Læsestof til flyet
Print og tag det med. Alle artikler er skrevet af Kenneth Bo Jørgensen og har været bragt i aviser eller som temaer i bogen "Turen går til Dansk Vestindien".
Print og tag det med. Alle artikler er skrevet af Kenneth Bo Jørgensen og har været bragt i aviser eller som temaer i bogen "Turen går til Dansk Vestindien".
Turisme i Vestindien begyndte med helse-turister
Turisme til Dansk Vestindien begyndte med helserejser. Og amerikanerne var de første. I første halvdel af 1800-tallet kom de hostende fra USA's store byer med tuberkulose og andre lungesygdomme. Dengang var lægernes mindst skadelige forslag til kur: frisk luft, varm og tør. Der var masser af skibe, der sejlede til Caribien, for Nordamerika forsynede øerne med især fisk. Så de syge stak med sydpå.
St. Croix blev den foretrukne, for her var luften renest. Der var nemlig ingen fæl stank fra havnen, som der var på St. Thomas. Og Frederiksted var det hotte sted, til tider nærmest overrendt. De første turister gjorde stort set, hvad turister gør i dag. De tog på udflugter, læste - og festede. Og så gik de til behandlinger, fx med indånding af klorgas og anden tortur, der var den tid lægers spidskompetence. I dag ved man, at varm luft bare er varm luft i forhold til lungesygdomme. Så ingen blev kureret. Tværtimod kom de til et sted med helt andre sygdomme, der nu kunne konkurrere om at slå dem ihjel, fx gul feber.
St. Croix blev den foretrukne, for her var luften renest. Der var nemlig ingen fæl stank fra havnen, som der var på St. Thomas. Og Frederiksted var det hotte sted, til tider nærmest overrendt. De første turister gjorde stort set, hvad turister gør i dag. De tog på udflugter, læste - og festede. Og så gik de til behandlinger, fx med indånding af klorgas og anden tortur, der var den tid lægers spidskompetence. I dag ved man, at varm luft bare er varm luft i forhold til lungesygdomme. Så ingen blev kureret. Tværtimod kom de til et sted med helt andre sygdomme, der nu kunne konkurrere om at slå dem ihjel, fx gul feber.
Oplev Vestindien i Danmark
Marienborg. Engang bolig for slavehandlere.
Man kan begynde at indsnuse den vestindiske historie længe, før man sætter fødderne i det varme sand. For over alt i Danmark er der ting og bygninger fra kolonifortiden. Ikke kun på museer, men sandelig også bybilledet og i landskabet. Mest tydeligt i København, som fik sin storhedstid i 1700-tallet på grund af det sukker, som kom fra øerne. Skibene lagde til ved ”Det Vestindiske Pakhus" tæt på Sdr. Toldbod. Let at kende, for der står i dag en kæmpe statue af Michelangelo foran. I dag er det hjemsted for Den Kongelige Afstøbningssamling til, men det blev opført i 1780 som pakhus for det vestindiske handelsselskab, tegnet af en af tiden fineste arkitekter, C. F. Harsdorff.
Råsukker blev bearbejdet til stødt melis på raffinaderier, en del af dem lå på Christianshavn. Et tydeligt levn er palæet i Strandgade 26. Øverst på husets facade er et våbenskjold med et stort, elegant ”B” mejslet i stenen. Omkring det ser man sukkerrør. B´et står for Behagen, og han var åbenbart stolt af, at han skyldte sin formue til sukkerrør. De gjorde ham i stand til at bygge pragtpalæet, og i baghaven havde han sit sukkerraffinaderi. Det største raffinaderi i byen lå lige ved Knippelsbro, hvor Nordea i dag har hovedkvarter.
Mange af Københavns fineste huse hænger sammen med Dansk Vestindien. F.eks. var Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, i dag Hofmarskallatet, fra 1765 hovedkvarter og direktørbolig for Slavehandelssocietetet. Og Odd Fellow Palæet i Bredgade husede familien Schimmelmann, der fra 1761 tjente ufattelige formuer på at handel med afrikanere. Derudover skylder utallige godser deres fornemhed til slaverne: Lindenborg og Gudumholm i Himmerland, Ahrensburg og Wandsbek i Holsten, Hellebækgård og Probérhuset i Hellebæk og Sølyst i Klampenborg.
Også statsministerens officielle residens, Marienborg, skyldes slaverne. Det blev bygget i 1744 som sommerhus til kommandørkaptajn Olfert Fischer, som derefter solgte det til den hollandske købmand, Peter Windt, en hovedrig slave- og sukkerhandler fra St. Croix. Han havde negerslaver med sig hjem. Siden blev det købt af Gysbert Behagen, ham fra Christianshavn, og efter ham boede Rosenkrantz Giedde, endnu en slavehandler. Senere kom rigsgreve Rantzau hovedrig hjem fra St. Thomas og købte det i 1801. I 1803 solgte han det til en af landets største slavehandlere, Jean de Coninck. Han byggede huset om til den nuværende storhed med buster i haven og fornem park. Siden kom der mindre dramatisk ejerskaber.
Farumgaard var bolig for Jørgen Carstens (1705-1747), storplanter og skibsreder. Han ejede også Ørholm fabrik, der lavede sukkerknive. Han blev siden en Castenskiold og købte Knabstrup Herregaard. Her havde byggede han de såkaldte St. Thomas huse til de slaver, han havde med hjem.
På Fredensborg Slot er der i kuppelsalen fire store loftsmalerier, der viser de største begivenheder i fire kongers regeringstid. Når det gælder Fr. 5., viser maleriet, da Vestindisk Kompagnie med Grev Moltke i spidsen overdrager deres ejendomme til kongen.
Øregaard Museum i Hellerup blev bygget i 1806 af storkøbmanden Johannes Søbøtker som landsted. Søbøtker var en af de ældste planter-familier, og de fornemme sale med periodemalerier rummer minder fra både det gamle København og Dansk Vestindien.
Så der er masser af muligheder for at gå på opdagelse både før og efter rejsen.
Råsukker blev bearbejdet til stødt melis på raffinaderier, en del af dem lå på Christianshavn. Et tydeligt levn er palæet i Strandgade 26. Øverst på husets facade er et våbenskjold med et stort, elegant ”B” mejslet i stenen. Omkring det ser man sukkerrør. B´et står for Behagen, og han var åbenbart stolt af, at han skyldte sin formue til sukkerrør. De gjorde ham i stand til at bygge pragtpalæet, og i baghaven havde han sit sukkerraffinaderi. Det største raffinaderi i byen lå lige ved Knippelsbro, hvor Nordea i dag har hovedkvarter.
Mange af Københavns fineste huse hænger sammen med Dansk Vestindien. F.eks. var Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, i dag Hofmarskallatet, fra 1765 hovedkvarter og direktørbolig for Slavehandelssocietetet. Og Odd Fellow Palæet i Bredgade husede familien Schimmelmann, der fra 1761 tjente ufattelige formuer på at handel med afrikanere. Derudover skylder utallige godser deres fornemhed til slaverne: Lindenborg og Gudumholm i Himmerland, Ahrensburg og Wandsbek i Holsten, Hellebækgård og Probérhuset i Hellebæk og Sølyst i Klampenborg.
Også statsministerens officielle residens, Marienborg, skyldes slaverne. Det blev bygget i 1744 som sommerhus til kommandørkaptajn Olfert Fischer, som derefter solgte det til den hollandske købmand, Peter Windt, en hovedrig slave- og sukkerhandler fra St. Croix. Han havde negerslaver med sig hjem. Siden blev det købt af Gysbert Behagen, ham fra Christianshavn, og efter ham boede Rosenkrantz Giedde, endnu en slavehandler. Senere kom rigsgreve Rantzau hovedrig hjem fra St. Thomas og købte det i 1801. I 1803 solgte han det til en af landets største slavehandlere, Jean de Coninck. Han byggede huset om til den nuværende storhed med buster i haven og fornem park. Siden kom der mindre dramatisk ejerskaber.
Farumgaard var bolig for Jørgen Carstens (1705-1747), storplanter og skibsreder. Han ejede også Ørholm fabrik, der lavede sukkerknive. Han blev siden en Castenskiold og købte Knabstrup Herregaard. Her havde byggede han de såkaldte St. Thomas huse til de slaver, han havde med hjem.
På Fredensborg Slot er der i kuppelsalen fire store loftsmalerier, der viser de største begivenheder i fire kongers regeringstid. Når det gælder Fr. 5., viser maleriet, da Vestindisk Kompagnie med Grev Moltke i spidsen overdrager deres ejendomme til kongen.
