Vestinderne - sådan bor de - kultur og liv
Folk på Jomfruøerne regnes for venligere end folk i resten af Caribien. Her er ikke det had til hvide, som man oplever på andre caribiske øer. Men helt så overstrømmende venlige - nogle vil sige overfladiske - som fastlands-amerikanere, det er vestinderne ikke. På St. Thomas er man mest amerikanske, de er hurtige i replikken, og får ting ekspederet. Folkesjælen på St. Croix er mere reserveret, mere dansk. Crucians er revnende ligeglade med at blive kaldt provinsielle. De sætter en ære i at klare sig selv, selv om enhver kan se, at det kan de ikke. De er afhængige af tilskud fra regeringen. Mange mener, at alt skidt skyldes slægtskabet med St. Thomas, men kun få forlanger løsrivelse. De fleste trækker på skuldrene. En ekspedient mener ikke nødvendigvis, at det hører med til arbejdet at smile eller styrte afsted efter kaffen. Man er stolt og uservil. Venlig og korrekt, ingen fedteri. Men kommer det til stykket, vil de smide alt for at hjælpe.
Hvad farve har de?
Først tror man, at de er sorte, for det har man hørt. Men så opdager man, at det er der næsten ingen, der er. De er alt muligt - og hudfarverne varierer mere end noget andet sted. For selv om 90 pct. er i slægt med afrikanere, er forbindelse meget forskellig. Hos nogle sorte båndet til Afrika så spinkelt, at de ligeså godt kunne kalde sig hvide. Og visse hvide er mere sorte, end man lige kan se på huden. For blodet er blandet gennem generationer. Og mange får i disse dna-tider en overraskelse. For hudfarver snyder.
Allerede i kolonitiden var blandingerne så udtalte, at danskerne delte slaver op i mulat (hvid og sort), sambo (hvid og mulat) quadroon, quintoon, octeroon osv. I dag går ingen op i det længere. En dansk tv-dokumentar af Alex Frank Larsen viste i 2004, at der i Danmark går kridhvide danskere rundt og er efterkommere af sorte i Dansk Vestindien. Så det er noget rod for rascister. Og derfor oplever man ikke race-diskrimination. For hvem skal man diskriminere? De sorte - hvor sorte de end er ved nærmere granskning - dominerer i de fleste af livets forhold, og det er lige fra tjenere til læger, lærere og præster – og ikke mindst embedsmænd. Derimod er det stort set altid hvide, der driver landbrug og hoteller, forklaringen på det, kender jeg ikke.
Men de er alle sammen flinke.
Familiestrukturen er traditionel og meget stærkere end normalt for Caribien, nærmest middelhavsagtig. Familien er omdrejningspunktet, og meget aktivitet foregår inden for familiens rammer. Når nogen dør, opremser nekrologen ikke lange og glorværdige karriereforløb, men lister alle de efterladte op. Jo flere efterladte, jo bedre liv har man haft.
Jomfruøerne hører til de rigeste i Caribien, med den største gennemsnitsindkomst pr. indbygger, men samtidig er prisniveauet så højt, at det næsten går lige op.
Sprog
Der er større chance for at høre dansk på øerne i dag, end da de var danske. For nu hører man dansk fra turister, før blev dansk kun talt og skrevet af embedsmænd, og dem var der ikke så mange af dengang. Det officielle sprog er engelsk, men det er ikke altid til at høre, for det har en tvist af kreolsk. I kolonitiden lød det nærmest babylonisk på grund af de mange nationaliteter. Et øjenvidne til en brand på St. Croix i 1825 fortalte, at der på samme tid blev råbt: Fire, Brand, du Feu, Candela, Fuega og Euz. Men det blev ikke opfattet som et problem. I København talte man også både dansk, tysk, norsk, hollandsk og fransk, det faldt os ikke ind at skulle missionere rent sprogligt. Hollandsk var i lange perioder dominerende på St. Thomas blandt de hvide. På St. Croix var der britisk flertal, så her talte man engelsk.
Afrikanerne kom med forskellige sprog, men skabte et fælles sprog, kreolsk. Hver ø fik sit eget kreolsk. På St. Thomas talte de hollandsk-kreolsk til slaverne, på St. Croix talte man engelsk-kreolsk.
De hvide lærte også kreolsk, og i 1770 blev der udgivet en kreolsk grammatikbog, også Biblen kom på kreolsk. Da slaveriet ophørte, ønskede afrikanerne ikke længere at tale kreolsk, de ville lære engelsk, og kreolsk uddøde.
Nutidens engelsk har særlig dialekt og er kendetegnet ved, at W bliver udtalt som V. Og th-lydene, som danskere har så svært ved, er her t’er. Thanks hedder Tanks.
Meget skriftligt dansk har overlevet. Danskerne navngav alt, og stednavnene er bevaret. Det gælder kvarterer og gadenavne, visse steder bruger man dog både det engelske og danske navn. En lokalavis hedder St. Croix Avis, og når man køber den, behøver man bare sige Avis. At gøre nar hedder to make nar of. Men det mest kendte danske ord er: Welkommen, men da man bedre kan huske Velbekomme, bliver det forvekslet, så man ofte mødes med et hjerteligt WelBEkomme.
Uddannelse
Man er veluddannede i forhold til resten af Caribien. Uddannelsessystemet er amerikansk med skolepligt i Elementary, Junior High og High School. Der er alle niveauer på alle øer, bortset fra at unge på St. John må tage færgen til St. Thomas hver dag til High School. Efter High School kan man gå på college. Mange tager til USA for at gennemføre en højere uddannelse, men øerne har universitet med 2000 studerende på St. Thomas og 1000 på St. Croix.
