Læsestof om Dansk Vestindien
Print og tag det med. Alle artikler er skrevet af Kenneth Bo Jørgensen og har været bragt i aviser eller som temaer fra min bog "Turen går til Dansk Vestindien" (Politikens Forlag)
Artikler om Dansk Vestindien på denne side:
Ned med Christian IX
Oplev Vestindien i Danmark - - se den velstand i København, som kom fra Vestindien
Segl med Dannebrog - se US Virgin Islands officielle segl og danske symboler
Sådan laver man sukker - - hør om den barske fabrikation af det søde stads
Fra sukker og rom - til rom og cola
Peter von Scholten - den sidste generalguvernør
Spanierne sked sig til magten - derfor kunne man udrydde indianerne
Pirater i Dansk Vestindien - forbrydere og adelsmænd
Det store slaveoprør på St. Jan
Hvad kalder man en neger?
Litteratur om Dansk Vestindien
Ned med Christian IX
Oplev Vestindien i Danmark - - se den velstand i København, som kom fra Vestindien
Segl med Dannebrog - se US Virgin Islands officielle segl og danske symboler
Sådan laver man sukker - - hør om den barske fabrikation af det søde stads
Fra sukker og rom - til rom og cola
Peter von Scholten - den sidste generalguvernør
Spanierne sked sig til magten - derfor kunne man udrydde indianerne
Pirater i Dansk Vestindien - forbrydere og adelsmænd
Det store slaveoprør på St. Jan
Hvad kalder man en neger?
Litteratur om Dansk Vestindien
Ned med Christian IX
Christian IX (1863-1906) tronede i 112 år som den centrale figur i Emancipation Park på St. Thomas. I 2021 røg han ned af piedestalen. Fjernet ved dekret og med løftekran. Henvist til museum. Hans tid er forbi.
Det skyldes et helt utilsløret anfald af politisk korrekthed, som nok ikke er helt skørt. For hvorfor sad Christian IX i en park, der skal minde om slavernes frigivelse i 1848.
Spørgsmålet har været stillet ofte, men denne gang blev det bakket op af den meget respekterede senator, Myron Jackson, og han fik bevilget $20,000 til det. Han mente ikke, at det var at omskrive historien eller svække den danske forbindelse. Men en park, der skal ære forfædre og minde om slavernes frigivelse, skal ikke have en dansk konge i centrum. I stedet er pladsen bedre egnet til statuen Freedom – af afrikaneren, der blæser til oprør med en tutu, en konkylie. Den har indtil videre stået lidt i udkanten af parken.
Det skyldes et helt utilsløret anfald af politisk korrekthed, som nok ikke er helt skørt. For hvorfor sad Christian IX i en park, der skal minde om slavernes frigivelse i 1848.
Spørgsmålet har været stillet ofte, men denne gang blev det bakket op af den meget respekterede senator, Myron Jackson, og han fik bevilget $20,000 til det. Han mente ikke, at det var at omskrive historien eller svække den danske forbindelse. Men en park, der skal ære forfædre og minde om slavernes frigivelse, skal ikke have en dansk konge i centrum. I stedet er pladsen bedre egnet til statuen Freedom – af afrikaneren, der blæser til oprør med en tutu, en konkylie. Den har indtil videre stået lidt i udkanten af parken.
Men hvorfor fik Christian IX den fornemme plads? For han gjorde absolut intet for øerne, hverken godt eller dårligt. Hans søn, Prins Valdemar, var i 1887 første medlem af kongehuset, der besøgte øerne, men det var nu ikke derfor. Christian IX var bare ekstremt populær, da han døde. Han havde bragt ære og glans til Danmark gennem sine børn, Alexandra, dronning af England, Dagmar, kejserinde af Rusland, og Vilhelm, konge af Grækenland. Og han gik for at være ordentlig, om end lidt enfoldig.
Foto fra afsløringen af Christian IX på St. Thomas
Der blev rejst flere statuer af Christian, og det ville man også i Dansk Vestindien. Her indsamlede man så meget, at man kunne hyre den berømte danske kunstner, Vilhelm Bissen, ham med Istedløven, og det blev måske den bedste buste af en dansk konge nogensinde. Den blev sat på en piedestal af granit fra Bornholm og ragede et par meter i vejret. Som første monument I Dansk Vestindien blev den afsløret med pomp og pragt af guvernør Limpricht foran en tusindtallig skare. For 112 år siden. Nu er han væk.
Det var ikke første gang, at Christian blev fjernet. For orkanen Marilyn pustede i 1995 så hårdt til ham, at han røg af piedestalen. Allerede dengang mente mange, at han skulle blive nede, men op kom ham. I 2020 gik folk mere politisk til værks, og samtidig med at kunstnere på Kunstakademiet smed en buste af Frederik V i Nyhavn, vedtog man i Vestindien at fjerne Christian IX. Her smider man dog ikke kunstværket i havnen. Det er i stedet nænsomt bragt til Fort Christian, et museum om den danske kolonitid, der ligger et stenkast fra parken. Det er lige før, at han kan kigge over.
Det var ikke første gang, at Christian blev fjernet. For orkanen Marilyn pustede i 1995 så hårdt til ham, at han røg af piedestalen. Allerede dengang mente mange, at han skulle blive nede, men op kom ham. I 2020 gik folk mere politisk til værks, og samtidig med at kunstnere på Kunstakademiet smed en buste af Frederik V i Nyhavn, vedtog man i Vestindien at fjerne Christian IX. Her smider man dog ikke kunstværket i havnen. Det er i stedet nænsomt bragt til Fort Christian, et museum om den danske kolonitid, der ligger et stenkast fra parken. Det er lige før, at han kan kigge over.
Læs også om øernes hovedstad: Charlotte Amalie
Oplev Vestindien i Danmark
'>
Statsministerens Marienborg. Bygget for indtægter fra slaveri. Foto Kenneth Bo Jørgensen
Man kan begynde at indsnuse den vestindiske historie længe, før man sætter fødderne i det varme sand. For over alt i Danmark er der ting og bygninger fra kolonifortiden. Ikke kun på museer, men sandelig også i bybilledet og i landskabet. Mest tydeligt i København, som fik sin storhedstid i 1700-tallet på grund af det sukker, som kom fra øerne. Skibene lagde til ved Vestindisk Pakhus tæt på Sdr. Toldbod. Let at kende, for der står i dag en kæmpe statue af Michelangelo foran. I dag er det hjemsted for Den Kongelige Afstøbningssamling, men det blev opført i 1780 som pakhus, tegnet af tidens fineste arkitekt, C. F. Harsdorff.
Råsukker fra Vestindien blev til stødt melis på Københavns sukkerraffinaderier, mange lå på Christianshavn. Se palæet i Strandgade 26. Øverst på husets facade er et våbenskjold med et stort, elegant ”B” mejslet i stenen. Omkring det ser man sukkerrør. B´et står for Behagen, og han var åbenbart stolt af, at han skyldte sin formue til sukkerrør. Det største raffinaderi i byen lå lige ved Knippelsbro, hvor Nordea i dag havde hovedkvarter.
