Vestinderne til hverdag og fest
Alt om: Vestinderne i dag. Hvem er de - hudfarve - religion - sprog - politik - kultur
Folk på Jomfruøerne regnes for venligere end folk i resten af Caribien. Her er ikke det had til hvide, som man oplever på andre caribiske øer. Men helt så overstrømmende venlige - nogle vil sige overfladiske - som fastlands-amerikanere, det er vestinderne ikke. På St. Thomas er man mest amerikanske, de er hurtige i replikken, og får ting ekspederet. Folkesjælen på St. Croix er mere reserveret, mere dansk. Crucians er revnende ligeglade med at blive kaldt provinsielle. De sætter en ære i at klare sig selv, selv om enhver kan se, at det kan de ikke. De er afhængige af tilskud fra regeringen. Mange mener, at alt skidt skyldes slægtskabet med St. Thomas, men kun få forlanger løsrivelse. De fleste trækker på skuldrene. En ekspedient mener ikke nødvendigvis, at det hører med til arbejdet at smile eller styrte afsted efter kaffen. Man er stolt og uservil. Venlig og korrekt, ingen fedteri. Men kommer det til stykket, vil de smide alt for at hjælpe.
Hvad farve har vestinderne?
Først tror man, at de er sorte, for det har man hørt. Så opdager man, at det er der næsten ingen, der er. Vestindere er alt muligt - og hudfarver varierer mere end noget andet sted. For selv om 90 pct. er i slægt med afrikanere, er forbindelsen meget forskellig. Hos nogle sorte er båndet til Afrika så spinkelt, at de ligeså godt kunne kalde sig hvide. Og visse hvide er mere sorte, end man lige kan se på huden. For blodet er blandet gennem generationer. Og mange får sig i disse dna-tider en overraskelse. For selve hudfarven snyder.
Allerede i kolonitiden var blandingerne så udtalte, at danskerne delte afrikanerne op i mulat (hvid og sort), sambo (hvid og mulat) quadroon, quintoon, octeroon osv. I dag går ingen op i det længere, for man bliver helt rundtosset. For en dansk tv-dokumentar af journalisten Alex Frank Larsen viste i 2004, at der i Danmark går kridhvide danskere rundt og er efterkommere af sorte i Dansk Vestindien. Så det er noget rod for rascister. For hvem skal man diskriminere? Men generelt må man sige, at dem, der ser sorte ud, dominerer i de fleste af livets forhold i vore dages US Virgin Islands. Det er lige fra tjenere til læger, lærere og præster – og ikke mindst embedsmænd. Hvide finder man som ejere af landbrug og hoteller, forklaring kender jeg ikke.
Men de er alle sammen flinke.
Familiestrukturen er traditionel og meget stærkere end normalt for Caribien, nærmest middelhavsagtig. Familien er omdrejningspunktet for alt, og hverdag og fest foregår inden for familiens rammer. Så når nogen dør, opremser nekrologen ikke den afdødes karriere på arbejdsmarkedet, men derimod alle de efterladte op, hver en nevø eller knækkusine bliver talt med. For jo flere efterladte, jo bedre liv har den døde haft. Også selv om de skændes ligeså meget i familierne, som vi gør.
Jomfruøerne hører til de rigeste i Caribien, med den største gennemsnitsindkomst pr. indbygger, men samtidig er prisniveauet så højt, at det næsten går lige op.
Sprog i Vestindien
Der er større chance for at høre dansk på øerne i dag, end da øerne var danske. For nu hører man dansk fra turister, før blev det kun talt og skrevet af embedsmænd, og dem var der ikke så mange af dengang. Dagligsproget er engelsk, men det var ikke altid til at høre det, for det havde et tvist af kreolsk - det kunstsprog, som afrikanske brugt, og som de hvide forstod. I kolonitiden lød det nærmest babylonisk på grund af de mange nationaliteter. Et øjenvidne til en brand på St. Croix i 1825 fortalte, at der på samme tid blev råbt: Fire, Brand, du Feu, Candela, Fuega og Euz. Men det blev ikke opfattet som et problem. I København talte man også både dansk, tysk, norsk, hollandsk og fransk, det faldt os ikke ind at skulle missionere rent sprogligt. Hollandsk var i lange perioder dominerende på St. Thomas blandt de hvide. På St. Croix var der britisk flertal, så her talte man engelsk.
Afrikanerne kom med forskellige sprog, men skabte det fælles sprog, kreolsk. Hver ø fik sit eget kreolsk. På St. Thomas talte de hollandsk-kreolsk til slaverne, på St. Croix talte man engelsk-kreolsk.De hvide lærte også kreolsk, og i 1770 blev der udgivet en kreolsk grammatikbog, også Biblen kom på kreolsk. Da slaveriet ophørte, ønskede afrikanerne ikke længere at tale kreolsk, de ville lære engelsk, og kreolsk uddøde.
Nutidens engelsk har særlig dialekt og er kendetegnet ved, at W bliver udtalt som V. Og th-lydene, som danskere har så svært ved, er her t’er. Thanks hedder Tangs.
Meget skriftligt dansk har overlevet. Danskerne navngav alt, og stednavnene er bevaret. Det gælder kvarterer og gadenavne, visse steder bruger man dog både det engelske og danske navn. En lokalavis hedder St. Croix Avis, og når man køber den, behøver man bare sige Avis. At gøre nar hedder to make nar of. Mest kendte danske ord er: Welkommen, SOM ofte forveksles med Velbekomme, og bliver til et hjerteligt Wel-BE-komme.