Øregaard Museum i Hellerup blev bygget i 1806 af storkøbmanden Johannes Søbøtker som landsted. Søbøtker var en af de ældste planter-familier, og de fornemme sale med periodemalerier rummer minder fra både det gamle København og Dansk Vestindien.
Så der er masser af muligheder for at gå på opdagelse både før og efter rejsen.
Dette er den digitale Turen går til Dansk Vestindien (Politikens Forlag). Gratis. Men støt gerne forfatteren med fx 20 kr. Mobilepay: 20216673.
Segl med Dannebrog
Ud over sit eget flag, har U.S. Virgin Islands også sit eget segl. Alle tre øer er aftegnet. På St. Croix står en sukkermølle. På St. John ser man Annaberg ruinerne. St. Thomas er repræsenteret af Legislature Building, der er omgivet af Dannebrog på vej ned, og Stars and Stripes. Et skib viser havets betydning for øerne, og mottoet "United in Pride and Hope" skal ses i sammenhæng med de mange forskellige etniske og religiøse grupper, der bor på øen. I midten ser man nationalfuglen Yellow Breast og nationalblomsten the Yellow Cedar. Seglet er udformet i 1991 af den lokale kunstner, Mitch Davis.
Sådan laver man sukker
Sukkerkværne.
Selv om det er lang tid siden, at sukker var konge på St. Croix, så er sukker stadig så vigtig en del af kulturarven, at man ikke undgår at høre om sukker. Og det giver lidt mere mening at se plantagerne, hvis man ved, hvad de lavede – og hvordan.
Sukker var ret kompliceret at fremstille, og det var ikke billigt at opføre sukkerværker. Desuden havde man brug for meget dygtige folk, for selv små fejl i produktionen kunne ødelægge det hele. Men det var til gengæld ikke kompliceret at dyrke selve sukkerrørene. Det var bare at tage en bid af et gammelt sukkerrør, plante det, lade det spire og så holde det fri for ukrudt. Det havde man folk til. Men når de stod spændte af saft og var blevet lidt gule i toppen, skulle de kappes af så tæt ved jorden som muligt, hvorefter de skulle bæres til møllen. Når de gik op mod sukkermøllen, så de fire store canvas sejl, der drejede, som det passede vinden. Møllen var ikke dansk, men hollandsk, møllens top var et bevægeligt træloft, der kunne drejes, så vingerne altid stod mod vinden. Derfor har møllerne i dag ingen hat, for kun møllens sten står tilbage. Ofte stod en hestetrukken mølle klar ved siden af, hvis det skulle blive vindstille, men det var kun i nøds tilfælde, for heste trak meget lidt i forhold til vind.
Møllen drev tre ruller ved siden af hinanden i rasende tempo: Magasserullen, kongerullen og sukkerrullen. Den miderste rulle var i direkte forbindelse med møllehjulene og drev de to andre, så der blev dannet to kværne. En slave stak et lille bundt sukkerrør ind mellem kongerullen og sukkerrullen, og sekunder efter var de ude på den anden side, hvorefter en slave tog imod det og stak det tilbage igen mellem magasserullen og kongerullen. Efter sådan en omgang var tømt for saft og helt tørt. Jobbet med at putte sukkerrør i møllen hørte til de farligste, for man stod fra morgen og ofte til langt ud på natten, og ups!, så røg en arm med ind i rullen. Derfor hang der nok så betænksomt en økse, så man kunne hugge armen af den uheldige, inden kroppen røg med. Overlevede den uheldige, fik han pisk og en bøde, for alt det blod krævede en del rengøring bagefter, og tid var penge.
Fra rullerne sivede sukkersaften i render af træ ned til kogerummets fem store kobbergryder. Under dem var der ild, som blev tændt med de sukkerrør, der var blevet presset tørre for væde, det hed bagasse.
Efterhånden som saften blev kogt tykkere, blev den skummet og hældt over i gryden ved siden af, og sådan blev man ved med at koge ned og skumme, indtil man i den sidste gryde havde den brune sukkermasse, muscavado. Det krævede fornemmelse at udføre arbejdet, for hvis man ikke skiftede gryde på det rigtige tidspunkt, blev det hele til sirup, og det var ikke mange penge i.
Muscavado, den brune sukkermasse, blev kølet og tørret og hældt i meget store tønder, der kunne rumme et halvt ton. Tønderne blev kørt til havnen på oksekærrer. De blev vejet, der blev betalt skat og afgift og told, og tønderne blev sejlet ud til et skib, som fragtede dem til Danmark, for planterne måtte ikke selv foretage selve raffineringen. Det skulle ske på sukkerraffinaderierne i København, hvor sukkeret blev hældt i kegle-forme, så endnu mere molasse kunne sive fra, og derefter havde man fine hvide sukkertoppe.
Sukker var ret kompliceret at fremstille, og det var ikke billigt at opføre sukkerværker. Desuden havde man brug for meget dygtige folk, for selv små fejl i produktionen kunne ødelægge det hele. Men det var til gengæld ikke kompliceret at dyrke selve sukkerrørene. Det var bare at tage en bid af et gammelt sukkerrør, plante det, lade det spire og så holde det fri for ukrudt. Det havde man folk til. Men når de stod spændte af saft og var blevet lidt gule i toppen, skulle de kappes af så tæt ved jorden som muligt, hvorefter de skulle bæres til møllen. Når de gik op mod sukkermøllen, så de fire store canvas sejl, der drejede, som det passede vinden. Møllen var ikke dansk, men hollandsk, møllens top var et bevægeligt træloft, der kunne drejes, så vingerne altid stod mod vinden. Derfor har møllerne i dag ingen hat, for kun møllens sten står tilbage. Ofte stod en hestetrukken mølle klar ved siden af, hvis det skulle blive vindstille, men det var kun i nøds tilfælde, for heste trak meget lidt i forhold til vind.
Møllen drev tre ruller ved siden af hinanden i rasende tempo: Magasserullen, kongerullen og sukkerrullen. Den miderste rulle var i direkte forbindelse med møllehjulene og drev de to andre, så der blev dannet to kværne. En slave stak et lille bundt sukkerrør ind mellem kongerullen og sukkerrullen, og sekunder efter var de ude på den anden side, hvorefter en slave tog imod det og stak det tilbage igen mellem magasserullen og kongerullen. Efter sådan en omgang var tømt for saft og helt tørt. Jobbet med at putte sukkerrør i møllen hørte til de farligste, for man stod fra morgen og ofte til langt ud på natten, og ups!, så røg en arm med ind i rullen. Derfor hang der nok så betænksomt en økse, så man kunne hugge armen af den uheldige, inden kroppen røg med. Overlevede den uheldige, fik han pisk og en bøde, for alt det blod krævede en del rengøring bagefter, og tid var penge.
Fra rullerne sivede sukkersaften i render af træ ned til kogerummets fem store kobbergryder. Under dem var der ild, som blev tændt med de sukkerrør, der var blevet presset tørre for væde, det hed bagasse.
Efterhånden som saften blev kogt tykkere, blev den skummet og hældt over i gryden ved siden af, og sådan blev man ved med at koge ned og skumme, indtil man i den sidste gryde havde den brune sukkermasse, muscavado. Det krævede fornemmelse at udføre arbejdet, for hvis man ikke skiftede gryde på det rigtige tidspunkt, blev det hele til sirup, og det var ikke mange penge i.
Muscavado, den brune sukkermasse, blev kølet og tørret og hældt i meget store tønder, der kunne rumme et halvt ton. Tønderne blev kørt til havnen på oksekærrer. De blev vejet, der blev betalt skat og afgift og told, og tønderne blev sejlet ud til et skib, som fragtede dem til Danmark, for planterne måtte ikke selv foretage selve raffineringen. Det skulle ske på sukkerraffinaderierne i København, hvor sukkeret blev hældt i kegle-forme, så endnu mere molasse kunne sive fra, og derefter havde man fine hvide sukkertoppe.
Fra sukker og rom – til rom og cola
Kill devil, kaldte de det. Så kan enhver vist forstå, at det er noget djævelskab, vi har med at gøre. Det syntes man i hvert fald dagen efter, at man havde indtaget sukkerproduktionens glade restprodukt: rommen.
Det var i Vestindien, at man fandt ud af at bruge melasse, sirup, og andet afkog fra sukkerrørene til noget fornuftigt: Rom.
I begyndelsen gav man det til dyrene, men så kom en mand til at slikke på en klat, der havde ligget længe i solen, og han fik det så dejligt. Så var rommen opfundet. Den første destillering fandt sted på Barbados i 1630. Navnet kan stamme fra det latinske ord for sukkerrør, saccharum. Eller fra det engelske rumbullion, som betyder ballade, for det blev der altid, når det var i nærheden. Fra 1670 hed det rom på engelsk og dansk, ron på spansk og rhum på fransk. Men blandt dem, der drak stadsen, hed det bare Kill Devil, dels fordi ikke så få døde af det, dels på grund af tømmermændene.