Mange af Københavns fineste huse hænger sammen med Dansk Vestindien. Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, i dag Hofmarskallatet, fra 1765 var hovedkvarter og direktørbolig for Slavehandelssocietetet. Og Odd Fellow Palæet i Bredgade husede Schimmelmann, der fra 1761 tjente ufattelige formuer på handel med afrikanere.
Også statsministerens officielle residens, Marienborg, skyldes slaverne. Det blev bygget i 1744 som sommerhus til kommandørkaptajn Olfert Fischer, som derefter solgte det til den hollandske købmand, Peter Windt, en hovedrig slave- og sukkerhandler fra St. Croix. Han havde negerslaver med sig hjem. Siden blev det købt af Gysbert Behagen, ham fra Christianshavn, og efter ham boede Rosenkrantz Giedde, endnu en slavehandler. Senere kom rigsgreve Rantzau hovedrig hjem fra St. Thomas og købte det i 1801. I 1803 solgte han det til en af landets største slavehandlere, Jean de Coninck. Han byggede huset om til den nuværende storhed med buster i haven og fornem park. Siden kom der mindre dramatiske ejerskaber.
Farumgaard var bolig for Jørgen Carstens (1705-1747), planter og skibsreder. Han ejede også Ørholm fabrik, der lavede sukkerknive. Han blev siden en Castenskiold og købte Knabstrup Herregaard. Her byggede han de såkaldte St. Thomas huse til slaver, han tog med hjem.
På Fredensborg Slot er der i kuppelsalen fire store loftsmalerier, der viser de største begivenheder i fire kongers regeringstid. Når det gælder Fr. 5., viser maleriet, da Vestindisk Kompagni med Grev Moltke i spidsen overdrager deres ejendomme til kongen.
Øregaard Museum i Hellerup blev bygget i 1806 af storkøbmanden Johannes Søbøtker. Søbøtker var en af de ældste planter-familier, og de fornemme sale med periodemalerier rummer minder fra både det gamle København og Dansk Vestindien.
Så der er masser af muligheder for at gå på opdagelse både før og efter rejsen.
Råsukker fra Vestindien blev til stødt melis på Københavns sukkerraffinaderier, mange lå på Christianshavn. Se palæet i Strandgade 26. Øverst på husets facade er et våbenskjold med et stort, elegant ”B” mejslet i stenen. Omkring det ser man sukkerrør. B´et står for Behagen, og han var åbenbart stolt af, at han skyldte sin formue til sukkerrør. Det største raffinaderi i byen lå lige ved Knippelsbro, hvor Nordea i dag havde hovedkvarter.
Mange af Københavns fineste huse hænger sammen med Dansk Vestindien. Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, i dag Hofmarskallatet, fra 1765 var hovedkvarter og direktørbolig for Slavehandelssocietetet. Og Odd Fellow Palæet i Bredgade husede Schimmelmann, der fra 1761 tjente ufattelige formuer på handel med afrikanere.
Også statsministerens officielle residens, Marienborg, skyldes slaverne. Det blev bygget i 1744 som sommerhus til kommandørkaptajn Olfert Fischer, som derefter solgte det til den hollandske købmand, Peter Windt, en hovedrig slave- og sukkerhandler fra St. Croix. Han havde negerslaver med sig hjem. Siden blev det købt af Gysbert Behagen, ham fra Christianshavn, og efter ham boede Rosenkrantz Giedde, endnu en slavehandler. Senere kom rigsgreve Rantzau hovedrig hjem fra St. Thomas og købte det i 1801. I 1803 solgte han det til en af landets største slavehandlere, Jean de Coninck. Han byggede huset om til den nuværende storhed med buster i haven og fornem park. Siden kom der mindre dramatiske ejerskaber.
Farumgaard var bolig for Jørgen Carstens (1705-1747), planter og skibsreder. Han ejede også Ørholm fabrik, der lavede sukkerknive. Han blev siden en Castenskiold og købte Knabstrup Herregaard. Her byggede han de såkaldte St. Thomas huse til slaver, han tog med hjem.
På Fredensborg Slot er der i kuppelsalen fire store loftsmalerier, der viser de største begivenheder i fire kongers regeringstid. Når det gælder Fr. 5., viser maleriet, da Vestindisk Kompagni med Grev Moltke i spidsen overdrager deres ejendomme til kongen.
Øregaard Museum i Hellerup blev bygget i 1806 af storkøbmanden Johannes Søbøtker. Søbøtker var en af de ældste planter-familier, og de fornemme sale med periodemalerier rummer minder fra både det gamle København og Dansk Vestindien.
Så der er masser af muligheder for at gå på opdagelse både før og efter rejsen.
Du kan støtte guiden med et lille beløb via Mobilepay på tlf. 20216673
Segl med Dannebrog
Ud over sit eget flag, har U.S. Virgin Islands også sit eget segl.
Alle tre øer er aftegnet. På St. Croix står en sukkermølle. På St. John ser man Annaberg ruinerne. St. Thomas er repræsenteret af Legislature Building, der er omgivet af Dannebrog på vej ned, og Stars and Stripes. Et skib viser havets betydning for øerne, og mottoet "United in Pride and Hope" skal ses i sammenhæng med de mange forskellige etniske og religiøse grupper, der bor på øen. I midten ser man nationalfuglen Yellow Breast og nationalblomsten the Yellow Cedar. Seglet er udformet i 1991 af den lokale kunstner, Mitch Davis.
Se flere fakta om Dansk Vestindien her
Alle tre øer er aftegnet. På St. Croix står en sukkermølle. På St. John ser man Annaberg ruinerne. St. Thomas er repræsenteret af Legislature Building, der er omgivet af Dannebrog på vej ned, og Stars and Stripes. Et skib viser havets betydning for øerne, og mottoet "United in Pride and Hope" skal ses i sammenhæng med de mange forskellige etniske og religiøse grupper, der bor på øen. I midten ser man nationalfuglen Yellow Breast og nationalblomsten the Yellow Cedar. Seglet er udformet i 1991 af den lokale kunstner, Mitch Davis.
Se flere fakta om Dansk Vestindien her
Sådan laver man sukker
Sukkerkværnens tre ruller.
Selv om det er lang tid siden, at sukker var konge på St. Croix, så er sukker stadig så vigtig en del af kulturarven, at man ikke undgår at vide alt om sukker, så snart man får set sig om.
Sukker var ret kompliceret at fremstille, og det var ikke billigt. Det krævede dyre sukkerværker og meget dygtige folk, for selv små fejl kunne ødelægge det hele. Til gengæld var det ret enkelt at dyrke sukkerrør. Det var bare at tage en bid af et gammelt sukkerrør, lægge det i jorden, lade det spire og holde det fri for ukrudt. Det var enkelt, men fysisk krævende.
Når rørene stod spændte af saft og lidt gule i toppen, skulle de kappes af tæt ved jorden og bæres til møllen. Sukkermøller lignede alle andre møller, med fire canvas sejl, der drejede, som vinden blæste. Man brugte hollandske møller, hvor toppen var af træ, og den kunne drejes op mod vinden. Derfor har møllerne i dag ingen top, kun møllens sten står tilbage. Ofte havde man også en hestetrukken mølle, hvis det skulle blive vindstille, men det var kun i nøds tilfælde, for heste trak meget lidt i forhold til vind.