Religion
En afgørende grund til Dansk Vestindiens popularitet i kolonitiden var religionsfriheden. Danske myndigheder var åbne for alle religioner og forlangte kun, at alle respekterede danske helligdage, og så måtte man ikke missionere imod kristendommen. Man skulle faktisk bare passe sig selv. St. Thomas fik derfor en af de første jødiske menigheder i Amerika, og stort set alle kristne retninger har levet fredeligt side om side med muslimer og ateister. Tolerancen er ikke bare bevaret i dag, men betragtes som en del af kulturarven. I dag er der over 150 trosretninger på øerne – og ca. 300 kirker.
Afrikanerne blev kristne i slavetiden, og deres efterkommere er blandt de mest engagerede i kirken. Den er ikke kun et religiøst samlingspunkt, men også et socialt. Der er fuldt hus om søndagen. Turister er velkomne. Man vil opdage, at selv en lutheransk gudstjeneste i en gammel dansk kirke har tydeligt vestindisk præg. Det svinger! Nærmest gynger. Og når der skal siges Halleluja, så bliver der råbt: Halleluja, så det kan høres i hele kvarteret. Prædiken kan sagtens være afløst af et foredrag eller af en tale, hvis nogen har noget på hjerte. Og orglet bruger man kun, hvis ingen andre – fx et rockband - vil spille den søndag. På et tidspunkt hilser alle på hinanden og knuser og krammer. Så er de danske gæster på vej ud, fordi de tror, at det er slut, men det er det langtfra. Så bare knus videre.
Allerede i kolonitiden var blandingerne så udtalte, at danskerne delte slaver op i mulat (hvid og sort), sambo (hvid og mulat) quadroon, quintoon, octeroon osv. I dag går ingen op i det længere. En dansk tv-dokumentar af Alex Frank Larsen viste i 2004, at der i Danmark går kridhvide danskere rundt og er efterkommere af sorte i Dansk Vestindien. Så det er noget rod for rascister. Og derfor oplever man ikke race-diskrimination. For hvem skal man diskriminere? De sorte - hvor sorte de end er ved nærmere granskning - dominerer i de fleste af livets forhold, og det er lige fra tjenere til læger, lærere og præster – og ikke mindst embedsmænd. Derimod er det stort set altid hvide, der driver landbrug og hoteller, forklaringen på det, kender jeg ikke.
Men de er alle sammen flinke.
Familiestrukturen er traditionel og meget stærkere end normalt for Caribien, nærmest middelhavsagtig. Familien er omdrejningspunktet, og meget aktivitet foregår inden for familiens rammer. Når nogen dør, opremser nekrologen ikke lange og glorværdige karriereforløb, men lister alle de efterladte op. Jo flere efterladte, jo bedre liv har man haft.
Jomfruøerne hører til de rigeste i Caribien, med den største gennemsnitsindkomst pr. indbygger, men samtidig er prisniveauet så højt, at det næsten går lige op.
Sprog
Der er større chance for at høre dansk på øerne i dag, end da de var danske. For nu hører man dansk fra turister, før blev dansk kun talt og skrevet af embedsmænd, og dem var der ikke så mange af dengang. Det officielle sprog er engelsk, men det er ikke altid til at høre, for det har en tvist af kreolsk. I kolonitiden lød det nærmest babylonisk på grund af de mange nationaliteter. Et øjenvidne til en brand på St. Croix i 1825 fortalte, at der på samme tid blev råbt: Fire, Brand, du Feu, Candela, Fuega og Euz. Men det blev ikke opfattet som et problem. I København talte man også både dansk, tysk, norsk, hollandsk og fransk, det faldt os ikke ind at skulle missionere rent sprogligt. Hollandsk var i lange perioder dominerende på St. Thomas blandt de hvide. På St. Croix var der britisk flertal, så her talte man engelsk.
Afrikanerne kom med forskellige sprog, men skabte et fælles sprog, kreolsk. Hver ø fik sit eget kreolsk. På St. Thomas talte de hollandsk-kreolsk til slaverne, på St. Croix talte man engelsk-kreolsk.
De hvide lærte også kreolsk, og i 1770 blev der udgivet en kreolsk grammatikbog, også Biblen kom på kreolsk. Da slaveriet ophørte, ønskede afrikanerne ikke længere at tale kreolsk, de ville lære engelsk, og kreolsk uddøde.
Nutidens engelsk har særlig dialekt og er kendetegnet ved, at W bliver udtalt som V. Og th-lydene, som danskere har så svært ved, er her t’er. Thanks hedder Tanks.
Meget skriftligt dansk har overlevet. Danskerne navngav alt, og stednavnene er bevaret. Det gælder kvarterer og gadenavne, visse steder bruger man dog både det engelske og danske navn. En lokalavis hedder St. Croix Avis, og når man køber den, behøver man bare sige Avis. At gøre nar hedder to make nar of. Men det mest kendte danske ord er: Welkommen, men da man bedre kan huske Velbekomme, bliver det forvekslet, så man ofte mødes med et hjerteligt WelBEkomme.
Uddannelse
Man er veluddannede i forhold til resten af Caribien. Uddannelsessystemet er amerikansk med skolepligt i Elementary, Junior High og High School. Der er alle niveauer på alle øer, bortset fra at unge på St. John må tage færgen til St. Thomas hver dag til High School. Efter High School kan man gå på college. Mange tager til USA for at gennemføre en højere uddannelse, men øerne har universitet med 2000 studerende på St. Thomas og 1000 på St. Croix.
