hvilket ikke voldte de store problemer, da de fleste alligevel var englændere, og slaverne blev slet ikke orienteret om deres nye nationalitet. Da Danmark gav efter i Europa, fik vi øerne tilbage. Seks år senere begyndte det forfra. I 1807 skyldtes balladen, at Danmark holdt med Napoleon og dermed tabte. Øerne blev igen engelske - uden at det berørte ret mange. Efter Kielerfreden i 1814 fik vi dog øerne tilbage igen, mod at England fik Helgoland.
Storhed i fattigdom
Danmark var lagt ned efter krigen med tab af flåden og statsbankerot. De vestindiske øer var det eneste, der trivedes. Sukkerpriserne var høje, og da kongen, Frederik 6. ikke havde så meget om ørerne længere, begyndte han at interessere sig for sine caribiske øer. Også almindelige danskere fik for første gang en bevidsthed om øerne, og de blev ligefrem populære. Der blev pludselig rift om embederne, og de dygtigste embedsmænd kom hertil for at nyde luksus og rigdom med ugentlige soireer og ”kulørte fruentimmere”. Generalguvernøren blev rigets fineste og højst betalte embedsmand uden for hoffet, og han kunne forelægge vestindiske sager direkte for kongen. Ikke mindst, da generalguvernøren i 1827 kom til at hedde Peter von Scholten (Læs her)
København fik i 2019 et mindesmærke for slavernes oprør: Freedom, nu på Eigtveds Plads
Slaveriets ophør
Men alle vidste, at Danmark måtte opgive slaveriet, for efterhånden var halvdelen af Vestindiens slaverr frie. Spørgsmålet var hvornår og hvordan. Generalguvernør Peter von Scholten mente, at man var nødt til at uddanne slaverne, for frihed uden uddannelse var intet værd. Derfor indførte han skoler for slavebørn. Han mente også, at det var vigtigt at give fuld frihed for alle på én gang for at undgå uroligheder. Scholten havde formentlig fået sin vilje, hvis Fr. 6. havde levet længe nok, men Sjette Frederik døde i 1839. I stedet skulle Scholten overbevise Kong Christian 8., der var en anden type. Klog, men vægelsindet og langsom, og så havde han ikke meget fidus til Scholten. I 1847 besluttede kongen stik imod Scholtens råd, at kun slavebørn født efter 28. juni 1847 skulle være frie. Resten måtte vente i 12 år. Det var den ringeste løsning, for de eneste, der ikke blev sure, var de ufødte frie børn.
Oprøret
I juli 1848 brød oprør løs i Frederiksted på St. Croix. 8000 slaver gik i fakkeltog i gaderne. At det blev denne by på denne dag kan skyldes, at oprørslederen, Moses Gottlieb, også kaldet General Buddo, ville undgå blodsudgydelser. Han regnede med, at Peter von Scholten ville komme til Frederiksted efter et besøg på St. Thomas, og når Scholten så oprøret, ville han give sig frivilligt. Men vinden vendte, og Scholten sejlede i stedet til Christiansted, og så udviklede oprøret sig.
Politistationen blev raseret, og plyndringer begyndte. Generalguvernørens bror, Frederik von Scholten, tolder i Frederiksted, sendte bud efter sin bror. Peter von Scholten kørte 3. juli ind foran Fort Frederik, så den ophidsede folkemængde og råbte: »Now you are free. You are hereby emancipated« (Nu er I frie. I er hermed givet fri).
Næste dag forsøgte von Scholten at holde ro på øen, men han blev syg, og planterne rasede. Få dage efter fik han et slagtilfælde og drog hjem.
Danske soldater gik til modangreb på oprørerne og lavede standretter. Negerlederen General Buddo, som red rundt på en hvid hest i generalsuniform og forsøgte at holde situationen under kontrol, blev fanget og udvist. Frihedskampen kom til at koste 40 slaver livet, mens ingen hvide kom til skade. Men slaverne var frie. Det stod ikke til at trække tilbage.