Møllen drev tre ruller, der kørte ved siden af hinanden i rasende tempo: Magasserullen, kongerullen og sukkerrullen. Den midterste rulle (kongerullen) var i direkte forbindelse med møllen og drev de to andre, så der blev dannet to kværne. Man stak et bundt sukkerrør ind mellem kongerullen og sukkerrullen, og sekunder efter var de ude på den anden side, hvor der stod en anden og stak det tilbage mellem kongerullen og magasserullen. Efter sådan en omgang var rørene tømt for saft og helt tørre.
Sukker var ret kompliceret at fremstille, og det var ikke billigt. Det krævede dyre sukkerværker og meget dygtige folk, for selv små fejl kunne ødelægge det hele. Til gengæld var det ret enkelt at dyrke sukkerrør. Det var bare at tage en bid af et gammelt sukkerrør, lægge det i jorden, lade det spire og holde det fri for ukrudt. Det var enkelt, men fysisk krævende.
Når rørene stod spændte af saft og lidt gule i toppen, skulle de kappes af tæt ved jorden og bæres til møllen. Sukkermøller lignede alle andre møller, med fire canvas sejl, der drejede, som vinden blæste. Man brugte hollandske møller, hvor toppen var af træ, og den kunne drejes op mod vinden. Derfor har møllerne i dag ingen top, kun møllens sten står tilbage. Ofte havde man også en hestetrukken mølle, hvis det skulle blive vindstille, men det var kun i nøds tilfælde, for heste trak meget lidt i forhold til vind.
Møllen drev tre ruller, der kørte ved siden af hinanden i rasende tempo: Magasserullen, kongerullen og sukkerrullen. Den midterste rulle (kongerullen) var i direkte forbindelse med møllen og drev de to andre, så der blev dannet to kværne. Man stak et bundt sukkerrør ind mellem kongerullen og sukkerrullen, og sekunder efter var de ude på den anden side, hvor der stod en anden og stak det tilbage mellem kongerullen og magasserullen. Efter sådan en omgang var rørene tømt for saft og helt tørre.
Se en sukkermølle på Whim Plantation
At putte sukkerrør i møllen var et af de farligste jobs, for man stod fra morgen og ofte til langt ud på natten, og ups!, så var man træt og ind røg en arm. Derfor hang der nok så betænksomt en økse, så man kunne hugge armen af den uheldige, inden kroppen røg med. Overlevede den uheldige, fik han pisk og en bøde, for alt det blod krævede en del rengøring bagefter, og tid var penge.
Fra rullerne sivede sukkersaften i render ned til kogerummets fem kobbergryder. Under dem var der ild, tændt med tørre sukkerrør, der hed bagasse. Efterhånden som saften blev kogt tyk, blev den skummet og hældt over i næste gryde, og sådan blev man ved med at koge ned og skumme, indtil man i den sidste gryde havde den brune sukkermasse, muscavado. Det krævede en del at udføre arbejdet, for hvis man ikke skiftede gryde på rette tid, blev det hele til sirup, og det var ikke mange penge i.
Muscavado blev kølet og tørret og hældt i store tønder, der kunne rumme et halvt ton. De blev kørt til havnen på oksekærrer. Her blev de vejet, der blev betalt skat og afgift og told, og til sidst sejlet i små både ud til et skib, som fragtede dem til Danmark. På øerne måtte man ikke foretage selve raffineringen. Det skulle ske på sukkerraffinaderier i København, hvor sukkeret til sidst blev hældt i kegle-forme, så endnu mere molasse kunne sive fra. Resultatet var fine hvide sukkertoppe, klar til de danske husholdninger.
Fra rullerne sivede sukkersaften i render ned til kogerummets fem kobbergryder. Under dem var der ild, tændt med tørre sukkerrør, der hed bagasse. Efterhånden som saften blev kogt tyk, blev den skummet og hældt over i næste gryde, og sådan blev man ved med at koge ned og skumme, indtil man i den sidste gryde havde den brune sukkermasse, muscavado. Det krævede en del at udføre arbejdet, for hvis man ikke skiftede gryde på rette tid, blev det hele til sirup, og det var ikke mange penge i.
Muscavado blev kølet og tørret og hældt i store tønder, der kunne rumme et halvt ton. De blev kørt til havnen på oksekærrer. Her blev de vejet, der blev betalt skat og afgift og told, og til sidst sejlet i små både ud til et skib, som fragtede dem til Danmark. På øerne måtte man ikke foretage selve raffineringen. Det skulle ske på sukkerraffinaderier i København, hvor sukkeret til sidst blev hældt i kegle-forme, så endnu mere molasse kunne sive fra. Resultatet var fine hvide sukkertoppe, klar til de danske husholdninger.
Se også Whim plantation på St. Croix, klik her
Værd at vide om rom
Kill devil, kaldte de det. For det var noget djævelskab. I hvert fald dagen efter. På selve dagen var rom bare sukkerproduktionens glade restprodukt. Afkog fra de gryder, der først og fremmest skulle lave sukker.
Restproduktet gav man i begyndelsen til dyrene, men så kom en mand til at slikke på en klat, der havde ligget længe i solen, og han fik det så dejligt. Rom var opfundet. Den første destillering fandt sted på Barbados i 1630. Navnet kan stamme fra det latinske ord for sukkerrør, saccharum. Eller fra det engelske rumbullion, som betyder ballade, for det blev der altid, når rom var i nærheden. Fra 1670 hed det rom på engelsk og dansk, ron på spansk og rhum på fransk. Men blandt dem, der drak stadsen, hed det bare Kill Devil.
I flåden erstattede det halvråddent vand og overgæret øl. Søfolk kunne helt undvære vand, hvis bare de fik rom nok, og de store rationer gjorde det nemmere at rekruttere. I 1731 var dagsrationen i den britiske flåde på 1/4 liter om dagen, så rigeligt at mange gik planken ud uden at opdage det. Rom-rationer blev først afskaffet i 1970.
I dag produceres der stadig rom på St. Croix, med sukkersaft fra Den Dominikanske Republik. Den lyse rom kommer fra tanke af rustfrit stål, mens den gyldne er ældet på egetræsfade, derudover er der den langtidslagrede, der serveres som cognac. Farve og smag varieres med karamel og krydderier.
De skønne dråber er en indgroet del af kulturen. En nyfødt får sin pande stænket med rom, og det sidste hvilested får også et skvæt.
Restproduktet gav man i begyndelsen til dyrene, men så kom en mand til at slikke på en klat, der havde ligget længe i solen, og han fik det så dejligt. Rom var opfundet. Den første destillering fandt sted på Barbados i 1630. Navnet kan stamme fra det latinske ord for sukkerrør, saccharum. Eller fra det engelske rumbullion, som betyder ballade, for det blev der altid, når rom var i nærheden. Fra 1670 hed det rom på engelsk og dansk, ron på spansk og rhum på fransk. Men blandt dem, der drak stadsen, hed det bare Kill Devil.
