Mad og drikke
Af Kenneth Bo Jørgensen
Better for belly to bust, than good wittle to waste! Hellere at maven sprænger, end at god mad går til spilde. Sådan lyder et mundheld i Dansk Vestindien, for her er alle meget glade for mad, og man er vant til god mad. Tykke smækre bøffer. Hummere så store, at man tror, de vil lægge arm. Meget lidt grønt.
Hvis man vil prøve øernes specialiteter så gå løs på:
Kallaloo, øernes specialitet, en fyldig grøntkålsuppe med blade fra de lokale buske, White Mary og bata-bata, nogle bruger dog bare spinat. Bladene koges med grisetæer, grisesnuder og grisehaler, fisk og krabber, der er fodret med majsmel en uges tid, så de ikke smager af sump. Suppen kræver et kæmpearbejde, så man skal absolut være beæret, hvis man bliver inviteret på det. Man spiser det især Old Years Night, sådan kalder de nytårsaften.
Conch, den gummiagtige indmad fra konkylien, abelonen, skæres i tynde skiver og trykkoges, for ellers er det noget sejt stads. Serveres med smørsauce eller som fritter.
Klipfisk, spiser man ofte, evt. som Saltfish-gundy med hakket persille og stærk peber.
Mahi-Mahi, fisk med mild smag, der tilberedes på mange forskellige måder.
Krydret ris, alle har deres version, men grundlæggende er det ris tilsat tomat, kikærter, bladselleri og krydderurter.
Fungi, majsfrikadelle.
Patties, i en dej af surdej indpakker man kogt, krydret klipfisk, bager eller frituresteger. Nem frokost-ret eller snack.
Roti, majspandekage foldet om kød og grøntsager eller rejer.
Brødfrugt var slavernes vigtigste næringsmiddel. På restauranterne serveres den oftest som suppe, men den fås også syltet og hedder barb.
Pomfritter, af kartofler, men også af græskar, bananer og conch.
Af supper kan nævnes goat-water og bullfoot, som smager af det, de hedder.
Til eftermiddagskaffen kan man få Johnny Cakes – en slags usødet berliner. Nogle få retter har danske rødder. Det gælder red grout (rødgrød), som man her laver af guava. Den danske julekage er moder til Christmas-Sweetbread. Man laver skam også en slags frikadeller (meatballs), de er dog langt stærkere og mere krydrede end danske.
De amerikanske turister kan lide rigtig god mad, og hvis ikke vestinderne holder de højeste standarder, så kommer turisterne ikke. Det er derfor uhyre sjældent, at man kommer ud for dårlige mad-oplevelser. Selv en gang sjask på en plastikbakke fra en madvogn i en park, viser sig at smage himmelsk. Og i de finere restauranter kan man næsten høre engle synge, men tegnebogen skal så også hoste op.
Restauranter
Der er alle slags køkkener i Dansk Vestindien, men de har ikke nødvendigvis vestindiske menukort. På hotellerne har restauranterne ofte et internationalt menukort, der mere henvender sig til amerikanske smagsløg end til øernes gamle madkultur. Det er hummer og store steaks, og det smager pragtfuldt. De fleste har dog en enkelt traditionel ret for syns skyld. I byerne finder man alle typer etniske restauranter, f.eks. er det ved at blive populært med sushi, men der er også mexicanske, spanske og masser af franske.
Der er en del restaurant-kultur, der kan drille skandinaver:
* Her bestiller man bord. Man kan godt få et bord, hvis der er et ledigt, men hele kulturen er baseret på, at alt skal være udsolgt via reservationer i løbet af eftermiddagen. Så hvis man vil være sikker på at spise i en bestemt restaurant, så ring i løbet af dagen.
* Man spiser tidligere, end vi er vant til, når vi er på ferie. Faktisk til almindelige hverdags-spisetid.
* Tjenerne er meget service-mindede. De spørger konstant til, om man mangler noget, og det opfatter danskerne som unødig salgspres. Men det er ren og skær høflighed, og man skal blot sige: We´re fine.
* Tjenerne vil have ufatteligt detaljerede anvisninger på, hvordan man ønsker sin mad tilberedt. Hvis man ikke gider at tage stilling til farven på ens salat og længden på sine kartofler, så bare sig: Surprise me!
* I coffee-shops, mindre fine steder og frokoststeder foregår det i et caribisk tempo. Man kan næsten blive forskrækket over, hvor lang tid det kan tage en servitrice at tilbagelægge 10 meter med en kaffekande. At hidse sig op over det, nytter intet. De bliver højst bange og holder sig helt væk. Det tager den tid, det tager.