Men alle vidste, at Danmark måtte opgive slaveriet, for efterhånden var halvdelen af Vestindiens slaverr frie. Spørgsmålet var hvornår og hvordan. Generalguvernør Peter von Scholten mente, at man var nødt til at uddanne slaverne, for frihed uden uddannelse var intet værd. Derfor indførte han skoler for slavebørn. Han mente også, at det var vigtigt at give fuld frihed for alle på én gang for at undgå uroligheder. Scholten havde formentlig fået sin vilje, hvis Fr. 6. havde levet længe nok, men Sjette Frederik døde i 1839. I stedet skulle Scholten overbevise Kong Christian 8., der var en anden type. Klog, men vægelsindet og langsom, og så havde han ikke meget fidus til Scholten. I 1847 besluttede kongen stik imod Scholtens råd, at kun slavebørn født efter 28. juni 1847 skulle være frie. Resten måtte vente i 12 år. Det var den ringeste løsning, for de eneste, der ikke blev sure, var de ufødte frie børn.
Oprøret
I juli 1848 brød oprør løs i Frederiksted på St. Croix. 8000 slaver gik i fakkeltog i gaderne. At det blev denne by på denne dag kan skyldes, at oprørslederen, Moses Gottlieb, også kaldet General Buddo, ville undgå blodsudgydelser. Han regnede med, at Peter von Scholten ville komme til Frederiksted efter et besøg på St. Thomas, og når Scholten så oprøret, ville han give sig frivilligt. Men vinden vendte, og Scholten sejlede i stedet til Christiansted, og så udviklede oprøret sig.
Politistationen blev raseret, og plyndringer begyndte. Generalguvernørens bror, Frederik von Scholten, tolder i Frederiksted, sendte bud efter sin bror. Peter von Scholten kørte 3. juli ind foran Fort Frederik, så den ophidsede folkemængde og råbte: »Now you are free. You are hereby emancipated« (Nu er I frie. I er hermed givet fri).
Næste dag forsøgte von Scholten at holde ro på øen, men han blev syg, og planterne rasede. Få dage efter fik han et slagtilfælde og drog hjem.
Danske soldater gik til modangreb på oprørerne og lavede standretter. Negerlederen General Buddo, som red rundt på en hvid hest i generalsuniform og forsøgte at holde situationen under kontrol, blev fanget og udvist. Frihedskampen kom til at koste 40 slaver livet, mens ingen hvide kom til skade. Men slaverne var frie. Det stod ikke til at trække tilbage.
Frie i fattigdom
Slaverne blev frie, men i starten var der ikke den store forandring.
Efter slaverets ophør blev skulle arbejdsmarkedet reorganiseres. De fleste frigivne vendte blev på deres plantager, hvor skulle de ellers tage hen? Nu blev de tvunget til 1-års kontrakter, så de kun kunne skifte arbejde 1. oktober – skiftedag. Sådan var det også for fattige i Danmark. Afrikanerne var nu landarbejdere, og de fik løn, men lønnen var ofte en hytte, lidt jord og 5-15 cent om dagen, ikke meget bedre end før. Til gengæld slap planterne for ansvaret for syge og gamle, dem havde de tidligere taget sig af, nu måtte de klare sig selv ved hjælp af familie og venner. Det blev hurtigt en fordel for de hvide.
På øerne var der 18.759 slaver, da slaveriet ophørte. Den danske stat anerkendte planternes ejendomsret til dem, og ejerne fik en erstatning på 50 dollars pr. slave. Pengene brugte de til at købe maskiner, dampmøller, der kunne erstatte manuel arbejdskraft. Og så gik det ellers ned ad bakke på øerne. Bureaukratiet voksede. Administration og militær beslaglagde 3/5 af omsætningen på øerne. Men det største slag kom, da sukkerrør mistede sin betydning, fordi man udvandt sukker af roer på Lolland. Fattigdom og hungersnød bredte sig. Og på skiftedag 1878 blev der oprør i Frederiksted. Fireburn hed oprøret, hvor store dele af byen og mange plantager blev brændt af.
