Dansk Vestindiens historie
På de amerikanske jomfruøer har man støvet historiebøgerne af i de seneste årtier. Efter mange år, hvor historien nærmest var tabu, fordi den var for smertelig, erkender man i dag, at et folk ikke kan leve uden sin historie, og historikere fra øerne rejser jævnligt til København for at studere i Rigsarkivet og udveksle arkivalier. Man restaurerer de gamle bygninger med hjælp fra danske håndværkere og lærer de gamle håndværkstraditioner videre til vestinderne, nye museer opstår og de gamle friskes op.
Historien har derfor aldrig været mere levende på øerne end i dag. Også blandt de danskere, der kommer på besøg. For man kan dårligt forestille sig en mere spændende, grusom og vanvittig historie, som den vi var med til at skabe for de gamle vestindiske øer.
Historien har derfor aldrig været mere levende på øerne end i dag. Også blandt de danskere, der kommer på besøg. For man kan dårligt forestille sig en mere spændende, grusom og vanvittig historie, som den vi var med til at skabe for de gamle vestindiske øer.
Indianere og Vestindere
Magtcentret i Christiansted under Frederik 6s monogram
Af Kenneth Bo Jørgensen
På Nationalmuseet i København er der store magasiner med arkæologiske samlinger, der fortæller om livet på Dansk Vestindien, længe før der overhovedet var danskerne. Om dem, vi ved en fejl kom til at kalde indianere, fordi Columbus troede, at han var kommet til Indien. De senere danske øer var beboet af mange indianere gennem tiderne, men det vigtigste folk var arawakerne, der kom fra Sydamerikas jungler omkring år 300. Fredelige folk, der levede i et velordnet samfund, nærmest to numre fra Paradis, uden fjender, i rart klima med rigelig og nem adgang til mad og drikke. De blev derfor høje og smukke mennesker, og meget gamle. De lavede kanoer af udhulede træstammer og dyrkede søde kartofler (yams), majs, jordnødder, bønner og tobak, mens basisføden var rodfrugten cassava, som blev brugt til både saft og brød. Roden var så vigtig, at de tilbad guden Jocuahuma, cassavaens fader. Når indianerne døde, røg de efter dette paradis direkte over i et nyt, coyaba, hvor der var fest og glæde fra morgen til aften, altså næsten ligesom i levende live.
Arawakerne var et folk, der igen bestod af mange stammer, og stammen på vores øer hed taino. De var dygtige pottemagere og træskærere, der pyntede deres ting med farver, og de gik med smykker og make-up – ofte over hele kroppen, tøj bar de ikke. Deres huse var høje med lervægge og et stort konisk stråtag, der blev flettet omkring en høj mast i midten af huset. På St. Croix har man fundet et kulturcenter med en overdådigt udsmykket boldbane, så de var socialt højt udviklede. Tainoerne kaldte St. Croix for Ay Ay: Floden.
De fredelige arawaker var rene lækkerbiskener for et helt anderledes barbarisk folk, der begyndte at sive op fra Sydamerika omkring år 1000: Cariberne. Næsten bogstaveligt indtog de ø efter ø. De åd sig frem. Dog var det kun mænd, der havnede i gryden, kvinder blev taget som slaver eller koner. Cariberne kaldte St. Croix for Cibuguiera: Stenet land. Cariberne havde lige overtaget den, da et andet folk dukkede op: Europæerne. De åd ingen, men satte et af verdenshistoriens største folkedrab i gang. Det allerførste slag mellem europæere og indianere med dødsfald fandt sted på St. Croix.
Columbus
Christoffer Columbus kom til Amerika i 1492 uden at ane det. Han troede, han var i Indien, da han landede på en af Bahamaøerne – formentlig San Salvador. Herefter sejlede han til øen Hispaniola (Haiti og Den Dominikanske Republik), hvor han satte 39 soldater af, så de kunne etablere et fort, mens han selv vendte hjem for at fortælle om sin store opdagelse. Opdagelsen var altså ikke Amerika, for det anede han ikke, men at han havde fundet en vestlig søvej til Indien. Efter at han pralet færdig i Spanien, kom han igen i 1493 med 17 kæmpe skibe, men lidt sydligere kurs og stødte på St. Croix, 14. november 1493. Columbus navngav den Santa Cruz – Helligkors. Her mødte han for første gang de krigeriske caribere, der ikke stak op for bollemælk. De gik til angreb, og det kostede flere livet på begge sider. Columbus tog et par caribere til fange, som han senere forærede til den spanske dronning. Efter St. Croix sejlede Columbus 70 km nord på til St. Thomas og St. John, og dem navngav Jomfruøerne efter St. Ursulas jomfruer, der led martyrdøden under en pilgrimsrejse til Rom i 200-tallet (St. Croix blev først senere en Jomfruø).
Men herefter var det også slut med Columbus´ interesse for vores øer. Han sejlede til Hispaniola, koloniserede så Cuba og Puerto Rico - senere tog spanierne til selve Amerikas fastland, og interessen for de små caribiske øer i øst blev mindre og mindre, for det var nemmere at plyndre de rige indianere i Mexico. Her blev indianerne pint ihjel af hårdt arbejde for spanierne i miner og marker.
Indianerne blev også slået ihjel i kampe, men den egentlige årsag til, at nogle ganske få tusinde europæere kunne udrydde millioner af mennesker på kort tid, var: bakterier. Spanierne ankom med fremmede bakterier, som de nøs ud over det hele. Selv var de immune, men indianerne var det ikke. Det er blev en af verdenshistoriens største humane katastrofer. Men hvilke bakterier? Der er budt på mæslinger, kopper og tyfus, og de har sikkert også slået mange ihjel. Men ny viser forskning, at den virkelige dræber var: Salmonellabakterien - Paratyphi C. Det giver det, vi kalder pølseforgiftning. Den smitter via afføring. Spanierne har derfor nærmest skidt sig til erobringen. Center for GeoGenetik i København var krumtap i afsløringen. For det kunne påvise, at bakterien dræbte en norsk kvinde for ca. 800 år. Altså har den floreret i Europa, hvor vi er blevet immune. Derefter er den fragtet over Atlanten med det katastrofale resultat. Indianerne var stort set udslettet i 1520.
Nye magter
Enorme rigdomme flød fra Den Nye Verden til Spanien og Portugal, og det tændte iværksættere i andre europæiske lande, så i begyndelsen af 1600-tallet var alle større nationer repræsenteret i et virvar af bosættelser i Caribien. Ofte delte store nationer bitte små øer, indtil de var mange nok til at bekrige hinanden. En ø kunne skifte nationalitet så ofte, at sproget ikke kunne følge med, så på franske øer talte man engelsk, og omvendt. St. Lucia skiftede mellem engelsk og fransk ejerskab 14 gange, den lille Statia skiftede ejer 22 gange. Og derudover satte de enkelte nationer pirater ind mod hinanden. Det var ikke noget nemt område at operere i, men efterhånden gik det op for Kongen af Danmark-Norge, at vi også hellere måtte være med i Den Nye Verden.
På Nationalmuseet i København er der store magasiner med arkæologiske samlinger, der fortæller om livet på Dansk Vestindien, længe før der overhovedet var danskerne. Om dem, vi ved en fejl kom til at kalde indianere, fordi Columbus troede, at han var kommet til Indien. De senere danske øer var beboet af mange indianere gennem tiderne, men det vigtigste folk var arawakerne, der kom fra Sydamerikas jungler omkring år 300. Fredelige folk, der levede i et velordnet samfund, nærmest to numre fra Paradis, uden fjender, i rart klima med rigelig og nem adgang til mad og drikke. De blev derfor høje og smukke mennesker, og meget gamle. De lavede kanoer af udhulede træstammer og dyrkede søde kartofler (yams), majs, jordnødder, bønner og tobak, mens basisføden var rodfrugten cassava, som blev brugt til både saft og brød. Roden var så vigtig, at de tilbad guden Jocuahuma, cassavaens fader. Når indianerne døde, røg de efter dette paradis direkte over i et nyt, coyaba, hvor der var fest og glæde fra morgen til aften, altså næsten ligesom i levende live.
Arawakerne var et folk, der igen bestod af mange stammer, og stammen på vores øer hed taino. De var dygtige pottemagere og træskærere, der pyntede deres ting med farver, og de gik med smykker og make-up – ofte over hele kroppen, tøj bar de ikke. Deres huse var høje med lervægge og et stort konisk stråtag, der blev flettet omkring en høj mast i midten af huset. På St. Croix har man fundet et kulturcenter med en overdådigt udsmykket boldbane, så de var socialt højt udviklede. Tainoerne kaldte St. Croix for Ay Ay: Floden.
De fredelige arawaker var rene lækkerbiskener for et helt anderledes barbarisk folk, der begyndte at sive op fra Sydamerika omkring år 1000: Cariberne. Næsten bogstaveligt indtog de ø efter ø. De åd sig frem. Dog var det kun mænd, der havnede i gryden, kvinder blev taget som slaver eller koner. Cariberne kaldte St. Croix for Cibuguiera: Stenet land. Cariberne havde lige overtaget den, da et andet folk dukkede op: Europæerne. De åd ingen, men satte et af verdenshistoriens største folkedrab i gang. Det allerførste slag mellem europæere og indianere med dødsfald fandt sted på St. Croix.
Columbus
Christoffer Columbus kom til Amerika i 1492 uden at ane det. Han troede, han var i Indien, da han landede på en af Bahamaøerne – formentlig San Salvador. Herefter sejlede han til øen Hispaniola (Haiti og Den Dominikanske Republik), hvor han satte 39 soldater af, så de kunne etablere et fort, mens han selv vendte hjem for at fortælle om sin store opdagelse. Opdagelsen var altså ikke Amerika, for det anede han ikke, men at han havde fundet en vestlig søvej til Indien. Efter at han pralet færdig i Spanien, kom han igen i 1493 med 17 kæmpe skibe, men lidt sydligere kurs og stødte på St. Croix, 14. november 1493. Columbus navngav den Santa Cruz – Helligkors. Her mødte han for første gang de krigeriske caribere, der ikke stak op for bollemælk. De gik til angreb, og det kostede flere livet på begge sider. Columbus tog et par caribere til fange, som han senere forærede til den spanske dronning. Efter St. Croix sejlede Columbus 70 km nord på til St. Thomas og St. John, og dem navngav Jomfruøerne efter St. Ursulas jomfruer, der led martyrdøden under en pilgrimsrejse til Rom i 200-tallet (St. Croix blev først senere en Jomfruø).
Men herefter var det også slut med Columbus´ interesse for vores øer. Han sejlede til Hispaniola, koloniserede så Cuba og Puerto Rico - senere tog spanierne til selve Amerikas fastland, og interessen for de små caribiske øer i øst blev mindre og mindre, for det var nemmere at plyndre de rige indianere i Mexico. Her blev indianerne pint ihjel af hårdt arbejde for spanierne i miner og marker.
Indianerne blev også slået ihjel i kampe, men den egentlige årsag til, at nogle ganske få tusinde europæere kunne udrydde millioner af mennesker på kort tid, var: bakterier. Spanierne ankom med fremmede bakterier, som de nøs ud over det hele. Selv var de immune, men indianerne var det ikke. Det er blev en af verdenshistoriens største humane katastrofer. Men hvilke bakterier? Der er budt på mæslinger, kopper og tyfus, og de har sikkert også slået mange ihjel. Men ny viser forskning, at den virkelige dræber var: Salmonellabakterien - Paratyphi C. Det giver det, vi kalder pølseforgiftning. Den smitter via afføring. Spanierne har derfor nærmest skidt sig til erobringen. Center for GeoGenetik i København var krumtap i afsløringen. For det kunne påvise, at bakterien dræbte en norsk kvinde for ca. 800 år. Altså har den floreret i Europa, hvor vi er blevet immune. Derefter er den fragtet over Atlanten med det katastrofale resultat. Indianerne var stort set udslettet i 1520.