I flåden erstattede det halvråddent vand og overgæret øl. Søfolk kunne helt undvære vand, hvis bare de fik rom nok, og de store rationer gjorde det nemmere at rekruttere. I 1731 var dagsrationen i den britiske flåde på 1/4 liter om dagen, så rigeligt at mange gik planken ud uden at opdage det. Rom-rationer blev først afskaffet i 1970.
I dag produceres der stadig rom på St. Croix, med sukkersaft fra Den Dominikanske Republik. Den lyse rom kommer fra tanke af rustfrit stål, mens den gyldne er ældet på egetræsfade, derudover er der den langtidslagrede, der serveres som cognac. Farve og smag varieres med karamel og krydderier.
De skønne dråber er en indgroet del af kulturen. En nyfødt får sin pande stænket med rom, og det sidste hvilested får også et skvæt.
Der er rundvisninger på Cruzan Rum, klik her
Peter von Scholten - den sidste generalguvernør
Peter von Scholten - i al sin glans
»At være, ikke at synes ...«
Sådan lød mottoet for en af de mest omstridte personligheder i Danmarkshistorien: Peter von Scholten. Han levede op til det hver eneste dag.
Den danske generalguvernør var meget i enhver forstand – en flot, selvsikker, højrøstet herre, der fyldte i det politiske liv og i festsalonerne. I Dansk Vestindien blev han helten, der trodsede kongen og gav slaverne fri. Han er stadig kendt og beundret som den gode Massa Peter, også af dem, der for længst har glemt Danmark. Han blev født 17. maj 1784 som søn af kommandanten på St. Thomas, Cassimir von Scholten. Han forlod øerne, da England besatte dem i 1807. I Danmark blev han adjudant for kongens generaladjudant, von Bülow. Han var derfor tæt på Fr. 6. som senere gav ham stillingen som vejermester i Charlotte Amalie.
Og det undrede mange, at Scholten sagde farvel til en lovende militærkarriere for at veje sukker på St. Thomas. Men von Scholten forstod sig på karriere. Vejermesteren var en vigtig person, og den gav rige muligheder for lidt ekstra oveni lønningsposen. Og snart fik han yderligere titler som stadthauptmand og kommandant, der gik næsten ikke et år uden en udnævnelse. Og hver gang han fik en titel, gav kongen ham lov til at beholde de gamle titler. Som toldintendant femdoblede han taksterne, så kongen var meget glad for ham. Han blev også entreprenør og byggede huse. Og i 1823 blev han guvernør på St. Thomas. Fire år senere generalguvernør for Dansk Vestindien.
Det mærkelige er, at han trods sine mange titler og enorme indtægter aldrig havde ret mange penge. Det har givet anledning til teorier om, at Scholten havde en hemmelig aftale med Fr. 6.: Kongen gav ham rige embeder, til gengæld skulle Scholten forsyne kongen med penge under bordet. Dem havde kongen brug for til at forsørge sin elskerinde og uægte børn med. Det passer med, at ligegyldigt hvad von Scholten bad om, så var kongen positivt stemt.
På øerne anså mange von Scholten for nævenyttig og alt for god til at rage til sig. Pragten omkring ham blev fornemmere og fornemmere, altid var han overlæsset klædt i ordensbehængte uniformer. Misundelsen trivedes, men det gjorde von Scholten også.
Han blev hurtigt en slags landsfader for slaverne. Han lærte sig kreolsk, så han kunne tale med dem, og de så op til ham, når han kom kørende i karet med slægtsvåbenet malet på begge døre. Hans gode forhold til de sorte blev forstærket af en langvarig kærlighedsaffære med mulatten og frinegeren Anna Heegaard, som han traf på St. Croix. Han ligestillede de frie negre med hvide og ansatte dem i administrationen. De blev også inviteret med til fester, og han kontrollerede, at planterne behandlede deres slaver ordentligt. Han forbød gravide slaver at arbejde. Han forbød de ydmygende udstillinger af slaverne, når de skulle sælges. I det hele taget gik han langt ud over, hvad han havde mandat til fra København. Hans embedsmænd iværksatte kampagner mod ham i de danske aviser. Til sidst var han konstant i klemme mellem planterne, der var bange for hans liberale ideer, og de liberale kræfter, der ikke mente, at han gjorde nok.
Sådan lød mottoet for en af de mest omstridte personligheder i Danmarkshistorien: Peter von Scholten. Han levede op til det hver eneste dag.
Den danske generalguvernør var meget i enhver forstand – en flot, selvsikker, højrøstet herre, der fyldte i det politiske liv og i festsalonerne. I Dansk Vestindien blev han helten, der trodsede kongen og gav slaverne fri. Han er stadig kendt og beundret som den gode Massa Peter, også af dem, der for længst har glemt Danmark. Han blev født 17. maj 1784 som søn af kommandanten på St. Thomas, Cassimir von Scholten. Han forlod øerne, da England besatte dem i 1807. I Danmark blev han adjudant for kongens generaladjudant, von Bülow. Han var derfor tæt på Fr. 6. som senere gav ham stillingen som vejermester i Charlotte Amalie.
Og det undrede mange, at Scholten sagde farvel til en lovende militærkarriere for at veje sukker på St. Thomas. Men von Scholten forstod sig på karriere. Vejermesteren var en vigtig person, og den gav rige muligheder for lidt ekstra oveni lønningsposen. Og snart fik han yderligere titler som stadthauptmand og kommandant, der gik næsten ikke et år uden en udnævnelse. Og hver gang han fik en titel, gav kongen ham lov til at beholde de gamle titler. Som toldintendant femdoblede han taksterne, så kongen var meget glad for ham. Han blev også entreprenør og byggede huse. Og i 1823 blev han guvernør på St. Thomas. Fire år senere generalguvernør for Dansk Vestindien.
Det mærkelige er, at han trods sine mange titler og enorme indtægter aldrig havde ret mange penge. Det har givet anledning til teorier om, at Scholten havde en hemmelig aftale med Fr. 6.: Kongen gav ham rige embeder, til gengæld skulle Scholten forsyne kongen med penge under bordet. Dem havde kongen brug for til at forsørge sin elskerinde og uægte børn med. Det passer med, at ligegyldigt hvad von Scholten bad om, så var kongen positivt stemt.
På øerne anså mange von Scholten for nævenyttig og alt for god til at rage til sig. Pragten omkring ham blev fornemmere og fornemmere, altid var han overlæsset klædt i ordensbehængte uniformer. Misundelsen trivedes, men det gjorde von Scholten også.
Han blev hurtigt en slags landsfader for slaverne. Han lærte sig kreolsk, så han kunne tale med dem, og de så op til ham, når han kom kørende i karet med slægtsvåbenet malet på begge døre. Hans gode forhold til de sorte blev forstærket af en langvarig kærlighedsaffære med mulatten og frinegeren Anna Heegaard, som han traf på St. Croix. Han ligestillede de frie negre med hvide og ansatte dem i administrationen. De blev også inviteret med til fester, og han kontrollerede, at planterne behandlede deres slaver ordentligt. Han forbød gravide slaver at arbejde. Han forbød de ydmygende udstillinger af slaverne, når de skulle sælges. I det hele taget gik han langt ud over, hvad han havde mandat til fra København. Hans embedsmænd iværksatte kampagner mod ham i de danske aviser. Til sidst var han konstant i klemme mellem planterne, der var bange for hans liberale ideer, og de liberale kræfter, der ikke mente, at han gjorde nok.
