Sådan er Vestinderne
Først tror man, at de er sorte. For de kalder sig sorte. Men så opdager man, at det er der næsten ingen, der er. De er alt muligt - og hudfarverne varierer mere end noget andet sted. For selv om 90 pct. er efterkommere af afrikanere, er den afrikanske forbindelse meget forskellig fra person til person. Hos mange sorte er blodets bånd til Afrika langt spinklere, end man skulle tro, og hos visse hvide kan det være meget stærkere, end man kan se på huden. For blodet er blandet gennem generationer. Og mange har i disse moderne dna-tider fået sig noget af en overraskelse. Især når en tilsyneladende sort får besked om, at vedkommende stammer direkte fra en vestafrikaner.
Og fordi danskere hentede afrikanere i det nuværende Ghana, er det langt fra sikkert, at nutidens dansk-vestindere stammer herfra. De kan ligeså godt stamme fra Guinea, Senegal, Gambia eller Biafra. Og det er kun udskibningsstedet. De kan være fanget langt væk og stamme fra mange afrikanske folk. Og da de kom til Vestindien, blev de blandet igen og igen, både med andre afrikanere og med hvide europæere. Så næsten alle på de gamle danske øer er – uanset hudfarve - af blandet race.
Allerede i kolonitiden var blandingerne så udtalte, at danskerne delte slaverne op derefter: I mulat (hvid og sort), sambo (hvid og mulat) quadroon, quintoon, octeroon osv. I dag går ingen op i det længere. En dansk tv-dokumentar af Alex Frank Larsen viste i 2004 eksempler på kridhvide danskere, der var efterkommere af afrikanere i Dansk Vestindien. Og det blev de ikke ulykkelige af. Kun få hvide på øerne i dag er efterkommere af danskere eller andre europæere, der kom hertil i kolonitiden, de fleste hvide er kommet fra USA senere.
Det er derfor, at man i dagligdagen ikke oplever race-diskrimination. For hvem skal man diskriminere? De sorte - hvor sorte de så end måtte være ved nærmere granskning - dominerer i de fleste af livets forhold, som tjenere og bydrenge ja, men sandelig også som læger, tandlæger, lærere og præster – og ikke mindst embedsmænd. Derimod er det stort set altid hvide, der driver landbrug og hoteller, forklaringen på det, kender jeg ikke.
Men de er alle sammen flinke. Folk på Jomfruøerne regnes endda for venligere end folk i resten af Caribien. Her er ikke det had til hvide, som man oplever på andre caribiske øer. Dog, så overstrømmende som fastlands-amerikanere er vestinderne ikke. På St. Thomas er man mest amerikanske, mens folkesjælen på St. Croix er mere reserveret.
På St. Croix bor crucians. De er rare, men reserverede og revnende ligeglade med, at de bliver kaldt provinsielle. De sætter en ære i at klare sig selv, selv om enhver kan se, at det kan de ikke. Især crucians er afhængige af den offentlige sektor og tilskud fra regeringen.
Nogen mener, at alt skidt skyldes slægtskabet med St. Thomas, og de forlanger løsrivelse og selvstændighed. Men de fleste trækker på skuldrene. En ekspedient mener ikke nødvendigvis, at det hører med til arbejdet at smile. Man er stolt og uservil. Venlig og korrekt, ingen fedteri. Men hvis det kommer til stykket, vil de fleste smide alt, hvad de har i hænderne for at hjælpe. Temperamentet på folk fra St. Croix passer fint til det danske, mere end det lidt overrumplede amerikanske på St. Thomas.
Familiestrukturen er traditionel og meget stærkere end normalt for Caribien, nærmest middelhavsagtig. Familien er omdrejningspunktet, og meget aktivitet foregår inden for familiens rammer. Når nogen dør, opremser nekrologen ikke lange og glorværdige karriereforløb, men lange lister af efterladte. Jo flere efterladte, jo bedre liv har man haft.
Jomfruøerne hører til de rigeste i Caribien, med den største gennemsnitsindkomst pr. indbygger, men samtidig er prisniveauet så højt, at det næsten går lige op.