Nye magter
Enorme rigdomme flød fra Den Nye Verden til Spanien og Portugal, og det tændte iværksættere i andre europæiske lande, så i begyndelsen af 1600-tallet var alle større nationer repræsenteret i et virvar af bosættelser i Caribien. Ofte delte store nationer bitte små øer, indtil de var mange nok til at bekrige hinanden. En ø kunne skifte nationalitet så ofte, at sproget ikke kunne følge med, så på franske øer talte man engelsk, og omvendt. St. Lucia skiftede mellem engelsk og fransk ejerskab 14 gange, den lille Statia skiftede ejer 22 gange. Og derudover satte de enkelte nationer pirater ind mod hinanden. Det var ikke noget nemt område at operere i, men efterhånden gik det op for Kongen af Danmark-Norge, at vi også hellere måtte være med i Den Nye Verden.
Dette er den digitale Turen går til Dansk Vestindien (Politikens Forlag). Gratis. Men støt gerne forfatteren med fx 20 kr. Mobilepay: 20216673.
Danskerne kommer
I Danmark kendte vi til de spændende nye varer fra Amerika, for de flød duftende forbi vore næsetipper, når handelsskibe passerede tolden i Helsingør på vej til handel omkring Østersøen. Den første interesserede konge var Chr. 4, men han havde travlt med at tabe krige til højre og venstre, så i stedet gik private købmænd i gang med at investere i togter, som hentede sukker, tobak og sjældne træsorter til København. Det var høj-risiko-projekter, for rejsen var lang og farlig med orkaner og pirater, så det var ikke noget, en enkelt købmand bare hoppede ud i.
Fr. 3 fik sat mere gang i handelen ved at skænke særlige toldfordele til en kreds af købmænd, der dannede et kompagni. En af dem var Erik Niels Smit, som havde været kaptajn på flere sejladser til Caribien, men han ville mere end bare sejle frem og tilbage. I april 1665 foreslog han kongen at indtage St. Thomas, så Danmark fik en fast base. Øen var øde, vidste han, for spanierne havde tømt den for indianere, og den havde en perfekt naturlig havn. Navnet havde den efter en engelsk pirat, men han boede der vist ikke længere. Der boede kun nogle hollændere, der intet havde imod danskere, hvis de bare ville beskytte dem mod pirater. 6. maj 1665 udnævnte kongen Smit til guvernør over St. Thomas, og 1. juli 1665 sejlede han af sted med skibet Eendragt.
Første bosættelse
Smit nåede frem sidst på året, og i februar 1666 sendte han det første skib hjem med tobak, pokkenholt, sukker, kakao, kanel og nogle skildpadder. Varer han købte af hollændere eller handlende fra andre øer. Guvernøren lod Dannebrog gå til tops 30. marts 1666. Danmark var blevet 83 km2 større. Erik Smit døde et halvt år efter, og den stedlige pastor, Kjeld Jensen fra Slagelse, overtog ledelsen, der var til at overskue, for der var kun ni englændere og tre hollændere udover en håndfuld danskere. De svor troskab til den danske konge, til gengæld måtte de dyrke deres religion, som de ville. Kjeld Jensen betingede, at de fremmede ikke måtte forsøge at omvende lutheranere, og de skulle overholde danske helligdage, men ellers var der religionsfrihed på øen, hvilket senere skulle blive afgørende for befolkningstilvæksten.
Men ellers gik alt i smadder. Der var mangel på mad og brændevin. Pirater plyndrede, og til sidst var alle døde, syge eller sultne, og de sidste tog hjem i 1668. Men Dannebrog blafrede stadig på øen.
Kompagniet
Chr 5. kom på tronen i 1670, og han så store muligheder i Caribien. I 1671 oprettede en række købmænd Dansk Vestindisk Guinea Compagni, og kongen købte en stor aktiepost for at vise, at det var fremtiden. Kongen stillede flådefartøjet ”Færø” og en jagt til rådighed. Man headhuntede den erfarne Vestindien-farer, Jørgen Iversen Dyppel, til guvernør, og så blev det alvor. Færø sejlede i august 1671 med materialer nok til at opføre en mindre provinsby. Ombord var 190 mænd og kvinder – de fleste servinger, danskere, der forpligtede sig til at arbejde for kompagniet i ca. tre år mod senere at få et jordlod i det nye land. Desuden var der 62 straffefanger, som hurtigt kom til at længes efter deres rare, klamme fængsel. Også nordmænd var med, for under skibets ophold i Bergen blev der fyldt op med lokale som erstatning for de danskere, der var døde eller stukket af siden afgangen i København, og det var ikke så få.
Turen over Atlanten tog normalt tre måneder, men den kom til at vare syv. 77 døde undervejs, og efter syv måneders hårdt slid på øen, var kun 29 af den 190 store oprindelige besætning tilbage. Hjælpen kom fra hollændere og englændere, som ville til St. Thomas for at slippe for ballade på deres egne øer, nogle af dem var forvist, andre flygtede fra straf, men på St. Thomas havde man ikke råd til at spørge efter cv´er, alle var velkomne, hvis de ville give en hånd med.
De første slaver kom til øen, da den danske guvernør købte en mulat, to indianere og seks negre, og dermed var slavehandlen indledt. Senere udvidede han med et parti slaver fra et forlist skib, men imponerende har de ikke været med navne som: Benrad, Uden Bug, Indtørret, Sur-Øye og Skidenside.
I 1673 afskibede guvernør Dyppel over 100 ton sukker og andre gode sager til København, formentlig har han handlet sig til det. I 1675 indlemmede guvernør Iversen den lille naboø St. Jan, men det var der ingen, der lagde mærke til.
Dyppel opførte Fort Christian, så St. Thomas kunne forsvares. Og herfra regerede han med hård hånd. Små forseelser blev straffet voldsomt. Plantageejerne kunne ikke fordrage ham, for han forbød dem at handle med andre end danske skibe. Slaverne kunne af gode grunde ikke lide at være der, mange slog sig selv ihjel. Rygterne om rædselsstyret, sygdomme, død, hede og orkaner, og alt for mange myg, nåede Danmark, og det fristede ikke mange. Det blev svært at få folk derover. Alligevel lykkedes det at etablere 46 plantager med en befolkning på 156 hvide, 175 slaver, 3 frinegere og en indianer, der hed Jan Henrichsen, da Dyppel vendte hjem 4. juli 1680, og en ny guvernør kom til.
Den danske piratrede
Nicolaj Esmit hed den næste guvernør. Han kom fra Holsten og lød ideel, for han havde 30 års erfaring i Caribien og havde været med til at kolonisere Jamaica, sagde han. Esmit viste sig at være en katastrofe. Han sørgede for sig selv, og det tog al hans tid, så kompagniets interesser blev ikke plejet. Han opkaldte byen i St. Thomas efter Danmarks dronning, selv om den kun bestod af et fort og nogle værtshuse. Det var noget af det mere fredelige, han fandt på. Han gik i ledtog med pirater, og efterhånden kunne man ane, at hans caribiske erfaring mere var udi sørøveri end administration. St. Thomas blev en piratrede, berygtet videnom. Venligsindede skibe blev konfiskeret, med dårlige undskyldninger om, at de havde ligget for længe i havnen. Til sidst blev det for meget, og hans bror Adolph, som var viceguvernør, afsatte ham. Nicolaj drog hjem, blev sindssyg og aldrig retsforfulgt.
Adolph Esmit viste sig at have langt mere til fælles med broderen, end man havde håbet. Han spredte skræk og rædsel. Slaver blev parteret og hængt op rundt om i byen til skræk og advarsel, hvis de ikke makkede ret. Hvide fik tungen gennemstukket med gloende stænger og gnubbet i salt, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Og han gik selv i ledtog med pirater og gav i 1683 ly for tidens mest berygtede sørøverskibe, Trompeuse. Uheldigvis for guvernøren ankom et engelsk krigsskib, og han kunne ikke forklare sin gæstfrihed over for terroristerne. Episoden betød, at den britiske regering gik til den danske og truede med at overtage St. Thomas, hvis man ikke lukkede piratreden øjeblikkeligt.
Straks sendte danskerne en ny guvernør, Gabriel Milan, en mand af fornem jødisk slægt, men han var heller ikke rigtig klog. Han opførte sig som enevældig konge, ragede til sig og pinte alt og alle med urimelige straffe. Efter kun to år blev han afsat, sendt til København og henrettet på Nytorv.
Som afløser sendte man i 1688 Adolph Esmit, jo, piraten fra før. Han havde stillet i udsigt, at han kendte en stor skat, men den kunne han alligevel ikke finde, og så blev han afsat for anden gang.
Flere guvernører afløste hinanden, for ingen kunne holde styr på noget, de øvrige embedsmænd var altid berusede, for det hele var så trist. Den første guvernør, der var hæderlig og skabte fremgang på øen, var Johan Lorentz, der indtil 1702 fik handlen i gang ved at købe slaver af skibe og sælge dem videre med fortjeneste. Der var penge i afrikanere.
Fr. 3 fik sat mere gang i handelen ved at skænke særlige toldfordele til en kreds af købmænd, der dannede et kompagni. En af dem var Erik Niels Smit, som havde været kaptajn på flere sejladser til Caribien, men han ville mere end bare sejle frem og tilbage. I april 1665 foreslog han kongen at indtage St. Thomas, så Danmark fik en fast base. Øen var øde, vidste han, for spanierne havde tømt den for indianere, og den havde en perfekt naturlig havn. Navnet havde den efter en engelsk pirat, men han boede der vist ikke længere. Der boede kun nogle hollændere, der intet havde imod danskere, hvis de bare ville beskytte dem mod pirater. 6. maj 1665 udnævnte kongen Smit til guvernør over St. Thomas, og 1. juli 1665 sejlede han af sted med skibet Eendragt.
Første bosættelse
Smit nåede frem sidst på året, og i februar 1666 sendte han det første skib hjem med tobak, pokkenholt, sukker, kakao, kanel og nogle skildpadder. Varer han købte af hollændere eller handlende fra andre øer. Guvernøren lod Dannebrog gå til tops 30. marts 1666. Danmark var blevet 83 km2 større. Erik Smit døde et halvt år efter, og den stedlige pastor, Kjeld Jensen fra Slagelse, overtog ledelsen, der var til at overskue, for der var kun ni englændere og tre hollændere udover en håndfuld danskere. De svor troskab til den danske konge, til gengæld måtte de dyrke deres religion, som de ville. Kjeld Jensen betingede, at de fremmede ikke måtte forsøge at omvende lutheranere, og de skulle overholde danske helligdage, men ellers var der religionsfrihed på øen, hvilket senere skulle blive afgørende for befolkningstilvæksten.
Men ellers gik alt i smadder. Der var mangel på mad og brændevin. Pirater plyndrede, og til sidst var alle døde, syge eller sultne, og de sidste tog hjem i 1668. Men Dannebrog blafrede stadig på øen.