Scholten på sine ældre dage
Hans egen filosofi var, at slaverne skulle frigives, men først uddannes, så de havde mulighed for at forsørge sig selv, når planterne ikke længere havde ansvar for dem.
I 1839 indførte han landskoleordningen og oprettede 17 slaveskoler på øerne, og hvert år overværede han personligt eksaminerne.
De sidste år var han fysisk nedbrudt. Efter at have givet slaverne fri, blev han overfaldet af rasende irere på havnen, hvorefter han flygtede til guvernementshuset og faldt om. 14. juli 1848 sejlede han til Danmark, hvor regeringen gav von Scholten skylden for slavernes frigivelse for at slippe for at give planterne erstatning og von Scholten pension. Han blev fundet skyldig af en kommissionsdomstol, men renset ved Højesteret i 1852. Han fik sin pension og rejste til datteren i Altona, hvor han døde 26. januar 1854. Hans kiste blev ført til København og placeret på Assistens Kirkegård i et mausoleum, der står endnu. I dag hører det til yndlingshistorierne på øerne, at kongen nægtede at lade Von Scholten stede til hvile i Danmark. Men det er ikke rigtigt. Hans mausulæum står endnu på Nørrebro.
Hans død blev i bladet »Fædrelandet« kommenteret sådan: »Staten sparer ved dette dødsfald 12.000 rigsdaler årligt« – med henvisning til von Scholtens pension.
I 1839 indførte han landskoleordningen og oprettede 17 slaveskoler på øerne, og hvert år overværede han personligt eksaminerne.
De sidste år var han fysisk nedbrudt. Efter at have givet slaverne fri, blev han overfaldet af rasende irere på havnen, hvorefter han flygtede til guvernementshuset og faldt om. 14. juli 1848 sejlede han til Danmark, hvor regeringen gav von Scholten skylden for slavernes frigivelse for at slippe for at give planterne erstatning og von Scholten pension. Han blev fundet skyldig af en kommissionsdomstol, men renset ved Højesteret i 1852. Han fik sin pension og rejste til datteren i Altona, hvor han døde 26. januar 1854. Hans kiste blev ført til København og placeret på Assistens Kirkegård i et mausoleum, der står endnu. I dag hører det til yndlingshistorierne på øerne, at kongen nægtede at lade Von Scholten stede til hvile i Danmark. Men det er ikke rigtigt. Hans mausulæum står endnu på Nørrebro.
Hans død blev i bladet »Fædrelandet« kommenteret sådan: »Staten sparer ved dette dødsfald 12.000 rigsdaler årligt« – med henvisning til von Scholtens pension.
Von Scholtens mausulæum på Assistens Kirkegård.
Støt guiden med en 20´er via Mobilepay på tlf. 20216673
Spanierne sked sig til magten
Det var spaniernes lort, der slog indianerne ihjel
Det er formentlig verdenshistoriens største humane katastrofe, men først nu kan man forklare, hvordan millioner af indianere i Vestindien kunne dø på så få år. Man har altid vidst, at bakterierne var på spaniernes side, for indianerne døde af sygdomme, som bare ikke bed på spanierne. Men hvilke? Der er budt på mæslinger, kopper og tyfus, og de har sikkert også slået mange ihjel. Men nu viser forskning, at en helt anden bakterie var den egentlige dræber i Caribien og Mellemamerika: Salmonellabakterien - Paratyphi C. Den smitter via afføring. Spanierne har haft den med fra Europa, og så har de mere eller mindre skidt sig til erobringen.
Forskerne fandt ud af det gennem dna-prøver fra en massegrav i Mexico. Aztekerne kaldte sygdommen cocoliztli. VI ville kalde det pølseforgiftning. Og det er Center for GeoGenetik i København, der er krumtap i afsløringen. For her kunne man påvise, at bakterien havde dræbt en kvinde for ca. 800 år siden i Norge. Altså har den floreret i Europa, hvor vi er blevet immune. Derefter er den fragtet over Atlanten med katastrofalt resultat.
Forskerne fandt ud af det gennem dna-prøver fra en massegrav i Mexico. Aztekerne kaldte sygdommen cocoliztli. VI ville kalde det pølseforgiftning. Og det er Center for GeoGenetik i København, der er krumtap i afsløringen. For her kunne man påvise, at bakterien havde dræbt en kvinde for ca. 800 år siden i Norge. Altså har den floreret i Europa, hvor vi er blevet immune. Derefter er den fragtet over Atlanten med katastrofalt resultat.
Pirater i Dansk Vestindien
Pirater var rigtige mænd. De kæmpede for deres konge eller dronning, når de røvede guld fra røvere, der lige havde røvet det fra indianerne.
Sådan har Hollywood fået os til at tænke på sørøvere, der huserede i Caribien helt op i 1800-tallene. Ældre ser for sig Erroll Flynn svinge sig fra mast til mast, knuse fjenden og ædelt beskytte kvinderne i sort/hvide film. De unge kan så tænke på Johnny Debb.
Og sådan var de også – nogle af dem. Mange pirater var dygtige søfolk, sendt af sted med monarkens velsignelse for at underminere primært spanierne, siden hinanden. Andre pirater var almindelige forbrydere, der ville være rige hurtigt. Og nogle af lidt af begge dele.
Piratskibene var eftertragtede arbejdspladser. Her var der medarbejderpleje, for rovet blev delt, så selv yngste dæksdreng kunne opbygge en formue. Som regel blev det hele dog brugt på kvinder og sprut til overpriser fx på St. Thomas. Flere legendariske pirater har tilknytning til St. Thomas. Længe før danskerne kom, skal den have besøgt af Francis Drake, en typisk pirat, der for franskmænd var terrorist, men i England blev han adlet. Da han hørte, at spanierne ville sende en hel armada til Caribien udelukkende for at gøre det af med ham, sejlede han til Cadiz i Spanien, hvor flåden lå klar til afgang. Han satte ild til det hele, så den stakkels spanske admiral døde af chok. På en bjergtop på St. Thomas kan man besøge Drake´s Seat, hvor man mener, at han har siddet og funderet over situationen.
Kaptajn Sortskæg hærgede i begyndelsen af 1700-tallet. Hans borgerlige navn var Edward Teach, og han var lidt speciel. Han havde et meget stort, sort skæg, som han flettede i små haler, der blev bundet med farvestrålende bånd. Var han i festligt humør, satte han knaldperler i enden af fletningerne, så det bragede omkring ham, og i hattekanten satte han lunter fra kanonerne, så det røg omkring ham. Han drak rom med krudt i, tyggede tobak og havde 14 koner. Ingen havde sendt ham af sted, han røvede helt upartisk.
