Vestinderne til hverdag og fest
Alt om Vestinderne. Sådan lever vestinderne i dag. Hvad farve har en vestinder? Vestindernes religion, sprog, politik, erhvervsliv, kultur, dansk design, mm.
Folk på Jomfruøerne regnes for venligere end folk i resten af Caribien. Ikke mindst over for hvide, for der er ikke den modvilje mod hvide, som man oplever på andre caribiske øer. Men altså, helt så overstrømmende venlige - nogle vil sige overfladiske - som amerikanere på fastlandet, det er vestinderne ikke. På St. Thomas er de mest amerikanske, hurtige i replikken, får ting ekspederet. På St. Croix er man mere reserveret, mere dansk. En ekspedient mener ikke nødvendigvis, at det hører med til jobbet at smile, og en tjener mener heller ikke nødvendigvis, at hun skal styrte afsted efter kaffen, bare fordi gæsterne trænger. Man er stolt og uservil. Venlig og korrekt, ingen fedteri. Men kommer det til stykket, vil de smide alt for at hjælpe. På St. John er de lidt af det hele.
De tre øer elsker ikke hinanden. Man føler, at de er låst inde i en kunstig union, som de hvide har skabt af hensyn til sukkerproduktion. På St. Croix taler man gerne om løsrivelse fra den fæle, og dominerende St. Thomas. Selv om de slet ikke kan undvære tilskud fra regeringen. De færreste ønsker virkelig at ændre noget, for i forhold til caribiske øer, har de det godt.
Hvad farve har vestinderne?
Vægmaleri om vestinderne selv
Man forventer at møde mange sorte mennesker. Men man opdager hurtigt, at det er der næsten ingen, der er. Vestindere er alt muligt - og hudfarver varierer mere end noget andet sted. For selv om 90 pct. er i slægt med afrikanere, er forbindelsen forskellig. Hos nogle er båndet til Afrika så spinkelt, at de ligeså godt kunne kalde sig hvide. Og nogle hvide er mere sorte, end de aner. For blodet er blandet gennem generationer. Og i disse dna-tider kan man få sig noget af en overraskelse. For hud snyder.
Allerede i kolonitiden var blandingerne så almindelige, at danskerne delte afrikanerne op i mulat (hvid og sort), sambo (hvid og mulat) quadroon, quintoon, octeroon osv. Det går ingen op i det længere, for så bliver man rundtosset. En dansk tv-dokumentar af journalisten Alex Frank Larsen viste i 2004, at der i Danmark er kridhvide danskere, der er efterkommere af sorte i Dansk Vestindien. Det er noget værre rod for rascister. For hvem skal man diskriminere? Men generelt er det dem, der er mørke i huden, der dominerer i vore dages US Virgin Islands. De er alt fra tjenere til læger, lærere og præster – og ikke mindst embedsmænd. De Hvide er ofte ejere eller ledere af landbrug og hoteller, forklaringen kender jeg ikke. Men de er alle flinke.
Familiestrukturen på øerne er traditionel. og familiebånd er meget stærkere end normalt for Caribien. Familien er omdrejningspunktet, og hverdag og fest foregår inden for familiens rammer. Så når nogen dør, opremser nekrologen ikke den afdødes karriere, men alle de efterladte, hver en nevø eller knækkusine bliver talt med. Jo flere efterladte, jo bedre liv har den døde haft. Også selv om de skændes ligeså meget i familierne, som vi gør. Jomfruøerne hører til de rigeste i Caribien, med den største gennemsnitsindkomst pr. indbygger, men prisniveauet er også højt, så det går næsten lige op.
Sprog i Vestindien
Der er større chance for at høre dansk på øerne i dag, end der var, da øerne var danske. Nu hører man dansk på gaderne - fra turister, men i kolonitiden blev dansk kun talt og skrevet af de udstationerede embedsmænd. Dagligsproget blandt hvide var hollandsk på St. Thomas, mens man på St. Croix talte engelsk, begge steder med et tvist af kreolsk.
Kreolsk var et kunstsprog, som afrikanerne opfandt for at kunne tale med hinanden på tværs af de afrikanske sprog, som de kom med fra Afrika. I 1770 blev der udgivet en kreolsk grammatikbog, og Biblen kom også på kreolsk, men da slaveriet ophørte, ønskede de frigivne ikke længere at tale kreolsk, de ville lære engelsk, og kreolsk uddøde.
At det nærmest var babylonisk fortæller et øjenvidne til en brand på St. Croix i 1825. Han fortalte, at der blev råbt: Fire, Brand, du Feu, Candela, Fuega og Euz.
Nutidens engelsk har på øerne har fået en særlig dialekt, som kendetegner det meste af Caribien. W bliver udtalt som V. Og th-lydene, som danskere har så svært ved, er her rene t’er. Thanks hedder Tangs.
Skriftlig dansk har overlevet i stednavne. Dog bruger man efterhånden både det danske og det engelske navn. En lokalavis hedder St. Croix Avis, og når man køber den, behøver man bare sige Avis. At gøre nar hedder to make nar of. Mest kendte danske ord er: Welkommen, som ofte forveksles med Velbekomme, og bliver til et hjerteligt Wel-BE-kommen.