Kompagniet
Chr 5. kom på tronen i 1670, og han så store muligheder i Caribien. I 1671 oprettede en række købmænd Dansk Vestindisk Guinea Compagni, og kongen købte en stor aktiepost for at vise, at det var fremtiden. Kongen stillede flådefartøjet ”Færø” og en jagt til rådighed. Man headhuntede den erfarne Vestindien-farer, Jørgen Iversen Dyppel, til guvernør, og så blev det alvor. Færø sejlede i august 1671 med materialer nok til at opføre en mindre provinsby. Ombord var 190 mænd og kvinder – de fleste servinger, danskere, der forpligtede sig til at arbejde for kompagniet i ca. tre år mod senere at få et jordlod i det nye land. Desuden var der 62 straffefanger, som hurtigt kom til at længes efter deres rare, klamme fængsel. Også nordmænd var med, for under skibets ophold i Bergen blev der fyldt op med lokale som erstatning for de danskere, der var døde eller stukket af siden afgangen i København, og det var ikke så få.
Turen over Atlanten tog normalt tre måneder, men den kom til at vare syv. 77 døde undervejs, og efter syv måneders hårdt slid på øen, var kun 29 af den 190 store oprindelige besætning tilbage. Hjælpen kom fra hollændere og englændere, som ville til St. Thomas for at slippe for ballade på deres egne øer, nogle af dem var forvist, andre flygtede fra straf, men på St. Thomas havde man ikke råd til at spørge efter cv´er, alle var velkomne, hvis de ville give en hånd med.
De første slaver kom til øen, da den danske guvernør købte en mulat, to indianere og seks negre, og dermed var slavehandlen indledt. Senere udvidede han med et parti slaver fra et forlist skib, men imponerende har de ikke været med navne som: Benrad, Uden Bug, Indtørret, Sur-Øye og Skidenside.
I 1673 afskibede guvernør Dyppel over 100 ton sukker og andre gode sager til København, formentlig har han handlet sig til det. I 1675 indlemmede guvernør Iversen den lille naboø St. Jan, men det var der ingen, der lagde mærke til.
Dyppel opførte Fort Christian, så St. Thomas kunne forsvares. Og herfra regerede han med hård hånd. Små forseelser blev straffet voldsomt. Plantageejerne kunne ikke fordrage ham, for han forbød dem at handle med andre end danske skibe. Slaverne kunne af gode grunde ikke lide at være der, mange slog sig selv ihjel. Rygterne om rædselsstyret, sygdomme, død, hede og orkaner, og alt for mange myg, nåede Danmark, og det fristede ikke mange. Det blev svært at få folk derover. Alligevel lykkedes det at etablere 46 plantager med en befolkning på 156 hvide, 175 slaver, 3 frinegere og en indianer, der hed Jan Henrichsen, da Dyppel vendte hjem 4. juli 1680, og en ny guvernør kom til.
Den danske piratrede
Nicolaj Esmit hed den næste guvernør. Han kom fra Holsten og lød ideel, for han havde 30 års erfaring i Caribien og havde været med til at kolonisere Jamaica, sagde han. Esmit viste sig at være en katastrofe. Han sørgede for sig selv, og det tog al hans tid, så kompagniets interesser blev ikke plejet. Han opkaldte byen i St. Thomas efter Danmarks dronning, selv om den kun bestod af et fort og nogle værtshuse. Det var noget af det mere fredelige, han fandt på. Han gik i ledtog med pirater, og efterhånden kunne man ane, at hans caribiske erfaring mere var udi sørøveri end administration. St. Thomas blev en piratrede, berygtet videnom. Venligsindede skibe blev konfiskeret, med dårlige undskyldninger om, at de havde ligget for længe i havnen. Til sidst blev det for meget, og hans bror Adolph, som var viceguvernør, afsatte ham. Nicolaj drog hjem, blev sindssyg og aldrig retsforfulgt.
Adolph Esmit viste sig at have langt mere til fælles med broderen, end man havde håbet. Han spredte skræk og rædsel. Slaver blev parteret og hængt op rundt om i byen til skræk og advarsel, hvis de ikke makkede ret. Hvide fik tungen gennemstukket med gloende stænger og gnubbet i salt, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Og han gik selv i ledtog med pirater og gav i 1683 ly for tidens mest berygtede sørøverskibe, Trompeuse. Uheldigvis for guvernøren ankom et engelsk krigsskib, og han kunne ikke forklare sin gæstfrihed over for terroristerne. Episoden betød, at den britiske regering gik til den danske og truede med at overtage St. Thomas, hvis man ikke lukkede piratreden øjeblikkeligt.
Straks sendte danskerne en ny guvernør, Gabriel Milan, en mand af fornem jødisk slægt, men han var heller ikke rigtig klog. Han opførte sig som enevældig konge, ragede til sig og pinte alt og alle med urimelige straffe. Efter kun to år blev han afsat, sendt til København og henrettet på Nytorv.
Som afløser sendte man i 1688 Adolph Esmit, jo, piraten fra før. Han havde stillet i udsigt, at han kendte en stor skat, men den kunne han alligevel ikke finde, og så blev han afsat for anden gang.
Flere guvernører afløste hinanden, for ingen kunne holde styr på noget, de øvrige embedsmænd var altid berusede, for det hele var så trist. Den første guvernør, der var hæderlig og skabte fremgang på øen, var Johan Lorentz, der indtil 1702 fik handlen i gang ved at købe slaver af skibe og sælge dem videre med fortjeneste. Der var penge i afrikanere.
Slavehandel og slaveri
Da plantagerne gik over til at dyrke sukker, blev der brug for robuste folk, for arbejdet var for det meste hæsligt og ekstremt hårdt. Så nogen fandt på, at det var afrikanere bedst egnede til, og at man kunne kidnappe dem og føre dem over Atlanten som slaver.
I Guinea på Afrikas vestkyst (nu Ghana) havde danskerne i 1661 fået den lokale høvdings tilladelse til at etablere en handelsstation og to forter, Fredensborg og Christiansborg. Her kunne vi så begynde at købe slaver af de lokale høvdinge, som indfangede dem langt inde i Afrikas jungler. Danskerne gik aldrig selv på slavejagt, det var alt for farligt.
En trekantshandel kunne begynde: Skibe med geværer, krudt, knive, spiritus og ikke mindst tekstiler sejlede fra Danmark til Guinea. Her byttede man varerne til mennesker. Især de danske tekstiler var der stor prestige i at eje for de lokale høvdinger, og våben og meget af det andet, kunne de bruge til at fange nye slaver. De danske skibe læssede afrikanere og sejlede dem til Vestindien, hvor de blev byttet til sukker, rom, træ og andre eksotiske varer, der så blev sejlet tilbage til Danmark. Hele trafikken blev hjulpet godt på vej af naturen, for passatvindene, der blæser i en cirkel om Atlanterhavet, passede perfekt til denne ringrute.
Kompagniets første skib lastet med afrikanere ankom i 1698 med 280 mennesker i lasten. I 1699 kom 353. I 1700 kom 238. Og der er afsejlet betydeligt flere, for tabene undervejs over Atlanten var enorme, fordi man pakkede afrikanerne som sardiner i dåse. Men det økonomiske potentiale var ikke til at overse, og i 1701 gav kompagniet slavehandlen fuld skrue. Ikke fordi slavehandelen i sig selv gav de store fortjenester, men fordi der var brug for afrikanerne for at opretholde den givtige sukkerproduktionen.
Da handelen var på sit højeste, blev 75.000 afrikanere sejlet til Amerika om året. Indtil 1850 blev det til 12-15 mio. afrikanere – ca. halvdelen til Caribien, resten fordelt på Nord- og Sydamerika. Danmark stod for overførsel af omkring 100.000 afrikanere, altså et antal som svarede til Københavns indbyggertal på den tid. Selv om det ikke var meget i forhold til andre lande, regnes Danmark i dag som verdens 7. mest profitable slavehandels-nation.
I Guinea på Afrikas vestkyst (nu Ghana) havde danskerne i 1661 fået den lokale høvdings tilladelse til at etablere en handelsstation og to forter, Fredensborg og Christiansborg. Her kunne vi så begynde at købe slaver af de lokale høvdinge, som indfangede dem langt inde i Afrikas jungler. Danskerne gik aldrig selv på slavejagt, det var alt for farligt.
En trekantshandel kunne begynde: Skibe med geværer, krudt, knive, spiritus og ikke mindst tekstiler sejlede fra Danmark til Guinea. Her byttede man varerne til mennesker. Især de danske tekstiler var der stor prestige i at eje for de lokale høvdinger, og våben og meget af det andet, kunne de bruge til at fange nye slaver. De danske skibe læssede afrikanere og sejlede dem til Vestindien, hvor de blev byttet til sukker, rom, træ og andre eksotiske varer, der så blev sejlet tilbage til Danmark. Hele trafikken blev hjulpet godt på vej af naturen, for passatvindene, der blæser i en cirkel om Atlanterhavet, passede perfekt til denne ringrute.
Kompagniets første skib lastet med afrikanere ankom i 1698 med 280 mennesker i lasten. I 1699 kom 353. I 1700 kom 238. Og der er afsejlet betydeligt flere, for tabene undervejs over Atlanten var enorme, fordi man pakkede afrikanerne som sardiner i dåse. Men det økonomiske potentiale var ikke til at overse, og i 1701 gav kompagniet slavehandlen fuld skrue. Ikke fordi slavehandelen i sig selv gav de store fortjenester, men fordi der var brug for afrikanerne for at opretholde den givtige sukkerproduktionen.
Da handelen var på sit højeste, blev 75.000 afrikanere sejlet til Amerika om året. Indtil 1850 blev det til 12-15 mio. afrikanere – ca. halvdelen til Caribien, resten fordelt på Nord- og Sydamerika. Danmark stod for overførsel af omkring 100.000 afrikanere, altså et antal som svarede til Københavns indbyggertal på den tid. Selv om det ikke var meget i forhold til andre lande, regnes Danmark i dag som verdens 7. mest profitable slavehandels-nation.
Slaverne
Slaveriet blev ikke opfundet på dette tidspunkt, det havde altid eksisteret – også blandt indianere og afrikanere, og i Danmark var man heller ikke fremmed over for trælle og stavnsbånd. Men aldrig så voldsomt som i Caribien, hvor det blev en storindustri. Afrikanerne blev handlet på markeder som kvæg. De blev fedet op i ugerne op til auktionerne, hvor de også blev tvunget til at drikke rom, så de kunne virke muntre. På auktionen skulle de hoppe og danse for at vise, hvor vitale de var, og de måtte lade sig inspicere overalt på kroppen. Der blev ikke taget hensyn til familier. Børn blev solgt det ene sted, mødrene et andet. Man regnede dem ikke for væsener, der havde samme følelser som hvide.
Slaverne levede stort set ens på alle de caribiske øer, uanset hvem der ejede dem. Markslaverne blev blæst til samling fra en stor konkylie klokken fem, og så skulle de samle foder til plantagens dyr. Derefter var de i marken, hvor de under den stegende sol enten plantede sukkerrør eller høstede dem. De arbejdede indtil 18.30 med en enkelt spisepause midt på dagen. Mad måtte de selv skaffe sig ved at dyrke rødder omkring deres små lerhytter – negeriet, ellers måtte de nøjes med planterens majsgrød. De blev konstant overvåget af en bomba, en slave, som skulle piske dem, så de holdt tempoet, og hvis han ikke piskede dem rigeligt, fik han selv pisk af den hvide mesterknægt. Der skulle derfor meget få hvide til at overvåget slaverne. Der var endda plantager, hvor der slet ingen hvide var. Slaverne piskede hinanden. Marknegerne blev regnet for store dumme dyr, og i kolonitidens tidlige år fik de ikke engang tøj. Andre slaver havde det bedre.