Religion
En afgørende grund til Dansk Vestindiens popularitet i kolonitiden var religionsfriheden. Danske myndigheder var åbne for alle religioner og forlangte kun, at alle respekterede danske helligdage, og så måtte man ikke missionere imod kristendommen. Man skulle faktisk bare passe sig selv. St. Thomas fik derfor en af de første jødiske menigheder i Amerika, og stort set alle kristne retninger har levet fredeligt side om side med muslimer og ateister. Tolerancen er ikke bare bevaret i dag, men betragtes som en del af kulturarven. I dag er der over 150 trosretninger på øerne – og ca. 300 kirker.
Afrikanerne blev kristne i slavetiden, og deres efterkommere er blandt de mest engagerede i kirken. Den er ikke kun et religiøst samlingspunkt, men også et socialt. Der er fuldt hus om søndagen. Turister er velkomne. Man vil opdage, at selv en lutheransk gudstjeneste i en gammel dansk kirke har tydeligt vestindisk præg. Det svinger! Nærmest gynger. Og når der skal siges Halleluja, så bliver der råbt: Halleluja, så det kan høres i hele kvarteret. Prædiken kan sagtens være afløst af et foredrag eller af en tale, hvis nogen har noget på hjerte. Og orglet bruger man kun, hvis ingen andre – fx et rockband - vil spille den søndag. På et tidspunkt hilser alle på hinanden og knuser og krammer. Så er de danske gæster på vej ud, fordi de tror, at det er slut, men det er det langtfra. Så bare knus videre.
Erhverv
Erhvervslivet er gået fra rom og sukker til rom og cola. Fra landbrug til turisme. Sukkerrør dyrkes kun på hobbyplan og på museer. St. Croix producerer stadig rom - endda en rigtig god en, men den er baseret på importeret melasse (sirup) fra Den Dominikanske Republik. Der dyrkes kun lidt frugt og grønt, for regnmængden er for lille til større brug. På universitetet forsøger man at opfinde alternative vandingsmetoder, så man kan producere mere, da det er ret dyrt at importere frugt og grønt. Både St. Croix og St. Thomas har kvæg, mange af dansk afstamning, men også af racen Senepol, som er udviklet på St. Croix til at klare sig i varmen. Den tropiske ko er blevet en stor eksportartikel.
St. Croix havde engang verdens største olieraffinaderier, der dominerede øens sydlige midte, men det lukkede i 2012 og skabte stor økonomisk tilbagegang på øen - resterne kan man stadig se i landskabet.
Fiskeri er ikke så udbredt, som man skulle tro. Tværtimod importeres fisk, fordi havet omkring øerne har for lidt næring til fx tun. Man kan derimod fange hummer, flyvefisk og fisken med den milde smag, Mahi-Mahi. Man høster også konkylier.
Når det gælder beskæftigelse er der ingen sektor på øerne, der overgår det offentlige. 13.000 er offentligt ansatte. Ingen andre steder i USA er der så mange offentligt ansatte i forhold til indbyggertallet.
Erhvervslivet er gået fra rom og sukker til rom og cola. Fra landbrug til turisme. Sukkerrør dyrkes kun på hobbyplan og på museer. St. Croix producerer stadig rom - endda en rigtig god en, men den er baseret på importeret melasse (sirup) fra Den Dominikanske Republik. Der dyrkes kun lidt frugt og grønt, for regnmængden er for lille til større brug. På universitetet forsøger man at opfinde alternative vandingsmetoder, så man kan producere mere, da det er ret dyrt at importere frugt og grønt. Både St. Croix og St. Thomas har kvæg, mange af dansk afstamning, men også af racen Senepol, som er udviklet på St. Croix til at klare sig i varmen. Den tropiske ko er blevet en stor eksportartikel.
St. Croix havde engang verdens største olieraffinaderier, der dominerede øens sydlige midte, men det lukkede i 2012 og skabte stor økonomisk tilbagegang på øen - resterne kan man stadig se i landskabet.
Fiskeri er ikke så udbredt, som man skulle tro. Tværtimod importeres fisk, fordi havet omkring øerne har for lidt næring til fx tun. Man kan derimod fange hummer, flyvefisk og fisken med den milde smag, Mahi-Mahi. Man høster også konkylier.
Når det gælder beskæftigelse er der ingen sektor på øerne, der overgår det offentlige. 13.000 er offentligt ansatte. Ingen andre steder i USA er der så mange offentligt ansatte i forhold til indbyggertallet.
Turisme i Dansk Vestindien
Turisme giver øerne smør på brødet. De får ca. 2 mio. besøg om året. Langt de fleste kommer kun en enkelt dag til St. Thomas på et krydstogt-stop, men de skæpper i kassen. Nordamerikanere udgør den største gruppe turister, og derfor er øerne meget følsomme over for konjunkturudsving i USA. Også en voldsom orkan-sæson kan betyde, at turisterne bliver væk, endda flere år efter, at vinden har lagt sig.
Danskerne udgør en lille del af turisterne, men vi er meget populære. Ikke kun på grund af den historiske tilknytning, men også fordi vi er kendte for at være interesserede, ikke bare i sprut og sol, men i historien og øernes velbefindende. Vi har også ry for at være venlige og i det hele taget usædvanlig nemme at have med at gøre. Det eneste minus ved os er, at vi er berygtede for at være lousy tippers.