Se også Kultur og kunst
Sprog
Der er større chance for at høre dansk på øerne i dag, end da de var danske. For nu hører man dansk fra turister, før blev dansk kun talt og skrevet af embedsmænd, og dem var der ikke så mange af dengang. Det officielle sprog er engelsk, men det er ikke altid til at høre, for det har en tvist af kreolsk. I kolonitiden lød det nærmest babylonisk på grund af de mange nationaliteter. Et øjenvidne til en brand på St. Croix i 1825 fortalte, at der på samme tid blev råbt: Fire, Brand, du Feu, Candela, Fuega og Euz. Men det blev ikke opfattet som et problem. I København talte man både dansk, tysk, norsk, hollandsk og fransk, det faldt os ikke ind at skulle missionere rent sprogligt. Hollandsk var i lange perioder dominerende på St. Thomas blandt de hvide. På St. Croix var der britisk flertal, så her talte man engelsk.
Afrikanerne kom med forskellige sprog, men fandt sammen i et fælles sprog, kreolsk. Et hjælpesprog med de mest nødvendige ord og en enkel grammatik. Hver ø fik sit eget kreolsk. På St. Thomas talte man hollandsk-kreolsk til slaverne, paradoksalt nok for på de hollandske øer talte man engelsk-kreolsk. På St. Croix talte man engelsk-kreolsk.
De hvide lærte kreolsk som børn, og sproget var så etableret, at der i 1770 blev udgivet en kreolsk grammatikbog, også Biblen kom på kreolsk. Da slaveriet ophørte, ønskede afrikanerne ikke længere at tale kreolsk, de ville lære engelsk, og kreolsk uddøde.
Nutidens engelsk har særlig dialekt og kendetegnet ved, at W som regel bliver udtalt som V. Og th-lydene, som danskere har så svært ved, er her rene t’er. Thanks hedder Tanks.
Meget skriftligt dansk har overlevet. Danskerne navngav alt, og stednavnene er bevaret. Det gælder kvarterer og gadenavne, visse steder bruger man dog både det engelske og danske navn. En lokalavis hedder St. Croix Avis, og når man køber den, behøver man bare sige Avis. At gøre nar hedder ”to make nar of”. Men det mest kendte danske ord er: Welkommen.
Uddannelse
Man er veluddannede i forhold til resten af Caribien. Uddannelsessystemet er amerikansk med skolepligt i Elementary, Junior High og High School. Der er alle niveauer på alle øer, bortset fra at unge på St. John må tage færgen til St. Thomas hver dag for at gå i High School. Eleverne går i skoleuniform. Efter High School kan man vælge at gå på college. Mange tager til USA for at gennemføre den videregående uddannelse, men øerne har universitet med 2000 studerende på St. Thomas og 1000 på St. Croix.
Religion
En afgørende grund til Dansk Vestindiens popularitet i kolonitiden var religionsfriheden. Danske myndigheder åbnede for alle religioner og forlangte kun, at man respekterede danske helligdage, og så måtte man ikke missionere imod kristendommen. Så bare man passede sig selv. St. Thomas fik derfor en af de første jødiske menigheder i Amerika, og stort set alle kristne retninger har levet fredeligt side om side med muslimer og ateister. Tolerancen er ikke bare bevaret i dag, men betragtes som en del af kulturarven. I dag er der over 150 trosretninger på øerne – og ca. 300 kirker.
Afrikanerne blev kristne i slavetiden, og deres efterkommere er stadig meget engagerede i det kristne religiøse liv. Kirken er ikke kun et religiøst samlingspunkt, men også et socialt.
Der er fuldt hus i kirken om søndagen. Turister er velkomne til at deltage. Man vil opdage, at selv en lutheransk gudstjeneste i en gammel dansk kirke har et tydeligt vestindisk præg. Det svinger. Nærmest gynger. Og når der bliver råbt Halleluja, så bliver der virkelig råbt Halleluja, så det kan høres i hele kvarteret. Prædiken kan sagtens være afløst af et foredrag eller af en tale, hvis nogen har noget på hjerte. Og orglet bruger man kun, hvis ingen andre – fx et rockband - vil spille den søndag. På et tidspunkt hilser alle på hinanden og knuser og krammer. Så er de danske gæster på vej ud, fordi de tror, at det er slut, men det er det langtfra. Så bare knus videre.