Uddannelse
Vestinderne er veluddannede i forhold til resten af Caribien. Uddannelsessystemet er amerikansk med skolepligt i Elementary, Junior High og High School. Der er alle niveauer på alle øer, bortset fra at unge på St. John må tage færgen til St. Thomas hver dag til High School. Traditionelt tager mange som resten af amerikanske unge væk fra hjemegnen for at gå på college og gennemføre en højere uddannelse, men øerne har universitet på de to store øer med 2000 studerende på St. Thomas og 1000 på St. Croix.
Religion
En afgørende grund til Dansk Vestindiens popularitet blandt fremmede folkeslag i kolonitiden var religionsfriheden. Danskerne tillod alle religioner, vi havde ikke råd til at være smålige, så vi forlangte kun, at de fremmede respekterede danske helligdage, og så måtte de ikke missionere imod vores lutheranske tro. Man skulle faktisk bare passe sig selv. St. Thomas fik derfor en af de første jødiske menigheder i Amerika, og stort set alle kristne retninger har levet fredeligt side om side med muslimer og ateister. Tolerancen er ikke bare bevaret, men betragtes som en del af kulturarven. I dag har øerne over 150 trosretninger og ca. 300 kirker.
Afrikanerne blev kristne i slavetiden, og deres efterkommere er de mest engagerede i kirken. Kirken er ikke kun et religiøst samlingspunkt, men også et socialt.
Der er fuldt hus om søndagen. Turister er velkomne. Man vil opdage, at en gudstjeneste i en gammel dansk kirke svinger! Nærmest gynger. Når der skal siges Halleluja, så bliver der råbt: Halleluja, så det kan høres i hele kvarteret. Prædiken kan sagtens være afløst af et foredrag eller af et musikstykke. De mange regler fra Kirkeministeriet følges ikke slavisk. Og hvis et rockband gerne ville prædike en søndag, så go for it. På et tidspunkt hilser alle på hinanden, og de knuser og krammer. Så er de danske gæster på vej ud, fordi de tror, at det er slut, men det er det langtfra. Så bare knus videre.
Allerede i kolonitiden var blandingerne så udtalte, at danskerne delte afrikanerne op i mulat (hvid og sort), sambo (hvid og mulat) quadroon, quintoon, octeroon osv. I dag går ingen op i det længere, for man bliver helt rundtosset. For en dansk tv-dokumentar af journalisten Alex Frank Larsen viste i 2004, at der i Danmark går kridhvide danskere rundt og er efterkommere af sorte i Dansk Vestindien. Så det er noget rod for rascister. For hvem skal man diskriminere? Men generelt må man sige, at dem, der ser sorte ud, dominerer i de fleste af livets forhold i vore dages US Virgin Islands. Det er lige fra tjenere til læger, lærere og præster – og ikke mindst embedsmænd. Hvide finder man som ejere af landbrug og hoteller, forklaring kender jeg ikke.
Men de er alle sammen flinke.
Familiestrukturen er traditionel og meget stærkere end normalt for Caribien, nærmest middelhavsagtig. Familien er omdrejningspunktet for alt, og hverdag og fest foregår inden for familiens rammer. Så når nogen dør, opremser nekrologen ikke den afdødes karriere på arbejdsmarkedet, men derimod alle de efterladte op, hver en nevø eller knækkusine bliver talt med. For jo flere efterladte, jo bedre liv har den døde haft. Også selv om de skændes ligeså meget i familierne, som vi gør.
Jomfruøerne hører til de rigeste i Caribien, med den største gennemsnitsindkomst pr. indbygger, men samtidig er prisniveauet så højt, at det næsten går lige op.
Sprog i Vestindien
Der er større chance for at høre dansk på øerne i dag, end da øerne var danske. For nu hører man dansk fra turister, før blev det kun talt og skrevet af embedsmænd, og dem var der ikke så mange af dengang. Dagligsproget er engelsk, men det var ikke altid til at høre det, for det havde et tvist af kreolsk - det kunstsprog, som afrikanske brugt, og som de hvide forstod. I kolonitiden lød det nærmest babylonisk på grund af de mange nationaliteter. Et øjenvidne til en brand på St. Croix i 1825 fortalte, at der på samme tid blev råbt: Fire, Brand, du Feu, Candela, Fuega og Euz. Men det blev ikke opfattet som et problem. I København talte man også både dansk, tysk, norsk, hollandsk og fransk, det faldt os ikke ind at skulle missionere rent sprogligt. Hollandsk var i lange perioder dominerende på St. Thomas blandt de hvide. På St. Croix var der britisk flertal, så her talte man engelsk.
Afrikanerne kom med forskellige sprog, men skabte det fælles sprog, kreolsk. Hver ø fik sit eget kreolsk. På St. Thomas talte de hollandsk-kreolsk til slaverne, på St. Croix talte man engelsk-kreolsk.De hvide lærte også kreolsk, og i 1770 blev der udgivet en kreolsk grammatikbog, også Biblen kom på kreolsk. Da slaveriet ophørte, ønskede afrikanerne ikke længere at tale kreolsk, de ville lære engelsk, og kreolsk uddøde.
Nutidens engelsk har særlig dialekt og er kendetegnet ved, at W bliver udtalt som V. Og th-lydene, som danskere har så svært ved, er her t’er. Thanks hedder Tangs.
Meget skriftligt dansk har overlevet. Danskerne navngav alt, og stednavnene er bevaret. Det gælder kvarterer og gadenavne, visse steder bruger man dog både det engelske og danske navn. En lokalavis hedder St. Croix Avis, og når man køber den, behøver man bare sige Avis. At gøre nar hedder to make nar of. Mest kendte danske ord er: Welkommen, SOM ofte forveksles med Velbekomme, og bliver til et hjerteligt Wel-BE-komme.