Turisme til Dansk Vestindien begyndte med helserejser. Amerikanerne var de første. I første halvdel af 1800-tallet kom de hostende fra USA's store byer med tuberkulose og andre lungesygdomme. Dengang var lægernes mindst skadelige forslag: frisk varm, tør luft. Der var masser af skibe til Caribien, for Nordamerika forsynede øerne med især fisk. Så de syge stak med sydpå. St. Croix var den foretrukne, for her var luften renest uden fæl stank fra havnen, som på St. Thomas. Og Frederiksted var det hotte sted, til tider nærmest overrendt. De første turister gjorde, hvad turister gør i dag. De tog på udflugter, læste - og festede. Og så gik de til behandlinger, fx med indånding af klorgas og anden tortur, som læger var eksperter i på den tid. I dag ved man, at varm luft bare er varm luft i forhold til lungesygdomme. Så ingen blev kureret. Tværtimod kom de til et sted med andre sygdomme, der konkurrerede om at slå dem ihjel, fx gul feber. Men turismen overlevede.
Danskerne udgør en lille del af turisterne, men vi er meget populære. Ikke kun på grund af den historiske tilknytning, men også fordi vi er kendte for at være interesserede, ikke bare i sprut og sol, men i historien og øernes velbefindende. Vi har også ry for at være venlige og i det hele taget usædvanlig nemme at have med at gøre. Det eneste minus ved os er, at vi er berygtede for at være lousy tippers.
Turisme til Dansk Vestindien begyndte med helserejser. Amerikanerne var de første. I første halvdel af 1800-tallet kom de hostende fra USA's store byer med tuberkulose og andre lungesygdomme. Dengang var lægernes mindst skadelige forslag: frisk varm, tør luft. Der var masser af skibe til Caribien, for Nordamerika forsynede øerne med især fisk. Så de syge stak med sydpå. St. Croix var den foretrukne, for her var luften renest uden fæl stank fra havnen, som på St. Thomas. Og Frederiksted var det hotte sted, til tider nærmest overrendt. De første turister gjorde, hvad turister gør i dag. De tog på udflugter, læste - og festede. Og så gik de til behandlinger, fx med indånding af klorgas og anden tortur, som læger var eksperter i på den tid. I dag ved man, at varm luft bare er varm luft i forhold til lungesygdomme. Så ingen blev kureret. Tværtimod kom de til et sted med andre sygdomme, der konkurrerede om at slå dem ihjel, fx gul feber. Men turismen overlevede.
Det politiske centrum på St. Croix
Politik
Øerne tilhører USA. De udgør ikke en delstat, men har betegnelsen ”integreret territorium”. Indbyggerne har derfor ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, og de betaler ikke statsskat. Øerne ledes som de amerikanske delstater af en guvernør, der er på valg hvert fjerde år. Lovgivningen ligger hos senatet med 15 senatorer, der vælges for to år ad gangen. Fra St. Thomas og St. Croix vælges syv fra hver ø, og St. John vælger én. Man kan selv regne ud, om senatoren fra St. John har stor indflydelse.
Derudover vælges til Repræsentanternes Hus i Washington D.C. en repræsentant, som kun har stemmeret i kongressens underudvalg. Man har ingen repræsentanter i USA's senat.
Stort set ingen ønsker selvstændighed fra USA. I 1993 spurgte man ved en folkeafstemning, om man skulle være mere eller mindre tilknyttet USA. Kun 27% stemte, 90% af dem mente, at man skulle bevare tingene, som de er. Ingen har lyst til at betale statsskat, når man nu kan være fri, og alle ved, at man formentlig vil få mindre støtte fra Washington som delstat.
I de senere år er der skabt bevægelse for, at St. Croix kan løsrives fra fællesskabet med St. Thomas og St. John. Den store ø føler sig forbigået, især økonomisk, og efterhånden mener også prominente politikere på øen, at den ville klare sig bedre med egen guvernør og senat. En underskriftindsamling viste en vis interesse også blandt almindelige borgere, som ellers normalt ikke går voldsomt op i politik. I det hele taget går flertallet ikke meget op i politik, trods utallige opfordringer. For mange er politik beskidt og korrupt, som er sundest at holde sig fra.
US Virgin Islands kunne udøve langt mere selvstyre. De kan nemlig skrive deres egen grundlov, men alle forslag er indtil videre forkastet ved folkeafstemninger.
Øerne tilhører USA. De udgør ikke en delstat, men har betegnelsen ”integreret territorium”. Indbyggerne har derfor ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, og de betaler ikke statsskat. Øerne ledes som de amerikanske delstater af en guvernør, der er på valg hvert fjerde år. Lovgivningen ligger hos senatet med 15 senatorer, der vælges for to år ad gangen. Fra St. Thomas og St. Croix vælges syv fra hver ø, og St. John vælger én. Man kan selv regne ud, om senatoren fra St. John har stor indflydelse.
Derudover vælges til Repræsentanternes Hus i Washington D.C. en repræsentant, som kun har stemmeret i kongressens underudvalg. Man har ingen repræsentanter i USA's senat.
Stort set ingen ønsker selvstændighed fra USA. I 1993 spurgte man ved en folkeafstemning, om man skulle være mere eller mindre tilknyttet USA. Kun 27% stemte, 90% af dem mente, at man skulle bevare tingene, som de er. Ingen har lyst til at betale statsskat, når man nu kan være fri, og alle ved, at man formentlig vil få mindre støtte fra Washington som delstat.
I de senere år er der skabt bevægelse for, at St. Croix kan løsrives fra fællesskabet med St. Thomas og St. John. Den store ø føler sig forbigået, især økonomisk, og efterhånden mener også prominente politikere på øen, at den ville klare sig bedre med egen guvernør og senat. En underskriftindsamling viste en vis interesse også blandt almindelige borgere, som ellers normalt ikke går voldsomt op i politik. I det hele taget går flertallet ikke meget op i politik, trods utallige opfordringer. For mange er politik beskidt og korrupt, som er sundest at holde sig fra.