Og fordi danskere hentede afrikanere i det nuværende Ghana, er det langt fra sikkert, at nutidens dansk-vestindere stammer herfra. De kan ligeså godt stamme fra Guinea, Senegal, Gambia eller Biafra. Og det er kun udskibningsstedet. De kan være fanget langt væk og stamme fra mange afrikanske folk. Og da de kom til Vestindien, blev de blandet igen og igen, både med andre afrikanere og med hvide europæere. Så næsten alle på de gamle danske øer er – uanset hudfarve - af blandet race.
Allerede i kolonitiden var blandingerne så udtalte, at danskerne delte slaverne op derefter: I mulat (hvid og sort), sambo (hvid og mulat) quadroon, quintoon, octeroon osv. I dag går ingen op i det længere. En dansk tv-dokumentar af Alex Frank Larsen viste i 2004 eksempler på kridhvide danskere, der var efterkommere af afrikanere i Dansk Vestindien. Og det blev de ikke ulykkelige af. Kun få hvide på øerne i dag er efterkommere af danskere eller andre europæere, der kom hertil i kolonitiden, de fleste hvide er kommet fra USA senere.
Det er derfor, at man i dagligdagen ikke oplever race-diskrimination. For hvem skal man diskriminere? De sorte - hvor sorte de så end måtte være ved nærmere granskning - dominerer i de fleste af livets forhold, som tjenere og bydrenge ja, men sandelig også som læger, tandlæger, lærere og præster – og ikke mindst embedsmænd. Derimod er det stort set altid hvide, der driver landbrug og hoteller, forklaringen på det, kender jeg ikke.
Men de er alle sammen flinke. Folk på Jomfruøerne regnes endda for venligere end folk i resten af Caribien. Her er ikke det had til hvide, som man oplever på andre caribiske øer. Dog, så overstrømmende som fastlands-amerikanere er vestinderne ikke. På St. Thomas er man mest amerikanske, mens folkesjælen på St. Croix er mere reserveret.
På St. Croix bor crucians. De er rare, men reserverede og revnende ligeglade med, at de bliver kaldt provinsielle. De sætter en ære i at klare sig selv, selv om enhver kan se, at det kan de ikke. Især crucians er afhængige af den offentlige sektor og tilskud fra regeringen.
Nogen mener, at alt skidt skyldes slægtskabet med St. Thomas, og de forlanger løsrivelse og selvstændighed. Men de fleste trækker på skuldrene. En ekspedient mener ikke nødvendigvis, at det hører med til arbejdet at smile. Man er stolt og uservil. Venlig og korrekt, ingen fedteri. Men hvis det kommer til stykket, vil de fleste smide alt, hvad de har i hænderne for at hjælpe. Temperamentet på folk fra St. Croix passer fint til det danske, mere end det lidt overrumplede amerikanske på St. Thomas.
Familiestrukturen er traditionel og meget stærkere end normalt for Caribien, nærmest middelhavsagtig. Familien er omdrejningspunktet, og meget aktivitet foregår inden for familiens rammer. Når nogen dør, opremser nekrologen ikke lange og glorværdige karriereforløb, men lange lister af efterladte. Jo flere efterladte, jo bedre liv har man haft.
Jomfruøerne hører til de rigeste i Caribien, med den største gennemsnitsindkomst pr. indbygger, men samtidig er prisniveauet så højt, at det næsten går lige op.
Se også Kultur og kunst
Sprog
Der er større chance for at høre dansk på øerne i dag, end da de var danske. For nu hører man dansk fra turister, før blev dansk kun talt og skrevet af embedsmænd, og dem var der ikke så mange af dengang. Det officielle sprog er engelsk, men det er ikke altid til at høre, for det har en tvist af kreolsk. I kolonitiden lød det nærmest babylonisk på grund af de mange nationaliteter. Et øjenvidne til en brand på St. Croix i 1825 fortalte, at der på samme tid blev råbt: Fire, Brand, du Feu, Candela, Fuega og Euz. Men det blev ikke opfattet som et problem. I København talte man både dansk, tysk, norsk, hollandsk og fransk, det faldt os ikke ind at skulle missionere rent sprogligt. Hollandsk var i lange perioder dominerende på St. Thomas blandt de hvide. På St. Croix var der britisk flertal, så her talte man engelsk.