I flåden erstattede det halvråddent vand og overgæret øl. Søfolk kunne faktisk helt undvære vand, hvis bare de fik rom nok, og de store rationer gjorde det nemmere at rekruttere. I 1731 var rationen på 1/4 liter om dagen, og det var så rigeligt, at mange gik planken ud uden at opdage det. Rom-rationerne blev først afskaffet i British Navy i 1970.
I dag produceres rom på St. Croix. Den lyse rom kommer fra tanke af rustfrit stål, mens den gyldne er ældet på egetræsfade, derudover er der den langtidslagrede, der serveres som cognac. Farve og smag varieres med karamel og krydderier.
De skønne dråber spiller en stor rolle i dagligdagen. En nyfødts pande stænkes med rom, og det sidste hvilested får et skvæt til turen. Nu er Caribiens økonomi ikke længere afhængig af sukker og rom, men af rom og cola.
Det var i Vestindien, at man fandt ud af at bruge melasse, sirup, og andet afkog fra sukkerrørene til noget fornuftigt: Rom.
I begyndelsen gav man det til dyrene, men så kom en mand til at slikke på en klat, der havde ligget længe i solen, og han fik det så dejligt. Så var rommen opfundet. Den første destillering fandt sted på Barbados i 1630. Navnet kan stamme fra det latinske ord for sukkerrør, saccharum. Eller fra det engelske rumbullion, som betyder ballade, for det blev der altid, når det var i nærheden. Fra 1670 hed det rom på engelsk og dansk, ron på spansk og rhum på fransk. Men blandt dem, der drak stadsen, hed det bare Kill Devil, dels fordi ikke så få døde af det, dels på grund af tømmermændene.
I flåden erstattede det halvråddent vand og overgæret øl. Søfolk kunne faktisk helt undvære vand, hvis bare de fik rom nok, og de store rationer gjorde det nemmere at rekruttere. I 1731 var rationen på 1/4 liter om dagen, og det var så rigeligt, at mange gik planken ud uden at opdage det. Rom-rationerne blev først afskaffet i British Navy i 1970.
I dag produceres rom på St. Croix. Den lyse rom kommer fra tanke af rustfrit stål, mens den gyldne er ældet på egetræsfade, derudover er der den langtidslagrede, der serveres som cognac. Farve og smag varieres med karamel og krydderier.
De skønne dråber spiller en stor rolle i dagligdagen. En nyfødts pande stænkes med rom, og det sidste hvilested får et skvæt til turen. Nu er Caribiens økonomi ikke længere afhængig af sukker og rom, men af rom og cola.
Peter von Scholten - den sidste generalguvernør
Peter von Scholten
»At være, ikke at synes ...«
Sådan lød mottoet for en af de mest omstridte personligheder i Danmarkshistorien: Peter von Scholten. Han levede op til det hver eneste dag.
Den danske generalguvernør var meget i enhver forstand – en flot, selvsikker, højrøstet herre, der fyldte i det politiske liv og i festsalonerne. I Dansk Vestindien blev han helten, der trodsede kongen og gav slaverne fri. Han er stadig kendt og beundret som den gode Massa Peter, også af dem, der for længst har glemt Danmark. Han blev født 17. maj 1784 som søn af kommandanten på St. Thomas, Cassimir von Scholten. Han forlod øerne, da England besatte dem i 1807. I Danmark blev han adjudant for kongens generaladjudant, von Bülow. Han var derfor tæt på Fr. 6. som senere gav ham stillingen som vejermester i Charlotte Amalie.
Og det undrede mange, at Scholten sagde farvel til en lovende militærkarriere for at veje sukker på St. Thomas. Men von Scholten forstod sig på karriere. Vejermesteren var en vigtig person, og den gav rige muligheder for lidt ekstra oveni lønningsposen. Og snart fik han yderligere titler som stadthauptmand og kommandant, der gik næsten ikke et år uden en udnævnelse. Og hver gang han fik en titel, gav kongen ham lov til at beholde de gamle titler. Som toldintendant femdoblede han taksterne, så kongen var meget glad for ham. Han blev også entreprenør og byggede huse. Og i 1823 blev han guvernør på St. Thomas. Fire år senere generalguvernør for Dansk Vestindien.
Det mærkelige er, at han trods sine mange titler og enorme indtægter aldrig havde ret mange penge. Det har givet anledning til teorier om, at Scholten havde en hemmelig aftale med Fr. 6.: Kongen gav ham rige embeder, til gengæld skulle Scholten forsyne kongen med penge under bordet. Dem havde kongen brug for til at forsørge sin elskerinde og uægte børn med. Det passer med, at ligegyldigt hvad von Scholten bad om, så var kongen positivt stemt.
På øerne anså mange von Scholten for nævenyttig og alt for god til at rage til sig. Pragten omkring ham blev fornemmere og fornemmere, altid var han overlæsset klædt i ordensbehængte uniformer. Misundelsen trivedes, men det gjorde von Scholten også.
Han blev hurtigt en slags landsfader for slaverne. Han lærte sig kreolsk, så han kunne tale med dem, og de så op til ham, når han kom kørende i karet med slægtsvåbenet malet på begge døre. Hans gode forhold til de sorte blev forstærket af en langvarig kærlighedsaffære med mulatten og frinegeren Anna Heegaard, som han traf på St. Croix. Han ligestillede de frie negre med hvide og ansatte dem i administrationen. De blev også inviteret med til fester, og han kontrollerede, at planterne behandlede deres slaver ordentligt. Han forbød gravide slaver at arbejde. Han forbød de ydmygende udstillinger af slaverne, når de skulle sælges. I det hele taget gik han langt ud over, hvad han havde mandat til fra København. Hans embedsmænd iværksatte kampagner mod ham i de danske aviser. Til sidst var han konstant i klemme mellem planterne, der var bange for hans liberale ideer, og de liberale kræfter, der ikke mente, at han gjorde nok.
Hans egen filosofi var, at slaverne skulle frigives, men først uddannes, så de havde mulighed for at forsørge sig selv, når planterne ikke længere havde ansvar for dem.
I 1839 indførte han landskoleordningen og oprettede 17 slaveskoler på øerne, og hvert år overværede han personligt eksaminerne.
De sidste år var han fysisk nedbrudt. Efter at have givet slaverne fri, blev han overfaldet af rasende irere på havnen, hvorefter han flygtede til guvernementshuset og faldt om. 14. juli 1848 sejlede han til Danmark, hvor regeringen gav von Scholten skylden for slavernes frigivelse for at slippe for at give planterne erstatning og von Scholten pension. Han blev fundet skyldig af en kommissionsdomstol, men renset ved Højesteret i 1852. Han fik sin pension og rejste til datteren i Altona, hvor han døde 26. januar 1854. Hans kiste blev ført til København og placeret på Assistens Kirkegård i et mausoleum, der står endnu. I dag hører det til yndlingshistorierne på øerne, at kongen nægtede at lade Von Scholten stede til hvile i Danmark. Men det er ikke rigtigt. Hans mausulæum står endnu på Nørrebro.
Hans død blev i bladet »Fædrelandet« kommenteret sådan: »Staten sparer ved dette dødsfald 12.000 rigsdaler årligt« – med henvisning til von Scholtens pension.
Sådan lød mottoet for en af de mest omstridte personligheder i Danmarkshistorien: Peter von Scholten. Han levede op til det hver eneste dag.
Den danske generalguvernør var meget i enhver forstand – en flot, selvsikker, højrøstet herre, der fyldte i det politiske liv og i festsalonerne. I Dansk Vestindien blev han helten, der trodsede kongen og gav slaverne fri. Han er stadig kendt og beundret som den gode Massa Peter, også af dem, der for længst har glemt Danmark. Han blev født 17. maj 1784 som søn af kommandanten på St. Thomas, Cassimir von Scholten. Han forlod øerne, da England besatte dem i 1807. I Danmark blev han adjudant for kongens generaladjudant, von Bülow. Han var derfor tæt på Fr. 6. som senere gav ham stillingen som vejermester i Charlotte Amalie.
Og det undrede mange, at Scholten sagde farvel til en lovende militærkarriere for at veje sukker på St. Thomas. Men von Scholten forstod sig på karriere. Vejermesteren var en vigtig person, og den gav rige muligheder for lidt ekstra oveni lønningsposen. Og snart fik han yderligere titler som stadthauptmand og kommandant, der gik næsten ikke et år uden en udnævnelse. Og hver gang han fik en titel, gav kongen ham lov til at beholde de gamle titler. Som toldintendant femdoblede han taksterne, så kongen var meget glad for ham. Han blev også entreprenør og byggede huse. Og i 1823 blev han guvernør på St. Thomas. Fire år senere generalguvernør for Dansk Vestindien.