Uddannelse
Vestinderne er veluddannede i forhold til resten af Caribien. Uddannelsessystemet er amerikansk med skolepligt i Elementary, Junior High og High School. Der er alle niveauer på alle øer, bortset fra at unge på St. John må tage færgen til St. Thomas hver dag til High School. Traditionelt tager mange som resten af amerikanske unge væk fra hjemegnen for at gå på college og gennemføre en højere uddannelse, men øerne har universitet på de to store øer med 2000 studerende på St. Thomas og 1000 på St. Croix.
Religion
En afgørende grund til Dansk Vestindiens popularitet blandt fremmede folkeslag i kolonitiden var religionsfriheden. Danskerne tillod alle religioner, vi havde ikke råd til at være smålige, så vi forlangte kun, at de fremmede respekterede danske helligdage, og så måtte de ikke missionere imod vores lutheranske tro. Man skulle faktisk bare passe sig selv. St. Thomas fik derfor en af de første jødiske menigheder i Amerika, og stort set alle kristne retninger har levet fredeligt side om side med muslimer og ateister. Tolerancen er ikke bare bevaret, men betragtes som en del af kulturarven. I dag har øerne over 150 trosretninger og ca. 300 kirker.
Afrikanerne blev kristne i slavetiden, og deres efterkommere er de mest engagerede i kirken. Kirken er ikke kun et religiøst samlingspunkt, men også et socialt.
Der er fuldt hus om søndagen. Turister er velkomne. Man vil opdage, at en gudstjeneste i en gammel dansk kirke svinger! Nærmest gynger. Når der skal siges Halleluja, så bliver der råbt: Halleluja, så det kan høres i hele kvarteret. Prædiken kan sagtens være afløst af et foredrag eller af et musikstykke. De mange regler fra Kirkeministeriet følges ikke slavisk. Og hvis et rockband gerne ville prædike en søndag, så go for it. På et tidspunkt hilser alle på hinanden, og de knuser og krammer. Så er de danske gæster på vej ud, fordi de tror, at det er slut, men det er det langtfra. Så bare knus videre.
Erhverv i US Virgin Islands
Erhvervslivet er gået fra rom og sukker til rom og cola. Fra landbrug til turisme. Sukkerrør dyrkes kun på hobbyplan og på museer. St. Croix producerer stadig rom - endda en rigtig god ron, men den er baseret på importeret sukkersaft fra Den Dominikanske Republik. Der dyrkes kun lidt frugt og grønt, for regnmængden er for lille til større brug. På universitetet forsøger man at opfinde alternative vandingsmetoder, så man kan producere mere, da det er ret dyrt at importere. Både St. Croix og St. Thomas har kvæg, mange af dansk afstamning, men også af racen Senepol, som er udviklet på St. Croix til at klare sig i varmen. Den tropiske ko er blevet en stor eksportartikel.
St. Croix havde engang verdens største olieraffinaderi, der dominerede øens sydlige midte, men det lukkede i 2012. Man ved stadig ikke, hvad det skal bruges til fremover.
Fiskeri er ikke så udbredt, som man skulle tro. Tværtimod importeres fisk, fordi havet tæt omkring øerne har for lidt næring til fx tun. Man kan derimod fange hummer, flyvefisk og fisken med den milde smag, Mahi-Mahi. Man høster også konkylier.
Når det gælder beskæftigelse er der ingen sektor på øerne, der overgår det offentlige. 13.000 er offentligt ansatte. Og det er den højeste andel i forhold til indbyggerantal i USA.
Erhvervslivet er gået fra rom og sukker til rom og cola. Fra landbrug til turisme. Sukkerrør dyrkes kun på hobbyplan og på museer. St. Croix producerer stadig rom - endda en rigtig god ron, men den er baseret på importeret sukkersaft fra Den Dominikanske Republik. Der dyrkes kun lidt frugt og grønt, for regnmængden er for lille til større brug. På universitetet forsøger man at opfinde alternative vandingsmetoder, så man kan producere mere, da det er ret dyrt at importere. Både St. Croix og St. Thomas har kvæg, mange af dansk afstamning, men også af racen Senepol, som er udviklet på St. Croix til at klare sig i varmen. Den tropiske ko er blevet en stor eksportartikel.
St. Croix havde engang verdens største olieraffinaderi, der dominerede øens sydlige midte, men det lukkede i 2012. Man ved stadig ikke, hvad det skal bruges til fremover.
Fiskeri er ikke så udbredt, som man skulle tro. Tværtimod importeres fisk, fordi havet tæt omkring øerne har for lidt næring til fx tun. Man kan derimod fange hummer, flyvefisk og fisken med den milde smag, Mahi-Mahi. Man høster også konkylier.
Når det gælder beskæftigelse er der ingen sektor på øerne, der overgår det offentlige. 13.000 er offentligt ansatte. Og det er den højeste andel i forhold til indbyggerantal i USA.
Turisme i Dansk Vestindien
Turisme giver øerne smør på brødet. De får ca. 2 mio. besøg om året. Langt de fleste kommer kun en enkelt dag til St. Thomas på et krydstogt-stop, men de skæpper godt i kassen. Nordamerikanere udgør den største gruppe, og derfor er øerne meget følsomme over for konjunkturudsving i USA. Og en voldsom orkan-sæson kan holde turister væk i flere år efter, at vinden har lagt sig.