På øerne var der 18.759 slaver, da slaveriet ophørte. Den danske stat anerkendte planternes ejendomsret til dem, og ejerne fik en erstatning på 50 dollars pr. slave. Pengene brugte de til at købe maskiner, dampmøller, der kunne erstatte manuel arbejdskraft. Og så gik det ellers ned ad bakke på øerne. Bureaukratiet voksede. Administration og militær beslaglagde 3/5 af omsætningen på øerne. Men det største slag kom, da sukkerrør mistede sin betydning, fordi man udvandt sukker af roer på Lolland. Fattigdom og hungersnød bredte sig. Og på skiftedag 1878 blev der oprør i Frederiksted. Fireburn hed oprøret, hvor store dele af byen og mange plantager blev brændt af.
Forholdet mellem hvide og sorte danskere ændrede sig, viste det satiriske blad Blæksprutten
Hvem trællede for hvem
St. Thomas var ikke berørt af sukker og slaver og havde opgangstider, fordi den var en vigtig havn, men byen blev ramt af gul feber, kolera, orkaner, tsunamier og jordskælv. Og snart kunne de nye dampskibe sejle direkte til deres destinationer uden at skulle bunkre på St. Thomas. I 1885 flyttede det engelske postvæsen deres hovedkvarter fra St. Thomas til Barbados. Telegrafen betød, at skibe ikke længere behøvede at gå i havn for at få nye fragter. Fra 1882 og ti år frem lukkede syv af otte skibsmæglere i Charlotte Amalie, og mange større forretninger fulgte med. Ulykkerne ville ingen ende tage.
Den danske industrimand H.N. Andersen oprettede i 1902 Det Vestindiske Kompagni og pustede liv i Charlotte Amalie. Man indførte koloniallotteriet, hvor overskuddet gik til øernes udvikling. Men utilfredsheden med det danske styre voksede. Den sorte leder Hamilton Jackson var i København for at kræve bedre forhold, men intet ville lykkes, uroen tog til, og flere plantager blev brændt af i protest.
I 1916 var der generalstrejke i en måned. Den gav arbejderne mere i løn, men strejken ændrede også forholdet mellem hvide og sorte. De sorte mistede respekt for de hvide, og de hvide turde dårligt gå på deres egne marker af frygt for at få et lag tæsk.
Den danske regering sendte krydseren Valkyrien til øerne for vise muskler, selv om det mest var egnet til repræsentation, men det vidste man jo ikke på land. Krydseren med 230 mand blev på øerne indtil 31. marts 1917.
St. Thomas var ikke berørt af sukker og slaver og havde opgangstider, fordi den var en vigtig havn, men byen blev ramt af gul feber, kolera, orkaner, tsunamier og jordskælv. Og snart kunne de nye dampskibe sejle direkte til deres destinationer uden at skulle bunkre på St. Thomas. I 1885 flyttede det engelske postvæsen deres hovedkvarter fra St. Thomas til Barbados. Telegrafen betød, at skibe ikke længere behøvede at gå i havn for at få nye fragter. Fra 1882 og ti år frem lukkede syv af otte skibsmæglere i Charlotte Amalie, og mange større forretninger fulgte med. Ulykkerne ville ingen ende tage.
Den danske industrimand H.N. Andersen oprettede i 1902 Det Vestindiske Kompagni og pustede liv i Charlotte Amalie. Man indførte koloniallotteriet, hvor overskuddet gik til øernes udvikling. Men utilfredsheden med det danske styre voksede. Den sorte leder Hamilton Jackson var i København for at kræve bedre forhold, men intet ville lykkes, uroen tog til, og flere plantager blev brændt af i protest.