Det mærkelige er, at han trods sine mange titler og enorme indtægter aldrig havde ret mange penge. Det har givet anledning til teorier om, at Scholten havde en hemmelig aftale med Fr. 6.: Kongen gav ham rige embeder, til gengæld skulle Scholten forsyne kongen med penge under bordet. Dem havde kongen brug for til at forsørge sin elskerinde og uægte børn med. Det passer med, at ligegyldigt hvad von Scholten bad om, så var kongen positivt stemt.
På øerne anså mange von Scholten for nævenyttig og alt for god til at rage til sig. Pragten omkring ham blev fornemmere og fornemmere, altid var han overlæsset klædt i ordensbehængte uniformer. Misundelsen trivedes, men det gjorde von Scholten også.
Han blev hurtigt en slags landsfader for slaverne. Han lærte sig kreolsk, så han kunne tale med dem, og de så op til ham, når han kom kørende i karet med slægtsvåbenet malet på begge døre. Hans gode forhold til de sorte blev forstærket af en langvarig kærlighedsaffære med mulatten og frinegeren Anna Heegaard, som han traf på St. Croix. Han ligestillede de frie negre med hvide og ansatte dem i administrationen. De blev også inviteret med til fester, og han kontrollerede, at planterne behandlede deres slaver ordentligt. Han forbød gravide slaver at arbejde. Han forbød de ydmygende udstillinger af slaverne, når de skulle sælges. I det hele taget gik han langt ud over, hvad han havde mandat til fra København. Hans embedsmænd iværksatte kampagner mod ham i de danske aviser. Til sidst var han konstant i klemme mellem planterne, der var bange for hans liberale ideer, og de liberale kræfter, der ikke mente, at han gjorde nok.
Hans egen filosofi var, at slaverne skulle frigives, men først uddannes, så de havde mulighed for at forsørge sig selv, når planterne ikke længere havde ansvar for dem.
I 1839 indførte han landskoleordningen og oprettede 17 slaveskoler på øerne, og hvert år overværede han personligt eksaminerne.
De sidste år var han fysisk nedbrudt. Efter at have givet slaverne fri, blev han overfaldet af rasende irere på havnen, hvorefter han flygtede til guvernementshuset og faldt om. 14. juli 1848 sejlede han til Danmark, hvor regeringen gav von Scholten skylden for slavernes frigivelse for at slippe for at give planterne erstatning og von Scholten pension. Han blev fundet skyldig af en kommissionsdomstol, men renset ved Højesteret i 1852. Han fik sin pension og rejste til datteren i Altona, hvor han døde 26. januar 1854. Hans kiste blev ført til København og placeret på Assistens Kirkegård i et mausoleum, der står endnu. I dag hører det til yndlingshistorierne på øerne, at kongen nægtede at lade Von Scholten stede til hvile i Danmark. Men det er ikke rigtigt. Hans mausulæum står endnu på Nørrebro.
Hans død blev i bladet »Fædrelandet« kommenteret sådan: »Staten sparer ved dette dødsfald 12.000 rigsdaler årligt« – med henvisning til von Scholtens pension.
Von Scholtens mausulæum på Assistens Kirkegård.
Spanierne sked sig til magten
Det var spaniernes lort, der slog indianerne ihjel
Det er formentlig verdenshistoriens største humane katastrofe, men først nu kan man forklare, hvordan millioner af indianere i Vestindien kunne dø på så få år. Man har altid vidst, at bakterierne var på spaniernes side, for indianerne døde af sygdomme, som bare ikke bed på spanierne. Men hvilke? Der er budt på mæslinger, kopper og tyfus, og de har sikkert også slået mange ihjel. Men nu viser forskning, at en helt anden bakterie var den egentlige dræber i Caribien og Mellemamerika: Salmonellabakterien - Paratyphi C. Den smitter via afføring. Spanierne har haft den med fra Europa, og så har de mere eller mindre skidt sig til erobringen.
Forskerne fandt ud af det gennem dna-prøver fra en massegrav i Mexico. Aztekerne kaldte sygdommen cocoliztli. VI ville kalde det pølseforgiftning. Og det er Center for GeoGenetik i København, der er krumtap i afsløringen. For her kunne man påvise, at bakterien havde dræbt en kvinde for ca. 800 år siden i Norge. Altså har den floreret i Europa, hvor vi er blevet immune. Derefter er den fragtet over Atlanten med katastrofalt resultat.
Forskerne fandt ud af det gennem dna-prøver fra en massegrav i Mexico. Aztekerne kaldte sygdommen cocoliztli. VI ville kalde det pølseforgiftning. Og det er Center for GeoGenetik i København, der er krumtap i afsløringen. For her kunne man påvise, at bakterien havde dræbt en kvinde for ca. 800 år siden i Norge. Altså har den floreret i Europa, hvor vi er blevet immune. Derefter er den fragtet over Atlanten med katastrofalt resultat.
Pirater i Dansk Vestindien
Pirater var rigtige mænd. De kæmpede for deres konge eller dronning, når de røvede guld fra røvere, der lige havde røvet det fra indianerne.
Sådan har Hollywood fået os til at tænke på sørøvere, der huserede i Caribien helt op i 1800-tallene. Ældre ser for sig Erroll Flynn svinge sig fra mast til mast, knuse fjenden og ædelt beskytte kvinderne i sort/hvide film. De unge kan så tænke på Johnny Debb.
Og sådan var de også – nogle af dem. Mange pirater var dygtige søfolk, sendt af sted med monarkens velsignelse for at underminere primært spanierne, siden hinanden. Andre pirater var almindelige forbrydere, der ville være rige hurtigt. Og nogle af lidt af begge dele.
Piratskibene var eftertragtede arbejdspladser. Her var der medarbejderpleje, for rovet blev delt, så selv yngste dæksdreng kunne opbygge en formue. Som regel blev det hele dog brugt på kvinder og sprut til overpriser fx på St. Thomas. Flere legendariske pirater har tilknytning til St. Thomas. Længe før danskerne kom, skal den have besøgt af Francis Drake, en typisk pirat, der for franskmænd var terrorist, men i England blev han adlet. Da han hørte, at spanierne ville sende en hel armada til Caribien udelukkende for at gøre det af med ham, sejlede han til Cadiz i Spanien, hvor flåden lå klar til afgang. Han satte ild til det hele, så den stakkels spanske admiral døde af chok. På en bjergtop på St. Thomas kan man besøge Drake´s Seat, hvor man mener, at han har siddet og funderet over situationen.
Kaptajn Sortskæg hærgede i begyndelsen af 1700-tallet. Hans borgerlige navn var Edward Teach, og han var lidt speciel. Han havde et meget stort, sort skæg, som han flettede i små haler, der blev bundet med farvestrålende bånd. Var han i festligt humør, satte han knaldperler i enden af fletningerne, så det bragede omkring ham, og i hattekanten satte han lunter fra kanonerne, så det røg omkring ham. Han drak rom med krudt i, tyggede tobak og havde 14 koner. Ingen havde sendt ham af sted, han røvede helt upartisk.
Hans tilknytning til St. Thomas er dokumenteret. Han har været her i 1718. Og derfor har man omdøbt det gamle Skytsborg til Blackbeard´s Castle, ingen aner dog, om han har boet lige dér. Desuden er øen Thatch Cay nord for St. Thomas også opkaldt efter ham.
Også kvinder kunne være pirater. På St. Thomas havde man Anne Belly. En frygtelig kvinde, men måske ganske sexet at dømme efter statuen af hende, der står ved Haagensens Hus. Anne Belly voksede op i USA, hvor hun allerede som 12-årig myrdede den første, en af hjemmets stuepiger. Hun blev gift med en matros, som hurtigt fik nok og stak af til St. Thomas. Men Anne fulgte efter, fandt ham på et bordel i Charlotte Amalie, og skar halsen over på ham. Hun var da 16 år. Derefter gik hun i ledtog med den grusomme Calico Jack, der var kendt for at gå i dametøj. Hun blev hans piratprinsesse og sammen hærgede de hele Caribien. De blev fanget på Jamaica og dømt til døden, men Anne Belly blev benådet, fordi hun var gravid. Hendes far købte hende fri, og hun vendte tilbage til St. Thomas, hvor hun åbnede et spillehus i Charlotte Amalie.