Spis billigt
Der er billig mad at få, især hvis man vil spise den lokale mad, f.eks. roti, kylling og kartofler i karry rullet ind i en pandekage – eller friturestegt flyvefisk. Ved madvogne kan man købe vestindisk fast-food, Der er alle slags burgerkæder og amerikansk fastfood, og det er billigere end herhjemme. Mange restauranter har take-away service. Har man køkken, kan man gøre det endnu billigere ved at handle i supermarkeder, som ofte ligger lidt uden for byerne. Eller på markederne om lørdagen. Frugt og grønt er rasende dyrt, fordi det hele skal importeres, til gengæld er kød forholdsvis billigt.
Drikkevarer
Caribien er ikke rommens fødested for ingenting. Mens vi har værtshuse, har de rum-shops, selv om der ikke længere er så mange tilbage. På St.Croix producerer man fortsat masser af god rom, både hvid og mørk. Single Barrel Rum serveres som cognac. Desuden har man udviklet nye romtyper med forskellige smag. Blandt de mest kendte vestindiske longdrinks hører: Daiqueries, Planters Punch, Pina Colada og Painkiller. Alle med rom og frugtsaft.
Der drikkes rigeligt med øl, og alle internationale mærker kan fås. Vin er importeret og dyrt, med mindre man køber de udmærkede chilenske vine, der ikke er så udsat for skader under transporter, som det er tilfældet med vine fra Europa.
Better for belly to bust, than good wittle to waste! Hellere at maven sprænger, end at god mad går til spilde. Sådan lyder et mundheld i Dansk Vestindien, for her er alle meget glade for mad, og man er vant til god mad. Tykke smækre bøffer. Hummere så store, at man tror, de vil lægge arm. Meget lidt grønt.
Hvis man vil prøve øernes specialiteter så gå løs på:
Kallaloo, øernes specialitet, en fyldig grøntkålsuppe med blade fra de lokale buske, White Mary og bata-bata, nogle bruger dog bare spinat. Bladene koges med grisetæer, grisesnuder og grisehaler, fisk og krabber, der er fodret med majsmel en uges tid, så de ikke smager af sump. Suppen kræver et kæmpearbejde, så man skal absolut være beæret, hvis man bliver inviteret på det. Man spiser det især Old Years Night, sådan kalder de nytårsaften.
Conch, den gummiagtige indmad fra konkylien, abelonen, skæres i tynde skiver og trykkoges, for ellers er det noget sejt stads. Serveres med smørsauce eller som fritter.
Klipfisk, spiser man ofte, evt. som Saltfish-gundy med hakket persille og stærk peber.
Mahi-Mahi, fisk med mild smag, der tilberedes på mange forskellige måder.
Krydret ris, alle har deres version, men grundlæggende er det ris tilsat tomat, kikærter, bladselleri og krydderurter.
Fungi, majsfrikadelle.
Patties, i en dej af surdej indpakker man kogt, krydret klipfisk, bager eller frituresteger. Nem frokost-ret eller snack.
Roti, majspandekage foldet om kød og grøntsager eller rejer.
Brødfrugt var slavernes vigtigste næringsmiddel. På restauranterne serveres den oftest som suppe, men den fås også syltet og hedder barb.
Pomfritter, af kartofler, men også af græskar, bananer og conch.
Af supper kan nævnes goat-water og bullfoot, som smager af det, de hedder.
Til eftermiddagskaffen kan man få Johnny Cakes – en slags usødet berliner. Nogle få retter har danske rødder. Det gælder red grout (rødgrød), som man her laver af guava. Den danske julekage er moder til Christmas-Sweetbread. Man laver skam også en slags frikadeller (meatballs), de er dog langt stærkere og mere krydrede end danske.
De amerikanske turister kan lide rigtig god mad, og hvis ikke vestinderne holder de højeste standarder, så kommer turisterne ikke. Det er derfor uhyre sjældent, at man kommer ud for dårlige mad-oplevelser. Selv en gang sjask på en plastikbakke fra en madvogn i en park, viser sig at smage himmelsk. Og i de finere restauranter kan man næsten høre engle synge, men tegnebogen skal så også hoste op.