Husnegere kaldte man herskabets tjenende ånder, der havde allehånde opgaver, fra rengøring til amning af de hvide børn, man hængte også negerbørn i stropper over middagsbordet for at vifte fluer væk, andre havde den ære at tørre herren og fruen efter toiletbesøg med en særlig visk. En rig plantageejer kunne have 5-25 husslaver.
Talentfulde slaver – eller slaver, som var børn af planteren – kunne uddanne sig til håndværkere, der så blev lejet ud, når der ikke var travlt på plantagen. Især slaver, der mestrede processerne omkring det komplicerede sukkerkogeri, havde høj status og kunne tjene penge, så de med tiden fik råd til at købe sig selv fri. Enkelte slaver blev behandlet fair og havde formentlig en tilværelse langt bedre, end den de blev kidnappet fra. Men for langt de fleste var lidelserne uendelige.
Den 23. november 1733 fandt et af de voldsomste caribiske slaveoprør sted på St. Jan. Men ellers var man stort set fri for oprør. Det betød ikke, at de hvide levede trygt. Nej, de levede i daglig frygt for oprør.
Guvernør Gardelin indførte det berygtede slavereglement, der blev anledning til det store oprør på St. Jan. Men han måtte til sidst erkende, at de strenge straffe ikke havde den ønskede virkning, mange slaver ønskede jo ligefrem at dø. Derfor indstillede han, at tyve ikke længere skulle knibes med gloende tænger og hænges, men blot have skåret ørerne af. Han blev så mild med alderen. Hans primære blev, at slaverne skulle kristnes, så de kunne leve i gudsfrygt og med udsigt til paradis bagefter.
Slaveriet blev ikke opfundet på dette tidspunkt, det havde altid eksisteret – også blandt indianere og afrikanere, og i Danmark var man heller ikke fremmed over for trælle og stavnsbånd. Men aldrig så voldsomt som i Caribien, hvor det blev en storindustri. Afrikanerne blev handlet på markeder som kvæg. De blev fedet op i ugerne op til auktionerne, hvor de også blev tvunget til at drikke rom, så de kunne virke muntre. På auktionen skulle de hoppe og danse for at vise, hvor vitale de var, og de måtte lade sig inspicere overalt på kroppen. Der blev ikke taget hensyn til familier. Børn blev solgt det ene sted, mødrene et andet. Man regnede dem ikke for væsener, der havde samme følelser som hvide.
Slaverne levede stort set ens på alle de caribiske øer, uanset hvem der ejede dem. Markslaverne blev blæst til samling fra en stor konkylie klokken fem, og så skulle de samle foder til plantagens dyr. Derefter var de i marken, hvor de under den stegende sol enten plantede sukkerrør eller høstede dem. De arbejdede indtil 18.30 med en enkelt spisepause midt på dagen. Mad måtte de selv skaffe sig ved at dyrke rødder omkring deres små lerhytter – negeriet, ellers måtte de nøjes med planterens majsgrød. De blev konstant overvåget af en bomba, en slave, som skulle piske dem, så de holdt tempoet, og hvis han ikke piskede dem rigeligt, fik han selv pisk af den hvide mesterknægt. Der skulle derfor meget få hvide til at overvåget slaverne. Der var endda plantager, hvor der slet ingen hvide var. Slaverne piskede hinanden. Marknegerne blev regnet for store dumme dyr, og i kolonitidens tidlige år fik de ikke engang tøj. Andre slaver havde det bedre.
Husnegere kaldte man herskabets tjenende ånder, der havde allehånde opgaver, fra rengøring til amning af de hvide børn, man hængte også negerbørn i stropper over middagsbordet for at vifte fluer væk, andre havde den ære at tørre herren og fruen efter toiletbesøg med en særlig visk. En rig plantageejer kunne have 5-25 husslaver.
Talentfulde slaver – eller slaver, som var børn af planteren – kunne uddanne sig til håndværkere, der så blev lejet ud, når der ikke var travlt på plantagen. Især slaver, der mestrede processerne omkring det komplicerede sukkerkogeri, havde høj status og kunne tjene penge, så de med tiden fik råd til at købe sig selv fri. Enkelte slaver blev behandlet fair og havde formentlig en tilværelse langt bedre, end den de blev kidnappet fra. Men for langt de fleste var lidelserne uendelige.
Den 23. november 1733 fandt et af de voldsomste caribiske slaveoprør sted på St. Jan. Men ellers var man stort set fri for oprør. Det betød ikke, at de hvide levede trygt. Nej, de levede i daglig frygt for oprør.
Guvernør Gardelin indførte det berygtede slavereglement, der blev anledning til det store oprør på St. Jan. Men han måtte til sidst erkende, at de strenge straffe ikke havde den ønskede virkning, mange slaver ønskede jo ligefrem at dø. Derfor indstillede han, at tyve ikke længere skulle knibes med gloende tænger og hænges, men blot have skåret ørerne af. Han blev så mild med alderen. Hans primære blev, at slaverne skulle kristnes, så de kunne leve i gudsfrygt og med udsigt til paradis bagefter.
Missionærer
Lederen af Brødremenigheden eller De Moraviske Brødre, rigsgreve Zinzendorf fra Herrnhut skulle bringe kristendommen til slaverne. Han havde ved Chr. 6´s kroning mødt en slave fra Vestindien, der fortalte om sit elendige liv. Med støtte fra det nye, meget pietetiske danske hof sendte han missionærer af sted i 1732. Senere sendte en af Danmarks rigeste godsejere, von Plessen, herrnhutter af sted til sine vestindiske plantager for at missionere i slavernes frokostpauser. Først rigtig vind i sejlene fik missionen, da Frederik Martin kom i 1736. Han fik tilnavnet ”St. Croix´ Apostel”. I 1738 købte missionærerne deres egen plantage, Basunbjerget. De endte med at blive en af de største slaveejere på St. Croix, og mange brødre blev regnet blandt de mest brutale slaveejere, men de piskede dem jo i en god sags tjeneste, mente de, for uden indkomsten fra slaverne kunne de ikke være gode mod andre slaver. Efterhånden blev tusinder af slaver døbt. De lærte af herrnhutterne, at de var elendige mennesker, der ikke havde fortjent bedre, før de engang ville blive belønnet i himlen. Det gjorde det langt nemmere at være slave, og missionærerne blev efterhånden populære blandt plantagerne. Religion viste sig at være den helt rette medicin mod oprørske slaver.
Thomas de Malleville blev i 1796 generalguvernør. Han var den første i embedet, der var født på øerne, men han var også den første, der tilhørte Brødremenigheden. Han var endda blevet omvendt af sin egen slave, Cornelius. Dermed var herrnhutterne endeligt inde i varmen.
Lederen af Brødremenigheden eller De Moraviske Brødre, rigsgreve Zinzendorf fra Herrnhut skulle bringe kristendommen til slaverne. Han havde ved Chr. 6´s kroning mødt en slave fra Vestindien, der fortalte om sit elendige liv. Med støtte fra det nye, meget pietetiske danske hof sendte han missionærer af sted i 1732. Senere sendte en af Danmarks rigeste godsejere, von Plessen, herrnhutter af sted til sine vestindiske plantager for at missionere i slavernes frokostpauser. Først rigtig vind i sejlene fik missionen, da Frederik Martin kom i 1736. Han fik tilnavnet ”St. Croix´ Apostel”. I 1738 købte missionærerne deres egen plantage, Basunbjerget. De endte med at blive en af de største slaveejere på St. Croix, og mange brødre blev regnet blandt de mest brutale slaveejere, men de piskede dem jo i en god sags tjeneste, mente de, for uden indkomsten fra slaverne kunne de ikke være gode mod andre slaver. Efterhånden blev tusinder af slaver døbt. De lærte af herrnhutterne, at de var elendige mennesker, der ikke havde fortjent bedre, før de engang ville blive belønnet i himlen. Det gjorde det langt nemmere at være slave, og missionærerne blev efterhånden populære blandt plantagerne. Religion viste sig at være den helt rette medicin mod oprørske slaver.
Thomas de Malleville blev i 1796 generalguvernør. Han var den første i embedet, der var født på øerne, men han var også den første, der tilhørte Brødremenigheden. Han var endda blevet omvendt af sin egen slave, Cornelius. Dermed var herrnhutterne endeligt inde i varmen.
Da sukker blev konge
Danskerne havde ikke den store succes med sukkerproduktionen på St. Thomas og St. Jan. Øerne var for bakkede og besværlige, selv med hjælp fra afrikanerne. Men kongen var vild med sukker, og det var købmændene også, så de så sig om efter et mere velegnet produktionsapparat. Og det lå lige stik syd.
St. Croix
I 1733 købte Danmark øen St. Croix af Frankrig for 164.000 rigsdaler – en tilgroet ø med ca. 600 indbyggere, hvoraf 450 var slaver. Hovedstaden Port St. Jean - eller Bassin - blev til Christiansted. Øen havde ført en omtumlet tilværelse. Derfor kan man i dag se syv flag vaje på øen. Det engelske og hollandske skyldes, at begge nationaliteter levede her fra 1625. Det spanske skyldes, at spanierne i 1649 fordrev dem. Det franske kom, da Frankrig overtog øen, men de forærede den til Malteserordenen som tak for riddernes indsats mod tyrkerne i Middelhavet, deraf det maltesiske flag, som altså ligner det danske på en prik. Frankrig købte øen tilbage i 1665 og forfranskede navnet til St. Croix. Men i 1673 flyttede man de fleste beboere til Hispaniola for at holde den fransk. St. Croix passede sig selv og blev et vildnis. Sådan oplevede den danske guvernør det, da han besøgte øen i 1718, men han fik dollartegn i øjnene og kom med et godt tilbud.
Første guvernør på St. Croix – eller opperhoved, som man kaldte det - blev den norske storkøbmand Frederik Moth. Han gik til opgaven med krum hals. Danske landmålere lagde hovedlinjer gennem øen, der blev delt i ni kvarterer. Man hentede folk fra de engelske øer, for danskere var stadig svære at tiltrække. Kun et par hundrede kom over som servinger. Så man havde et stort behov for slaver, derfor blev al slavehandel givet fri. Mens al anden handel blev bevaret med dansk monopol. Det behagede ikke planterne, der derfor boycottede kompagniets slaveauktioner. Hvis de ikke måtte handle sukker med andre end danskere, ville de heller ikke købe danskernes slaver. Det kunne forretningen ikke holde til.
Planterne foreslog, at kongen skulle overtage øerne, og det var kompagniet helt med på, for det var alligevel ikke nogen styrtende forretning at handle med slaver. En af kompagniets store aktionærer og senere præsident var Adam Gottlieb Moltke, Danmarks stærke mand og kongens vigtigste rådgiver. Hans råd i 1754 til Fr. 5 var: Køb kompagniet, og da kongen ikke interesserede sig det mindste for statslige anliggender, gjorde han, hvad der blev sagt.