St. Croix var base for flere franske pirater – omkring 40 franske piratskibe, der primært skulle plyndre spanierne i Puerto Rico. Når de kom tilbage til St. Croix, blev der holdt offentlige auktioner over tyvekosterne. Man ved, at der i 1750 ankom et piratskib med 55 kister med spanske sølvmønter.
St. Thomas var ubetinget en piratrede, og man ved, at adskillige danskere og nordmænd har været besætningsmedlemmer på piratskibe. Ofte soldater, som deserterede fra Dansk Vestindien, fordi de ikke kunne udholde forholdene. Man ved også, at en dansker var kaptajn på et piratskib med engelsk-fransk besætning. Og så ved man, at de største danske pirater var de første danske guvernører - se historieafsnittet.
Sådan har Hollywood fået os til at tænke på sørøvere, der huserede i Caribien helt op i 1800-tallene. Ældre ser for sig Erroll Flynn svinge sig fra mast til mast, knuse fjenden og ædelt beskytte kvinderne i sort/hvide film. De unge kan så tænke på Johnny Debb.
Og sådan var de også – nogle af dem. Mange pirater var dygtige søfolk, sendt af sted med monarkens velsignelse for at underminere primært spanierne, siden hinanden. Andre pirater var almindelige forbrydere, der ville være rige hurtigt. Og nogle af lidt af begge dele.
Piratskibene var eftertragtede arbejdspladser. Her var der medarbejderpleje, for rovet blev delt, så selv yngste dæksdreng kunne opbygge en formue. Som regel blev det hele dog brugt på kvinder og sprut til overpriser fx på St. Thomas. Flere legendariske pirater har tilknytning til St. Thomas. Længe før danskerne kom, skal den have besøgt af Francis Drake, en typisk pirat, der for franskmænd var terrorist, men i England blev han adlet. Da han hørte, at spanierne ville sende en hel armada til Caribien udelukkende for at gøre det af med ham, sejlede han til Cadiz i Spanien, hvor flåden lå klar til afgang. Han satte ild til det hele, så den stakkels spanske admiral døde af chok. På en bjergtop på St. Thomas kan man besøge Drake´s Seat, hvor man mener, at han har siddet og funderet over situationen.
Kaptajn Sortskæg hærgede i begyndelsen af 1700-tallet. Hans borgerlige navn var Edward Teach, og han var lidt speciel. Han havde et meget stort, sort skæg, som han flettede i små haler, der blev bundet med farvestrålende bånd. Var han i festligt humør, satte han knaldperler i enden af fletningerne, så det bragede omkring ham, og i hattekanten satte han lunter fra kanonerne, så det røg omkring ham. Han drak rom med krudt i, tyggede tobak og havde 14 koner. Ingen havde sendt ham af sted, han røvede helt upartisk.
Hans tilknytning til St. Thomas er dokumenteret. Han har været her i 1718. Og derfor har man omdøbt det gamle Skytsborg til Blackbeard´s Castle, ingen aner dog, om han har boet lige dér. Desuden er øen Thatch Cay nord for St. Thomas også opkaldt efter ham.
Også kvinder kunne være pirater. På St. Thomas havde man Anne Belly. En frygtelig kvinde, men måske ganske sexet at dømme efter statuen af hende, der står ved Haagensens Hus. Anne Belly voksede op i USA, hvor hun allerede som 12-årig myrdede den første, en af hjemmets stuepiger. Hun blev gift med en matros, som hurtigt fik nok og stak af til St. Thomas. Men Anne fulgte efter, fandt ham på et bordel i Charlotte Amalie, og skar halsen over på ham. Hun var da 16 år. Derefter gik hun i ledtog med den grusomme Calico Jack, der var kendt for at gå i dametøj. Hun blev hans piratprinsesse og sammen hærgede de hele Caribien. De blev fanget på Jamaica og dømt til døden, men Anne Belly blev benådet, fordi hun var gravid. Hendes far købte hende fri, og hun vendte tilbage til St. Thomas, hvor hun åbnede et spillehus i Charlotte Amalie.
St. Croix var base for flere franske pirater – omkring 40 franske piratskibe, der primært skulle plyndre spanierne i Puerto Rico. Når de kom tilbage til St. Croix, blev der holdt offentlige auktioner over tyvekosterne. Man ved, at der i 1750 ankom et piratskib med 55 kister med spanske sølvmønter.
St. Thomas var ubetinget en piratrede, og man ved, at adskillige danskere og nordmænd har været besætningsmedlemmer på piratskibe. Ofte soldater, som deserterede fra Dansk Vestindien, fordi de ikke kunne udholde forholdene. Man ved også, at en dansker var kaptajn på et piratskib med engelsk-fransk besætning. Og så ved man, at de største danske pirater var de første danske guvernører - se historieafsnittet.
Det store slaveoprør på St. Jan
Kun én gang lykkedes det danske slaver at gøre alvorligt oprør, og det blev det største oprør i slaveriets historie. Det fandt sted på St. Jan 23. november 1733.
Sukkerrørene stod sprængfede med saft, og toppene var begyndt at blive gule. Det var sen efterår, og høsten skulle i gang på øens 109 plantager. 1087 slaver skulle skære rødderne over og kvase det sødlige stads ud af dem i møllerne. Øens 208 hvide havde længe følt sig truede af slaverne, der var i så voldsomt overtal. Nogle af plantagerne var kun befolket af slaver, under opsyn af en med-slave, en bomba - de hvide turde ikke være der, men boede på St. Thomas. En af årsagerne til frygten var, at mange af St. Jans slaver var kommet direkte fra Afrika, og de var altid mere fjendtlige end slaver, der var født ind i slaveriet. Endelig havde slaverne i årevis sultet på grund af ringe forsyninger til øen.
Forholdet blev så anspændt, at guvernør Gardelin udsendte et slavereglement i håb om at afskrække oprør. På en plakat fortalte guvernøren, at han var meget utilfreds med, at ”vore negre, som af Gud selv er gjort til slaver, ikke alene ligesom tilsidesætter deres slavepligter over for de hvide, men også i særdeleshed viser virkelig ulydighed mod deres mestre og mesterinder, hvis penge de dog er.” Og så bekendtgør han et reglement med strenge straffe for oprør. Det blev læst op for slaverne, men på St. Jan virkede det ikke afskrækkende. Nye stærke afrikanere fra aqvambu-stammen var ikke bange for at dø, de var bange for at leve som slaver. En af dem var Kong Juni. Han organiserede oprøret, der begyndte om morgenen og varede i halvt år.
Slaverne Kanta og Claes gik op til fortet Frederiksværn på Fortsbjerg og råbte, at de kom med brænde. Da de var lukket ind, drog de deres sukkerknive og skar halsen over på soldaterne. Slaverne affyrede tre kanonskud, signalet på oprør. Kong Juni lagde for med at gå ind i planters hjem og skære halsen over på ham og hans datter, hvorpå han smurte sig ind i deres blod og tog herrens tøj på, og med den inspiration strøg plantagens 146 slaver hen over øen i et bloddryppende ridt. Alt hvad de mødte af hvidt blev slagtet. Kvinder og børn blev jagtet i deres hjem og hakket ned med sukkerknive, som var de høns.
Enkelte områder var blevet advaret af slaver, der var imod oprøret, og en lille samling af hvide og deres slaver forskansede sig i en ende af øen med kanoner, en stilling, som det kun lykkedes dem at holde, fordi slaverne var døddrukne af kildevil, da de nåede frem.
Fra St. Thomas sendte guvernøren soldater og kanoner, så der efterhånden var et par hundrede til at nedkæmpe oprøret, men de kunne ikke stoppe det. Oprørerne styrede øen og plyndrede og brændte plantager, som det passede dem. Kong Juni levede som en rigtig konge og blev vartet op i et plantagehjem. Han holdt selv slaver, de slaver som var født på øerne, og han byttede slaver for våben og krudt med forbipasserende skibe.
Danskerne forsøgte sig med list ved at sætte forgiftede tønder med rom ude i skoven, men oprørerne fik bare lidt voldsommere tømmermænd. Man gav flere entreprenører mulighed for at nedkæmpe oprøret mod en klækkelig dusør og indtægten fra alle de slaver, de kunne fange. Men de kunne heller ikke.
Gardelin søgte hjælp alle steder, men først på Martinique fik han positivt svar. Franskmændene ville gerne stå på god fod med danskerne. Dels ville de sælge os St. Croix, dels havde man brug for Danmark som allieret i en konflikt i Europa. Den franske guvernør sendt to barkskibe under ledelse af den drevne Longueville med 228 soldater, der alle var tidligere slaver. De ankom 24. april 1734, og deres aktion varede en måned. Den blev glorificeret, men var ikke glorværdig. Det lykkedes dem kun at fange nogle få. De vadede rundt på en ø, der stank af lig, for oprørerne var begyndt at dræbe hinanden.