Uddannelse
Vestinderne er veluddannede i forhold til resten af Caribien. Uddannelsessystemet er amerikansk med skolepligt op til High School. Der er alle niveauer på alle øer, bortset fra at unge på St. John må tage færgen til St. Thomas hver dag for at gå på High School. Traditionelt tager mange væk fra hjemegnen for at gå på college og få en højere uddannelse, selv om universitetet har 2000 studerende på St. Thomas og 1000 på St. Croix.
Allerede i kolonitiden var blandingerne så almindelige, at danskerne delte afrikanerne op i mulat (hvid og sort), sambo (hvid og mulat) quadroon, quintoon, octeroon osv. Det går ingen op i det længere, for så bliver man rundtosset. En dansk tv-dokumentar af journalisten Alex Frank Larsen viste i 2004, at der i Danmark er kridhvide danskere, der er efterkommere af sorte i Dansk Vestindien. Det er noget værre rod for rascister. For hvem skal man diskriminere? Men generelt er det dem, der er mørke i huden, der dominerer i vore dages US Virgin Islands. De er alt fra tjenere til læger, lærere og præster – og ikke mindst embedsmænd. De Hvide er ofte ejere eller ledere af landbrug og hoteller, forklaringen kender jeg ikke. Men de er alle flinke.
Familiestrukturen på øerne er traditionel. og familiebånd er meget stærkere end normalt for Caribien. Familien er omdrejningspunktet, og hverdag og fest foregår inden for familiens rammer. Så når nogen dør, opremser nekrologen ikke den afdødes karriere, men alle de efterladte, hver en nevø eller knækkusine bliver talt med. Jo flere efterladte, jo bedre liv har den døde haft. Også selv om de skændes ligeså meget i familierne, som vi gør. Jomfruøerne hører til de rigeste i Caribien, med den største gennemsnitsindkomst pr. indbygger, men prisniveauet er også højt, så det går næsten lige op.
Sprog i Vestindien
Der er større chance for at høre dansk på øerne i dag, end der var, da øerne var danske. Nu hører man dansk på gaderne - fra turister, men i kolonitiden blev dansk kun talt og skrevet af de udstationerede embedsmænd. Dagligsproget blandt hvide var hollandsk på St. Thomas, mens man på St. Croix talte engelsk, begge steder med et tvist af kreolsk.
Kreolsk var et kunstsprog, som afrikanerne opfandt for at kunne tale med hinanden på tværs af de afrikanske sprog, som de kom med fra Afrika. I 1770 blev der udgivet en kreolsk grammatikbog, og Biblen kom også på kreolsk, men da slaveriet ophørte, ønskede de frigivne ikke længere at tale kreolsk, de ville lære engelsk, og kreolsk uddøde.
At det nærmest var babylonisk fortæller et øjenvidne til en brand på St. Croix i 1825. Han fortalte, at der blev råbt: Fire, Brand, du Feu, Candela, Fuega og Euz.
Nutidens engelsk har på øerne har fået en særlig dialekt, som kendetegner det meste af Caribien. W bliver udtalt som V. Og th-lydene, som danskere har så svært ved, er her rene t’er. Thanks hedder Tangs.
Skriftlig dansk har overlevet i stednavne. Dog bruger man efterhånden både det danske og det engelske navn. En lokalavis hedder St. Croix Avis, og når man køber den, behøver man bare sige Avis. At gøre nar hedder to make nar of. Mest kendte danske ord er: Welkommen, som ofte forveksles med Velbekomme, og bliver til et hjerteligt Wel-BE-kommen.
Uddannelse
Vestinderne er veluddannede i forhold til resten af Caribien. Uddannelsessystemet er amerikansk med skolepligt op til High School. Der er alle niveauer på alle øer, bortset fra at unge på St. John må tage færgen til St. Thomas hver dag for at gå på High School. Traditionelt tager mange væk fra hjemegnen for at gå på college og få en højere uddannelse, selv om universitetet har 2000 studerende på St. Thomas og 1000 på St. Croix.
Den mest danske kirke, foto Kenneth Bo J
Religion
En afgørende grund til Dansk Vestindiens popularitet blandt fremmede folkeslag i kolonitiden var religionsfriheden. Danskerne tillod alle religioner, vi havde ikke råd til at være smålige, så vi forlangte kun, at de respekterede danske helligdage, og de måtte ikke missionere imod den lutheranske tro. Man skulle faktisk bare passe sig selv.
En af de første jødiske menigheder i Amerika blev etableret på St. Thomas, og stort set alle kristne retninger har levet fredeligt side om side med muslimer og ateister. Tolerancen er ikke bare bevaret, men betragtes som en del af kulturarven.
I dag er der over 150 trosretninger og ca. 300 kirker.