Afrikanerne kom med forskellige sprog, men fandt sammen i et fælles sprog, kreolsk. Et hjælpesprog med de mest nødvendige ord og en enkel grammatik. Hver ø fik sit eget kreolsk. På St. Thomas talte man hollandsk-kreolsk til slaverne, paradoksalt nok for på de hollandske øer talte man engelsk-kreolsk. På St. Croix talte man engelsk-kreolsk.
De hvide lærte kreolsk som børn, og sproget var så etableret, at der i 1770 blev udgivet en kreolsk grammatikbog, også Biblen kom på kreolsk. Da slaveriet ophørte, ønskede afrikanerne ikke længere at tale kreolsk, de ville lære engelsk, og kreolsk uddøde.
Nutidens engelsk har særlig dialekt og kendetegnet ved, at W som regel bliver udtalt som V. Og th-lydene, som danskere har så svært ved, er her rene t’er. Thanks hedder Tanks.
Meget skriftligt dansk har overlevet. Danskerne navngav alt, og stednavnene er bevaret. Det gælder kvarterer og gadenavne, visse steder bruger man dog både det engelske og danske navn. En lokalavis hedder St. Croix Avis, og når man køber den, behøver man bare sige Avis. At gøre nar hedder ”to make nar of”. Men det mest kendte danske ord er: Welkommen.
Uddannelse
Man er veluddannede i forhold til resten af Caribien. Uddannelsessystemet er amerikansk med skolepligt i Elementary, Junior High og High School. Der er alle niveauer på alle øer, bortset fra at unge på St. John må tage færgen til St. Thomas hver dag for at gå i High School. Eleverne går i skoleuniform. Efter High School kan man vælge at gå på college. Mange tager til USA for at gennemføre den videregående uddannelse, men øerne har universitet med 2000 studerende på St. Thomas og 1000 på St. Croix.
Religion
En afgørende grund til Dansk Vestindiens popularitet i kolonitiden var religionsfriheden. Danske myndigheder åbnede for alle religioner og forlangte kun, at man respekterede danske helligdage, og så måtte man ikke missionere imod kristendommen. Så bare man passede sig selv. St. Thomas fik derfor en af de første jødiske menigheder i Amerika, og stort set alle kristne retninger har levet fredeligt side om side med muslimer og ateister. Tolerancen er ikke bare bevaret i dag, men betragtes som en del af kulturarven. I dag er der over 150 trosretninger på øerne – og ca. 300 kirker.
Afrikanerne blev kristne i slavetiden, og deres efterkommere er stadig meget engagerede i det kristne religiøse liv. Kirken er ikke kun et religiøst samlingspunkt, men også et socialt.
Der er fuldt hus i kirken om søndagen. Turister er velkomne til at deltage. Man vil opdage, at selv en lutheransk gudstjeneste i en gammel dansk kirke har et tydeligt vestindisk præg. Det svinger. Nærmest gynger. Og når der bliver råbt Halleluja, så bliver der virkelig råbt Halleluja, så det kan høres i hele kvarteret. Prædiken kan sagtens være afløst af et foredrag eller af en tale, hvis nogen har noget på hjerte. Og orglet bruger man kun, hvis ingen andre – fx et rockband - vil spille den søndag. På et tidspunkt hilser alle på hinanden og knuser og krammer. Så er de danske gæster på vej ud, fordi de tror, at det er slut, men det er det langtfra. Så bare knus videre.
Den digitale "Turen går til Dansk Vestindien" (Politikens Forlag) holdes opdateret af forfatteren uden beregning. Støt det. Send en skilling via Mobilepay til tlf. 20216673.