Danskerne udgør en lille del af turisterne, men vi er meget populære. Dels på grund af den historiske tilknytning, dels fordi vi er kendte for at være oprigtigt interesserede, ikke bare i sprut og sol, men i historien og øernes velbefindende. Vi har også ry for at være venlige, velopdragne og usædvanlig nemme at have med at gøre. Det eneste minus ved os er, at vi er lousy tippers. Pungen vil ikke rigtig frem, når der skal gives drikkepenge, og det er næsten blevet en vits blandt servicepersonale.
Turisme til Dansk Vestindien begyndte i sin tid med helserejser. Amerikanerne var de første, der i første halvdel af 1800-tallet kom hostende fra USA's storbyer med tuberkulose og andre lungesygdomme. Dengang var lægernes mindst skadelige behandling af den slag at ordinere: frisk, varm, tør luft. Der var masser af skibe til Caribien, for Nordamerika forsynede øerne med især fisk. Så de syge tog med fiskebåde sydpå, så undervejs var luften mættet af fisk. St. Croix var ferieøen, for på St. Thomas var en fæl stank fra havnen. Frederiksted var det hotte sted på St. Croix, til tider nærmest overrendt. De første turister gjorde, hvad turister gør i dag. Tog på udflugter, læste - og festede. Og de gik til behandlinger, hvor de skulle indånde klorgas, og anden tortur som læger var eksperter i dengang. I dag ved man, at varm luft bare er varm luft i forhold til lungesygdomme. Så ingen blev kureret, men de havde det jo dejligt, med mindre de fik gul feber eller andre tropesygdomme. Men turisme overlevede.
Danskerne udgør en lille del af turisterne, men vi er meget populære. Dels på grund af den historiske tilknytning, dels fordi vi er kendte for at være oprigtigt interesserede, ikke bare i sprut og sol, men i historien og øernes velbefindende. Vi har også ry for at være venlige, velopdragne og usædvanlig nemme at have med at gøre. Det eneste minus ved os er, at vi er lousy tippers. Pungen vil ikke rigtig frem, når der skal gives drikkepenge, og det er næsten blevet en vits blandt servicepersonale.
Turisme til Dansk Vestindien begyndte i sin tid med helserejser. Amerikanerne var de første, der i første halvdel af 1800-tallet kom hostende fra USA's storbyer med tuberkulose og andre lungesygdomme. Dengang var lægernes mindst skadelige behandling af den slag at ordinere: frisk, varm, tør luft. Der var masser af skibe til Caribien, for Nordamerika forsynede øerne med især fisk. Så de syge tog med fiskebåde sydpå, så undervejs var luften mættet af fisk. St. Croix var ferieøen, for på St. Thomas var en fæl stank fra havnen. Frederiksted var det hotte sted på St. Croix, til tider nærmest overrendt. De første turister gjorde, hvad turister gør i dag. Tog på udflugter, læste - og festede. Og de gik til behandlinger, hvor de skulle indånde klorgas, og anden tortur som læger var eksperter i dengang. I dag ved man, at varm luft bare er varm luft i forhold til lungesygdomme. Så ingen blev kureret, men de havde det jo dejligt, med mindre de fik gul feber eller andre tropesygdomme. Men turisme overlevede.
Det politiske centrum på St. Croix
Politik
Øerne tilhører USA. De er ikke en stat, som fx Alabama og Texas, men er et såkaldt integreret territorium. Indbyggerne har ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, og de betaler ikke statsskat. Øerne ledes af en guvernør, der er på valg hvert fjerde år. Lovgivning ligger hos senatet med 15 senatorer, der vælges for to år ad gangen. St. Thomas og St. Croix vælger syv hver, og St. John vælger én. Gæt, om senatoren fra St. John har stor indflydelse.
I Washington D.C. har øerne et medlem i Repræsentanternes Hus, som dog kun har stemmeret i kongressens underudvalg. I USAs senat har man ingen repræsentant.
Kun få ønsker selvstændighed eller status som forbundsstat. Man har haft flere folkeafstemninger, og de ender altid med, at man foretrækker at bevare tingene, som de er. For ingen har lyst til at betale statsskat, når man nu kan være fri, og alle ved, at man nok vil få mindre støtte fra Washington, hvis de bliver en delstat. Og det med præsidentvalg, det må de så undvære.
I de senere år er der skabt stemning for, at St. Croix burde løsrives fra fællesskabet med St. Thomas og St. John. Den store ø føler sig altid forbigået, især økonomisk, og efterhånden mener flere, at den vil klare sig bedre med egen guvernør og senat. En underskriftindsamling viste interesse blandt almindelige borgere, som ellers normalt ikke går op i politik, som man betragter som beskidt, korrupt og sundest at holde sig fra.
US Virgin Islands kunne få langt mere selvstyre, hvis de ville. De kan nemlig skrive deres egen grundlov, men alle forslag er indtil videre forkastet ved folkeafstemninger.
Øerne tilhører USA. De er ikke en stat, som fx Alabama og Texas, men er et såkaldt integreret territorium. Indbyggerne har ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, og de betaler ikke statsskat. Øerne ledes af en guvernør, der er på valg hvert fjerde år. Lovgivning ligger hos senatet med 15 senatorer, der vælges for to år ad gangen. St. Thomas og St. Croix vælger syv hver, og St. John vælger én. Gæt, om senatoren fra St. John har stor indflydelse.
I Washington D.C. har øerne et medlem i Repræsentanternes Hus, som dog kun har stemmeret i kongressens underudvalg. I USAs senat har man ingen repræsentant.
Kun få ønsker selvstændighed eller status som forbundsstat. Man har haft flere folkeafstemninger, og de ender altid med, at man foretrækker at bevare tingene, som de er. For ingen har lyst til at betale statsskat, når man nu kan være fri, og alle ved, at man nok vil få mindre støtte fra Washington, hvis de bliver en delstat. Og det med præsidentvalg, det må de så undvære.