Kronkoloni
1,4 mio. rigsdaler betalte Fr. 5. for kompagniet, et svimlende beløb, der forarmede landet i årevis, og kompagniets ejere gned sig i hænderne. Men det varede nu ikke længe, før pengene var tilbage i statskassen, efter at fri handel var indført i Dansk Vestindien. St. Thomas blev frihavn for transithandel, mens St. Croix og St. Jan blev produktionsområder.
Øerne fik ny administration med en hær af embedsmænd. Den 37-årige baron Christian Lebrecht von Pröck blev udnævnt til Dansk Vestindiens første generalguvernør. Han fik følgende ordre af kongen: Lad mig nu se, at I bringer det dertil, at Vi kan have så mange Sukkere, som Vi kan forbruge i Vore egne Riger. Og det gjorde han, på sin egen helt personlige korrupte, men meget populære måde. Han drev selv plantager og havde derfor stor forståelse for planternes synspunkter, når det gjaldt om eftergivenhed fra statens side, ikke mindst henstand med betaling af skatter og afgifter. Han kørte øerne i 11 år, indtil han til sidst blev afsat og erstattet med den redelige Peter Clausen, først da kom der orden på tingene.
Sukker var konge
På St. Croix kunne jordejerne tjene formuer på skovdrift, men i Danmark ville man have sukker. Så det blev gjort til en betingelse for at købe jord, at man skulle have et vist antal slaver på plantagen, og så kunne man ligeså godt dyrke sukkerrør. På den måde tvang den danske stat slaveriet i gang. Og det virkede. St. Croix og St. Jan kunne i 1812 levere en rekord på 23.000 tons råsukker.Sukker blev konge, som man sagde, ikke mindst i København. Hertil kom sukkermassen og blev raffineret til sukkertoppe, som blev eksporteret til hele Nordeuropa. Halvdelen af Københavns import bestod af sukker fra Vestindien, og halvdelen af den danske eksport var også sukker. Sukker blev så at sige fundamentet for Københavns velstand, på linje med hvad sild havde betydet for byen i middelalderen. Efter 1755 var sukkerraffinering Københavns vigtigste industri, der var op til 20 raffinaderier i byen, specielt mange på Christianshavn, men også flere provinsbyer havde et. Købmænd blev ufattelig rige, og de opførte palæer og herregårde. Også staten tjente tykt. Ikke på statens egne plantager, for de var som regel skidt drevne og misligholdte, næ, de store penge kom som altid fra skatter og afgifter: Grundskat, bygningsafgift, kopskat på slaver, stempelafgifter, told og tiende, en særlig skat som blev påført plantere, hvis de ville nyde deres rigdomme i andre lande end Danmark. Men udførselstold på sukker var den vigtigste. Næsten 3% af statens indtægter kom en overgang alene fra told på sukker.
Handelscentrum
St. Thomas fik kronede handelsdage, især når der var krig i Europa, og Danmark var neutral, for så kunne de stridende parter benytte St. Thomas. De store engelske postskibe havde St. Thomas som første anløb efter turen fra Europa, hvorefter post og gods blev fordelt på mindre skibe og videre til de øvrige caribiske øer. Dampskibene gav endnu mere vækst, for havnen i Charlotte Amalie var kendt som det sted i Vestindien, hvor man hurtigst kunne bunkre – 300 tons kul på halvandet døgn, og havnens faciliteter var de bedste. Fra 1819-28 ankom i gennemsnit 2754 skibe om året. Alle øerne blomstrede og tiltrak driftige folk fra hele området. Og besøgende blev overvældede af den velstand, de mødte.
St. Croix
I 1733 købte Danmark øen St. Croix af Frankrig for 164.000 rigsdaler – en tilgroet ø med ca. 600 indbyggere, hvoraf 450 var slaver. Hovedstaden Port St. Jean - eller Bassin - blev til Christiansted. Øen havde ført en omtumlet tilværelse. Derfor kan man i dag se syv flag vaje på øen. Det engelske og hollandske skyldes, at begge nationaliteter levede her fra 1625. Det spanske skyldes, at spanierne i 1649 fordrev dem. Det franske kom, da Frankrig overtog øen, men de forærede den til Malteserordenen som tak for riddernes indsats mod tyrkerne i Middelhavet, deraf det maltesiske flag, som altså ligner det danske på en prik. Frankrig købte øen tilbage i 1665 og forfranskede navnet til St. Croix. Men i 1673 flyttede man de fleste beboere til Hispaniola for at holde den fransk. St. Croix passede sig selv og blev et vildnis. Sådan oplevede den danske guvernør det, da han besøgte øen i 1718, men han fik dollartegn i øjnene og kom med et godt tilbud.
Første guvernør på St. Croix – eller opperhoved, som man kaldte det - blev den norske storkøbmand Frederik Moth. Han gik til opgaven med krum hals. Danske landmålere lagde hovedlinjer gennem øen, der blev delt i ni kvarterer. Man hentede folk fra de engelske øer, for danskere var stadig svære at tiltrække. Kun et par hundrede kom over som servinger. Så man havde et stort behov for slaver, derfor blev al slavehandel givet fri. Mens al anden handel blev bevaret med dansk monopol. Det behagede ikke planterne, der derfor boycottede kompagniets slaveauktioner. Hvis de ikke måtte handle sukker med andre end danskere, ville de heller ikke købe danskernes slaver. Det kunne forretningen ikke holde til.
Planterne foreslog, at kongen skulle overtage øerne, og det var kompagniet helt med på, for det var alligevel ikke nogen styrtende forretning at handle med slaver. En af kompagniets store aktionærer og senere præsident var Adam Gottlieb Moltke, Danmarks stærke mand og kongens vigtigste rådgiver. Hans råd i 1754 til Fr. 5 var: Køb kompagniet, og da kongen ikke interesserede sig det mindste for statslige anliggender, gjorde han, hvad der blev sagt.
Kronkoloni
1,4 mio. rigsdaler betalte Fr. 5. for kompagniet, et svimlende beløb, der forarmede landet i årevis, og kompagniets ejere gned sig i hænderne. Men det varede nu ikke længe, før pengene var tilbage i statskassen, efter at fri handel var indført i Dansk Vestindien. St. Thomas blev frihavn for transithandel, mens St. Croix og St. Jan blev produktionsområder.
Øerne fik ny administration med en hær af embedsmænd. Den 37-årige baron Christian Lebrecht von Pröck blev udnævnt til Dansk Vestindiens første generalguvernør. Han fik følgende ordre af kongen: Lad mig nu se, at I bringer det dertil, at Vi kan have så mange Sukkere, som Vi kan forbruge i Vore egne Riger. Og det gjorde han, på sin egen helt personlige korrupte, men meget populære måde. Han drev selv plantager og havde derfor stor forståelse for planternes synspunkter, når det gjaldt om eftergivenhed fra statens side, ikke mindst henstand med betaling af skatter og afgifter. Han kørte øerne i 11 år, indtil han til sidst blev afsat og erstattet med den redelige Peter Clausen, først da kom der orden på tingene.
Sukker var konge
På St. Croix kunne jordejerne tjene formuer på skovdrift, men i Danmark ville man have sukker. Så det blev gjort til en betingelse for at købe jord, at man skulle have et vist antal slaver på plantagen, og så kunne man ligeså godt dyrke sukkerrør. På den måde tvang den danske stat slaveriet i gang. Og det virkede. St. Croix og St. Jan kunne i 1812 levere en rekord på 23.000 tons råsukker.Sukker blev konge, som man sagde, ikke mindst i København. Hertil kom sukkermassen og blev raffineret til sukkertoppe, som blev eksporteret til hele Nordeuropa. Halvdelen af Københavns import bestod af sukker fra Vestindien, og halvdelen af den danske eksport var også sukker. Sukker blev så at sige fundamentet for Københavns velstand, på linje med hvad sild havde betydet for byen i middelalderen. Efter 1755 var sukkerraffinering Københavns vigtigste industri, der var op til 20 raffinaderier i byen, specielt mange på Christianshavn, men også flere provinsbyer havde et. Købmænd blev ufattelig rige, og de opførte palæer og herregårde. Også staten tjente tykt. Ikke på statens egne plantager, for de var som regel skidt drevne og misligholdte, næ, de store penge kom som altid fra skatter og afgifter: Grundskat, bygningsafgift, kopskat på slaver, stempelafgifter, told og tiende, en særlig skat som blev påført plantere, hvis de ville nyde deres rigdomme i andre lande end Danmark. Men udførselstold på sukker var den vigtigste. Næsten 3% af statens indtægter kom en overgang alene fra told på sukker.
Handelscentrum
St. Thomas fik kronede handelsdage, især når der var krig i Europa, og Danmark var neutral, for så kunne de stridende parter benytte St. Thomas. De store engelske postskibe havde St. Thomas som første anløb efter turen fra Europa, hvorefter post og gods blev fordelt på mindre skibe og videre til de øvrige caribiske øer. Dampskibene gav endnu mere vækst, for havnen i Charlotte Amalie var kendt som det sted i Vestindien, hvor man hurtigst kunne bunkre – 300 tons kul på halvandet døgn, og havnens faciliteter var de bedste. Fra 1819-28 ankom i gennemsnit 2754 skibe om året. Alle øerne blomstrede og tiltrak driftige folk fra hele området. Og besøgende blev overvældede af den velstand, de mødte.
Slavehandel ophører
De almindelige danskere vidste ikke meget om slaveriet i Dansk Vestindien, de anede knapt nok noget om Dansk Vestindien. Men i blandt de lærde og på regeringskontorer var man bekendt med slaveriets grusomheder. Flere kom chokerede hjem fra besøg på øerne og protesterede. Lægen Poul Isert beskrev de grusomme tilstande på skrift og foreslog, at man i stedet dyrkede sukker i Afrika, så slaverne i det mindste kunne trælle på egen jord. Det lød jo meget fornuftigt, og han fik penge til at undersøge muligheden, men døde under mystiske omstændigheder under sin research på slavefortet Christiansborg i Guinea. Man skal passe på, når man truer folk på deres levebrød. Danskerne blev også mødt med andre beskrivelser, som tegnede et næsten rosenrødt billede af slaverne som barbarer, der var heldige, at de fik styr på deres indre ondskab ved at udføre hårdt arbejde fra morgen til aften. Under alle omstændigheder var der ikke rigtig den store protestbølge imod slaveriet i Danmark, som man f.eks. oplevede i England.
Alligevel blev det Danmark, der 16. marts 1792 fik plads i verdenshistorien, da den sindsforvirrede Kong Chr. 7. bekendtgjorde, at slavehandel ville blive forbudt fra 1802 – altså ti år efter. På grund af vedholdende og for vort land så heldige misforståelser, bliver det stadig i historiebøger verden over udlagt som om, at Danmark var den første nation, der afskaffede slaveri. Det er branding, der er mere værd en lurpakket smør, men det er forkert. Kongens forbud mod slavehandel nævnte intet om at ophæve slaveriet. Den tanke lå slet ikke bag. Der lå derimod tanker om, at man kunne tjene endnu flere penge på slaverne ved at forbyde handel med dem.