Erhverv
Erhvervslivet er gået fra rom og sukker til rom og cola. Fra landbrug til turisme. Sukkerrør dyrkes nu kun på hobbyplan og på museer. Men på St. Croix producerer man stadig rom - endda en rigtig god en, baseret på importeret melasse (sirup) fra Den Dominikanske Republik. Der dyrkes kun lidt frugt og grønt, for regnmængden er for lille til større brug. På universitetet forsøger man at opfinde alternative vandingsmetoder, så man kan producere mere, da det er ret dyrt at importere frugt og grønt. Både St. Croix og St. Thomas har kvæg, mange af dansk afstamning, men også af racen Senepol, som er udviklet på St. Croix til at klare sig i varmen. Den tropiske ko er blevet en større eksportartikel.
St. Croix havde engang verdens største olieraffinaderier, der dominerede hele øens sydlige midte, men det lukkede i 2012 og skabte stor økonomisk tilbagegang på øen - resterne kan man stadig se i landskabet.
Fiskeri er ikke så udbredt, som man skulle tro. Tværtimod importeres fisk, fordi havet omkring øerne har for lidt næring til store fiskebestande som fx tun. Man kan derimod fange hummer, flyvefisk og fisken med den milde smag, Mahi-Mahi. Man høster også konkylier.
Når det gælder beskæftigelse er der ingen sektor på øerne, der overgår det offentlige. 13.000 er offentligt ansatte. Ingen andre steder i USA er der så mange offentligt ansatte i forhold til indbyggertallet.
Turisme er hovedindtægtskilden. Der er ca. 2 mio. besøgende om året. Langt de fleste kommer kun til St. Thomas, og selv om de kun er der en enkelt dag i forbindelse med et krydstogt-stop, er de alligevel øens vigtigste indtægtskilde. Nordamerikanere udgør langt den største gruppe turister, og derfor er øerne meget følsomme over for konjunkturudsving i USA. Også en voldsom orkan-sæson kan betyde, at turisterne bliver væk, endda flere år efter, at vinden egentlig har lagt sig.
Danskerne udgør en meget lille del af turisterne, men vi er til gengæld meget populære. Ikke kun på grund af den historiske tilknytning, men også fordi vi er kendte for at være interesserede, ikke bare i sprut og sol, men i historien og øernes velbefindende. Vi har også ry for at være venlige og i det hele taget usædvanlig nemme at have med at gøre.
Erhvervslivet er gået fra rom og sukker til rom og cola. Fra landbrug til turisme. Sukkerrør dyrkes nu kun på hobbyplan og på museer. Men på St. Croix producerer man stadig rom - endda en rigtig god en, baseret på importeret melasse (sirup) fra Den Dominikanske Republik. Der dyrkes kun lidt frugt og grønt, for regnmængden er for lille til større brug. På universitetet forsøger man at opfinde alternative vandingsmetoder, så man kan producere mere, da det er ret dyrt at importere frugt og grønt. Både St. Croix og St. Thomas har kvæg, mange af dansk afstamning, men også af racen Senepol, som er udviklet på St. Croix til at klare sig i varmen. Den tropiske ko er blevet en større eksportartikel.
St. Croix havde engang verdens største olieraffinaderier, der dominerede hele øens sydlige midte, men det lukkede i 2012 og skabte stor økonomisk tilbagegang på øen - resterne kan man stadig se i landskabet.
Fiskeri er ikke så udbredt, som man skulle tro. Tværtimod importeres fisk, fordi havet omkring øerne har for lidt næring til store fiskebestande som fx tun. Man kan derimod fange hummer, flyvefisk og fisken med den milde smag, Mahi-Mahi. Man høster også konkylier.
Når det gælder beskæftigelse er der ingen sektor på øerne, der overgår det offentlige. 13.000 er offentligt ansatte. Ingen andre steder i USA er der så mange offentligt ansatte i forhold til indbyggertallet.
Turisme er hovedindtægtskilden. Der er ca. 2 mio. besøgende om året. Langt de fleste kommer kun til St. Thomas, og selv om de kun er der en enkelt dag i forbindelse med et krydstogt-stop, er de alligevel øens vigtigste indtægtskilde. Nordamerikanere udgør langt den største gruppe turister, og derfor er øerne meget følsomme over for konjunkturudsving i USA. Også en voldsom orkan-sæson kan betyde, at turisterne bliver væk, endda flere år efter, at vinden egentlig har lagt sig.