Afrikanerne blev kristne i slavetiden, og deres efterkommere er de mest engagerede i kirken. Kirken er ikke kun et religiøst samlingspunkt, men også et socialt. Der er fuldt hus om søndagen. Turister er velkomne. Man vil opdage, at en gudstjeneste svinger! Nærmest gynger. Når der skal siges Halleluja, bliver der råbt: Halleluja, så det kan høres i hele kvarteret. Prædiken kan være afløst af et foredrag eller af et musikstykke. De mange regler fra Kirkeministeriet følges ikke slavisk. Så hvis et rockband gerne ville prædike en søndag, så go for it. På et tidspunkt hilser alle på hinanden, og de knuser og krammer. Så er de danske gæster på vej ud, fordi de tror, at det er slut, men det er det langtfra. Så bare knus videre.
En afgørende grund til Dansk Vestindiens popularitet blandt fremmede folkeslag i kolonitiden var religionsfriheden. Danskerne tillod alle religioner, vi havde ikke råd til at være smålige, så vi forlangte kun, at de respekterede danske helligdage, og de måtte ikke missionere imod den lutheranske tro. Man skulle faktisk bare passe sig selv.
En af de første jødiske menigheder i Amerika blev etableret på St. Thomas, og stort set alle kristne retninger har levet fredeligt side om side med muslimer og ateister. Tolerancen er ikke bare bevaret, men betragtes som en del af kulturarven.
I dag er der over 150 trosretninger og ca. 300 kirker.
Afrikanerne blev kristne i slavetiden, og deres efterkommere er de mest engagerede i kirken. Kirken er ikke kun et religiøst samlingspunkt, men også et socialt. Der er fuldt hus om søndagen. Turister er velkomne. Man vil opdage, at en gudstjeneste svinger! Nærmest gynger. Når der skal siges Halleluja, bliver der råbt: Halleluja, så det kan høres i hele kvarteret. Prædiken kan være afløst af et foredrag eller af et musikstykke. De mange regler fra Kirkeministeriet følges ikke slavisk. Så hvis et rockband gerne ville prædike en søndag, så go for it. På et tidspunkt hilser alle på hinanden, og de knuser og krammer. Så er de danske gæster på vej ud, fordi de tror, at det er slut, men det er det langtfra. Så bare knus videre.
Erhvervslivet på US Virgin Islands
Erhvervslivet er gået fra rom og sukker til rom og cola. Fra landbrug til turisme. Sukkerrør dyrkes nu kun på hobbyplan og på museer. St. Croix producerer stadig rom - endda en rigtig god en, men den er lavet med sukkersaft fra Den Dominikanske Republik. Der dyrkes kun lidt frugt og grønt, for regnmængden er for lille. På universitetet forsøger man at opfinde vandingsmetoder, så man kan producere mere, da det er dyrt at importere. Både St. Croix og St. Thomas har kvæg af dansk afstamning, men også af racen Senepol, som er udviklet af danskere på St. Croix til at klare sig i varmen. Den tropiske ko er blevet en stor eksportartikel og findes nu i de fleste verdensdele.
St. Croix havde engang verdens største olieraffinaderi, der dominerede øens sydlige midte, men det lukkede i 2012.
Fiskeri er ikke så udbredt, som man skulle tro. Tværtimod importeres fisk, fordi havet omkring øerne har for lidt næring til fx tun. Man kan derimod fange hummer, flyvefisk og fisken med den milde smag, Mahi-Mahi. Man høster også konkylier.
Når det gælder beskæftigelse er der ingen sektor på øerne, der overgår det offentlige. 13.000 er offentligt ansatte. Og det er den højeste antal i forhold til indbyggerantal i USA.
St. Croix havde engang verdens største olieraffinaderi, der dominerede øens sydlige midte, men det lukkede i 2012.
Fiskeri er ikke så udbredt, som man skulle tro. Tværtimod importeres fisk, fordi havet omkring øerne har for lidt næring til fx tun. Man kan derimod fange hummer, flyvefisk og fisken med den milde smag, Mahi-Mahi. Man høster også konkylier.
Når det gælder beskæftigelse er der ingen sektor på øerne, der overgår det offentlige. 13.000 er offentligt ansatte. Og det er den højeste antal i forhold til indbyggerantal i USA.
Turisme i Dansk Vestindien
Turisme er hovedindtægtskilden
Turisme giver øerne smør på brødet. De får ca. 2 mio. besøg om året. Langt de fleste kommer kun en enkelt dag på et krydstogt-stop, men de skæpper godt i kassen. Nordamerikanere udgør den største gruppe, og derfor er øerne meget følsomme over for konjunkturudsving i USA. En voldsom orkan-sæson kan holde turister væk i flere år efter, at vinden har lagt sig.
Danskerne udgør en lille del af turisterne, men vi er meget populære. Dels på grund af den historiske tilknytning, dels fordi vi er oprigtigt interesserede, ikke bare i sprut og sol, men i øernes velbefindende. Vi har også ry for at være venlige, velopdragne og usædvanlig nemme at have med at gøre. Det eneste minus ved danskere i deres øjne er, at vi er lousy tippers. Pungen vil ikke rigtig frem, når der skal gives drikkepenge, og vi er næsten en vits blandt servicepersonale.