I 1916 var der generalstrejke i en måned. Den gav arbejderne mere i løn, men strejken ændrede også forholdet mellem hvide og sorte. De sorte mistede respekt for de hvide, og de hvide turde dårligt gå på deres egne marker af frygt for at få et lag tæsk.
Den danske regering sendte krydseren Valkyrien til øerne for vise muskler, selv om det mest var egnet til repræsentation, men det vidste man jo ikke på land. Krydseren med 230 mand blev på øerne indtil 31. marts 1917.
Uncle Sam fandt den store pengepung frem i 1915
Salgsplanerne
Salgstanker svirrede i et mere end et halvt århundrede. De begyndte efter slaveriets ophør. Nogle ville af med øerne, fordi de ikke længere gav overskud. Andre mente, at vi ville blive tvunget til at aflevere dem til USA eller give dem selvstændighed, og så kunne Danmark ligeså godt få penge ud af det. Og så var der dem, der ikke ville af med de danske juveler. som de blev kaldt.
Abraham Lincoln var første amerikanske præsident, der ville købe. Han ønskede en forpost i Caribien, så USA kunne imødegå angreb fra Mexico og de spanske besiddelser. Det stoppede, da præsidenten blev myrdet, og siden fik USA både Puerto Rico og Cuba som forposter.
Men interessen dukkede op igen. For USA frygtede, at Danmark ville sælge dem til Tyskland. Eller give dem til Tyskland i bytte for Slesvig, som vi havde mistet i 1864. I 1867 tilbød USA $5 mio., men Danmark ville have 15. Man enedes til sidst om $7½ mio., men handlen skulle kun gælde St. Thomas og St. Jan. Kong Christian 9. underskrev traktaten, og på øerne sagde man ja ved en afstemning. Men USAs senat afviste og ydmygede os, så det sveg.
I 1892 accepterede Chr. 9. igen et købstilbud, men fik igen en blodtud. Derefter var et virvar af mellemmænd og selvbestaltede mæglere inde i billedet. Med skandaler og korruption.
I 1902 tilbød USA $5 mio. Folketinget stemte ja, og præsident Theodore Roosevelt nåede at udpege øernes første amerikanske guvernør: Den dansk-amerikanske fotograf Jacob Riis. Men Landstinget stemte nej. Regeringen sendte efter et valg igen forslaget til afstemning i Landstinget, men det stod lige, og forslaget var forkastet. Resultatet var klart kl. 14 og nåede på grund af tidsforskellen frem til St. Croix samme dag kl. 13.
Fra 1906 til 1912 var der ingen salgsplaner, for Fr. 8 var stærkt imod. Men under 1. verdenskrig blev USA for alvor bange for, at tyskerne ville besætte øerne og anlægge en ubådsbase. Dermed fik de adgang til indre farvande og Panama-kanalen, der åbnede i 1914.
Salgstanker svirrede i et mere end et halvt århundrede. De begyndte efter slaveriets ophør. Nogle ville af med øerne, fordi de ikke længere gav overskud. Andre mente, at vi ville blive tvunget til at aflevere dem til USA eller give dem selvstændighed, og så kunne Danmark ligeså godt få penge ud af det. Og så var der dem, der ikke ville af med de danske juveler. som de blev kaldt.
Abraham Lincoln var første amerikanske præsident, der ville købe. Han ønskede en forpost i Caribien, så USA kunne imødegå angreb fra Mexico og de spanske besiddelser. Det stoppede, da præsidenten blev myrdet, og siden fik USA både Puerto Rico og Cuba som forposter.
Men interessen dukkede op igen. For USA frygtede, at Danmark ville sælge dem til Tyskland. Eller give dem til Tyskland i bytte for Slesvig, som vi havde mistet i 1864. I 1867 tilbød USA $5 mio., men Danmark ville have 15. Man enedes til sidst om $7½ mio., men handlen skulle kun gælde St. Thomas og St. Jan. Kong Christian 9. underskrev traktaten, og på øerne sagde man ja ved en afstemning. Men USAs senat afviste og ydmygede os, så det sveg.