Sådan har Hollywood fået os til at tænke på sørøvere, der huserede i Caribien helt op i 1800-tallene. Ældre ser for sig Erroll Flynn svinge sig fra mast til mast, knuse fjenden og ædelt beskytte kvinderne i sort/hvide film. De unge kan så tænke på Johnny Debb.
Og sådan var de også – nogle af dem. Mange pirater var dygtige søfolk, sendt af sted med monarkens velsignelse for at underminere primært spanierne, siden hinanden. Andre pirater var almindelige forbrydere, der ville være rige hurtigt. Og nogle af lidt af begge dele.
Piratskibene var eftertragtede arbejdspladser. Her var der medarbejderpleje, for rovet blev delt, så selv yngste dæksdreng kunne opbygge en formue. Som regel blev det hele dog brugt på kvinder og sprut til overpriser fx på St. Thomas. Flere legendariske pirater har tilknytning til St. Thomas. Længe før danskerne kom, skal den have besøgt af Francis Drake, en typisk pirat, der for franskmænd var terrorist, men i England blev han adlet. Da han hørte, at spanierne ville sende en hel armada til Caribien udelukkende for at gøre det af med ham, sejlede han til Cadiz i Spanien, hvor flåden lå klar til afgang. Han satte ild til det hele, så den stakkels spanske admiral døde af chok. På en bjergtop på St. Thomas kan man besøge Drake´s Seat, hvor man mener, at han har siddet og funderet over situationen.
Kaptajn Sortskæg hærgede i begyndelsen af 1700-tallet. Hans borgerlige navn var Edward Teach, og han var lidt speciel. Han havde et meget stort, sort skæg, som han flettede i små haler, der blev bundet med farvestrålende bånd. Var han i festligt humør, satte han knaldperler i enden af fletningerne, så det bragede omkring ham, og i hattekanten satte han lunter fra kanonerne, så det røg omkring ham. Han drak rom med krudt i, tyggede tobak og havde 14 koner. Ingen havde sendt ham af sted, han røvede helt upartisk.
Det gamle Skytsborg
Hans tilknytning til St. Thomas er dokumenteret. Han har været her i 1718. Og derfor har man omdøbt det gamle Skytsborg til Blackbeard´s Castle, ingen aner dog, om han har boet lige dér. Desuden er øen Thatch Cay nord for St. Thomas også opkaldt efter ham.
Også kvinder kunne være pirater. På St. Thomas havde man Anne Belly. En frygtelig kvinde, men måske ganske sexet at dømme efter statuen af hende, der står ved Haagensens Hus. Anne Belly voksede op i USA, hvor hun allerede som 12-årig myrdede den første, en af hjemmets stuepiger. Hun blev gift med en matros, som hurtigt fik nok og stak af til St. Thomas. Men Anne fulgte efter, fandt ham på et bordel i Charlotte Amalie, og skar halsen over på ham. Hun var da 16 år. Derefter gik hun i ledtog med den grusomme Calico Jack, der var kendt for at gå i dametøj. Hun blev hans piratprinsesse og sammen hærgede de hele Caribien. De blev fanget på Jamaica og dømt til døden, men Anne Belly blev benådet, fordi hun var gravid. Hendes far købte hende fri, og hun vendte tilbage til St. Thomas, hvor hun åbnede et spillehus i Charlotte Amalie.
St. Croix var base for flere franske pirater – omkring 40 franske piratskibe, der primært skulle plyndre spanierne i Puerto Rico. Når de kom tilbage til St. Croix, blev der holdt offentlige auktioner over tyvekosterne. Man ved, at der i 1750 ankom et piratskib med 55 kister med spanske sølvmønter.
St. Thomas var ubetinget en piratrede, og man ved, at adskillige danskere og nordmænd har været besætningsmedlemmer på piratskibe. Ofte soldater, som deserterede fra Dansk Vestindien, fordi de ikke kunne udholde forholdene. Man ved også, at en dansker var kaptajn på et piratskib med engelsk-fransk besætning. Og så ved man, at de største danske pirater var de første danske guvernører - se historie.
Også kvinder kunne være pirater. På St. Thomas havde man Anne Belly. En frygtelig kvinde, men måske ganske sexet at dømme efter statuen af hende, der står ved Haagensens Hus. Anne Belly voksede op i USA, hvor hun allerede som 12-årig myrdede den første, en af hjemmets stuepiger. Hun blev gift med en matros, som hurtigt fik nok og stak af til St. Thomas. Men Anne fulgte efter, fandt ham på et bordel i Charlotte Amalie, og skar halsen over på ham. Hun var da 16 år. Derefter gik hun i ledtog med den grusomme Calico Jack, der var kendt for at gå i dametøj. Hun blev hans piratprinsesse og sammen hærgede de hele Caribien. De blev fanget på Jamaica og dømt til døden, men Anne Belly blev benådet, fordi hun var gravid. Hendes far købte hende fri, og hun vendte tilbage til St. Thomas, hvor hun åbnede et spillehus i Charlotte Amalie.
St. Croix var base for flere franske pirater – omkring 40 franske piratskibe, der primært skulle plyndre spanierne i Puerto Rico. Når de kom tilbage til St. Croix, blev der holdt offentlige auktioner over tyvekosterne. Man ved, at der i 1750 ankom et piratskib med 55 kister med spanske sølvmønter.
St. Thomas var ubetinget en piratrede, og man ved, at adskillige danskere og nordmænd har været besætningsmedlemmer på piratskibe. Ofte soldater, som deserterede fra Dansk Vestindien, fordi de ikke kunne udholde forholdene. Man ved også, at en dansker var kaptajn på et piratskib med engelsk-fransk besætning. Og så ved man, at de største danske pirater var de første danske guvernører - se historie.
Læs også den læsevenlige version af Dansk Vestindiens Historie, klik her
Det store slaveoprør på St. Jan i 1733
Kun én gang lykkedes det slaver at gøre alvorligt oprør, det blev det største oprør i slaveriets historie. Det fandt sted på den danske ø, St. Jan. og det begyndte 23. november 1733.
Sukkerrørene stod sprængfede af saft, og toppene var begyndt at blive gule. Det var sen efterår, og høsten skulle i gang på St. Jans 109 plantager. 1087 slaver skulle skære rødderne af på marken og bringe dem til møllernes kværne, der skulle kvase det sødlige stads ud af dem. På øen boede 208 hvide, og de havde længe følt det ubehageligt. at slaverne var i så voldsomt overtal. På nogle plantager var der kun slaver, under opsyn af en slave, en bomba - for de hvide turde ikke være der, men boede på St. Thomas. En årsag til frygten var, at der var kommet mange nye slaver til St. Jan, direkte fra Afrika, og de var altid mere fjendtlige end slaver, der var født som slaver. Desuden havde de længe sultet på grund af problemer med forsyninger.