Turisme til Dansk Vestindien begyndte i sin tid med helserejser. Amerikanerne kom i første halvdel af 1800-tallet hostende fra USA's storbyer med tuberkulose og ondt i lungerne. Dengang var lægernes mindst skadelige behandling at ordinere: frisk, varm, tør luft. Der var masser af skibe til Caribien, dsom også kunne have de syge amerikanere med ombord. St. Croix var ferieøen, for på St. Thomas var en fæl stank fra havnen. Frederiksted var til tider nærmest overrendt af turister, der tog på udflugter, læste - og festede. I dag ved man, at varm luft bare er varm luft i forhold til lungesygdomme. Så ingen blev kureret, men de havde det dejligt, med mindre de fik gul feber eller andre tropesygdomme. Men turisme overlevede.
Danskerne udgør en lille del af turisterne, men vi er meget populære. Dels på grund af den historiske tilknytning, dels fordi vi er oprigtigt interesserede, ikke bare i sprut og sol, men i øernes velbefindende. Vi har også ry for at være venlige, velopdragne og usædvanlig nemme at have med at gøre. Det eneste minus ved danskere i deres øjne er, at vi er lousy tippers. Pungen vil ikke rigtig frem, når der skal gives drikkepenge, og vi er næsten en vits blandt servicepersonale.
Turisme til Dansk Vestindien begyndte i sin tid med helserejser. Amerikanerne kom i første halvdel af 1800-tallet hostende fra USA's storbyer med tuberkulose og ondt i lungerne. Dengang var lægernes mindst skadelige behandling at ordinere: frisk, varm, tør luft. Der var masser af skibe til Caribien, dsom også kunne have de syge amerikanere med ombord. St. Croix var ferieøen, for på St. Thomas var en fæl stank fra havnen. Frederiksted var til tider nærmest overrendt af turister, der tog på udflugter, læste - og festede. I dag ved man, at varm luft bare er varm luft i forhold til lungesygdomme. Så ingen blev kureret, men de havde det dejligt, med mindre de fik gul feber eller andre tropesygdomme. Men turisme overlevede.
Det administrative centrum på St. Croix
Politik
Øerne tilhører USA. De er ikke en stat, som fx Alabama og Texas, men et integreret territorium. Indbyggerne har ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, og de betaler ikke statsskat. Øerne ledes af en guvernør, der er på valg hvert fjerde år. Lovgivning ligger hos senatet med 15 senatorer, der vælges for to år ad gangen. St. Thomas og St. Croix vælger syv hver, og St. John vælger én. Gæt, om senatoren fra St. John har stor indflydelse?
I Washington D.C. har øerne et medlem i Repræsentanternes Hus, som dog kun har stemmeret i kongressens underudvalg. I USAs senat har man ingen repræsentant.
Kun få ønsker selvstændighed eller status som forbundsstat. Man har haft flere folkeafstemninger, og de ender altid med status quo. For ingen har lyst til at betale statsskat, og alle ved, at man nok får mindre støtte fra Washington, hvis øerne bliver en stat. Og præsidentvalg, det må de undvære. I de senere år er der skabt stemning for, at St. Croix løsrives fra fællesskabet med St. Thomas og St. John. Den store ø føler sig altid forbigået, især økonomisk, og efterhånden mener flere, at den vil klare sig bedre med egen guvernør og senat. En underskriftindsamling viste interesse blandt almindelige borgere, som ellers normalt ikke går op i politik, for politik betragter man som beskidt, korrupt og bedst at holde sig fra.
US Virgin Islands kunne få langt mere selvstyre, hvis de ville. De kan nemlig skrive deres egen grundlov, men alle forslag er indtil videre forkastet ved folkeafstemninger.
Øerne tilhører USA. De er ikke en stat, som fx Alabama og Texas, men et integreret territorium. Indbyggerne har ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, og de betaler ikke statsskat. Øerne ledes af en guvernør, der er på valg hvert fjerde år. Lovgivning ligger hos senatet med 15 senatorer, der vælges for to år ad gangen. St. Thomas og St. Croix vælger syv hver, og St. John vælger én. Gæt, om senatoren fra St. John har stor indflydelse?
I Washington D.C. har øerne et medlem i Repræsentanternes Hus, som dog kun har stemmeret i kongressens underudvalg. I USAs senat har man ingen repræsentant.
Kun få ønsker selvstændighed eller status som forbundsstat. Man har haft flere folkeafstemninger, og de ender altid med status quo. For ingen har lyst til at betale statsskat, og alle ved, at man nok får mindre støtte fra Washington, hvis øerne bliver en stat. Og præsidentvalg, det må de undvære. I de senere år er der skabt stemning for, at St. Croix løsrives fra fællesskabet med St. Thomas og St. John. Den store ø føler sig altid forbigået, især økonomisk, og efterhånden mener flere, at den vil klare sig bedre med egen guvernør og senat. En underskriftindsamling viste interesse blandt almindelige borgere, som ellers normalt ikke går op i politik, for politik betragter man som beskidt, korrupt og bedst at holde sig fra.
US Virgin Islands kunne få langt mere selvstyre, hvis de ville. De kan nemlig skrive deres egen grundlov, men alle forslag er indtil videre forkastet ved folkeafstemninger.