I de senere år er der skabt stemning for, at St. Croix burde løsrives fra fællesskabet med St. Thomas og St. John. Den store ø føler sig altid forbigået, især økonomisk, og efterhånden mener flere, at den vil klare sig bedre med egen guvernør og senat. En underskriftindsamling viste interesse blandt almindelige borgere, som ellers normalt ikke går op i politik, som man betragter som beskidt, korrupt og sundest at holde sig fra.
US Virgin Islands kunne få langt mere selvstyre, hvis de ville. De kan nemlig skrive deres egen grundlov, men alle forslag er indtil videre forkastet ved folkeafstemninger.
Kunst og kultur i Dansk Vestindien
Danish Arcades hører til de synlige rester af det danske styre.
Den vestindiske kultur er et miks af dansk, engelsk, fransk, spansk og afrikansk. Da afrikanerne altid har været i overtal, sætter de præg på både musik, dans og kunst. Danskerne sætter deres præg på byggestil og design.
Arkitektur
Bygninger er tydeligste bevis på, at danskerne har været her. Officielle bygninger, forterne, byhuse og byplanlægning, stod danskerne for. Stolt står de mange overdækkede arkader, der skærmer byhuse, så man kan gå i skygge og tørvejr. Her kalder dem Danish Arcades. Især ét byggemateriale ses alle vegne: danske mursten. Fra København eller Flensborg kom de som ballast med de skibe, der sejlede tomme eller halvfyldte hertil for at hente sukker, det var nemlig kun en del af skibstrafikken, der gik via Afrika. Murstenene er alle vegne. Som trapper. Som vægge. Som arkader. Som vejmarkører. Når kalken ryger af væggene, vil man dog se, at der ikke altid har været mursten nok. Man brugte også kampesten, ral og småsten. Eller den lokale, Blue Green Stone, som er så besværlig at arbejde med, at håndværkere kalder den blue bitch. Det hele blev holdt fast med en mørtel, der var tilsat siruprester fra sukkerproduktionen, for så hæftede den bedre. Også koraller blev brugt til vægge. De var lette at skære i blokke, mens de var våde, og når de blev sat ovenpå hinanden, voksede de sammen. I dag ligner de brogede afskallede mure nærmest vægmalerier.
Planterne boede herskabeligt i Greathouses bygget i vestindisk kolonistil, lette og luftige, gerne med en stor indbydende trappe, der tager imod gæster med ”åbne arme”. Planterne havde også et byhus ved havnen, hvor de kunne holde øje med told og papirer, for det var langt vigtigere end at holde øje med end markarbejdet, det havde man slaver til. Byhuse blev bygget i sten i stueetagen, og i træ på 1. sal. Tagene bliver stadig belagt med shingles, tagspåner af palmetræ, der er mere tæt end teglsten.
Husene havde ingen glas i vinduerne, man havde brug for gennemtræk i varmen. Man slog i stedet skodder for, hvis det skulle regne og storme.
Slaverne boede i små lerklinede hytter, og de sov på den bare jord. Til slavernes småbørn byggede man hytter, så de kunne ligge i skygge, mens mødrene arbejdede. Her sad også mesterknægten og holdt øje med, om nogen flygtede, eller om der opstod ildebrand. Flere af disse hytter er bevaret, bl.a. et mellem lufthavnen og Frederiksted på St. Croix.
Man får let det indtryk, at vestinderne ikke vedligeholder deres huse, men det er helt forkert. De bruger endda mange kræfter og penge på det, men det er en Sisyfos-opgave i det klima. Man kan lige nå at restaurere, så skaller det igen. Når bygninger restaureres, er det ofte med danske håndværkere.
Billedkunst
Mange lokale kunstnere maler akvareller med motiver af den tropiske flora og øernes gamle bygninger. Man maler med lyse farver, ofte i et naviistisk udtryk, der kendetegner hele Caribien. Interessen for billedkunst er stigende, alle byer har gallerier, og flere maler selv. Man ser mange vægmalerier, for det var malerkunst for sorte, der ikke havde råd til lærreder.
Danse
Der bliver danset meget. Vore forfædre fandt afrikanernes dans vildt: ”de lod alle lemmer dingle og daske, rullede med hovederne, hoppede og spjættede”. Så der var langt fra afrikansk dans til de hvides gavotter og quadriller, hvor man gik kontrolleret rundt i geometriske mønstre. I dag danser de fleste ”sort”, uanset hudfarve. Den bedst kendte dans fra Afrika er limboen. Man skal danse under et kosteskaft uden at røre skaftet med kroppen. Man må kun bøje sig bagover. Dansen repræsenterer en død person, der er på vej ind i næste verden. Limbo er hverken himmel eller helvede eller på jorden.
Arkitektur
Bygninger er tydeligste bevis på, at danskerne har været her. Officielle bygninger, forterne, byhuse og byplanlægning, stod danskerne for. Stolt står de mange overdækkede arkader, der skærmer byhuse, så man kan gå i skygge og tørvejr. Her kalder dem Danish Arcades. Især ét byggemateriale ses alle vegne: danske mursten. Fra København eller Flensborg kom de som ballast med de skibe, der sejlede tomme eller halvfyldte hertil for at hente sukker, det var nemlig kun en del af skibstrafikken, der gik via Afrika. Murstenene er alle vegne. Som trapper. Som vægge. Som arkader. Som vejmarkører. Når kalken ryger af væggene, vil man dog se, at der ikke altid har været mursten nok. Man brugte også kampesten, ral og småsten. Eller den lokale, Blue Green Stone, som er så besværlig at arbejde med, at håndværkere kalder den blue bitch. Det hele blev holdt fast med en mørtel, der var tilsat siruprester fra sukkerproduktionen, for så hæftede den bedre. Også koraller blev brugt til vægge. De var lette at skære i blokke, mens de var våde, og når de blev sat ovenpå hinanden, voksede de sammen. I dag ligner de brogede afskallede mure nærmest vægmalerier.