Oprøret sluttede kun, fordi oprørslederne tog livet af hinanden. Kong Juni samlede 35 oprørere, de åd en hel okse rå, hvorefter de skød hinanden. Han skar til sidst halsen over på sin kone og sig selv. Til sidst var der kun 14 oprørere tilbage, der blev lokket af en dansk officer med løfte om frit lejde, hvorefter de blev straffet, de fleste hængt.
44 plantager var nedbrændt., alle afgrøder ødelagt, alle dyr spist. Men driften var hurtig i gang igen. Og i 1739 var der 1414 slaver, altså flere end før oprøret, og der var kun 208 hvide. På 19 af de 101 plantager var der ingen hvide. En enkelt slave havde opsyn med 45 slaver. Nogen stor lærestreg havde der ikke været tale om.
Sukkerrørene stod sprængfede med saft, og toppene var begyndt at blive gule. Det var sen efterår, og høsten skulle i gang på øens 109 plantager. 1087 slaver skulle skære rødderne over og kvase det sødlige stads ud af dem i møllerne. Øens 208 hvide havde længe følt sig truede af slaverne, der var i så voldsomt overtal. Nogle af plantagerne var kun befolket af slaver, under opsyn af en med-slave, en bomba - de hvide turde ikke være der, men boede på St. Thomas. En af årsagerne til frygten var, at mange af St. Jans slaver var kommet direkte fra Afrika, og de var altid mere fjendtlige end slaver, der var født ind i slaveriet. Endelig havde slaverne i årevis sultet på grund af ringe forsyninger til øen.
Forholdet blev så anspændt, at guvernør Gardelin udsendte et slavereglement i håb om at afskrække oprør. På en plakat fortalte guvernøren, at han var meget utilfreds med, at ”vore negre, som af Gud selv er gjort til slaver, ikke alene ligesom tilsidesætter deres slavepligter over for de hvide, men også i særdeleshed viser virkelig ulydighed mod deres mestre og mesterinder, hvis penge de dog er.” Og så bekendtgør han et reglement med strenge straffe for oprør. Det blev læst op for slaverne, men på St. Jan virkede det ikke afskrækkende. Nye stærke afrikanere fra aqvambu-stammen var ikke bange for at dø, de var bange for at leve som slaver. En af dem var Kong Juni. Han organiserede oprøret, der begyndte om morgenen og varede i halvt år.
Slaverne Kanta og Claes gik op til fortet Frederiksværn på Fortsbjerg og råbte, at de kom med brænde. Da de var lukket ind, drog de deres sukkerknive og skar halsen over på soldaterne. Slaverne affyrede tre kanonskud, signalet på oprør. Kong Juni lagde for med at gå ind i planters hjem og skære halsen over på ham og hans datter, hvorpå han smurte sig ind i deres blod og tog herrens tøj på, og med den inspiration strøg plantagens 146 slaver hen over øen i et bloddryppende ridt. Alt hvad de mødte af hvidt blev slagtet. Kvinder og børn blev jagtet i deres hjem og hakket ned med sukkerknive, som var de høns.
Enkelte områder var blevet advaret af slaver, der var imod oprøret, og en lille samling af hvide og deres slaver forskansede sig i en ende af øen med kanoner, en stilling, som det kun lykkedes dem at holde, fordi slaverne var døddrukne af kildevil, da de nåede frem.
Fra St. Thomas sendte guvernøren soldater og kanoner, så der efterhånden var et par hundrede til at nedkæmpe oprøret, men de kunne ikke stoppe det. Oprørerne styrede øen og plyndrede og brændte plantager, som det passede dem. Kong Juni levede som en rigtig konge og blev vartet op i et plantagehjem. Han holdt selv slaver, de slaver som var født på øerne, og han byttede slaver for våben og krudt med forbipasserende skibe.
Danskerne forsøgte sig med list ved at sætte forgiftede tønder med rom ude i skoven, men oprørerne fik bare lidt voldsommere tømmermænd. Man gav flere entreprenører mulighed for at nedkæmpe oprøret mod en klækkelig dusør og indtægten fra alle de slaver, de kunne fange. Men de kunne heller ikke.
Gardelin søgte hjælp alle steder, men først på Martinique fik han positivt svar. Franskmændene ville gerne stå på god fod med danskerne. Dels ville de sælge os St. Croix, dels havde man brug for Danmark som allieret i en konflikt i Europa. Den franske guvernør sendt to barkskibe under ledelse af den drevne Longueville med 228 soldater, der alle var tidligere slaver. De ankom 24. april 1734, og deres aktion varede en måned. Den blev glorificeret, men var ikke glorværdig. Det lykkedes dem kun at fange nogle få. De vadede rundt på en ø, der stank af lig, for oprørerne var begyndt at dræbe hinanden.
Oprøret sluttede kun, fordi oprørslederne tog livet af hinanden. Kong Juni samlede 35 oprørere, de åd en hel okse rå, hvorefter de skød hinanden. Han skar til sidst halsen over på sin kone og sig selv. Til sidst var der kun 14 oprørere tilbage, der blev lokket af en dansk officer med løfte om frit lejde, hvorefter de blev straffet, de fleste hængt.
44 plantager var nedbrændt., alle afgrøder ødelagt, alle dyr spist. Men driften var hurtig i gang igen. Og i 1739 var der 1414 slaver, altså flere end før oprøret, og der var kun 208 hvide. På 19 af de 101 plantager var der ingen hvide. En enkelt slave havde opsyn med 45 slaver. Nogen stor lærestreg havde der ikke været tale om.
Hvad kalder man en neger?
Hvad kalder man en person, der i en eller anden grad stammer fra de afrikanere, der kom til Amerika og blev gjort til slaver? Man vil nødig støde, og moden skifter. I øjeblikket er den mest korrekte betegnelse i USA, som Dansk Vestindien jo nu tilhører: African-american.
Ordet ”black” går også an, mens ”afro-american” er yt, men det anses ikke for fornærmende, og det vil ikke støde nogen. ”Negroe” har ikke det samme neutrale udtryk i USA som i Danmark, så det skal man ikke bruge. Under ingen omstændigheder, heller ikke for sjov eller blandt venner, bør man bruge ordet nigger. Heller ikke selv om man lige har hørt en sort omtale sig selv eller andre med selvsamme ord og grine højt ad det. Det er så ladet med følelser, når det kommer fra en hvid, at en hvid må sige ”the n-word”, hvis det er strengt nødvendigt at omtale selve ordet.
Hvis man skal tale om slaver på engelsk, sætter man pris på, at vi ikke kalder afrikanerne for slaves, men omtaler dem som enslaved, altså tvunget til slaveri. Dermed understreger man, at disse mennesker ikke af naturens vej var slaver, men at det var noget, vi gjorde dem til. Et rimeligt sprogligt hensyn, men vi har desværre ikke et lignende ord på dansk.
Når vi ikke bruger afrikaner-amerikaner eller finder på nye konstruktioner af ordet slaver i denne bog, skyldes det, at vi må anvende ord og termer, som er naturlige for danskere. Denne bog forsøger at bruge betegnelserne neger, sort og afrikaner, så de passer i sammenhæng, og hvis det i visse tilfælde mislykkes, beklager vi.
Ordet ”black” går også an, mens ”afro-american” er yt, men det anses ikke for fornærmende, og det vil ikke støde nogen. ”Negroe” har ikke det samme neutrale udtryk i USA som i Danmark, så det skal man ikke bruge. Under ingen omstændigheder, heller ikke for sjov eller blandt venner, bør man bruge ordet nigger. Heller ikke selv om man lige har hørt en sort omtale sig selv eller andre med selvsamme ord og grine højt ad det. Det er så ladet med følelser, når det kommer fra en hvid, at en hvid må sige ”the n-word”, hvis det er strengt nødvendigt at omtale selve ordet.
Hvis man skal tale om slaver på engelsk, sætter man pris på, at vi ikke kalder afrikanerne for slaves, men omtaler dem som enslaved, altså tvunget til slaveri. Dermed understreger man, at disse mennesker ikke af naturens vej var slaver, men at det var noget, vi gjorde dem til. Et rimeligt sprogligt hensyn, men vi har desværre ikke et lignende ord på dansk.
Når vi ikke bruger afrikaner-amerikaner eller finder på nye konstruktioner af ordet slaver i denne bog, skyldes det, at vi må anvende ord og termer, som er naturlige for danskere. Denne bog forsøger at bruge betegnelserne neger, sort og afrikaner, så de passer i sammenhæng, og hvis det i visse tilfælde mislykkes, beklager vi.