US Virgin Islands kunne udøve langt mere selvstyre. De kan nemlig skrive deres egen grundlov, men alle forslag er indtil videre forkastet ved folkeafstemninger.
Kunst og kultur i Dansk Vestindien
Den vestindiske kultur er et miks af dansk, engelsk, fransk, spansk og afrikansk. Da afrikanerne altid har været i overtal, sætter de præg på både musik, dans og kunst. Danskerne sætter deres præg på byggestil og design.
Arkitektur
Bygninger er tydeligste tegn på, at danskerne har været her. Officielle bygninger, forterne, byhuse og byplanlægning, stod danskerne for. Stolt står de mange overdækkede arkader, der skærmer byhuse, så man kan gå i skygge og tørvejr. Her kalder dem Danish Arcades. Især ét byggemateriale ses alle vegne: danske mursten. Fra København eller Flensborg kom de som ballast med de skibe, der sejlede tomme eller halvfyldte hertil for at hente sukker, det var nemlig kun en del af skibstrafikken, der gik via Afrika. Murstenene er alle vegne. Som trapper. Som vægge. Som arkader. Som vejmarkører. Når kalken ryger af væggene, vil man dog se, at der ikke altid har været mursten nok. Man brugte også kampesten, ral og småsten. Eller den lokale, Blue Green Stone, som er så besværlig at arbejde med, at håndværkere kalder den blue bitch. Det hele blev holdt fast med en mørtel, der var tilsat siruprester fra sukkerproduktionen, for så hæftede den bedre. Også koraller blev brugt til vægge. De var lette at skære i blokke, mens de var våde, og når de blev sat ovenpå hinanden, voksede de sammen. I dag ligner de brogede afskallede mure nærmest vægmalerier.
Planterne boede herskabeligt i Greathouses bygget i vestindisk kolonistil, lette og luftige, gerne med en stor indbydende trappe, der tager imod gæsten med ”åbne arme”. Planterne havde også et byhus ved havnen, hvor de kunne holde øje med told og papirer, for det var langt vigtigere end at holde øje med end markarbejdet, det havde man slaver til. Byhuse blev bygget i sten i stueetagen, og i træ på 1. sal. Tagene bliver stadig belagt med shingles, tagspåner af palmetræ, det er mere tætte end teglsten.
Husene havde ingen glas i vinduerne, man havde brug for gennemtræk i varmen. Man slog i stedet skodder for, hvis det skulle regne og storme.
Slaverne boede i små lerklinede hytter, og de sov på den bare jord. Til slavernes småbørn byggede man hytter, så de kunne ligge i skygge, mens mødrene arbejdede. Her sad også mesterknægten og holdt øje med, om nogen flygtede, eller om der opstod ildebrand. Flere af disse hytter er bevaret, bl.a. et mellem lufthavnen og Frederiksted på St. Croix.
Man får let det indtryk, at vestinderne ikke vedligeholder deres bygninger og huse, men det er helt forkert. De bruger mange kræfter og penge på dem, men det er lidt af en Sisyfos-opgave i det klima. Man kan lige nå at restaurere, så skaller det igen. Når gamle bygninger restaureres, bliver der ofte sendt bud efter danske håndværkere.
Billedkunst
Mange lokale kunstnere maler akvareller med motiver af den tropiske flora og øernes gamle bygninger. Man maler med lyse farver, ofte med det naviistiske udtryk, der kendetegner hele Caribien. Interessen for billedkunst er stigende, alle byer har gallerier, og flere maler selv. Man ser mange vægmalerier, for det var malerkunst for sorte, der ikke havde råd til lærreder.
Danse
Der bliver danset meget. Vore forfædre beskrev afrikanernes dans som vildt: ”de lod alle lemmer dingle og daske, rullede med hovederne, hoppede og spjættede”. Der var langt fra afrikansk dans til de hvides gavotter og quadriller, hvor man gik kontrolleret rundt i geometriske mønstre. I dag danser de fleste ”sort”, uanset hudfarve. Den bedst kendte dans fra Afrika er limboen. Man skal danse under et kosteskaft uden at røre skaftet med kroppen. Man må kun bøje sig bagover. Dansen repræsenterer en død person, der er på vej ind i næste verden. Limbo er hverken himmel eller helvede eller på jorden.
Arkitektur
Bygninger er tydeligste tegn på, at danskerne har været her. Officielle bygninger, forterne, byhuse og byplanlægning, stod danskerne for. Stolt står de mange overdækkede arkader, der skærmer byhuse, så man kan gå i skygge og tørvejr. Her kalder dem Danish Arcades. Især ét byggemateriale ses alle vegne: danske mursten. Fra København eller Flensborg kom de som ballast med de skibe, der sejlede tomme eller halvfyldte hertil for at hente sukker, det var nemlig kun en del af skibstrafikken, der gik via Afrika. Murstenene er alle vegne. Som trapper. Som vægge. Som arkader. Som vejmarkører. Når kalken ryger af væggene, vil man dog se, at der ikke altid har været mursten nok. Man brugte også kampesten, ral og småsten. Eller den lokale, Blue Green Stone, som er så besværlig at arbejde med, at håndværkere kalder den blue bitch. Det hele blev holdt fast med en mørtel, der var tilsat siruprester fra sukkerproduktionen, for så hæftede den bedre. Også koraller blev brugt til vægge. De var lette at skære i blokke, mens de var våde, og når de blev sat ovenpå hinanden, voksede de sammen. I dag ligner de brogede afskallede mure nærmest vægmalerier.