Kunst og kultur i Dansk Vestindien
Danish Arcades hører til de synlige rester af det danske styre.
Den vestindiske kultur er et miks af dansk, engelsk, fransk, spansk og afrikansk. Da afrikanerne altid har været i overtal, sætter de præg på musik, dans og kunst. Danskerne sætter deres præg på byggestil og design.
Arkitektur
Bygningerne er tydelige bevis på, at danskerne har været her. Officielle bygninger, forterne, byhuse og byplanlægning, det stod danskerne for. Stolt står de mange arkader, der skærmer byens huse fra sol og regn. De kaldes Danish Arcades.
De er bygget af det, som stort set alt er bygget af: danske mursten. Fra København eller Flensborg kom mursten i tonsvis, for de blev brugt som ballast på de skibe, der sejlede tomme hertil for at hente sukker. Det var nemlig kun en mindre del af skibene, der gik via Afrika på den såkaldte trekantsrute, (se historie). Og de skulle bruges til noget. Så der er mursten alle vegne. Ikke bare som vægge, men også som trapper, vejmarkører og arkader. Når kalken ryger af væggene, vil man dog se, at der ikke altid har været mursten nok. Man brugte også kampesten, ral og småsten. Eller den lokale, Blue Green Stone, som er så besværlig at arbejde med, at håndværkere kalder den blue bitch. Det hele blev holdt sammen af en mørtel, der var tilsat siruprester fra sukkerproduktionen, for så hæftede den bedre. Også koraller blev brugt til vægge. De var lette at skære i blokke, mens de var våde, og når de bliver sat oven på hinanden, vokser de sammen. De brogede afskallede mure ligner nærmest vægmalerier.
Arkitektur
Bygningerne er tydelige bevis på, at danskerne har været her. Officielle bygninger, forterne, byhuse og byplanlægning, det stod danskerne for. Stolt står de mange arkader, der skærmer byens huse fra sol og regn. De kaldes Danish Arcades.
De er bygget af det, som stort set alt er bygget af: danske mursten. Fra København eller Flensborg kom mursten i tonsvis, for de blev brugt som ballast på de skibe, der sejlede tomme hertil for at hente sukker. Det var nemlig kun en mindre del af skibene, der gik via Afrika på den såkaldte trekantsrute, (se historie). Og de skulle bruges til noget. Så der er mursten alle vegne. Ikke bare som vægge, men også som trapper, vejmarkører og arkader. Når kalken ryger af væggene, vil man dog se, at der ikke altid har været mursten nok. Man brugte også kampesten, ral og småsten. Eller den lokale, Blue Green Stone, som er så besværlig at arbejde med, at håndværkere kalder den blue bitch. Det hele blev holdt sammen af en mørtel, der var tilsat siruprester fra sukkerproduktionen, for så hæftede den bedre. Også koraller blev brugt til vægge. De var lette at skære i blokke, mens de var våde, og når de bliver sat oven på hinanden, vokser de sammen. De brogede afskallede mure ligner nærmest vægmalerier.
Trapper bød gæster velkomne
Planterne boede herskabeligt i de fornemme Greathouses bygget i vestindisk kolonistil, lette og luftige, gerne med en stor indbydende trappe, der tager imod gæster med ”åbne arme”. Planterne havde desuden et byhus ved havnen, hvor de kunne holde øje med told og papirer, for det var langt vigtigere end at holde øje med markarbejdet, det havde man folk til. Byhuse blev bygget i sten i stueetagen, og i træ på 1. sal. Tagene bliver stadig belagt med shingles, tagspåner af palmetræ, der er mere tæt end teglsten.
Husene havde ingen glas i vinduerne, for man havde brug for gennemtræk i varmen. Man slog i stedet skodder for, hvis det skulle regne og storme.
Afrikanerne boede i små lerklinede hytter og sov på den bare jord. Til deres småbørn byggede man hytter, så de kunne ligge i skygge, mens mødrene arbejdede. Her sad også mesterknægten og holdt øje med, om nogen flygtede, eller om der opstod brand. Flere hytter er bevaret, bl.a. et mellem lufthavnen og Frederiksted på St. Croix.
Man får let det indtryk, at vestinderne ikke vedligeholder deres huse, fordi de ser sådan ud. Men det er forkert. De bruger mange kræfter og penge på det, men det er en Sisyfos-opgave i det klima. Man kan lige nå at restaurere, så skaller det.
Billedkunst
Mange lokale kunstnere maler akvareller med motiver af den tropiske flora og øernes gamle bygninger. Man maler med lyse farver, ofte i et naviistisk udtryk, der kendetegner hele Caribien. Interessen for billedkunst er stigende, alle byer har gallerier, og flere maler selv. Man ser mange vægmalerier, for de sorte havde ikke råd til lærreder.