Stemningen var så anspændt, at guvernør Gardelin udsendte et slavereglement i håb om at afskrække oprør. På plakater kundgjorde guvernøren, at han var utilfreds med, at vore negre, som af Gud selv er gjort til slaver, ikke alene ligesom tilsidesætter deres slavepligter over for de hvide, men også i særdeleshed viser virkelig ulydighed mod deres mestre og mesterinder, hvis penge de dog er. Og så bekendtgør han nye dødsstraffe, som blev læst op for slaverne. Men på St. Jan virkede det ikke afskrækkende. Nye stærke afrikanere fra Aqvambu-stammen var ikke bange for at dø, de var bange for slaveri. Heriblandt Kong Juni.
Sukkerrørene stod sprængfede af saft, og toppene var begyndt at blive gule. Det var sen efterår, og høsten skulle i gang på St. Jans 109 plantager. 1087 slaver skulle skære rødderne af på marken og bringe dem til møllernes kværne, der skulle kvase det sødlige stads ud af dem. På øen boede 208 hvide, og de havde længe følt det ubehageligt. at slaverne var i så voldsomt overtal. På nogle plantager var der kun slaver, under opsyn af en slave, en bomba - for de hvide turde ikke være der, men boede på St. Thomas. En årsag til frygten var, at der var kommet mange nye slaver til St. Jan, direkte fra Afrika, og de var altid mere fjendtlige end slaver, der var født som slaver. Desuden havde de længe sultet på grund af problemer med forsyninger.
Stemningen var så anspændt, at guvernør Gardelin udsendte et slavereglement i håb om at afskrække oprør. På plakater kundgjorde guvernøren, at han var utilfreds med, at vore negre, som af Gud selv er gjort til slaver, ikke alene ligesom tilsidesætter deres slavepligter over for de hvide, men også i særdeleshed viser virkelig ulydighed mod deres mestre og mesterinder, hvis penge de dog er. Og så bekendtgør han nye dødsstraffe, som blev læst op for slaverne. Men på St. Jan virkede det ikke afskrækkende. Nye stærke afrikanere fra Aqvambu-stammen var ikke bange for at dø, de var bange for slaveri. Heriblandt Kong Juni.
Her på Fortsbjerg startede oprøret. I dag er der stadig ruiner af kanonbatteriet tilbage
Oprøret blev organiseret af Kong Juni. Og det var så godt planlagt, at det holdt i et halvt år. Om morgenen fik gik slaverne Kanta og Claes op til fortet Frederiksværn på Fortsbjerg og råbte, at de kom med brænde. Da de var lukket ind, drog de deres sukkerknive og skar halsen over på soldaterne. Slaverne affyrede tre kanonskud, signalet på oprør. Kong Juni lagde gik ind i sin planters hjem og skar halsen over på ham og hans datter, hvorpå han smurte sig ind i deres blod og tog herrens tøj på, og med den inspiration strøg plantagens 146 slaver ud på øen i et bloddryppende ridt. Alt hvad de mødte af hvidt blev slagtet. Kvinder og børn blev jagtet i deres hjem og hakket ned med sukkerknive, som var de høns.
Enkelte var advaret af slaver, der var imod oprøret, og en lille samling af hvide og deres slaver forskansede sig i en ende af øen med kanoner, en stilling, som det kun lykkedes dem at holde den dag, fordi oprørerne var blevet døddrukne af kildevil, da de nåede frem.
Fra St. Thomas sendte guvernøren soldater og kanoner, så der efterhånden var et par hundrede til at nedkæmpe oprøret, men de kunne ikke stoppe det. Oprørerne styrede øen og plyndrede og brændte plantager, som det passede dem. Kong Juni levede som en rigtig konge og blev vartet op i et plantagehjem. Han holdt selv slaver, de slaver som var født på øerne, og han byttede slaver for våben og krudt med forbipasserende skibe.
Danskerne satte tønder med forgiftet rom ude i skoven for at dræbe opgørerne, men det dem bare lidt voldsommere tømmermænd. Man gav flere entreprenører mulighed for at nedkæmpe oprøret mod en dusør, og man måtte få indtægten fra alle de slaver, man kunne fange. Men de kunne ikke. Danskerne søgte hjælp alle vegne, men først på Martinique fik han positivt svar. Franskmændene ville gerne stå på god fod med danskerne. Dels ville de sælge os St. Croix, dels havde man brug for Danmark som allieret i Europa.
Den franske guvernør sendte to skibe med den drevne Longueville og 228 soldater, der alle var tidligere slaver. De ankom 24. april 1734, og de kæmpede en måned i en meget liden glorværdig kamp. Det fangede stort set ingen. For oprørerne var kommet i splid og var begyndt at dræbe hinanden. Franskmændene vadede rundt på en ø, der stank af lig. Og oprøret sluttede kun, fordi oprørslederne tog livet af hinanden.
Kong Juni samlede til sidst 35 oprørere, de åd en hel okse rå, hvorefter de skød hinanden. Han skar til sidst halsen over på sin kone og sig selv. Til sidst var der kun 14 oprørere tilbage, der blev lokket af en dansk officer med løfte om frit lejde, hvorefter de blev hængt.
Resultatet af oprøret var, at 44 plantager var nedbrændt, alle afgrøder ødelagt, alle dyr spist. Men driften kom hurtig i gang igen. Og i 1739 var der 1414 slaver, altså flere end før oprøret, og der var kun 208 hvide. På 19 af de 101 plantager var der slet ingen hvide. En enkelt slave havde opsyn med 45 slaver. Nogen stor lærestreg havde der ikke været tale om.
Enkelte var advaret af slaver, der var imod oprøret, og en lille samling af hvide og deres slaver forskansede sig i en ende af øen med kanoner, en stilling, som det kun lykkedes dem at holde den dag, fordi oprørerne var blevet døddrukne af kildevil, da de nåede frem.
Fra St. Thomas sendte guvernøren soldater og kanoner, så der efterhånden var et par hundrede til at nedkæmpe oprøret, men de kunne ikke stoppe det. Oprørerne styrede øen og plyndrede og brændte plantager, som det passede dem. Kong Juni levede som en rigtig konge og blev vartet op i et plantagehjem. Han holdt selv slaver, de slaver som var født på øerne, og han byttede slaver for våben og krudt med forbipasserende skibe.
Danskerne satte tønder med forgiftet rom ude i skoven for at dræbe opgørerne, men det dem bare lidt voldsommere tømmermænd. Man gav flere entreprenører mulighed for at nedkæmpe oprøret mod en dusør, og man måtte få indtægten fra alle de slaver, man kunne fange. Men de kunne ikke. Danskerne søgte hjælp alle vegne, men først på Martinique fik han positivt svar. Franskmændene ville gerne stå på god fod med danskerne. Dels ville de sælge os St. Croix, dels havde man brug for Danmark som allieret i Europa.
Den franske guvernør sendte to skibe med den drevne Longueville og 228 soldater, der alle var tidligere slaver. De ankom 24. april 1734, og de kæmpede en måned i en meget liden glorværdig kamp. Det fangede stort set ingen. For oprørerne var kommet i splid og var begyndt at dræbe hinanden. Franskmændene vadede rundt på en ø, der stank af lig. Og oprøret sluttede kun, fordi oprørslederne tog livet af hinanden.