Planterne boede herskabeligt i Greathouses bygget i vestindisk kolonistil, lette og luftige, gerne med en stor indbydende trappe, der tager imod gæsten med ”åbne arme”. Planterne havde også et byhus ved havnen, hvor de kunne holde øje med told og papirer, for det var langt vigtigere end at holde øje med end markarbejdet, det havde man slaver til. Byhuse blev bygget i sten i stueetagen, og i træ på 1. sal. Tagene bliver stadig belagt med shingles, tagspåner af palmetræ, det er mere tætte end teglsten.
Husene havde ingen glas i vinduerne, man havde brug for gennemtræk i varmen. Man slog i stedet skodder for, hvis det skulle regne og storme.
Slaverne boede i små lerklinede hytter, og de sov på den bare jord. Til slavernes småbørn byggede man hytter, så de kunne ligge i skygge, mens mødrene arbejdede. Her sad også mesterknægten og holdt øje med, om nogen flygtede, eller om der opstod ildebrand. Flere af disse hytter er bevaret, bl.a. et mellem lufthavnen og Frederiksted på St. Croix.
Man får let det indtryk, at vestinderne ikke vedligeholder deres bygninger og huse, men det er helt forkert. De bruger mange kræfter og penge på dem, men det er lidt af en Sisyfos-opgave i det klima. Man kan lige nå at restaurere, så skaller det igen. Når gamle bygninger restaureres, bliver der ofte sendt bud efter danske håndværkere.
Billedkunst
Mange lokale kunstnere maler akvareller med motiver af den tropiske flora og øernes gamle bygninger. Man maler med lyse farver, ofte med det naviistiske udtryk, der kendetegner hele Caribien. Interessen for billedkunst er stigende, alle byer har gallerier, og flere maler selv. Man ser mange vægmalerier, for det var malerkunst for sorte, der ikke havde råd til lærreder.
Danse
Der bliver danset meget. Vore forfædre beskrev afrikanernes dans som vildt: ”de lod alle lemmer dingle og daske, rullede med hovederne, hoppede og spjættede”. Der var langt fra afrikansk dans til de hvides gavotter og quadriller, hvor man gik kontrolleret rundt i geometriske mønstre. I dag danser de fleste ”sort”, uanset hudfarve. Den bedst kendte dans fra Afrika er limboen. Man skal danse under et kosteskaft uden at røre skaftet med kroppen. Man må kun bøje sig bagover. Dansen repræsenterer en død person, der er på vej ind i næste verden. Limbo er hverken himmel eller helvede eller på jorden.
En planterstol kan koste en formue i dag
Design
Danish design er også møbelarkitektur fra kolonitiden. Internationale designere kommer for at se de smukke, enkle og praktiske møbler, skabt af danskerne. Møblerne blev ofte lavet i mahogni, fordi det er så hårdt, at termitter ikke kan æde det. Træet blev sendt til Danmark, hvor møbelproducenter designede møbler egnet til troperne. På øerne var der også møbeldesignere, ofte talentfulde slaver, som producerede og reparerede. Stole og sofaer blev designet uden betræk, men med et fletværk i sædet for at give luft bagi. Hvis der skulle betræk på, var det hestehår, for det brød insekter sig ikke om.
Sengene havde himmel på fire søjler, four posters, der holdt myggenettet. Madrassen lå højt, så man måtte op ad en lille trappe for at gå i seng. Det var for at få så meget luft under sengen som muligt. En himmelseng af mahogni kan i dag snildt koste 70.000 kroner.
Det meget kendte vestindiske møbel er planterstolen, som blev produceret i Danmark. Stolen er en liggestol med lange, brede armlæn. Op på dem lagde planteren sine bestøvlede ben, når han kom ind fra marken, fødderne dampede og hævede af, så støvlerne var lettere at få af. En planterstol koster op til 25.000 kr. Endelig er der lysestagen med høje glas omkring lyset, stormlygten, der kan stå i træk.
Danish design er også møbelarkitektur fra kolonitiden. Internationale designere kommer for at se de smukke, enkle og praktiske møbler, skabt af danskerne. Møblerne blev ofte lavet i mahogni, fordi det er så hårdt, at termitter ikke kan æde det. Træet blev sendt til Danmark, hvor møbelproducenter designede møbler egnet til troperne. På øerne var der også møbeldesignere, ofte talentfulde slaver, som producerede og reparerede. Stole og sofaer blev designet uden betræk, men med et fletværk i sædet for at give luft bagi. Hvis der skulle betræk på, var det hestehår, for det brød insekter sig ikke om.
Sengene havde himmel på fire søjler, four posters, der holdt myggenettet. Madrassen lå højt, så man måtte op ad en lille trappe for at gå i seng. Det var for at få så meget luft under sengen som muligt. En himmelseng af mahogni kan i dag snildt koste 70.000 kroner.
Det meget kendte vestindiske møbel er planterstolen, som blev produceret i Danmark. Stolen er en liggestol med lange, brede armlæn. Op på dem lagde planteren sine bestøvlede ben, når han kom ind fra marken, fødderne dampede og hævede af, så støvlerne var lettere at få af. En planterstol koster op til 25.000 kr. Endelig er der lysestagen med høje glas omkring lyset, stormlygten, der kan stå i træk.