Planterne boede herskabeligt i Greathouses bygget i vestindisk kolonistil, lette og luftige, gerne med en stor indbydende trappe, der tager imod gæster med ”åbne arme”. Planterne havde også et byhus ved havnen, hvor de kunne holde øje med told og papirer, for det var langt vigtigere end at holde øje med end markarbejdet, det havde man slaver til. Byhuse blev bygget i sten i stueetagen, og i træ på 1. sal. Tagene bliver stadig belagt med shingles, tagspåner af palmetræ, der er mere tæt end teglsten.
Husene havde ingen glas i vinduerne, man havde brug for gennemtræk i varmen. Man slog i stedet skodder for, hvis det skulle regne og storme.
Slaverne boede i små lerklinede hytter, og de sov på den bare jord. Til slavernes småbørn byggede man hytter, så de kunne ligge i skygge, mens mødrene arbejdede. Her sad også mesterknægten og holdt øje med, om nogen flygtede, eller om der opstod ildebrand. Flere af disse hytter er bevaret, bl.a. et mellem lufthavnen og Frederiksted på St. Croix.
Man får let det indtryk, at vestinderne ikke vedligeholder deres huse, men det er helt forkert. De bruger endda mange kræfter og penge på det, men det er en Sisyfos-opgave i det klima. Man kan lige nå at restaurere, så skaller det igen. Når bygninger restaureres, er det ofte med danske håndværkere.
Billedkunst
Mange lokale kunstnere maler akvareller med motiver af den tropiske flora og øernes gamle bygninger. Man maler med lyse farver, ofte i et naviistisk udtryk, der kendetegner hele Caribien. Interessen for billedkunst er stigende, alle byer har gallerier, og flere maler selv. Man ser mange vægmalerier, for det var malerkunst for sorte, der ikke havde råd til lærreder.
Danse
Der bliver danset meget. Vore forfædre fandt afrikanernes dans vildt: ”de lod alle lemmer dingle og daske, rullede med hovederne, hoppede og spjættede”. Så der var langt fra afrikansk dans til de hvides gavotter og quadriller, hvor man gik kontrolleret rundt i geometriske mønstre. I dag danser de fleste ”sort”, uanset hudfarve. Den bedst kendte dans fra Afrika er limboen. Man skal danse under et kosteskaft uden at røre skaftet med kroppen. Man må kun bøje sig bagover. Dansen repræsenterer en død person, der er på vej ind i næste verden. Limbo er hverken himmel eller helvede eller på jorden.
En planterstol kan koste en formue i dag
Design
Danish design er også møbelarkitektur fra kolonitiden. Internationale designere kommer for at se de smukke, enkle og praktiske møbler, skabt af danskerne. Møblerne blev ofte lavet i mahogni, fordi det er så hårdt, at termitter ikke kan æde det. Træet blev sendt til Danmark, hvor møbelproducenter designede møbler egnet til troperne. På øerne var der også møbeldesignere, ofte talentfulde slaver, som producerede og reparerede. Stole og sofaer blev designet uden betræk, men med et fletværk i sædet for at give luft bagi. Hvis der skulle betræk på, var det hestehår, for det brød insekter sig ikke om.
Sengene havde himmel på fire søjler, four posters, der holdt myggenettet. Madrassen lå højt, så man måtte op ad en lille trappe for at gå i seng. Det var for at få så meget luft under sengen som muligt. En himmelseng af mahogni kan i dag snildt koste 70.000 kroner.
Det meget kendte vestindiske møbel er planterstolen, som blev produceret i Danmark. Stolen er en liggestol med lange, brede armlæn. Op på dem lagde planteren sine bestøvlede ben, når han kom ind fra marken, fødderne dampede og hævede af, så støvlerne var lettere at få af. En planterstol koster op til 25.000 kr. Endelig er der lysestagen med høje glas omkring lyset, stormlygten, der kan stå i træk.
Danish design er også møbelarkitektur fra kolonitiden. Internationale designere kommer for at se de smukke, enkle og praktiske møbler, skabt af danskerne. Møblerne blev ofte lavet i mahogni, fordi det er så hårdt, at termitter ikke kan æde det. Træet blev sendt til Danmark, hvor møbelproducenter designede møbler egnet til troperne. På øerne var der også møbeldesignere, ofte talentfulde slaver, som producerede og reparerede. Stole og sofaer blev designet uden betræk, men med et fletværk i sædet for at give luft bagi. Hvis der skulle betræk på, var det hestehår, for det brød insekter sig ikke om.
Sengene havde himmel på fire søjler, four posters, der holdt myggenettet. Madrassen lå højt, så man måtte op ad en lille trappe for at gå i seng. Det var for at få så meget luft under sengen som muligt. En himmelseng af mahogni kan i dag snildt koste 70.000 kroner.
Det meget kendte vestindiske møbel er planterstolen, som blev produceret i Danmark. Stolen er en liggestol med lange, brede armlæn. Op på dem lagde planteren sine bestøvlede ben, når han kom ind fra marken, fødderne dampede og hævede af, så støvlerne var lettere at få af. En planterstol koster op til 25.000 kr. Endelig er der lysestagen med høje glas omkring lyset, stormlygten, der kan stå i træk.