Kong Juni samlede til sidst 35 oprørere, de åd en hel okse rå, hvorefter de skød hinanden. Han skar til sidst halsen over på sin kone og sig selv. Til sidst var der kun 14 oprørere tilbage, der blev lokket af en dansk officer med løfte om frit lejde, hvorefter de blev hængt.
Resultatet af oprøret var, at 44 plantager var nedbrændt, alle afgrøder ødelagt, alle dyr spist. Men driften kom hurtig i gang igen. Og i 1739 var der 1414 slaver, altså flere end før oprøret, og der var kun 208 hvide. På 19 af de 101 plantager var der slet ingen hvide. En enkelt slave havde opsyn med 45 slaver. Nogen stor lærestreg havde der ikke været tale om.
Læs mere om vestinderne til hverdag og fest her
Hvad kalder man en amerikaner fra Afrika?
African-american er det mest normale lige nu
Hvad kalder man en person, der i en eller anden grad stammer fra de afrikanere, der kom til Amerika og blev gjort til slaver?
Man vil nødig støde, og moden skifter. I øjeblikket er den mest korrekte betegnelse i USA, som Dansk Vestindien jo nu tilhører: African-american.
Black går også an, mens afro-american er yt, men det vil ikke støde nogen, hvis du bruger det. Det vil bare afslører, at du er lidt bagud. Negroe har ikke samme neutrale betydning i USA, som neger har i Danmark, så det skal man ikke bruge. Måske heller ikke i Danmark. Under ingen som helst omstændigheder, heller ikke for sjov eller blandt venner, må man som hvid bruge ordet nigger. Heller ikke selv om man lige har hørt en sort omtale sig selv eller andre med selvsamme ord og grine højt ad det. Det er så ladet med følelser, når det kommer fra en hvid, at en hvid slet ikke må sige det. Hvis man skal omtale det, må man kalde det the n-word, hvis det er strengt nødvendigt.
Hvis man skal tale om slaver på engelsk, sætter man pris på, at vi ikke kalder afrikanerne for slaves, men omtaler dem som enslaved, altså slavegjorte. Dermed understreger man, at disse mennesker ikke af naturens vej var slaver, men at det var noget, vi gjorde dem til. Et rimeligt sprogligt hensyn, men vi har desværre ikke et godt ord for det på dansk.
Når vi ikke bruger afrikaner-amerikaner eller finder på nye konstruktioner af ordet slaver i denne bog, skyldes det, at vi må anvende ord og termer, som er naturlige for danskere. I denne guide forsøger vi at bruge betegnelserne, så de passer i sammenhæng, og grundlæggende kalder vi slaverne for afrikanere, for os bekendt var der ikke andre slags. Men hvis det i visse tilfælde mislykkes, beklager vi.
Man vil nødig støde, og moden skifter. I øjeblikket er den mest korrekte betegnelse i USA, som Dansk Vestindien jo nu tilhører: African-american.
Black går også an, mens afro-american er yt, men det vil ikke støde nogen, hvis du bruger det. Det vil bare afslører, at du er lidt bagud. Negroe har ikke samme neutrale betydning i USA, som neger har i Danmark, så det skal man ikke bruge. Måske heller ikke i Danmark. Under ingen som helst omstændigheder, heller ikke for sjov eller blandt venner, må man som hvid bruge ordet nigger. Heller ikke selv om man lige har hørt en sort omtale sig selv eller andre med selvsamme ord og grine højt ad det. Det er så ladet med følelser, når det kommer fra en hvid, at en hvid slet ikke må sige det. Hvis man skal omtale det, må man kalde det the n-word, hvis det er strengt nødvendigt.
Hvis man skal tale om slaver på engelsk, sætter man pris på, at vi ikke kalder afrikanerne for slaves, men omtaler dem som enslaved, altså slavegjorte. Dermed understreger man, at disse mennesker ikke af naturens vej var slaver, men at det var noget, vi gjorde dem til. Et rimeligt sprogligt hensyn, men vi har desværre ikke et godt ord for det på dansk.
Når vi ikke bruger afrikaner-amerikaner eller finder på nye konstruktioner af ordet slaver i denne bog, skyldes det, at vi må anvende ord og termer, som er naturlige for danskere. I denne guide forsøger vi at bruge betegnelserne, så de passer i sammenhæng, og grundlæggende kalder vi slaverne for afrikanere, for os bekendt var der ikke andre slags. Men hvis det i visse tilfælde mislykkes, beklager vi.
Andre gratis rejseguider
Nu også guide til Skåne
Klik og kik på andre gratis rejseguider. Alle udgivet som "Turen går til...", skrevet af rejsebogsforfattere.
Vi har:
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Tenerife og Skåne
Vi har:
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Tenerife og Skåne
Litteratur om Dansk Vestindien
Der er skrevet utallige bøger om Dansk Vestindien. Følgende kan fås på bibliotekerne.
Vore Gamle Tropekolonier, bind 1-4. Fremad. 1966. Flere forfattere giver en meget detaljeret, men også meget underholdende beskrivelse af øernes danske historie.
Thorkild Hansen: Slavernes Øer, Gyldendal 1967-70. Personlig skildring af øernes danske historie. Del af trilogi, der også omfatter bind om slavernes transport over Atlanten og om de danske forter i Vestafrika.
Fra Slaveri til Frihed. Nationalmuseet. En bog med indlæggene fra et symposium på Nationalmuseet i 1998 i anledning af 150 året for slaveriets ophør.
Leif Svalesen: Slaveskibet Fredenborg og den dansk-norske slavehandel i 1700-tallet, Hovedland 1996. Norsk eventyrer fortæller gennem sin søgen efter vraget af det forliste skib om transporten af slaver. Med forord af Vestindien-eksperten Erik Gøbel fra Rigsarkivet.
Hans Gregersen: Slaveliv i Dansk Vestindien. Tema 1993.
Hvis man kan få fat i J. Bech Nygaards Guvernøren, får man en levende beskrivelse af pirat-guvernørerne Esmit.
Se også filmen Peter von Scholten, som fås på video.
Vore Gamle Tropekolonier, bind 1-4. Fremad. 1966. Flere forfattere giver en meget detaljeret, men også meget underholdende beskrivelse af øernes danske historie.
Thorkild Hansen: Slavernes Øer, Gyldendal 1967-70. Personlig skildring af øernes danske historie. Del af trilogi, der også omfatter bind om slavernes transport over Atlanten og om de danske forter i Vestafrika.
Fra Slaveri til Frihed. Nationalmuseet. En bog med indlæggene fra et symposium på Nationalmuseet i 1998 i anledning af 150 året for slaveriets ophør.
Leif Svalesen: Slaveskibet Fredenborg og den dansk-norske slavehandel i 1700-tallet, Hovedland 1996. Norsk eventyrer fortæller gennem sin søgen efter vraget af det forliste skib om transporten af slaver. Med forord af Vestindien-eksperten Erik Gøbel fra Rigsarkivet.
Hans Gregersen: Slaveliv i Dansk Vestindien. Tema 1993.
Hvis man kan få fat i J. Bech Nygaards Guvernøren, får man en levende beskrivelse af pirat-guvernørerne Esmit.
Se også filmen Peter von Scholten, som fås på video.