Mocko Jumbies
Karneval
Den største kulturelle begivenhed er karnevallet. Forberedelserne begynder mange måneder før selve festen. Bands øver sig, dansere træner, og der sys kostumer. Selve festen varer flere dage, og da er byerne afspærret for at give plads til dans, musik og parader. Der bliver festet godt og grundigt igennem, og ni måneder efter er der sjovt nok langt flere fødsler end resten af året. Det vestindiske karneval kommer af, at slaverne så, hvordan de hvide holdt stilfulde maskerader, og de begyndte at lave parodier på dem. De tilsatte deres egen musik og dans. De hvide forsøgte at stoppe det, men gav til sidst op og tillod, at de sorte bare en gang om året kunne erobre gadebilledet. Under karnevalet vendte man alt på hovedet. Mænd optrådte som kvinder, fattigfolk førte sig frem som rige. På plantagerne var der parader foran herskaberne, som bagefter skulle varte deres egne slaver op med rom og kager. Indtil midten af 1950´erne gik man med masker, så man kunne gøre nar uden at skulle stå til regnskab. Visse ting går igen fra de tidlige karneval. Det gælder Mocko Jumbies, maskerede mænd på flere meter høje stylter. Traditionen stammer fra Congo, hvor de holder onde ånder væk. Karnevalet udnævner også stadig en Konge og Dronning.
St. Thomas har karneval sidst i april. St. John i juli, og St. Croix begynder sit umiddelbart efter jul og varer til Helligtrekongers Dag. Den lange fest kulminerer med parader, en for børn og til sidst en for voksne på karnevalets sidste dag. Fordi man er så glad for karneval, holder man gerne nogle mindre af dem i løbet af året. Så lukker man gader i byen af og holder Jump Ups - asfaltbal med klovne, musikere og Mocko Jumbies.
Kunsthåndværk
Mange vestindere kan få kunstværker ud af et stykke ståltråd eller et stykke træ. Talenterne blev udviklet efter slavernes frigivelse, fordi kunsthåndværk var en mulighed for en frigivet slave til at tjene penge. Det krævede ingen store investeringer at blive træskærer, for træ var der nok af, og alle ville have pyntet deres huse. Traditionen er bevaret, og træskærer-arbejdere er i dag kunstnere. Mange huse har verandaer udsmykket med trædesign, og også i smykker viser vestinderne sig som gode formgivere. Ganske vist er de fleste smykker i butikkerne importeret, men man fremstiller selv det berømte Crucians Hook Bracelets, som afslører, om man er single eller optaget.
Den største kulturelle begivenhed er karnevallet. Forberedelserne begynder mange måneder før selve festen. Bands øver sig, dansere træner, og der sys kostumer. Selve festen varer flere dage, og da er byerne afspærret for at give plads til dans, musik og parader. Der bliver festet godt og grundigt igennem, og ni måneder efter er der sjovt nok langt flere fødsler end resten af året. Det vestindiske karneval kommer af, at slaverne så, hvordan de hvide holdt stilfulde maskerader, og de begyndte at lave parodier på dem. De tilsatte deres egen musik og dans. De hvide forsøgte at stoppe det, men gav til sidst op og tillod, at de sorte bare en gang om året kunne erobre gadebilledet. Under karnevalet vendte man alt på hovedet. Mænd optrådte som kvinder, fattigfolk førte sig frem som rige. På plantagerne var der parader foran herskaberne, som bagefter skulle varte deres egne slaver op med rom og kager. Indtil midten af 1950´erne gik man med masker, så man kunne gøre nar uden at skulle stå til regnskab. Visse ting går igen fra de tidlige karneval. Det gælder Mocko Jumbies, maskerede mænd på flere meter høje stylter. Traditionen stammer fra Congo, hvor de holder onde ånder væk. Karnevalet udnævner også stadig en Konge og Dronning.
St. Thomas har karneval sidst i april. St. John i juli, og St. Croix begynder sit umiddelbart efter jul og varer til Helligtrekongers Dag. Den lange fest kulminerer med parader, en for børn og til sidst en for voksne på karnevalets sidste dag. Fordi man er så glad for karneval, holder man gerne nogle mindre af dem i løbet af året. Så lukker man gader i byen af og holder Jump Ups - asfaltbal med klovne, musikere og Mocko Jumbies.
Kunsthåndværk
Mange vestindere kan få kunstværker ud af et stykke ståltråd eller et stykke træ. Talenterne blev udviklet efter slavernes frigivelse, fordi kunsthåndværk var en mulighed for en frigivet slave til at tjene penge. Det krævede ingen store investeringer at blive træskærer, for træ var der nok af, og alle ville have pyntet deres huse. Traditionen er bevaret, og træskærer-arbejdere er i dag kunstnere. Mange huse har verandaer udsmykket med trædesign, og også i smykker viser vestinderne sig som gode formgivere. Ganske vist er de fleste smykker i butikkerne importeret, men man fremstiller selv det berømte Crucians Hook Bracelets, som afslører, om man er single eller optaget.
Medier
Der er tre lokale tv-stationer, herunder den reklamefri PBS. En turistkanal oplyser døgnet rundt om seværdigheder og restauranter. Dertil hundredvis af kanaler, afhængig af hvilken satellit man sværger til. Der er flere lokale radiostationer. Danskerne udgav flere aviser. Fra 1770 udkom The Royal Danish American Gazette. Senere udkom St. Thomæ Tidende og St. Croix Avis. Den sidste har overlevet og er i dag The Avis. Det andet dagblad er Daily News.