Den fikse ide
Ideen kom ikke fra Chr. 7., han var sindssyg, heller ikke fra hans stedfortræder, den senere Fr. 6., men fra finansminister Ernst Schimmelmann- en af Vestindiens største plantageejere og slaveejere, direktør for slavehandelsselskabet. Med andre ord: Han levede af slaver. Og han levede som en konge, bare vinterboligen var det nuværende Odd Fellow Palæ i København. Så hans ide var smart. På øerne behandlede man slaverne så elendigt, at de døde i hobetal, og de fødte kun få børn, fordi kvinderne måtte arbejde så hårdt, at de aborterede. Desuden var slavetransporterne ikke bare en beskidt affære, de var farlige. I en periode på ca. 10 år var 2004 søfolk beskæftiget med slavefart, og 691 døde af det. Man kunne ikke blive ved at miste alle de sømænd, og desuden var selve handlen med slaver i sig selv ikke særlig profitabel. Hvis planterne nu fik klar besked om, at det var slut med at importere nye slaver, så ville det være i deres interesse at behandle dem ordentligt, så de fik flere børn. På den måde kunne man blive selvforsynede med slaver, og slaveriet kunne fortsætte uden den bøvlede trafik fra Afrika. Den ti års frist blev sat for at øge slavejagten, så man kunne nå op på det antal, der var nødvendigt for at blive selvforsynede. Forbuddet mog slavehandel var altså et startskud, ikke en neddrosling. Og planterne fik mulighed for at købe slaver med billige statslån. Også mange danskere misforstod forbuddet mod slavehandel og troede, at der lå humane ideer bag. Digteren P. A. Heiberg besang regenten: ”tankens, bondens, negerens lænker han med ædel kækhed brød.” Og i syngespillet ”Peters Bryllup” fra 1793 turde man tage parti imod slaveriet og sang:
Hvad har en stakkels Neger gjort
at den blanke Mand ham hader?
Er han ond, for han er sort?
Er Gud ikke alles Fader?
O! Beklag den sorte Mand
Han er Træl i fremmed land.
Operationen lykkedes. Fra forbuddet blev bekendtgjort i 1792 til det trådte i kraft, indførtes 11.000 nye slaver. Men patienten døde. For planterne ejede ikke skam i livet. De udnyttede de arme mennesker endnu mere i håb om hurtig fortjeneste. Regeringen var tæt på at forlænge slavehandlen i det uendelige, da England forbød både handel og slaveri med virkning fra 1833. Derefter turde den danske regering ikke ændre forbuddet mod handel.
Engelsk styre
I 1801 fik Dannebrog en pause på øerne, for op røg Union Jack. I Europa havde Danmark indgået en neutralitetsaftale med Rusland, Sverige og Preussen, og det brød England sig ikke om. Det endte med Lord Nelsons bombardement af København, men krigshandlingerne begyndte i Dansk Vestindien. 27. marts ankrede 25 engelske skibe op i Charlotte Amalie. En venlig englænder sejlede i land og fortalte, at der i skibene sad 5000 blodtørstige soldater og ventede på lov til at smadre øen. Englænderen inviterede den danske militærchef til selv at komme ud i skibene for at se efter, og det gjorde han, og han blev ret overbevist, og han kapitulerede uden et skud. Det samme gentog sig på St. Croix. Alle danske og norske soldater blev sendt til England som krigsfanger, en engelsk guvernør overtog styret, mens embedsmændene arbejdede videre som normalt. Alle hvide på øerne skulle sværge troskab til den engelske konge, hvilket ikke voldte de store problemer, da de fleste alligevel var englændere, og slaverne blev ikke orienteret om deres nye nationalitet. Da Danmark havde givet efter i Europa, fik vi øerne tilbage, men det skete først 13. februar 1802. Fem år senere begyndte det hele forfra. I 1807 skyldtes balladen, at Danmark holdt med Napoleon og dermed tabte. Efter Kielerfreden i 1814 fik vi øerne igen, mod at englænderne fik Helgoland. Til gengæld mistede vi Norge, og Norge mistede sin andel i Dansk Vestindien.
Storhed i fattigdom
Danmark var lagt ned efter krigen med tab af flåden og statsbankerot, men de vestindiske øer trivedes. Sukkerpriserne var høje, og nu fik de opmærksomhed hjemmefra, for da Fr. 6. ikke længere havde så meget om ørerne, begyndte han at interessere sig for sine caribiske øer. Også almindelige danskere fik for første gang en bevidsthed om øerne, og de blev ligefrem populære. Der blev pludselig rift om embederne, så de dygtigste embedsmænd kom hertil for at nyde luksus og rigdom med ugentlige soireer og ”kulørte fruentimmere”. Generalguvernøren blev rigets fineste og højst betalte embedsmand uden for hoffet, og han kunne forelægge vestindiske sager direkte for kongen. Ikke mindst, da generalguvernøren i 1827 kom til at hedde Peter von Scholten.
Alligevel blev det Danmark, der 16. marts 1792 fik plads i verdenshistorien, da den sindsforvirrede Kong Chr. 7. bekendtgjorde, at slavehandel ville blive forbudt fra 1802 – altså ti år efter. På grund af vedholdende og for vort land så heldige misforståelser, bliver det stadig i historiebøger verden over udlagt som om, at Danmark var den første nation, der afskaffede slaveri. Det er branding, der er mere værd en lurpakket smør, men det er forkert. Kongens forbud mod slavehandel nævnte intet om at ophæve slaveriet. Den tanke lå slet ikke bag. Der lå derimod tanker om, at man kunne tjene endnu flere penge på slaverne ved at forbyde handel med dem.
Den fikse ide
Ideen kom ikke fra Chr. 7., han var sindssyg, heller ikke fra hans stedfortræder, den senere Fr. 6., men fra finansminister Ernst Schimmelmann- en af Vestindiens største plantageejere og slaveejere, direktør for slavehandelsselskabet. Med andre ord: Han levede af slaver. Og han levede som en konge, bare vinterboligen var det nuværende Odd Fellow Palæ i København. Så hans ide var smart. På øerne behandlede man slaverne så elendigt, at de døde i hobetal, og de fødte kun få børn, fordi kvinderne måtte arbejde så hårdt, at de aborterede. Desuden var slavetransporterne ikke bare en beskidt affære, de var farlige. I en periode på ca. 10 år var 2004 søfolk beskæftiget med slavefart, og 691 døde af det. Man kunne ikke blive ved at miste alle de sømænd, og desuden var selve handlen med slaver i sig selv ikke særlig profitabel. Hvis planterne nu fik klar besked om, at det var slut med at importere nye slaver, så ville det være i deres interesse at behandle dem ordentligt, så de fik flere børn. På den måde kunne man blive selvforsynede med slaver, og slaveriet kunne fortsætte uden den bøvlede trafik fra Afrika. Den ti års frist blev sat for at øge slavejagten, så man kunne nå op på det antal, der var nødvendigt for at blive selvforsynede. Forbuddet mog slavehandel var altså et startskud, ikke en neddrosling. Og planterne fik mulighed for at købe slaver med billige statslån. Også mange danskere misforstod forbuddet mod slavehandel og troede, at der lå humane ideer bag. Digteren P. A. Heiberg besang regenten: ”tankens, bondens, negerens lænker han med ædel kækhed brød.” Og i syngespillet ”Peters Bryllup” fra 1793 turde man tage parti imod slaveriet og sang:
Hvad har en stakkels Neger gjort
at den blanke Mand ham hader?
Er han ond, for han er sort?
Er Gud ikke alles Fader?
O! Beklag den sorte Mand
Han er Træl i fremmed land.
Operationen lykkedes. Fra forbuddet blev bekendtgjort i 1792 til det trådte i kraft, indførtes 11.000 nye slaver. Men patienten døde. For planterne ejede ikke skam i livet. De udnyttede de arme mennesker endnu mere i håb om hurtig fortjeneste. Regeringen var tæt på at forlænge slavehandlen i det uendelige, da England forbød både handel og slaveri med virkning fra 1833. Derefter turde den danske regering ikke ændre forbuddet mod handel.
Engelsk styre
I 1801 fik Dannebrog en pause på øerne, for op røg Union Jack. I Europa havde Danmark indgået en neutralitetsaftale med Rusland, Sverige og Preussen, og det brød England sig ikke om. Det endte med Lord Nelsons bombardement af København, men krigshandlingerne begyndte i Dansk Vestindien. 27. marts ankrede 25 engelske skibe op i Charlotte Amalie. En venlig englænder sejlede i land og fortalte, at der i skibene sad 5000 blodtørstige soldater og ventede på lov til at smadre øen. Englænderen inviterede den danske militærchef til selv at komme ud i skibene for at se efter, og det gjorde han, og han blev ret overbevist, og han kapitulerede uden et skud. Det samme gentog sig på St. Croix. Alle danske og norske soldater blev sendt til England som krigsfanger, en engelsk guvernør overtog styret, mens embedsmændene arbejdede videre som normalt. Alle hvide på øerne skulle sværge troskab til den engelske konge, hvilket ikke voldte de store problemer, da de fleste alligevel var englændere, og slaverne blev ikke orienteret om deres nye nationalitet. Da Danmark havde givet efter i Europa, fik vi øerne tilbage, men det skete først 13. februar 1802. Fem år senere begyndte det hele forfra. I 1807 skyldtes balladen, at Danmark holdt med Napoleon og dermed tabte. Efter Kielerfreden i 1814 fik vi øerne igen, mod at englænderne fik Helgoland. Til gengæld mistede vi Norge, og Norge mistede sin andel i Dansk Vestindien.
Storhed i fattigdom
Danmark var lagt ned efter krigen med tab af flåden og statsbankerot, men de vestindiske øer trivedes. Sukkerpriserne var høje, og nu fik de opmærksomhed hjemmefra, for da Fr. 6. ikke længere havde så meget om ørerne, begyndte han at interessere sig for sine caribiske øer. Også almindelige danskere fik for første gang en bevidsthed om øerne, og de blev ligefrem populære. Der blev pludselig rift om embederne, så de dygtigste embedsmænd kom hertil for at nyde luksus og rigdom med ugentlige soireer og ”kulørte fruentimmere”. Generalguvernøren blev rigets fineste og højst betalte embedsmand uden for hoffet, og han kunne forelægge vestindiske sager direkte for kongen. Ikke mindst, da generalguvernøren i 1827 kom til at hedde Peter von Scholten.
Slaveriets ophør
Alle vidste, at slaveriet måtte få en ende, for efterhånden var halvdelen af Vestindiens slaver frie. Spørgsmålet var kun hvornår og hvordan. Von Scholten mente, at man var nødt til først at uddanne slaverne, for frihed uden uddannelse var intet værd, derfor indførte han skoler for slavebørn. Han mente også, at det var vigtigt at give fuld frihed for alle slaver på én gang for at undgå uroligheder. Scholten havde formentlig fået sin vilje, hvis Fr. 6. havde levet længe nok, men kongen døde i 1839. I stedet skulle Scholten overbevise Chr. 8, der var en helt anden type. Han var vægelsindet og foretrak langsomme løsninger og havde ikke meget fidus til Scholten. I 1847 besluttede han stik mod Scholtens råd, at slavebørn født efter 28. juni 1847 skulle være frie. Resten måtte vente i yderligere 12 år. Det var den ringeste løsning, for de eneste, der ikke blev sure, var de ufødte børn.
I juli 1848 brød oprøret løs i Frederiksted på St. Croix. 8000 slaver gik i fakkeltog i gaderne. At det blev denne by på denne dag kan skyldes, at oprørslederen, Moses Gottlieb, også kaldet General Buddo, netop ville undgå blodsudgydelser. Han regnede med, at Peter von Scholten ville komme til Frederiksted efter et besøg på St. Thomas, og når Scholten så oprørets omfang, ville han give sig frivilligt. Men vinden skiftede, og Scholten sejlede i stedet til Christiansted, og så udviklede oprøret sig.