Mocko Jumbies
Karneval
Den største kulturelle begivenhed er karnevallet. Forberedelserne begynder mange måneder før selve festen. Bands øver sig, dansere træner, og der sys kostumer. Selve festen varer flere dage, og da er byerne afspærret for at give plads til dans, musik og parader. Der bliver festet godt og grundigt igennem, og ni måneder efter er der sjovt nok langt flere fødsler end resten af året. Det vestindiske karneval kommer af, at slaverne så, hvordan de hvide holdt stilfulde maskerader, og de begyndte at lave parodier på dem. De tilsatte deres egen musik og dans. De hvide forsøgte at stoppe det, men gav til sidst op og tillod, at de sorte bare en gang om året kunne erobre gadebilledet. Under karnevalet vendte man alt på hovedet. Mænd optrådte som kvinder, fattigfolk førte sig frem som rige. På plantagerne var der parader foran herskaberne, som bagefter skulle varte deres egne slaver op med rom og kager. Indtil midten af 1950´erne gik man med masker, så man kunne gøre nar uden at skulle stå til regnskab. Visse ting går igen fra de tidlige karneval. Det gælder Mocko Jumbies, maskerede mænd på flere meter høje stylter. Traditionen stammer fra Congo, hvor de holder onde ånder væk. Karnevalet udnævner også stadig en Konge og Dronning.
St. Thomas har karneval sidst i april. St. John i juli, og St. Croix begynder sit umiddelbart efter jul og varer til Helligtrekongers Dag. Den lange fest kulminerer med parader, en for børn og til sidst en for voksne på karnevalets sidste dag. Fordi man er så glad for karneval, holder man gerne nogle mindre af dem i løbet af året. Så lukker man gader i byen af og holder Jump Ups - asfaltbal med klovne, musikere og Mocko Jumbies.
Kunsthåndværk
Mange vestindere kan få kunstværker ud af et stykke ståltråd eller et stykke træ. Talenterne blev udviklet efter slavernes frigivelse, fordi kunsthåndværk var en mulighed for en frigivet slave til at tjene penge. Det krævede ingen store investeringer at blive træskærer, for træ var der nok af, og alle ville have pyntet deres huse. Traditionen er bevaret, og træskærer-arbejdere er i dag kunstnere. Mange huse har verandaer udsmykket med trædesign, og også i smykker viser vestinderne sig som gode formgivere. Ganske vist er de fleste smykker i butikkerne importeret, men man fremstiller selv det berømte Crucians Hook Bracelets, som afslører, om man er single eller optaget.
Den største kulturelle begivenhed er karnevallet. Forberedelserne begynder mange måneder før selve festen. Bands øver sig, dansere træner, og der sys kostumer. Selve festen varer flere dage, og da er byerne afspærret for at give plads til dans, musik og parader. Der bliver festet godt og grundigt igennem, og ni måneder efter er der sjovt nok langt flere fødsler end resten af året. Det vestindiske karneval kommer af, at slaverne så, hvordan de hvide holdt stilfulde maskerader, og de begyndte at lave parodier på dem. De tilsatte deres egen musik og dans. De hvide forsøgte at stoppe det, men gav til sidst op og tillod, at de sorte bare en gang om året kunne erobre gadebilledet. Under karnevalet vendte man alt på hovedet. Mænd optrådte som kvinder, fattigfolk førte sig frem som rige. På plantagerne var der parader foran herskaberne, som bagefter skulle varte deres egne slaver op med rom og kager. Indtil midten af 1950´erne gik man med masker, så man kunne gøre nar uden at skulle stå til regnskab. Visse ting går igen fra de tidlige karneval. Det gælder Mocko Jumbies, maskerede mænd på flere meter høje stylter. Traditionen stammer fra Congo, hvor de holder onde ånder væk. Karnevalet udnævner også stadig en Konge og Dronning.
St. Thomas har karneval sidst i april. St. John i juli, og St. Croix begynder sit umiddelbart efter jul og varer til Helligtrekongers Dag. Den lange fest kulminerer med parader, en for børn og til sidst en for voksne på karnevalets sidste dag. Fordi man er så glad for karneval, holder man gerne nogle mindre af dem i løbet af året. Så lukker man gader i byen af og holder Jump Ups - asfaltbal med klovne, musikere og Mocko Jumbies.
Kunsthåndværk
Mange vestindere kan få kunstværker ud af et stykke ståltråd eller et stykke træ. Talenterne blev udviklet efter slavernes frigivelse, fordi kunsthåndværk var en mulighed for en frigivet slave til at tjene penge. Det krævede ingen store investeringer at blive træskærer, for træ var der nok af, og alle ville have pyntet deres huse. Traditionen er bevaret, og træskærer-arbejdere er i dag kunstnere. Mange huse har verandaer udsmykket med trædesign, og også i smykker viser vestinderne sig som gode formgivere. Ganske vist er de fleste smykker i butikkerne importeret, men man fremstiller selv det berømte Crucians Hook Bracelets, som afslører, om man er single eller optaget.
Medier
Der er tre lokale tv-stationer, herunder den reklamefri PBS. En turistkanal oplyser døgnet rundt om seværdigheder og restauranter. Dertil hundredvis af kanaler, afhængig af hvilken satellit man sværger til. Der er flere lokale radiostationer. Danskerne udgav flere aviser. Fra 1770 udkom The Royal Danish American Gazette. Senere udkom St. Thomæ Tidende og St. Croix Avis. Den sidste har overlevet og er i dag The Avis. Det andet dagblad er Daily News.