Der er tre lokale tv-stationer, herunder den reklamefri PBS. En turistkanal oplyser døgnet rundt om seværdigheder og restauranter. Dertil hundredvis af kanaler, afhængig af hvilken satellit man sværger til. Der er flere lokale radiostationer. Danskerne udgav flere aviser. Fra 1770 udkom The Royal Danish American Gazette. Senere udkom St. Thomæ Tidende og St. Croix Avis. Den sidste har overlevet og er i dag The Avis. Det andet dagblad er Daily News.
Steel pans er caribiske toner
Musik
Man lytter til stort set samme musik, som vi gør. Den er ikke så larmende som andre steder i Caribien, hvor enhver forretning helst skal have fire ghetto-blastere på højeste blus på fire forskellige kanaler på samme tid. I Dansk Vestindien kan man gå en tur uden at få blæst trommehinderne i stykker.
Alle skoler har orkestre, ofte steelpan-bands eller brass bands. Man vil høre dem, når noget skal fejres, og ved juletid får de traditionelle julesange deres eget liv, når de bliver banket på tønderne fra en plads i byen.
Man kalder Jomfruøernes egen musik for scratch eller quelbe. Scratch, fordi man spiller på de instrumenter, man kan ”skrabe” sammen – eventuelt selv lave. Og derefter blander man al det musik, man kan ”skrabe” sammen for at fortælle historier om årets gang. Scratch har sin egen ”sound”, som især skyldes ukulele-banjoen, conga-trommen, en squash og en triangle. Hvis man vil høre scratch, så hold øje med de kendte bands: Stanley and the Ten Sleepless Knights eller Jamesie and the All-Stars, som har fået priser for at bevare øernes musiktradition. Man kommer også til at høre andre caribiske toner og rytmer fra Jamaica og Trinidad: Calypso, reggae og de afledte, rapso og soca.
Fra gamle dage er der kun få musikinstrumenter. Indianerne efterlod fløjter og konkylien. Konkylien kaldes tutu, og den kan høres så langt, at den var anerkendt som tågehorn på skibe. Den blev dog primært brugt til at kalde folk på arbejde, i dag høres den, når der landes frisk fisk på havnen. Med danskerne kom harper og violiner. Afrikanerne lavede selv trommer. Og trommerytmer var frygtede af de hvide, der opfattede dem som oprørske. Trommer blev forbudt ved lov, men det var umuligt at håndhæve. Afrikanerne lavede også selv violiner. De tog et kæbeben fra et dødt æsel, strengede det op med hestehår. Det hed en ”asen-kæfter”.
Sport
Englænderne gjorde cricket til nationalsport på deres øer. Men dansk boldglæde har ikke sat sig spor på Jomfruøerne. Afrikanernes primære fysiske udfoldelse var dans, og der var ikke tid til leg. Da de blev amerikanere, overtog de det nye hjemlands idrætstraditioner med rugby og baseball. Begge dele dyrkes, men ikke med den lidenskab som i USA. Hvis man kan tale om lidenskabelig sport på øerne, er det hestevæddeløb.
Man lytter til stort set samme musik, som vi gør. Den er ikke så larmende som andre steder i Caribien, hvor enhver forretning helst skal have fire ghetto-blastere på højeste blus på fire forskellige kanaler på samme tid. I Dansk Vestindien kan man gå en tur uden at få blæst trommehinderne i stykker.
Alle skoler har orkestre, ofte steelpan-bands eller brass bands. Man vil høre dem, når noget skal fejres, og ved juletid får de traditionelle julesange deres eget liv, når de bliver banket på tønderne fra en plads i byen.
Man kalder Jomfruøernes egen musik for scratch eller quelbe. Scratch, fordi man spiller på de instrumenter, man kan ”skrabe” sammen – eventuelt selv lave. Og derefter blander man al det musik, man kan ”skrabe” sammen for at fortælle historier om årets gang. Scratch har sin egen ”sound”, som især skyldes ukulele-banjoen, conga-trommen, en squash og en triangle. Hvis man vil høre scratch, så hold øje med de kendte bands: Stanley and the Ten Sleepless Knights eller Jamesie and the All-Stars, som har fået priser for at bevare øernes musiktradition. Man kommer også til at høre andre caribiske toner og rytmer fra Jamaica og Trinidad: Calypso, reggae og de afledte, rapso og soca.
Fra gamle dage er der kun få musikinstrumenter. Indianerne efterlod fløjter og konkylien. Konkylien kaldes tutu, og den kan høres så langt, at den var anerkendt som tågehorn på skibe. Den blev dog primært brugt til at kalde folk på arbejde, i dag høres den, når der landes frisk fisk på havnen. Med danskerne kom harper og violiner. Afrikanerne lavede selv trommer. Og trommerytmer var frygtede af de hvide, der opfattede dem som oprørske. Trommer blev forbudt ved lov, men det var umuligt at håndhæve. Afrikanerne lavede også selv violiner. De tog et kæbeben fra et dødt æsel, strengede det op med hestehår. Det hed en ”asen-kæfter”.
Sport
Englænderne gjorde cricket til nationalsport på deres øer. Men dansk boldglæde har ikke sat sig spor på Jomfruøerne. Afrikanernes primære fysiske udfoldelse var dans, og der var ikke tid til leg. Da de blev amerikanere, overtog de det nye hjemlands idrætstraditioner med rugby og baseball. Begge dele dyrkes, men ikke med den lidenskab som i USA. Hvis man kan tale om lidenskabelig sport på øerne, er det hestevæddeløb.
Den digitale Turen går til Dansk Vestindien vedligeholdes gratis af forfatteren. Støt ham med fx 20 kr. Mobilepay: 20216673.