Danse
Der bliver danset meget. Vore forfædre fandt afrikanernes danse alt for vilde: ”de lod alle lemmer dingle og daske, rullede med hovederne, hoppede og spjættede”. Der var langt fra afrikansk dans til de hvides gavotter og quadriller, hvor man gik kontrolleret rundt i geometriske mønstre. I dag danser de fleste ”sort”, uanset hudfarve. Den bedst kendte dans fra Afrika er limboen. Man skal danse under et kosteskaft uden at røre skaftet med kroppen. Man må kun bøje sig bagover. Dansen repræsenterer en død person, der er på vej ind i næste verden. Limbo er hverken himmel eller helvede eller på jorden.
Husene havde ingen glas i vinduerne, for man havde brug for gennemtræk i varmen. Man slog i stedet skodder for, hvis det skulle regne og storme.
Afrikanerne boede i små lerklinede hytter og sov på den bare jord. Til deres småbørn byggede man hytter, så de kunne ligge i skygge, mens mødrene arbejdede. Her sad også mesterknægten og holdt øje med, om nogen flygtede, eller om der opstod brand. Flere hytter er bevaret, bl.a. et mellem lufthavnen og Frederiksted på St. Croix.
Man får let det indtryk, at vestinderne ikke vedligeholder deres huse, fordi de ser sådan ud. Men det er forkert. De bruger mange kræfter og penge på det, men det er en Sisyfos-opgave i det klima. Man kan lige nå at restaurere, så skaller det.
Billedkunst
Mange lokale kunstnere maler akvareller med motiver af den tropiske flora og øernes gamle bygninger. Man maler med lyse farver, ofte i et naviistisk udtryk, der kendetegner hele Caribien. Interessen for billedkunst er stigende, alle byer har gallerier, og flere maler selv. Man ser mange vægmalerier, for de sorte havde ikke råd til lærreder.
Danse
Der bliver danset meget. Vore forfædre fandt afrikanernes danse alt for vilde: ”de lod alle lemmer dingle og daske, rullede med hovederne, hoppede og spjættede”. Der var langt fra afrikansk dans til de hvides gavotter og quadriller, hvor man gik kontrolleret rundt i geometriske mønstre. I dag danser de fleste ”sort”, uanset hudfarve. Den bedst kendte dans fra Afrika er limboen. Man skal danse under et kosteskaft uden at røre skaftet med kroppen. Man må kun bøje sig bagover. Dansen repræsenterer en død person, der er på vej ind i næste verden. Limbo er hverken himmel eller helvede eller på jorden.
En planterstol kan koste en formue i dag
Design
Danish design omfatter også møbler fra kolonitiden. Internationale designere kommer for at se de smukke, enkle og praktiske møbler, skabt af danskerne. Møblerne blev lavet i mahogni, fordi det er så hårdt, at termitter ikke kan æde det. Træet blev sendt til Danmark, hvor man designede og byggede møbler egnet til troperne. Øerne udviklede også dygtige møbeldesignere, ofte talentfulde slaver. Stole og sofaer blev designet uden betræk, men med fletværk i sædet for at give luft bagi. Hvis der skulle betræk på, var det hestehår, for det brød insekter sig ikke om.
Sengene havde himmel på fire søjler, four posters, der holdt myggenettet. Madrassen lå højt, så man måtte op ad en lille trappe for at gå i seng. Det var for at få så meget luft under sengen som muligt. En himmelseng af mahogni kan i dag snildt koste 70.000 kroner.
Det mest kendte vestindiske møbel er planterstolen, som blev produceret i Danmark. Stolen er en liggestol med lange, brede armlæn. Op på dem lagde planteren sine bestøvlede ben, når han kom ind fra marken, fødderne dampede af, og så var støvlerne lettere at få af. En planterstol koster op til 25.000 kr. Endelig er der lysestagen med høje glas, stormlygten, der kan stå i træk.
Danish design omfatter også møbler fra kolonitiden. Internationale designere kommer for at se de smukke, enkle og praktiske møbler, skabt af danskerne. Møblerne blev lavet i mahogni, fordi det er så hårdt, at termitter ikke kan æde det. Træet blev sendt til Danmark, hvor man designede og byggede møbler egnet til troperne. Øerne udviklede også dygtige møbeldesignere, ofte talentfulde slaver. Stole og sofaer blev designet uden betræk, men med fletværk i sædet for at give luft bagi. Hvis der skulle betræk på, var det hestehår, for det brød insekter sig ikke om.
Sengene havde himmel på fire søjler, four posters, der holdt myggenettet. Madrassen lå højt, så man måtte op ad en lille trappe for at gå i seng. Det var for at få så meget luft under sengen som muligt. En himmelseng af mahogni kan i dag snildt koste 70.000 kroner.
Det mest kendte vestindiske møbel er planterstolen, som blev produceret i Danmark. Stolen er en liggestol med lange, brede armlæn. Op på dem lagde planteren sine bestøvlede ben, når han kom ind fra marken, fødderne dampede af, og så var støvlerne lettere at få af. En planterstol koster op til 25.000 kr. Endelig er der lysestagen med høje glas, stormlygten, der kan stå i træk.