Politistationen blev raseret, og plyndringer begyndte. Generalguvernørens bror, Frederik von Scholten, der var tolder i Frederiksted, sendte bud efter sin bror. Peter von Scholten kørte 3. juli ind foran Fort Frederik, så den ophidsede folkemængde og råbte: »Now you are free. You are hereby emancipated« (Nu er I frie. I er hermed givet fri).
Næste dag forsøgte von Scholten at holde ro på øen, men han var syg og nedbrudt, og planterne rasede. Få dage efter fik han et slagtilfælde og drog hjem.
Danskere gik til modangreb på oprørerne og lavede standretter. Negerlederen General Buddo, som red rundt på en hvid hest i generalsuniform og forsøgte at holde situationen under kontrol, blev fanget og udvist. Frihedskampen kom til at koste 40 slaver livet, mens ingen hvide kom til skade. Men slaverne var frie.
Alle vidste, at slaveriet måtte få en ende, for efterhånden var halvdelen af Vestindiens slaver frie. Spørgsmålet var kun hvornår og hvordan. Von Scholten mente, at man var nødt til først at uddanne slaverne, for frihed uden uddannelse var intet værd, derfor indførte han skoler for slavebørn. Han mente også, at det var vigtigt at give fuld frihed for alle slaver på én gang for at undgå uroligheder. Scholten havde formentlig fået sin vilje, hvis Fr. 6. havde levet længe nok, men kongen døde i 1839. I stedet skulle Scholten overbevise Chr. 8, der var en helt anden type. Han var vægelsindet og foretrak langsomme løsninger og havde ikke meget fidus til Scholten. I 1847 besluttede han stik mod Scholtens råd, at slavebørn født efter 28. juni 1847 skulle være frie. Resten måtte vente i yderligere 12 år. Det var den ringeste løsning, for de eneste, der ikke blev sure, var de ufødte børn.
I juli 1848 brød oprøret løs i Frederiksted på St. Croix. 8000 slaver gik i fakkeltog i gaderne. At det blev denne by på denne dag kan skyldes, at oprørslederen, Moses Gottlieb, også kaldet General Buddo, netop ville undgå blodsudgydelser. Han regnede med, at Peter von Scholten ville komme til Frederiksted efter et besøg på St. Thomas, og når Scholten så oprørets omfang, ville han give sig frivilligt. Men vinden skiftede, og Scholten sejlede i stedet til Christiansted, og så udviklede oprøret sig.
Politistationen blev raseret, og plyndringer begyndte. Generalguvernørens bror, Frederik von Scholten, der var tolder i Frederiksted, sendte bud efter sin bror. Peter von Scholten kørte 3. juli ind foran Fort Frederik, så den ophidsede folkemængde og råbte: »Now you are free. You are hereby emancipated« (Nu er I frie. I er hermed givet fri).
Næste dag forsøgte von Scholten at holde ro på øen, men han var syg og nedbrudt, og planterne rasede. Få dage efter fik han et slagtilfælde og drog hjem.
Danskere gik til modangreb på oprørerne og lavede standretter. Negerlederen General Buddo, som red rundt på en hvid hest i generalsuniform og forsøgte at holde situationen under kontrol, blev fanget og udvist. Frihedskampen kom til at koste 40 slaver livet, mens ingen hvide kom til skade. Men slaverne var frie.
Frie i fattigdom
Efter befrielsen
Etatsråd P. Hansen blev første generalguvernør efter von Scholten. Han skulle nu reorganisere det hele og etablere et helt nyt arbejdsmarked. De fleste frigivne slaver vendte tilbage til deres plantager, hvor skulle de ellers tage hen? De skulle nu tegne 1-årige kontrakter, så de kun kunne skifte arbejde 1. oktober – på skiftedag. Strenge løsgængerilove sikrede, at tidligere slaver ikke rendte rundt på må og få. De var nu landarbejdere og fik løn, men lønnen var ofte en hytte, lidt jord og 5-15 cent om dagen, ikke meget bedre end før. Til gengæld havde planterne ikke længere ansvar for syge og gamle, dem skulle familien tage sig af dem.
Den første skiftedag efter slaveriets ophævelse forløb fredeligt. Der ankom endda en hvid portugisisk familie, der vakte opsigt, fordi den tog arbejde på linje med de sorte.
På øerne var der 18.759 slaver, da slaveriet ophørte. Den danske stat havde anerkendt planternes ejendomsret til slaverne, og derfor fik slaveejerne en erstatning på 50 dollars pr. styk. Pengene blev brugt til at købe maskiner, dampmøller, der kunne erstatte slaverne. Og så gik det ellers ned ad bakke. Bureaukratiet voksede, så der i 1870 var 152 embedsmænd på St. Croix, 82 på St. Thomas, og 5 på St. Jan. Administration og militær beslaglagde 3/5 af indtægterne fra øerne. Sukker mistede sin betydning, fordi man fandt på at udvinde sukker af roer på Lolland i stedet. Fattigdom og hungersnød bredte sig. Og på en skiftedag 1878 blev der oprør i Frederiksted. Fireburn kom oprøret til at hedde, fordi store dele af byen og mange plantager blev brændt af.
Handelshavn
St. Thomas havde nogle opgangstider, fordi den blev en vigtig kaffehavn, men den blev også ramt af gul feber, kolera, orkaner, tsunamier og jordskælv. Efterhånden kunne de nye dampskibe sejle direkte til deres destinationer uden at skulle bunkre kul på St. Thomas, og det engelske postvæsen flyttede i 1885 deres hovedkvarter fra St. Thomas til Barbados. Telegrafen betød, at skibene ikke længere behøvede centrale havne for at få besked om nye fragter. Fra 1882 og ti år frem lukkede syv af otte skibsmæglerfirmaer i Charlotte Amalie, og mange større forretninger fulgte med. Ulykkerne ville ingen ende tage.
Den københavnske industrimagnat H.N. Andersen oprettede i 1902 Det Vestindiske Kompagni og pustede nyt liv i Charlotte Amalie. Man indførte koloniallotteriet, hvor overskuddet gik til øernes udvikling. Men utilfredsheden med det danske styre bare voksede. Den sorte leder Hamilton Jackson tog til København for at kræve bedre forhold, men intet ville lykkes, uroen tog til, og flere plantager blev brændt af.
I 1916 var der generalstrejke i en måned. Den gav arbejderne mere i løn, men den betød først og fremmest, at forholdet mellem hvide og sorte ændrede sig. De sorte havde ingen respekt længere, og de hvide turde dårligt gå på deres egne marker af frygt for at få tæv.
Den danske regering sendte midt under 1. Verdenskrig krydseren Valkyrien til øerne for vise lidt muskler, selv om det mest var egnet til repræsentation, men det vidste man jo ikke på land. Krydseren med en besætning på 230 mand forblev på øerne indtil 31. marts 1917.
Etatsråd P. Hansen blev første generalguvernør efter von Scholten. Han skulle nu reorganisere det hele og etablere et helt nyt arbejdsmarked. De fleste frigivne slaver vendte tilbage til deres plantager, hvor skulle de ellers tage hen? De skulle nu tegne 1-årige kontrakter, så de kun kunne skifte arbejde 1. oktober – på skiftedag. Strenge løsgængerilove sikrede, at tidligere slaver ikke rendte rundt på må og få. De var nu landarbejdere og fik løn, men lønnen var ofte en hytte, lidt jord og 5-15 cent om dagen, ikke meget bedre end før. Til gengæld havde planterne ikke længere ansvar for syge og gamle, dem skulle familien tage sig af dem.
Den første skiftedag efter slaveriets ophævelse forløb fredeligt. Der ankom endda en hvid portugisisk familie, der vakte opsigt, fordi den tog arbejde på linje med de sorte.
På øerne var der 18.759 slaver, da slaveriet ophørte. Den danske stat havde anerkendt planternes ejendomsret til slaverne, og derfor fik slaveejerne en erstatning på 50 dollars pr. styk. Pengene blev brugt til at købe maskiner, dampmøller, der kunne erstatte slaverne. Og så gik det ellers ned ad bakke. Bureaukratiet voksede, så der i 1870 var 152 embedsmænd på St. Croix, 82 på St. Thomas, og 5 på St. Jan. Administration og militær beslaglagde 3/5 af indtægterne fra øerne. Sukker mistede sin betydning, fordi man fandt på at udvinde sukker af roer på Lolland i stedet. Fattigdom og hungersnød bredte sig. Og på en skiftedag 1878 blev der oprør i Frederiksted. Fireburn kom oprøret til at hedde, fordi store dele af byen og mange plantager blev brændt af.
Handelshavn
St. Thomas havde nogle opgangstider, fordi den blev en vigtig kaffehavn, men den blev også ramt af gul feber, kolera, orkaner, tsunamier og jordskælv. Efterhånden kunne de nye dampskibe sejle direkte til deres destinationer uden at skulle bunkre kul på St. Thomas, og det engelske postvæsen flyttede i 1885 deres hovedkvarter fra St. Thomas til Barbados. Telegrafen betød, at skibene ikke længere behøvede centrale havne for at få besked om nye fragter. Fra 1882 og ti år frem lukkede syv af otte skibsmæglerfirmaer i Charlotte Amalie, og mange større forretninger fulgte med. Ulykkerne ville ingen ende tage.
Den københavnske industrimagnat H.N. Andersen oprettede i 1902 Det Vestindiske Kompagni og pustede nyt liv i Charlotte Amalie. Man indførte koloniallotteriet, hvor overskuddet gik til øernes udvikling. Men utilfredsheden med det danske styre bare voksede. Den sorte leder Hamilton Jackson tog til København for at kræve bedre forhold, men intet ville lykkes, uroen tog til, og flere plantager blev brændt af.
I 1916 var der generalstrejke i en måned. Den gav arbejderne mere i løn, men den betød først og fremmest, at forholdet mellem hvide og sorte ændrede sig. De sorte havde ingen respekt længere, og de hvide turde dårligt gå på deres egne marker af frygt for at få tæv.
Den danske regering sendte midt under 1. Verdenskrig krydseren Valkyrien til øerne for vise lidt muskler, selv om det mest var egnet til repræsentation, men det vidste man jo ikke på land. Krydseren med en besætning på 230 mand forblev på øerne indtil 31. marts 1917.
Salget til USA
Salgstanker svirrede i et mere end et halvt århundrede. De begyndte kort efter slavernes frigivelse. Nogle ville af med øerne, fordi de ikke længere gav overskud. Andre mente, at vi ville blive tvunget til at aflevere dem til USA eller give dem selvstændighed, og så kunne Danmark ligeså godt få lidt penge ud af det. Og så var der dem, der ikke ville af med de danske juveler.
Abraham Lincoln var den første amerikanske præsident, der satte forhandlinger i gang om en handel. Han ønskede en forpost i Caribien, så USA kunne imødegå angreb fra Mexico og de spanske besiddelser. Men forhandlingerne stoppede, da præsidenten blev myrdet, og da USA siden erobrede både Puerto Rico og Cuba havde de rigeligt med forposter.
Men interessen dukkede op igen. USA havde intet imod den danske koloni, man frygtede bare, at Danmark ville sælge dem til en anden europæisk magt, værst af alt til Tyskland. Eller at Danmark kunne finde på at give dem til Tyskland i bytte for at få Slesvig tilbage efter nederlaget i 1864. I 1867 tilbød USA $5 mio. Danmark ville have 15, dobbelt så meget, som USA havde givet for hele Alaska. Man enedes om $7 ½ mio., men handlen skulle kun gælde St. Thomas og St. Jan. Chr. 9. underskrev traktaten, og ved en folkeafstemning på øerne stemte man ja. I 1870 afviste USAs senat handelen og ydmygede Danmark, så det sveg.