I 1892 accepterede Chr. 9. igen et købstilbud, men fik igen en blodtud. Derefter var et virvar af mellemmænd og selvbestaltede mæglere inde i billedet. Med skandaler og korruption.
I 1902 tilbød USA $5 mio. Folketinget stemte ja, og præsident Theodore Roosevelt nåede at udpege øernes første amerikanske guvernør: Den dansk-amerikanske fotograf Jacob Riis. Men Landstinget stemte nej. Regeringen sendte efter et valg igen forslaget til afstemning i Landstinget, men det stod lige, og forslaget var forkastet. Resultatet var klart kl. 14 og nåede på grund af tidsforskellen frem til St. Croix samme dag kl. 13.
Fra 1906 til 1912 var der ingen salgsplaner, for Fr. 8 var stærkt imod. Men under 1. verdenskrig blev USA for alvor bange for, at tyskerne ville besætte øerne og anlægge en ubådsbase. Dermed fik de adgang til indre farvande og Panama-kanalen, der åbnede i 1914.
Respekten for de sorte var nu heller ikke blevet større ved afstemningen.
Folkeafstemning
I 1915 gav den radikale udenrigsminister Erik Scavenius amerikanerne et vink med en vognstang om, at de gerne måtte give et bud, men det skulle være stort, og at de gerne måtte true med, at de alligevel ville tage øerne, hvis vi ikke solgte. Det mente han ville hjælpe. Desuden forlangte han, at USA skulle anerkende Danmarks overhøjhed over Grønland som et led i handelen. Året efter kom tilbuddet på $25 mio., en fjerdedel af den danske stats årsbudget. 4. august 1916 blev salgstraktaten underskrevet på Hotel Biltmore i New York, og kort efter gik det igennem senatet. I Danmark var det følsomt. Socialdemokratiet og De Radikale ville sælge, De Konservative ville ikke. Venstre var delt. Ved en folkeafstemning 14. december 1916 stemte 286.964 for, 157.596 imod. Valget var det første nationale valg, som kvinderne have stemmeret til. Stemmeprocenten var kun 40, ikke desto mindre var øerne solgt. Negrene var solgt for anden gang.
Kong Christian 10. og præsident Woodrow Wilson ratificerede handelen, og 31. marts 1917 – 251 år efter at Danmark havde taget St. Thomas i besiddelse – blev øerne overdraget, og den danske gesandt i Washington D.C. modtog en check på $25 mio. i guld. Det er det dyreste landområde, USA nogensinde har købt – $300 pr. acre. Pengene fra salget røg i den danske statskasse, og de fleste blev brugt på at redde Landmandsbanken, nu Danske Bank, da den krakkede få år efter.
Befolkningen på øerne fik ti år til at beslutte, om de ville være danske eller amerikanske.
I 1915 gav den radikale udenrigsminister Erik Scavenius amerikanerne et vink med en vognstang om, at de gerne måtte give et bud, men det skulle være stort, og at de gerne måtte true med, at de alligevel ville tage øerne, hvis vi ikke solgte. Det mente han ville hjælpe. Desuden forlangte han, at USA skulle anerkende Danmarks overhøjhed over Grønland som et led i handelen. Året efter kom tilbuddet på $25 mio., en fjerdedel af den danske stats årsbudget. 4. august 1916 blev salgstraktaten underskrevet på Hotel Biltmore i New York, og kort efter gik det igennem senatet. I Danmark var det følsomt. Socialdemokratiet og De Radikale ville sælge, De Konservative ville ikke. Venstre var delt. Ved en folkeafstemning 14. december 1916 stemte 286.964 for, 157.596 imod. Valget var det første nationale valg, som kvinderne have stemmeret til. Stemmeprocenten var kun 40, ikke desto mindre var øerne solgt. Negrene var solgt for anden gang.