Restauranter
Der er alle slags køkkener i Dansk Vestindien, men de har ikke nødvendigvis vestindiske menukort. På hotellerne har restauranterne ofte et internationalt menukort, der mere henvender sig til amerikanske smagsløg end til øernes gamle madkultur. Det er hummer og store steaks, og det smager pragtfuldt. De fleste har dog en enkelt traditionel ret for syns skyld. I byerne finder man alle typer etniske restauranter, f.eks. er det ved at blive populært med sushi, men der er også mexicanske, spanske og masser af franske.
Der er en del restaurant-kultur, der kan drille skandinaver:
* Her bestiller man bord. Man kan godt få et bord, hvis der er et ledigt, men hele kulturen er baseret på, at alt skal være udsolgt via reservationer i løbet af eftermiddagen. Så hvis man vil være sikker på at spise i en bestemt restaurant, så ring i løbet af dagen.
* Man spiser tidligere, end vi er vant til, når vi er på ferie. Faktisk til almindelige hverdags-spisetid.
* Tjenerne er meget service-mindede. De spørger konstant til, om man mangler noget, og det opfatter danskerne som unødig salgspres. Men det er ren og skær høflighed, og man skal blot sige: We´re fine.
* Tjenerne vil have ufatteligt detaljerede anvisninger på, hvordan man ønsker sin mad tilberedt. Hvis man ikke gider at tage stilling til farven på ens salat og længden på sine kartofler, så bare sig: Surprise me!
* I coffee-shops, mindre fine steder og frokoststeder foregår det i et caribisk tempo. Man kan næsten blive forskrækket over, hvor lang tid det kan tage en servitrice at tilbagelægge 10 meter med en kaffekande. At hidse sig op over det, nytter intet. De bliver højst bange og holder sig helt væk. Det tager den tid, det tager.
Spis billigt
Der er billig mad at få, især hvis man vil spise den lokale mad, f.eks. roti, kylling og kartofler i karry rullet ind i en pandekage – eller friturestegt flyvefisk. Ved madvogne kan man købe vestindisk fast-food, Der er alle slags burgerkæder og amerikansk fastfood, og det er billigere end herhjemme. Mange restauranter har take-away service. Har man køkken, kan man gøre det endnu billigere ved at handle i supermarkeder, som ofte ligger lidt uden for byerne. Eller på markederne om lørdagen. Frugt og grønt er rasende dyrt, fordi det hele skal importeres, til gengæld er kød forholdsvis billigt.
Drikkevarer
Caribien er ikke rommens fødested for ingenting. Mens vi har værtshuse, har de rum-shops, selv om der ikke længere er så mange tilbage. På St.Croix producerer man fortsat masser af god rom, både hvid og mørk. Single Barrel Rum serveres som cognac. Desuden har man udviklet nye romtyper med forskellige smag. Blandt de mest kendte vestindiske longdrinks hører: Daiqueries, Planters Punch, Pina Colada og Painkiller. Alle med rom og frugtsaft.
Der drikkes rigeligt med øl, og alle internationale mærker kan fås. Vin er importeret og dyrt, med mindre man køber de udmærkede chilenske vine, der ikke er så udsat for skader under transporter, som det er tilfældet med vine fra Europa.
Lav selv dine Johnny Cakes. Det tager cirka en time:
2 kopper mel
2 teske bagepulver
½ teske salt
2 skefulde smør
vand og olie
Bland mel, bagepulver og salt i en skål. Tilsæt smør. Tilsæt koldt vand langsomt, indtil det bliver en blød dej. Ælt. Dæk til og sæt til side i en halv time. Form dejen til boller på størrelse med golfkugler tryk dem så flade med hånden. Varm olien op. Den skal kunne dække en halv klump. Brun på begge sider. Lad dem dryppe af på papir. Server varme eller kolde eller sammen med stegt fisk. Man kan også tilføje sukker og drysse dem med lidt kanel eller hot chili.
2 kopper mel
2 teske bagepulver
½ teske salt
2 skefulde smør
vand og olie
Bland mel, bagepulver og salt i en skål. Tilsæt smør. Tilsæt koldt vand langsomt, indtil det bliver en blød dej. Ælt. Dæk til og sæt til side i en halv time. Form dejen til boller på størrelse med golfkugler tryk dem så flade med hånden. Varm olien op. Den skal kunne dække en halv klump. Brun på begge sider. Lad dem dryppe af på papir. Server varme eller kolde eller sammen med stegt fisk. Man kan også tilføje sukker og drysse dem med lidt kanel eller hot chili.
Dette er den digitale Turen går til Dansk Vestindien (Politikens Forlag). Gratis. Men støt gerne forfatteren med fx 20 kr. Mobilepay: 20216673.