Der er tre lokale tv-stationer, herunder den reklamefri PBS. En turistkanal oplyser døgnet rundt om seværdigheder og restauranter. Dertil hundredvis af kanaler, afhængig af hvilken satellit man sværger til. Der er flere lokale radiostationer. Danskerne udgav flere aviser. Fra 1770 udkom The Royal Danish American Gazette. Senere udkom St. Thomæ Tidende og St. Croix Avis. Den sidste har overlevet og er i dag The Avis. Det andet dagblad er Daily News.
Steel pans er caribiske toner
Musik
Man lytter til stort set samme musik, som vi gør. Den er ikke så larmende som andre steder i Caribien, hvor enhver forretning helst skal have fire ghetto-blastere på højeste blus på fire forskellige kanaler på samme tid. I Dansk Vestindien kan man gå en tur uden at få blæst trommehinderne i stykker.
Alle skoler har orkestre, ofte steelpan-bands eller brass bands. Man vil høre dem, når noget skal fejres, og ved juletid får de traditionelle julesange deres eget liv, når de bliver banket på tønderne fra en plads i byen.
Man kalder Jomfruøernes egen musik for scratch eller quelbe. Scratch, fordi man spiller på de instrumenter, man kan ”skrabe” sammen – eventuelt selv lave. Og derefter blander man al det musik, man kan ”skrabe” sammen for at fortælle historier om årets gang. Scratch har sin egen ”sound”, som især skyldes ukulele-banjoen, conga-trommen, en squash og en triangle. Hvis man vil høre scratch, så hold øje med de kendte bands: Stanley and the Ten Sleepless Knights eller Jamesie and the All-Stars, som har fået priser for at bevare øernes musiktradition. Man kommer også til at høre andre caribiske toner og rytmer fra Jamaica og Trinidad: Calypso, reggae og de afledte, rapso og soca.
Fra gamle dage er der kun få musikinstrumenter. Indianerne efterlod fløjter og konkylien. Konkylien kaldes tutu, og den kan høres så langt, at den var anerkendt som tågehorn på skibe. Den blev dog primært brugt til at kalde folk på arbejde, i dag høres den, når der landes frisk fisk på havnen. Med danskerne kom harper og violiner. Afrikanerne lavede selv trommer. Og trommerytmer var frygtede af de hvide, der opfattede dem som oprørske. Trommer blev forbudt ved lov, men det var umuligt at håndhæve. Afrikanerne lavede også selv violiner. De tog et kæbeben fra et dødt æsel, strengede det op med hestehår. Det hed en ”asen-kæfter”.
Sport
Englænderne gjorde cricket til nationalsport på deres øer. Men dansk boldglæde har ikke sat sig spor på Jomfruøerne. Afrikanernes primære fysiske udfoldelse var dans, og der var ikke tid til leg. Da de blev amerikanere, overtog de det nye hjemlands idrætstraditioner med rugby og baseball. Begge dele dyrkes, men ikke med den lidenskab som i USA. Hvis man kan tale om lidenskabelig sport på øerne, er det hestevæddeløb.
Man lytter til stort set samme musik, som vi gør. Den er ikke så larmende som andre steder i Caribien, hvor enhver forretning helst skal have fire ghetto-blastere på højeste blus på fire forskellige kanaler på samme tid. I Dansk Vestindien kan man gå en tur uden at få blæst trommehinderne i stykker.
Alle skoler har orkestre, ofte steelpan-bands eller brass bands. Man vil høre dem, når noget skal fejres, og ved juletid får de traditionelle julesange deres eget liv, når de bliver banket på tønderne fra en plads i byen.
Man kalder Jomfruøernes egen musik for scratch eller quelbe. Scratch, fordi man spiller på de instrumenter, man kan ”skrabe” sammen – eventuelt selv lave. Og derefter blander man al det musik, man kan ”skrabe” sammen for at fortælle historier om årets gang. Scratch har sin egen ”sound”, som især skyldes ukulele-banjoen, conga-trommen, en squash og en triangle. Hvis man vil høre scratch, så hold øje med de kendte bands: Stanley and the Ten Sleepless Knights eller Jamesie and the All-Stars, som har fået priser for at bevare øernes musiktradition. Man kommer også til at høre andre caribiske toner og rytmer fra Jamaica og Trinidad: Calypso, reggae og de afledte, rapso og soca.
Fra gamle dage er der kun få musikinstrumenter. Indianerne efterlod fløjter og konkylien. Konkylien kaldes tutu, og den kan høres så langt, at den var anerkendt som tågehorn på skibe. Den blev dog primært brugt til at kalde folk på arbejde, i dag høres den, når der landes frisk fisk på havnen. Med danskerne kom harper og violiner. Afrikanerne lavede selv trommer. Og trommerytmer var frygtede af de hvide, der opfattede dem som oprørske. Trommer blev forbudt ved lov, men det var umuligt at håndhæve. Afrikanerne lavede også selv violiner. De tog et kæbeben fra et dødt æsel, strengede det op med hestehår. Det hed en ”asen-kæfter”.
Sport
Englænderne gjorde cricket til nationalsport på deres øer. Men dansk boldglæde har ikke sat sig spor på Jomfruøerne. Afrikanernes primære fysiske udfoldelse var dans, og der var ikke tid til leg. Da de blev amerikanere, overtog de det nye hjemlands idrætstraditioner med rugby og baseball. Begge dele dyrkes, men ikke med den lidenskab som i USA. Hvis man kan tale om lidenskabelig sport på øerne, er det hestevæddeløb.
Den digitale Turen går til Dansk Vestindien vedligeholdes gratis af forfatteren. Støt ham med fx 20 kr. Mobilepay: 20216673.