Litteratur om Dansk Vestindien
Der er skrevet utallige bøger om Dansk Vestindien. Følgende kan fås på bibliotekerne.
Vore Gamle Tropekolonier, bind 1-4. Fremad. 1966. Flere forfattere giver en meget detaljeret, men også meget underholdende beskrivelse af øernes danske historie.
Thorkild Hansen: Slavernes Øer, Gyldendal 1967-70. Personlig skildring af øernes danske historie. Del af trilogi, der også omfatter bind om slavernes transport over Atlanten og om de danske forter i Vestafrika.
Fra Slaveri til Frihed. Nationalmuseet. En bog med indlæggene fra et symposium på Nationalmuseet i 1998 i anledning af 150 året for slaveriets ophør.
Leif Svalesen: Slaveskibet Fredenborg og den dansk-norske slavehandel i 1700-tallet, Hovedland 1996. Norsk eventyrer fortæller gennem sin søgen efter vraget af det forliste skib om transporten af slaver. Med forord af Vestindien-eksperten Erik Gøbel fra Rigsarkivet.
Hans Gregersen: Slaveliv i Dansk Vestindien. Tema 1993.
Hvis man kan få fat i J. Bech Nygaards Guvernøren, får man en levende beskrivelse af pirat-guvernørerne Esmit. Se også filmen Peter von Scholten, som fås på video.
Vore Gamle Tropekolonier, bind 1-4. Fremad. 1966. Flere forfattere giver en meget detaljeret, men også meget underholdende beskrivelse af øernes danske historie.
Thorkild Hansen: Slavernes Øer, Gyldendal 1967-70. Personlig skildring af øernes danske historie. Del af trilogi, der også omfatter bind om slavernes transport over Atlanten og om de danske forter i Vestafrika.
Fra Slaveri til Frihed. Nationalmuseet. En bog med indlæggene fra et symposium på Nationalmuseet i 1998 i anledning af 150 året for slaveriets ophør.
Leif Svalesen: Slaveskibet Fredenborg og den dansk-norske slavehandel i 1700-tallet, Hovedland 1996. Norsk eventyrer fortæller gennem sin søgen efter vraget af det forliste skib om transporten af slaver. Med forord af Vestindien-eksperten Erik Gøbel fra Rigsarkivet.
Hans Gregersen: Slaveliv i Dansk Vestindien. Tema 1993.
Hvis man kan få fat i J. Bech Nygaards Guvernøren, får man en levende beskrivelse af pirat-guvernørerne Esmit. Se også filmen Peter von Scholten, som fås på video.
Kendte vestindere
Bentzon, Adrian Benjamin (1777-1827), generalguvernør (1816-1825). Norsk verdensmand, gift med amerikansk millionøse, venner med zar Alexander d 1., Metternich og Talleyrand. Blev afskediget uden pension på grund af mistanke om korruption og åger, men blev siden frifundet af Højesteret.
Borge, Victor (1909-2000), gæste-vestinder. Den verdensberømte komiker huskes med stor veneration på St. Croix, som var hans sommerhjem i mange år. Hans hus i Bjerge Gade er stadig et vigtigt turistmål for danskere.
Charlotte Amalie (1650-1714), bynavngiver. Dronning til Chr. 5. Tilhørte Den Reformte Kirke og var årsag til, at de reformte var velkomne i Dansk Vestindien. Som tak for tronarvingen (Fr. 5) forærede kongen hende grunden til Den Reformerte Kirke i København. Ejede godser og fabrikker. Boede i København på Charlottenborg, som også er opkaldt efter hende.
Cornelins, Victor Waldemar (1898-1985), kendt skæbne. Født i Frederiksted. Sendt til Danmark i 1905 for at lære dansk kultur med henblik på at vende tilbage som lærer, men først blev den lille negerdreng udstillet i Tivoli. Blev viceskoleinspektør i Nakskov.
Dyppel, Jørgen Iversen (1638-1682) guvernør. Bagersøn fra Helsingør blev Dansk Vestindiens egentlige grundlægger. Var som ung serving senere købmand på St. Kitts. Fik røvet sin formue af pirater på vej hjem. Guvernør på St. Thomas 1671-1680. Genudnævnt i 1682, men blev smidt overbord af mytterister på vej derover.
Gardelin, Philip (d. 1740), guvernør. Begyndte sin karriere som bogholder på St. Thomas og endte som guvernør (1733-36). Indførte Caribiens skrappeste slavereglement i håb om at stoppe slaveflugt. Erkendte at straffe ikke hjalp og foreslog som den første, at man kunne styre slaverne ved at kristne dem.
Hamilton, Alexander (1755-1804) statsmand. Født på St. Nevis. Kom som 10-årig i lære hos købmand på St. Croix. Borgerne samlede penge ind, så Hamilton kunne uddanne sig i USA. Blev adjudant for George Washington og USA's første finansminister. Døde efter en duel med USA's vicepræsident Aaron Burr. Hans betydning for USA viser sig tydeligst på en $10 seddel.
Heegaard, Anna, frineger og velhavende planter, elskerinde til Peter von Scholten. Begravet på sin plantage "Aldershvile", men hendes gravsten ligger på Whim plantage.
Jackson, David Hamilton (1884-1946), ligeretsforkæmper. Drog i 1915 til København for at klage over de indfødtes forhold. Udgav sin egen avis, The Herald. Organiserede fagforening og generalstrejke. Endte som dommer og senator. Fejres med helligdag 1. november. Blev kaldt Sorte Moses.
Larsen, Alex Frank, (1946), journalist og forfatter. Producerede TV-serien "Slavernes Slægt", der følger efterkommeres søgen efter deres afrikanske rødder. Har modtaget Cavling-prisen.
Lawaetz, dansk familie på St. Croix. Carl og hustruen Mariekøbte i 1885 plantagen Little La Grange på St. Croix for at opdrætte kvæg. Hans tre sønner valgte at blive på øen, da den blev solgt. Der bor stadig efterkommere på øen. Mest kendt er kunstneren Roy Lawaetz.
Mac Evoy, Christopher, (1760-1838), planter. Søn af den Christopher Mac Evoy, der kom fra Skotland til St. Croix og over 25 år etablerede ti plantager. Bosatte sig i København og blev kammerherre. Som tak indlagde han gas-belysning på Amalienborg.
Martin, Frederik (1703-1750) missionær. Fik tilnavnet St. Croix Apostel. Satte i 1736 herrnhuter-missionen i gang for alvor.
Mühlenfels, Balthazar Fr., (d. 1807) generalguvernør og arkitekt. Regnes for en af skaberne af den klassisk dansk-vestindiske byggestil. Genopbyggede og byplanlagde Charlotte Amalie efter storbrand.
Oxholm, Peter (1750-1827), generalguvernør. Begyndte som landmåler og lavede de første udstykningskort over St. Croix. Giftede sig ind i velhavende planterfamilie. Generalguvernør (1814-16).
Pissaro, Camille (1830- 1093), maler. Født på St. Thomas, siden regnet for den franske impressionismes fader.
Rockefeller, Laurance S., (1910-2004), forretningsmand. Søn af John D. Rockefeller. Kom til St. John i 1949. Byggede luksushotel i Caneel Bay. Købte 5000 acres og forærede det til National Park Service.
Francis, Rothschild (1891-1963), borgerretsforkæmper. Militant politiker. Grundlagde avisen The Emancipator. Sad i koloni-rådet og.kæmpede for at få USA til at tage ansvar for øerne. Blev fængslet for tyveri og flyttede ydmyget til New York. Statue af ham i Educators Park i Charlotte Amalie.
Scholten, Peter von (1784-1854), generalguvernør (læs om ham under Læsestof til Flyet)
Scholten, Frederik von (1796-1853) toldforvalter. Bror til Peter. Kendt for sine akvareller, som er vigtige kilder til øernes historie på grund af deres detaljerigdom. Uddannet søofficer og udlært til at aftegne kystprofiler. Hans værker er i dag på Handels- og Søfartsmuseet.
Schimmelmann, Henrik Ernst von (1747-1831), finansminister, plantageejer og direktør slavehandelskompagniet.
Smit Erik Nielsen, (1666) guvernør. Første danske guvernør. Død efter et halvt år på St. Thomas. Bakketoppen Smitsberg i Charlotte Amalie er opkaldt efter ham.
Todmann, Terence A., (f. 1954) diplomat. Født på St. Thomas. USA's ambassadør i Danmark 1983-88. Har modtaget diplomatisk ærestitel, som kun er givet til fem amerikanere.