Kong Christian 10. og præsident Woodrow Wilson ratificerede handelen, og 31. marts 1917 – 251 år efter at Danmark havde taget St. Thomas i besiddelse – blev øerne overdraget, og den danske gesandt i Washington D.C. modtog en check på $25 mio. i guld. Det er det dyreste landområde, USA nogensinde har købt – $300 pr. acre. Pengene fra salget røg i den danske statskasse, og de fleste blev brugt på at redde Landmandsbanken, nu Danske Bank, da den krakkede få år efter.
Befolkningen på øerne fik ti år til at beslutte, om de ville være danske eller amerikanske.
Med denne check på $25.000.000 købte USA de danske koloniøer
Amerikansk styre
Og så gik det rigtig skævt. Der kom ikke den opblomstring i handelen med USA, som man havde håbet. Toldbestemmelserne blev ikke ændret, og øerne sygnede hen. Præsident Herbert Hoover kaldte øerne Amerikas fattiggård. Marineministeriet overtog dem og drev dem som et krigsskib. Først i midten af 1900-tallet vendte udviklingen på grund af Castro. Da han erobrede Cuba, forsvandt et caribisk rejsemål for amerikanerne, og de fandt et nyt i US Virgin Islands. Turisme blev øernes fremtid.
Dannebrog fortsatte med at vaje på havnen i Charlotte Amalie, fordi ØK’s selskab, Det Vestindiske Kompagni, fortsatte sine forretninger. I 1993 købte øernes Pensionskasse for Offentligt Ansatte kompagniet for 430 millioner kroner. Guvernør Alexander Farrelly udtalte: Nu er kolonitiden endelig forbi.
Den danske historie blev fortrængt, fordi man mente, at den fastholdt den sorte befolkning som underordnede et hvidt kolonifolk. Også i Danmark røg øerne ud af bevidstheden, indtil 150-året for slavernes frigivelse i 1998. Fortiden vågnede. Mange mente, at den danske regering passende kunne give en undskyldning for slaveriet, men udenrigsminister Niels Helveg Petersen nægtede, hvilket skabte megen undren. Og det blev endnu værre, da den danske regering var totalt fraværende ved festlighederne, der endte i uro. Skuespilleren Kurt Ravn skulle spille Peter von Scholten, men måtte dække sin uniform og flygte fra øen, det hele endte trist.
Det gode forhold blev dog genetableret. I 1999 var kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen på øerne for at underskrive en aftale om udveksling af arkivalier. Ved en tale i den gamle danske kirke på St. Croix sagde kulturministeren, at slaveriet havde været en forbrydelse. Og det tog øerne som en undskyldning.
Men størst betydning for det gode forhold mellem Danmark og US Virgin Islands har været det store frivillige arbejde, der har bevaret og udviklet venskabsbånd. Dansk Vestindisk Selskab og Dansk Vestindiens Venner har rejst penge til at bevare kulturminder, til udveksling af gæster og festivaler. Den dag i dag holder frivillige stadig traditioner i hævd og sørger bl.a. for, at overdragelsesdagen 31. marts bliver fejret – med red grout og frikadeller.
Og så gik det rigtig skævt. Der kom ikke den opblomstring i handelen med USA, som man havde håbet. Toldbestemmelserne blev ikke ændret, og øerne sygnede hen. Præsident Herbert Hoover kaldte øerne Amerikas fattiggård. Marineministeriet overtog dem og drev dem som et krigsskib. Først i midten af 1900-tallet vendte udviklingen på grund af Castro. Da han erobrede Cuba, forsvandt et caribisk rejsemål for amerikanerne, og de fandt et nyt i US Virgin Islands. Turisme blev øernes fremtid.