Men salgsrygterne svirrede fortsat. I 1892 accepterede Chr. 9. igen et købstilbud. Og han fik igen en blodtud. Derefter kom et virvar af mellemmænd og selvbestaltede ejendomsmæglere ind i billedet. Med kaos, skandaler og korruption, men salgstankerne fortsatte.
I 1902 tilbød USA $5 mio. Folketinget stemte ja, og præsident Roosevelt udså sig øernes første amerikanske guvernør: Den dansk-amerikanske fotograf Jacob Riis. Men Landstinget stemte nej. Regeringen sendte efter et valg igen forslaget til afstemning i Landstinget, men det kom til at stå lige, og forslaget var forkastet. Resultatet var klart kl. 14 og nåede på grund af tidsforskellen frem til St. Croix samme dag kl. 13.
Fra 1906 til 1912 var der ingen salgsplaner, for Fr. 8 var imod. Men så kom 1. verdenskrig, og USA frygtede, at den tyske kejser Wilhelm 2 ville besætte øerne, fordi danskerne ikke kunne forsvare dem. Dermed kunne kejseren anlægge en ubådsbase og få adgang til de indre amerikanske farvande og ikke mindst Panama-kanalen, der åbnede i 1914.
Salgstanker svirrede i et mere end et halvt århundrede. De begyndte kort efter slavernes frigivelse. Nogle ville af med øerne, fordi de ikke længere gav overskud. Andre mente, at vi ville blive tvunget til at aflevere dem til USA eller give dem selvstændighed, og så kunne Danmark ligeså godt få lidt penge ud af det. Og så var der dem, der ikke ville af med de danske juveler.
Abraham Lincoln var den første amerikanske præsident, der satte forhandlinger i gang om en handel. Han ønskede en forpost i Caribien, så USA kunne imødegå angreb fra Mexico og de spanske besiddelser. Men forhandlingerne stoppede, da præsidenten blev myrdet, og da USA siden erobrede både Puerto Rico og Cuba havde de rigeligt med forposter.
Men interessen dukkede op igen. USA havde intet imod den danske koloni, man frygtede bare, at Danmark ville sælge dem til en anden europæisk magt, værst af alt til Tyskland. Eller at Danmark kunne finde på at give dem til Tyskland i bytte for at få Slesvig tilbage efter nederlaget i 1864. I 1867 tilbød USA $5 mio. Danmark ville have 15, dobbelt så meget, som USA havde givet for hele Alaska. Man enedes om $7 ½ mio., men handlen skulle kun gælde St. Thomas og St. Jan. Chr. 9. underskrev traktaten, og ved en folkeafstemning på øerne stemte man ja. I 1870 afviste USAs senat handelen og ydmygede Danmark, så det sveg.
Men salgsrygterne svirrede fortsat. I 1892 accepterede Chr. 9. igen et købstilbud. Og han fik igen en blodtud. Derefter kom et virvar af mellemmænd og selvbestaltede ejendomsmæglere ind i billedet. Med kaos, skandaler og korruption, men salgstankerne fortsatte.
I 1902 tilbød USA $5 mio. Folketinget stemte ja, og præsident Roosevelt udså sig øernes første amerikanske guvernør: Den dansk-amerikanske fotograf Jacob Riis. Men Landstinget stemte nej. Regeringen sendte efter et valg igen forslaget til afstemning i Landstinget, men det kom til at stå lige, og forslaget var forkastet. Resultatet var klart kl. 14 og nåede på grund af tidsforskellen frem til St. Croix samme dag kl. 13.
Fra 1906 til 1912 var der ingen salgsplaner, for Fr. 8 var imod. Men så kom 1. verdenskrig, og USA frygtede, at den tyske kejser Wilhelm 2 ville besætte øerne, fordi danskerne ikke kunne forsvare dem. Dermed kunne kejseren anlægge en ubådsbase og få adgang til de indre amerikanske farvande og ikke mindst Panama-kanalen, der åbnede i 1914.
Med denne check på $25.000.000 købte USA de danske koloniøer
I 1915 gav den radikale udenrigsminister Erik Scavenius amerikanerne et vink med en vognstang om, at de gerne måtte komme med et bud, men at det skulle være stort, og at de i øvrigt gerne måtte true med, at de alligevel ville tage øerne, hvis vi ikke makkede ret. Det mente han ville hjælpe på folkestemningen i Danmark. Desuden forlangte han, at USA skulle anerkende Danmarks overhøjhed over Grønland som et led i handelen. Året efter kom tilbuddet på $25 mio., en fjerdedel af den danske stats årsbudget. 4. august 1916 blev salgstraktaten underskrevet på Hotel Biltmore i New York, og kort efter gik sagen igennem senatet. I Danmark var sagen meget følsom. Socialdemokratiet og De Radikale ville sælge, De Konservative ville ikke. Venstre var delt. Ved en folkeafstemning 14. december 1916 stemte 286.964 for, 157.596 imod. Valget var det første statslige, som kvinderne have stemmeret til. Stemmeprocenten blev på kun 40, ikke desto mindre var øerne solgt. Negrene var solgt for anden gang.
Chr. 10 og præsident Woodrow Wilson ratificerede handelen, og 31. marts 1917 – 251 år efter at Danmark havde taget St. Thomas i besiddelse – blev øerne overdraget, og den danske gesandt i Washington D.C. modtog en check på $25 mio. i guld. Det er det dyreste landområde, USA nogensinde har købt – $300 pr. acre. Befolkningen fik ti år til at beslutte, om de ville have dansk eller amerikansk statsborgerskab. Pengene fra salget røg i den danske statskasse, og de fleste blev brugt på at redde Landmandsbanken, nu Danske Bank, da den krakkede få år efter.
Chr. 10 og præsident Woodrow Wilson ratificerede handelen, og 31. marts 1917 – 251 år efter at Danmark havde taget St. Thomas i besiddelse – blev øerne overdraget, og den danske gesandt i Washington D.C. modtog en check på $25 mio. i guld. Det er det dyreste landområde, USA nogensinde har købt – $300 pr. acre. Befolkningen fik ti år til at beslutte, om de ville have dansk eller amerikansk statsborgerskab. Pengene fra salget røg i den danske statskasse, og de fleste blev brugt på at redde Landmandsbanken, nu Danske Bank, da den krakkede få år efter.
Amerikansk styre
Og så gik det rigtig skævt. Der kom ikke den opblomstring i handelen med USA, som mange havde håbet. Toldbestemmelserne blev ikke ændret, og øerne sygnede hen. Præsident Herbert Hoover kaldte øerne for »Amerikas fattiggård«. Marineministeriet overtog dem og drev dem som et større krigsskib. Først i midten af 1900-tallet vendte udviklingen ikke mindst på grund af Castro. Da han erobrede Cuba forsvandt et caribisk rejsemål, og amerikanerne ledte efter et nyt.
Dannebrog fortsatte med at vaje på havnen i Charlotte Amalie, fordi ØK’s selskab, Det Vestindiske Kompagni, fortsatte sine forretninger. I 1993 købte øernes Pensionskasse for Offentligt Ansatte kompagniets besiddelser for 430 millioner kroner. Daværende guvernør Alexander Farrelly udtalte ved overtagelsen: Nu er kolonitiden endelig forbi.
Den danske historie blev fortrængt, fordi man mente, at den fastholdt den sorte befolkning som underordnede et hvidt kolonifolk. Også i Danmark var øerne næsten røget ud af bevidstheden, indtil 150-året for slavernes frigivelse i 1998. Fortiden vågnede, og mange på øerne opfordrede Danmark til at spille en mere aktiv rolle. Man foreslog, at den danske regering kunne give en undskyldning for slaveriet, men daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen nægtede, hvilket skabte stor debat og megen undren. Især da den danske regering totalt glimrede ved sit fravær ved selve festlighederne, der endte i uroligheder. Skuespilleren Kurt Ravn skulle spille Peter von Scholten, men måtte dække sin uniform og flygte fra øen, det hele endte trist.
Det gode forhold blev dog genetableret. I 1999 var kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen på øerne for at underskrive en aftale om udveksling af arkivalier. Ved en tale i den gamle danske kirke på St. Croix sagde kulturministeren, at slaveriet havde været en forbrydelse.
Men størst betydning for det gode forhold mellem Danmark og US Virgin Islands har utvivlsomt været det meget store frivillige arbejde, der ikke bare har bevaret, men udviklet venskabsbåndene. Dansk Vestindisk Selskab og Dansk Vestindiens Venner har rejst penge til bevarelse af kulturminder, til udveksling af gæster og festivaler. Den dag i dag holder frivillige stadig traditioner i hævd og sørger bl.a. for, at overdragelsesdagen 31. marts stadig bliver fejret hvert år – med red grout og frikadeller.
Og så gik det rigtig skævt. Der kom ikke den opblomstring i handelen med USA, som mange havde håbet. Toldbestemmelserne blev ikke ændret, og øerne sygnede hen. Præsident Herbert Hoover kaldte øerne for »Amerikas fattiggård«. Marineministeriet overtog dem og drev dem som et større krigsskib. Først i midten af 1900-tallet vendte udviklingen ikke mindst på grund af Castro. Da han erobrede Cuba forsvandt et caribisk rejsemål, og amerikanerne ledte efter et nyt.
Dannebrog fortsatte med at vaje på havnen i Charlotte Amalie, fordi ØK’s selskab, Det Vestindiske Kompagni, fortsatte sine forretninger. I 1993 købte øernes Pensionskasse for Offentligt Ansatte kompagniets besiddelser for 430 millioner kroner. Daværende guvernør Alexander Farrelly udtalte ved overtagelsen: Nu er kolonitiden endelig forbi.
Den danske historie blev fortrængt, fordi man mente, at den fastholdt den sorte befolkning som underordnede et hvidt kolonifolk. Også i Danmark var øerne næsten røget ud af bevidstheden, indtil 150-året for slavernes frigivelse i 1998. Fortiden vågnede, og mange på øerne opfordrede Danmark til at spille en mere aktiv rolle. Man foreslog, at den danske regering kunne give en undskyldning for slaveriet, men daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen nægtede, hvilket skabte stor debat og megen undren. Især da den danske regering totalt glimrede ved sit fravær ved selve festlighederne, der endte i uroligheder. Skuespilleren Kurt Ravn skulle spille Peter von Scholten, men måtte dække sin uniform og flygte fra øen, det hele endte trist.
Det gode forhold blev dog genetableret. I 1999 var kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen på øerne for at underskrive en aftale om udveksling af arkivalier. Ved en tale i den gamle danske kirke på St. Croix sagde kulturministeren, at slaveriet havde været en forbrydelse.
Men størst betydning for det gode forhold mellem Danmark og US Virgin Islands har utvivlsomt været det meget store frivillige arbejde, der ikke bare har bevaret, men udviklet venskabsbåndene. Dansk Vestindisk Selskab og Dansk Vestindiens Venner har rejst penge til bevarelse af kulturminder, til udveksling af gæster og festivaler. Den dag i dag holder frivillige stadig traditioner i hævd og sørger bl.a. for, at overdragelsesdagen 31. marts stadig bliver fejret hvert år – med red grout og frikadeller.