Tyson, George, historiker (f. 1935). Har skabt interesse for øernes historie. Doktorgrad fra Columbia University, kom til øerne i 1966. En af nøglepersonerne i samarbejdet med Danmark. Flittig researcher på Rigsarkivet I København. Har udgivet flere bøger.
Walbom, Anne (1945) formand for Dansk Vestindisk Selskab siden 2003. Holder foredrag om Anna Pauline Saabye (Anne Walboms tipoldemor), som blev født på St. Croix i 1822 som slave.
Kendte gæster:
Udenlandske berømtheder omfatter en bunke, som kommer her på ferie. USAs præsidenter har været meget flittige feriegæster. Truman og Roosevelt kom her, Nixon priste St. Thomas i høje toner, mens Jimmy Carter foretrak St. Croix. Bill Clinton boede ofte i et lejet hus i Magens Bay, hvor også vicepræsident Al Gore hvilede ud efter sit dramatiske valgnederlag i 2000. Barak Obama har besøgt St. Thomas flere gange.
Også kulturpersoner er vilde med øerne. Nicholas Cage ejer paladset med de tre røde tage på en bakketop ved Red Hook på St. Thomas. Også danske kendte kan man støde på. Største chance er der for at se Michael Laudrup, der har lejlighed på St. Croix. Øen Great St. James, som ligger mellem St. Thomas og St. John er strengt taget engelsk, men den ejes af den danske rigmand Christian Kjær. Den har været præget af et stort Til Salg-skilt i årevis, og der er altid rygter om, hvem der lige har købt den. Men den er stadig under dansk flag.
Borge, Victor (1909-2000), gæste-vestinder. Den verdensberømte komiker huskes med stor veneration på St. Croix, som var hans sommerhjem i mange år. Hans hus i Bjerge Gade er stadig et vigtigt turistmål for danskere.
Charlotte Amalie (1650-1714), bynavngiver. Dronning til Chr. 5. Tilhørte Den Reformte Kirke og var årsag til, at de reformte var velkomne i Dansk Vestindien. Som tak for tronarvingen (Fr. 5) forærede kongen hende grunden til Den Reformerte Kirke i København. Ejede godser og fabrikker. Boede i København på Charlottenborg, som også er opkaldt efter hende.
Cornelins, Victor Waldemar (1898-1985), kendt skæbne. Født i Frederiksted. Sendt til Danmark i 1905 for at lære dansk kultur med henblik på at vende tilbage som lærer, men først blev den lille negerdreng udstillet i Tivoli. Blev viceskoleinspektør i Nakskov.
Dyppel, Jørgen Iversen (1638-1682) guvernør. Bagersøn fra Helsingør blev Dansk Vestindiens egentlige grundlægger. Var som ung serving senere købmand på St. Kitts. Fik røvet sin formue af pirater på vej hjem. Guvernør på St. Thomas 1671-1680. Genudnævnt i 1682, men blev smidt overbord af mytterister på vej derover.
Gardelin, Philip (d. 1740), guvernør. Begyndte sin karriere som bogholder på St. Thomas og endte som guvernør (1733-36). Indførte Caribiens skrappeste slavereglement i håb om at stoppe slaveflugt. Erkendte at straffe ikke hjalp og foreslog som den første, at man kunne styre slaverne ved at kristne dem.
Hamilton, Alexander (1755-1804) statsmand. Født på St. Nevis. Kom som 10-årig i lære hos købmand på St. Croix. Borgerne samlede penge ind, så Hamilton kunne uddanne sig i USA. Blev adjudant for George Washington og USA's første finansminister. Døde efter en duel med USA's vicepræsident Aaron Burr. Hans betydning for USA viser sig tydeligst på en $10 seddel.
Heegaard, Anna, frineger og velhavende planter, elskerinde til Peter von Scholten. Begravet på sin plantage "Aldershvile", men hendes gravsten ligger på Whim plantage.
Jackson, David Hamilton (1884-1946), ligeretsforkæmper. Drog i 1915 til København for at klage over de indfødtes forhold. Udgav sin egen avis, The Herald. Organiserede fagforening og generalstrejke. Endte som dommer og senator. Fejres med helligdag 1. november. Blev kaldt Sorte Moses.
Larsen, Alex Frank, (1946), journalist og forfatter. Producerede TV-serien "Slavernes Slægt", der følger efterkommeres søgen efter deres afrikanske rødder. Har modtaget Cavling-prisen.
Lawaetz, dansk familie på St. Croix. Carl og hustruen Mariekøbte i 1885 plantagen Little La Grange på St. Croix for at opdrætte kvæg. Hans tre sønner valgte at blive på øen, da den blev solgt. Der bor stadig efterkommere på øen. Mest kendt er kunstneren Roy Lawaetz.
Mac Evoy, Christopher, (1760-1838), planter. Søn af den Christopher Mac Evoy, der kom fra Skotland til St. Croix og over 25 år etablerede ti plantager. Bosatte sig i København og blev kammerherre. Som tak indlagde han gas-belysning på Amalienborg.
Martin, Frederik (1703-1750) missionær. Fik tilnavnet St. Croix Apostel. Satte i 1736 herrnhuter-missionen i gang for alvor.
Mühlenfels, Balthazar Fr., (d. 1807) generalguvernør og arkitekt. Regnes for en af skaberne af den klassisk dansk-vestindiske byggestil. Genopbyggede og byplanlagde Charlotte Amalie efter storbrand.
Oxholm, Peter (1750-1827), generalguvernør. Begyndte som landmåler og lavede de første udstykningskort over St. Croix. Giftede sig ind i velhavende planterfamilie. Generalguvernør (1814-16).
Pissaro, Camille (1830- 1093), maler. Født på St. Thomas, siden regnet for den franske impressionismes fader.
Rockefeller, Laurance S., (1910-2004), forretningsmand. Søn af John D. Rockefeller. Kom til St. John i 1949. Byggede luksushotel i Caneel Bay. Købte 5000 acres og forærede det til National Park Service.
Francis, Rothschild (1891-1963), borgerretsforkæmper. Militant politiker. Grundlagde avisen The Emancipator. Sad i koloni-rådet og.kæmpede for at få USA til at tage ansvar for øerne. Blev fængslet for tyveri og flyttede ydmyget til New York. Statue af ham i Educators Park i Charlotte Amalie.
Scholten, Peter von (1784-1854), generalguvernør (læs om ham under Læsestof til Flyet)
Scholten, Frederik von (1796-1853) toldforvalter. Bror til Peter. Kendt for sine akvareller, som er vigtige kilder til øernes historie på grund af deres detaljerigdom. Uddannet søofficer og udlært til at aftegne kystprofiler. Hans værker er i dag på Handels- og Søfartsmuseet.
Schimmelmann, Henrik Ernst von (1747-1831), finansminister, plantageejer og direktør slavehandelskompagniet.
Smit Erik Nielsen, (1666) guvernør. Første danske guvernør. Død efter et halvt år på St. Thomas. Bakketoppen Smitsberg i Charlotte Amalie er opkaldt efter ham.
Todmann, Terence A., (f. 1954) diplomat. Født på St. Thomas. USA's ambassadør i Danmark 1983-88. Har modtaget diplomatisk ærestitel, som kun er givet til fem amerikanere.
Tyson, George, historiker (f. 1935). Har skabt interesse for øernes historie. Doktorgrad fra Columbia University, kom til øerne i 1966. En af nøglepersonerne i samarbejdet med Danmark. Flittig researcher på Rigsarkivet I København. Har udgivet flere bøger.
Walbom, Anne (1945) formand for Dansk Vestindisk Selskab siden 2003. Holder foredrag om Anna Pauline Saabye (Anne Walboms tipoldemor), som blev født på St. Croix i 1822 som slave.
Kendte gæster:
Udenlandske berømtheder omfatter en bunke, som kommer her på ferie. USAs præsidenter har været meget flittige feriegæster. Truman og Roosevelt kom her, Nixon priste St. Thomas i høje toner, mens Jimmy Carter foretrak St. Croix. Bill Clinton boede ofte i et lejet hus i Magens Bay, hvor også vicepræsident Al Gore hvilede ud efter sit dramatiske valgnederlag i 2000. Barak Obama har besøgt St. Thomas flere gange.
Også kulturpersoner er vilde med øerne. Nicholas Cage ejer paladset med de tre røde tage på en bakketop ved Red Hook på St. Thomas. Også danske kendte kan man støde på. Største chance er der for at se Michael Laudrup, der har lejlighed på St. Croix. Øen Great St. James, som ligger mellem St. Thomas og St. John er strengt taget engelsk, men den ejes af den danske rigmand Christian Kjær. Den har været præget af et stort Til Salg-skilt i årevis, og der er altid rygter om, hvem der lige har købt den. Men den er stadig under dansk flag.