Karneval er årets højdepunkt
Karneval
Den største kulturelle begivenhed er karnevallet. Forberedelserne begynder mange måneder før selve festen. Bands øver sig, dansere træner, og der sys kostumer. Selve festen varer flere dage, og da er byerne afspærret for at give plads til dans, musik og parader. Der bliver festet godt og grundigt igennem, og ni måneder efter er der sjovt nok langt flere fødsler end resten af året. Det vestindiske karneval kommer af, at slaverne så, hvordan de hvide holdt stilfulde maskerader, og de begyndte at lave parodier på dem. De tilsatte deres egen musik og dans. De hvide forsøgte at stoppe det, men gav til sidst op og tillod, at de sorte bare en gang om året kunne erobre gadebilledet. Under karnevalet vendte man alt på hovedet. Mænd optrådte som kvinder, fattigfolk førte sig frem som rige. På plantagerne var der parader foran herskaberne, som bagefter skulle varte deres egne slaver op med rom og kager. Indtil midten af 1950´erne gik man med masker, så man kunne gøre nar uden at skulle stå til regnskab. Visse ting går igen fra de tidlige karneval. Det gælder Mocko Jumbies, maskerede mænd på flere meter høje stylter. Traditionen stammer fra Congo, hvor de holder onde ånder væk. Karnevalet udnævner også stadig en Konge og Dronning.
St. Thomas har karneval sidst i april. St. John i juli, og St. Croix begynder sit umiddelbart efter jul og varer til Helligtrekongers Dag. Den lange fest kulminerer med parader, en for børn og til sidst en for voksne på karnevalets sidste dag. Fordi man er så glad for karneval, holder man gerne nogle mindre af dem i løbet af året. Så lukker man gader i byen af og holder Jump Ups - asfaltbal med klovne, musikere og Mocko Jumbies.
Kunsthåndværk
Mange vestindere kan få kunstværker ud af et stykke ståltråd eller et stykke træ. Talenterne blev udviklet efter slavernes frigivelse, fordi kunsthåndværk var en mulighed for en frigivet slave til at tjene penge. Det krævede ingen store investeringer at blive træskærer, for træ var der nok af, og alle ville have pyntet deres huse. Traditionen er bevaret, og træskærer-arbejdere er i dag kunstnere. Mange huse har verandaer udsmykket med trædesign, og også i smykker viser vestinderne sig som gode formgivere. Ganske vist er de fleste smykker i butikkerne importeret, men man fremstiller selv det berømte Crucians Hook Bracelets, som afslører, om man er single eller optaget.
Den største kulturelle begivenhed er karnevallet. Forberedelserne begynder mange måneder før selve festen. Bands øver sig, dansere træner, og der sys kostumer. Selve festen varer flere dage, og da er byerne afspærret for at give plads til dans, musik og parader. Der bliver festet godt og grundigt igennem, og ni måneder efter er der sjovt nok langt flere fødsler end resten af året. Det vestindiske karneval kommer af, at slaverne så, hvordan de hvide holdt stilfulde maskerader, og de begyndte at lave parodier på dem. De tilsatte deres egen musik og dans. De hvide forsøgte at stoppe det, men gav til sidst op og tillod, at de sorte bare en gang om året kunne erobre gadebilledet. Under karnevalet vendte man alt på hovedet. Mænd optrådte som kvinder, fattigfolk førte sig frem som rige. På plantagerne var der parader foran herskaberne, som bagefter skulle varte deres egne slaver op med rom og kager. Indtil midten af 1950´erne gik man med masker, så man kunne gøre nar uden at skulle stå til regnskab. Visse ting går igen fra de tidlige karneval. Det gælder Mocko Jumbies, maskerede mænd på flere meter høje stylter. Traditionen stammer fra Congo, hvor de holder onde ånder væk. Karnevalet udnævner også stadig en Konge og Dronning.
St. Thomas har karneval sidst i april. St. John i juli, og St. Croix begynder sit umiddelbart efter jul og varer til Helligtrekongers Dag. Den lange fest kulminerer med parader, en for børn og til sidst en for voksne på karnevalets sidste dag. Fordi man er så glad for karneval, holder man gerne nogle mindre af dem i løbet af året. Så lukker man gader i byen af og holder Jump Ups - asfaltbal med klovne, musikere og Mocko Jumbies.
Kunsthåndværk
Mange vestindere kan få kunstværker ud af et stykke ståltråd eller et stykke træ. Talenterne blev udviklet efter slavernes frigivelse, fordi kunsthåndværk var en mulighed for en frigivet slave til at tjene penge. Det krævede ingen store investeringer at blive træskærer, for træ var der nok af, og alle ville have pyntet deres huse. Traditionen er bevaret, og træskærer-arbejdere er i dag kunstnere. Mange huse har verandaer udsmykket med trædesign, og også i smykker viser vestinderne sig som gode formgivere. Ganske vist er de fleste smykker i butikkerne importeret, men man fremstiller selv det berømte Crucians Hook Bracelets, som afslører, om man er single eller optaget.