Danskerne udgør en meget lille del af turisterne, men vi er til gengæld meget populære. Ikke kun på grund af den historiske tilknytning, men også fordi vi er kendte for at være interesserede, ikke bare i sprut og sol, men i historien og øernes velbefindende. Vi har også ry for at være venlige og i det hele taget usædvanlig nemme at have med at gøre.
Jomfruøernes senat
Politik
Øerne tilhører USA. De udgør ikke en delstat, men har betegnelsen ”integreret territorium”. Indbyggerne har derfor ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, og de betaler ikke statsskat. Øerne ledes som de amerikanske delstater af en guvernør, der er på valg hvert fjerde år. Lovgivningen ligger hos senatet med 15 senatorer, der vælges for to år ad gangen. Fra St. Thomas og St. Croix vælges syv fra hver ø, og St. John vælger én. Man kan selv regne ud, om senatoren fra St. John har stor indflydelse.
Derudover vælges til Repræsentanternes Hus i Washington D.C. en repræsentant, som kun har stemmeret i kongressens underudvalg. Man har ingen repræsentanter i USA's senat.
Stort set ingen ønsker selvstændighed fra USA. I 1993 spurgte man ved en folkeafstemning, om man skulle være mere eller mindre tilknyttet USA. Kun 27% stemte, 90% af dem mente, at man skulle bevare tingene, som de er. Ingen har lyst til at betale statsskat, når man nu kan være fri, og alle ved, at man formentlig vil få mindre støtte fra Washington som delstat.
I de senere år er der skabt bevægelse for, at St. Croix kan løsrives fra fællesskabet med St. Thomas og St. John. Den store ø føler sig forbigået, især økonomisk, og efterhånden mener også prominente politikere på øen, at den ville klare sig bedre med egen guvernør og senat. En underskriftindsamling viste en vis interesse også blandt almindelige borgere, som ellers normalt ikke går voldsomt op i politik. I det hele taget går flertallet ikke meget op i politik, trods utallige opfordringer. For mange er politik beskidt og korrupt, som er sundest at holde sig fra.
US Virgin Islands kunne udøve langt mere selvstyre. De kan nemlig skrive deres egen grundlov, men alle forslag er indtil videre forkastet ved folkeafstemninger.
Øerne tilhører USA. De udgør ikke en delstat, men har betegnelsen ”integreret territorium”. Indbyggerne har derfor ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, og de betaler ikke statsskat. Øerne ledes som de amerikanske delstater af en guvernør, der er på valg hvert fjerde år. Lovgivningen ligger hos senatet med 15 senatorer, der vælges for to år ad gangen. Fra St. Thomas og St. Croix vælges syv fra hver ø, og St. John vælger én. Man kan selv regne ud, om senatoren fra St. John har stor indflydelse.
Derudover vælges til Repræsentanternes Hus i Washington D.C. en repræsentant, som kun har stemmeret i kongressens underudvalg. Man har ingen repræsentanter i USA's senat.
Stort set ingen ønsker selvstændighed fra USA. I 1993 spurgte man ved en folkeafstemning, om man skulle være mere eller mindre tilknyttet USA. Kun 27% stemte, 90% af dem mente, at man skulle bevare tingene, som de er. Ingen har lyst til at betale statsskat, når man nu kan være fri, og alle ved, at man formentlig vil få mindre støtte fra Washington som delstat.
I de senere år er der skabt bevægelse for, at St. Croix kan løsrives fra fællesskabet med St. Thomas og St. John. Den store ø føler sig forbigået, især økonomisk, og efterhånden mener også prominente politikere på øen, at den ville klare sig bedre med egen guvernør og senat. En underskriftindsamling viste en vis interesse også blandt almindelige borgere, som ellers normalt ikke går voldsomt op i politik. I det hele taget går flertallet ikke meget op i politik, trods utallige opfordringer. For mange er politik beskidt og korrupt, som er sundest at holde sig fra.
US Virgin Islands kunne udøve langt mere selvstyre. De kan nemlig skrive deres egen grundlov, men alle forslag er indtil videre forkastet ved folkeafstemninger.