Dannebrog fortsatte med at vaje på havnen i Charlotte Amalie, fordi ØK’s selskab, Det Vestindiske Kompagni, fortsatte sine forretninger. I 1993 købte øernes Pensionskasse for Offentligt Ansatte kompagniet for 430 millioner kroner. Guvernør Alexander Farrelly udtalte: Nu er kolonitiden endelig forbi.
Den danske historie blev fortrængt, fordi man mente, at den fastholdt den sorte befolkning som underordnede et hvidt kolonifolk. Også i Danmark røg øerne ud af bevidstheden, indtil 150-året for slavernes frigivelse i 1998. Fortiden vågnede. Mange mente, at den danske regering passende kunne give en undskyldning for slaveriet, men udenrigsminister Niels Helveg Petersen nægtede, hvilket skabte megen undren. Og det blev endnu værre, da den danske regering var totalt fraværende ved festlighederne, der endte i uro. Skuespilleren Kurt Ravn skulle spille Peter von Scholten, men måtte dække sin uniform og flygte fra øen, det hele endte trist.
Det gode forhold blev dog genetableret. I 1999 var kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen på øerne for at underskrive en aftale om udveksling af arkivalier. Ved en tale i den gamle danske kirke på St. Croix sagde kulturministeren, at slaveriet havde været en forbrydelse. Og det tog øerne som en undskyldning.
Men størst betydning for det gode forhold mellem Danmark og US Virgin Islands har været det store frivillige arbejde, der har bevaret og udviklet venskabsbånd. Dansk Vestindisk Selskab og Dansk Vestindiens Venner har rejst penge til at bevare kulturminder, til udveksling af gæster og festivaler. Den dag i dag holder frivillige stadig traditioner i hævd og sørger bl.a. for, at overdragelsesdagen 31. marts bliver fejret – med red grout og frikadeller.
Øjeblikket, da Dannebrog går ned ved overdragelsen af øerne i 1917.
John “Johnnie” Tranberg (1916-2019) længstlevende dansk-vestinder. Ved hans død, 103 år gammel, regner man ikke med, at der er flere på de vestindiske øer, der var født danske. John Tranberg blev født dansk på Estate Mt. Washington, Frederiksted. Hans forældre var Lauritz Tranberg og Virginia Percival. Han boede stort set hele sit liv på St. Croix, hvor han var kendt som farmer, avler af Senepol-kvæg – og lidt ekscentrisk på den gode måde. Han ville helst leve udendørs sammen med sine dyr, lavede mad ved bål og drak mælk direkte fra koen. Men det kunne man godt blive 103 år af.
Du kan støtte guiden ved at sende en venlig tanke til MobilePay på 20216673
Danske årstal i Dansk Vestindien
# 1493: Columbus opdager St. Croix og Jomfruøerne
# 1625: Englændere og hollændere på St. Croix
# 1650: St. Croix bliver først spansk, så fransk
# 1653: Malta overtager St. Croix
# 1666: Første danskere på St. Thomas
# 1671: Dansk Vestindisk Guinesisk Kompagni oprettes
# 1673: De første slaver kommer fra Afrika
# 1674: Frankrig over tager St. Croix
# 1684: Danmark gør krav på St. Jan
# 1685: Taphus skifter navn til Charlotte Amalie
# 1718: Danskere indtager St. Jan
# 1724: St. Thomas bliver frihavn
# 1733: Kompagniet køber St. Croix af Frankrig. Slaveopstand på St. Jan
# 1754: Kong Fr 5. køber Det Vestindiske Guinesiske Kompagni
# 1755: Hovedstaden flyttes fra Charlotte Amalie til Christiansted
# 1792: Slavehandel erklæres ulovligt om 10 år
# 1801: Øerne besættes af englænderne i et år
# 1803: Forbud mod handel med slaver