Medier
Der er tre lokale tv-stationer, herunder den reklamefri PBS. En turistkanal oplyser døgnet rundt om seværdigheder og restauranter. Dertil hundredvis af kanaler, afhængig af hvilken satellit man sværger til. Der er flere lokale radiostationer. Danskerne udgav flere aviser. Fra 1770 udkom The Royal Danish American Gazette. Senere udkom St. Thomæ Tidende og St. Croix Avis. Den sidste har overlevet og er i dag The Avis. Det andet dagblad er Daily News.
Der er tre lokale tv-stationer, herunder den reklamefri PBS. En turistkanal oplyser døgnet rundt om seværdigheder og restauranter. Dertil hundredvis af kanaler, afhængig af hvilken satellit man sværger til. Der er flere lokale radiostationer. Danskerne udgav flere aviser. Fra 1770 udkom The Royal Danish American Gazette. Senere udkom St. Thomæ Tidende og St. Croix Avis. Den sidste har overlevet og er i dag The Avis. Det andet dagblad er Daily News.
Den digitale Turen går til Dansk Vestindien vedligeholdes gratis. Støt med fx 20 kr. Mobilepay: 20216673.
Musik i Dansk Vestindien
Steel pans er caribiske toner
Man lytter til stort set samme musik, som vi gør. Den er ikke så larmende som andre steder i Caribien, man kan gå en tur uden at få blæst trommehinderne i stykker.
Alle skoler har orkestre, ofte steelpan-bands eller brass bands. Man vil høre dem, når noget skal fejres, og ved juletid får de traditionelle julesange deres eget liv, når de bliver banket på tønderne fra en plads i byen.
Jomfruøernes egen musik kaldes for scratch eller quelbe. Scratch, fordi man spiller på de instrumenter, man kan ”skrabe” sammen – eventuelt selv lave. Og derefter blander man al det musik, man kan ”skrabe” sammen for at fortælle historier om årets gang. Scratch har sin egen ”sound”, som især skyldes ukulele-banjoen, conga-trommen, en squash og en triangle. Hvis man vil høre scratch, så hold øje med de kendte bands: Stanley and the Ten Sleepless Knights eller Jamesie and the All-Stars, som har fået priser for at bevare øernes musiktradition. Man kommer også til at høre andre caribiske toner og rytmer fra Jamaica og Trinidad: Calypso, reggae og de afledte, rapso og soca.
Alle skoler har orkestre, ofte steelpan-bands eller brass bands. Man vil høre dem, når noget skal fejres, og ved juletid får de traditionelle julesange deres eget liv, når de bliver banket på tønderne fra en plads i byen.
Jomfruøernes egen musik kaldes for scratch eller quelbe. Scratch, fordi man spiller på de instrumenter, man kan ”skrabe” sammen – eventuelt selv lave. Og derefter blander man al det musik, man kan ”skrabe” sammen for at fortælle historier om årets gang. Scratch har sin egen ”sound”, som især skyldes ukulele-banjoen, conga-trommen, en squash og en triangle. Hvis man vil høre scratch, så hold øje med de kendte bands: Stanley and the Ten Sleepless Knights eller Jamesie and the All-Stars, som har fået priser for at bevare øernes musiktradition. Man kommer også til at høre andre caribiske toner og rytmer fra Jamaica og Trinidad: Calypso, reggae og de afledte, rapso og soca.
Fra gamle dage har man stadig en tutu
Fra gamle dage er der kun få musikinstrumenter. Indianerne efterlod fløjter og konkylien. Konkylien kaldes tutu, og den kan høres så langt, at den var anerkendt som tågehorn på skibe. Den blev dog primært brugt til at kalde folk på arbejde, i dag høres den, når der landes frisk fisk på havnen. Med danskerne kom harper og violiner. Afrikanerne lavede selv trommer. Og trommerytmer var frygtede af de hvide, der opfattede dem som oprørske. Trommer blev forbudt ved lov, men det var umuligt at håndhæve.
Vidste du, at afrikanerne også kunne lave violiner. De tog et kæbeben fra et dødt æsel, strengede det op med hestehår. Det hed en ”asen-kæfter”.
Sport
Englænderne gjorde cricket til nationalsport på deres øer. Men dansk boldglæde har ikke sat sig spor på Jomfruøerne. Afrikanernes primære fysiske udfoldelse var dans, og der var ikke tid til leg. Da de blev amerikanere, overtog de det nye hjemlands idrætstraditioner med rugby og baseball. Begge dele dyrkes, men ikke med den lidenskab som i USA. Hvis man kan tale om lidenskabelig sport på øerne, er det hestevæddeløb.
Vidste du, at afrikanerne også kunne lave violiner. De tog et kæbeben fra et dødt æsel, strengede det op med hestehår. Det hed en ”asen-kæfter”.
Sport
Englænderne gjorde cricket til nationalsport på deres øer. Men dansk boldglæde har ikke sat sig spor på Jomfruøerne. Afrikanernes primære fysiske udfoldelse var dans, og der var ikke tid til leg. Da de blev amerikanere, overtog de det nye hjemlands idrætstraditioner med rugby og baseball. Begge dele dyrkes, men ikke med den lidenskab som i USA. Hvis man kan tale om lidenskabelig sport på øerne, er det hestevæddeløb.