træder i kraft
# 1807: Første almueskole for blanke børn
# 1807: England besætter øerne igen
# 1815: Øerne tilbage til Danmark
# 1819: St. Thomas bliver hovedcentral for Royal Mail Steam Packet
# 1827: Peter von Scholten bliver generalguvernør
# 1839: Første gratis offentlige skolesystem med skolepligt
# 1841: Første slaveskole åbnes
# 1847: Alle nyfødte slaver bliver frie
# 1848: Slaverne gives fri
# 1865: Første forhandling om salg af øerne til USA
# 1871: Charlotte Amalie bliver hovedstad
# 1878: Oprør »Fireburn« på St. Croix
# 1902: Landstinget stemmer mod salg af øerne
# 1912: ØK stifter Vestindisk Kompagni
# 1917: Danmark sælger alle tre øer til USA. Øerne underlægges marineministeriet
# 1927: Indbyggerne bliver amerikanske statsborgere
# 1931: Øerne kommer under Indenrigsministeriet
# 1946: Første sorte guvernør, William Hastie, udpeget
# 1950: Morris De Castro bliver første guvernør født på øerne
# 1956: Store dele af St. John bliver nationalpark
# 1970: Første guvernørvalg
# 1989: Hurricane Hugo
# 1993: Øerne køber Vestindisk Kompagni ud
# 1999: Arkivsamarbejde mellem Danmark og US Virgin Islands
# 2017: Orkanerne Irma og Maria ødelægger store dele af øerne.
# 2019: John Tranberg dør 103 år gammel som sidste dansk-vestinder - se ovenfor
# 1625: Englændere og hollændere på St. Croix
# 1650: St. Croix bliver først spansk, så fransk
# 1653: Malta overtager St. Croix
# 1666: Første danskere på St. Thomas
# 1671: Dansk Vestindisk Guinesisk Kompagni oprettes
# 1673: De første slaver kommer fra Afrika
# 1674: Frankrig over tager St. Croix
# 1684: Danmark gør krav på St. Jan
# 1685: Taphus skifter navn til Charlotte Amalie
# 1718: Danskere indtager St. Jan
# 1724: St. Thomas bliver frihavn
# 1733: Kompagniet køber St. Croix af Frankrig. Slaveopstand på St. Jan
# 1754: Kong Fr 5. køber Det Vestindiske Guinesiske Kompagni
# 1755: Hovedstaden flyttes fra Charlotte Amalie til Christiansted
# 1792: Slavehandel erklæres ulovligt om 10 år
# 1801: Øerne besættes af englænderne i et år
# 1803: Forbud mod handel med slaver træder i kraft
# 1807: Første almueskole for blanke børn
# 1807: England besætter øerne igen
# 1815: Øerne tilbage til Danmark
# 1819: St. Thomas bliver hovedcentral for Royal Mail Steam Packet
# 1827: Peter von Scholten bliver generalguvernør
# 1839: Første gratis offentlige skolesystem med skolepligt
# 1841: Første slaveskole åbnes
# 1847: Alle nyfødte slaver bliver frie
# 1848: Slaverne gives fri
# 1865: Første forhandling om salg af øerne til USA
# 1871: Charlotte Amalie bliver hovedstad
# 1878: Oprør »Fireburn« på St. Croix
# 1902: Landstinget stemmer mod salg af øerne
# 1912: ØK stifter Vestindisk Kompagni
# 1917: Danmark sælger alle tre øer til USA. Øerne underlægges marineministeriet
# 1927: Indbyggerne bliver amerikanske statsborgere
# 1931: Øerne kommer under Indenrigsministeriet
# 1946: Første sorte guvernør, William Hastie, udpeget
# 1950: Morris De Castro bliver første guvernør født på øerne
# 1956: Store dele af St. John bliver nationalpark
# 1970: Første guvernørvalg
# 1989: Hurricane Hugo
# 1993: Øerne køber Vestindisk Kompagni ud
# 1999: Arkivsamarbejde mellem Danmark og US Virgin Islands
# 2017: Orkanerne Irma og Maria ødelægger store dele af øerne.
# 2019: John Tranberg dør 103 år gammel som sidste dansk-vestinder - se ovenfor
